I udkanten

Prædiken til juleaften 2015 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad.

Amen!

Dette hellige evangelium skriver...

Julenat fødes Guds søn i verden, et sted der kaldes Betlehem. Det sker under alt andet end opsigtsvækkende omstændigheder. Faktisk er der tale om et næsten overflødigt nummer i rækken, nu hvor der skulle være folketælling. Der var ikke rigtig plads til dette liv nogen steder, og der var ingen ydre tegn på, hvad der var på færde. Og alligevel indfinder netop dette barn sig på den historiske scene. Det vokser fra at være en lille historisk fodnote, en marginal udkantsbegivenhed, til at blive hovedpersonen i en fortælling af verdenshistoriske dimensioner. Og til, at vi i dag sidder her i en fyldt kirke, i festtøjet, sammen med millioner af andre kloden rundt, for at høre om netop den begivenhed!

En udkantsbegivenhed, ja, i sandhed! Betlehem var ikke jordens midterakse eller den romerske kejsers ferieparadis. Tværtimod. Betlehem lå i hvad man kunne kalde for Romerrigets udkantsdanmark, på grænsen til ørkenlandet, og havde noget nær ingen status eller anseelse i forhold til storebror Jerusalem, få kilometer derfra. Jerusalem havde historiens vingesus og ikke mindst Templet, og heroverfor blegnede alt andet.

En udkantsbegivenhed. Jeg er virkelig træt af ordet ”udkantsdanmark” og jeg synes det fylder alt for meget i vores debat. Det er nedladende, konfliktskabende, skel-sættende, og giver en grim smag i munden af et ”dem og os”, som jeg ikke kan se, hvad gør godt for. Men vi ved godt, hvad det handler om. Udkanten blev i det forgangne år sat på danmarkskortet som den halvbrune øv-banan, der strækker sig fra Skagen i nord, ned langs den jyske vestkyst og Sønderjylland, til det sydlige Fyn og fynske øhav, over Lolland, og ender i Gedser på Falster. Dette er kanten af Danmark, som både mangler befolkning, vækst og et egentligt potentiale. Siger nogen!

Men på en måder føler jeg mig også selv som udkantsdansker her i Randers – også selvom byen ikke er kategoriseret som udkanten. I det forgangne år oplevede jeg at flytte fra Aarhus til Randers. Og ja! Randers er udkanten i forhold til Aarhus. Der er et lillebror/storebror-forhold imellem de to byer, der ikke er til at komme uden om. Men det interessante er, at jeg også nogen gange havde fornemmelsen af at være i udkantsdanmark, da jeg boede i Aarhus. For i Aarhus er der også et udpræget lillebror/storebror-forhold i forhold til København. Og der er sikkert også folk i København, som føler sig som lillebror i forhold til Berlin, New York og resten af verden, osv. osv.! Det er skruen uden ende, og stiller os på en måde alle sammen lige, som en udkant uden forkant og bagkant!

Men hvad er udkanten i Guds perspektiv? Ja, udkanten var lige præcis det sted, han besluttede sig for at vise sig og gøre sig synlig over for os. I Betlehem, i en stald, i en krybbe! På den ene side er det helt vildt upassende, at Gud viser sig netop der. Hvad blev der af storheden i templet? Og hvad blev der af at vise sig på et bjerg, indhyllet i røg og omgivet af serafer og kerubers lovsang?! Men på den anden side fortæller det os, at Gud er så meget mere, end vi kan regne med og forestille os.

For hos Gud er der ingen udkant. Der er ingen øvre eller nedre grænse for, hvor han vil tage bolig og hvor han vi vise sig for os. Der er ingen stillingtagen til, om eller hvor der er mest vækst, liv eller potentiale, men derimod et ønske om at være lige der, hvor vi er. Der er ikke længere kun plads til Gud i templet. For i templet er der ikke plads til mennesker – kun til de få udvalgte – og hvis Gud skal være Gud for alle, er han nødt til at vise sig der, hvor alle kan se ham. Så er han nødt til at blive én som os!

Juleaften og begivenheden i Betlehem fortæller os, at Gud er en der kommer os i møde. Det er det helt særegne ved kristendommen og ved Gud: at han kommer os i møde – ikke i røg og damp, men som et lille barn. Som det mest skrøbelige vi kan forestille os, og som for alt i verden kræver al vores opmærksomhed, omsorg og kærlighed, men også som den største gave og kærlighedserklæring midt i vores jordiske virkelighed!

Lyder det upassende i vores ører, at Gud bliver så lille og skrøbelig? Og er det ubelejligt for os, at han bliver en som os – bliver menneske i kød og blod? Ja, på en måde. For nu kan vi ikke pakke ham væk. Vi kan ikke henvise ham til det fjerne himmelrum, eller tænke om ham som noget, der ikke vedkommer os. I aften viser han os, at han træder han ind i vores hjem og ind i vores stuer. Han træder ikke ind på tempelpladsen, men lige ind i hjertekulen, lyser op i mørket og skænker os sin fred og velsignelse.

For hos Gud er der ingen grænser. Der er intet sted, der er for fint for ham, og der er ingen udkant som er for ringe til hans besøg. Hvis vi prøver at putte Gud i glas og guldramme, og placerer ham som et sofastykke i den fine stue, så vil vi altid blive overrasket og erfare, at glasset er for tyndt og rammen for lille, og vores forestillinger om hans nærvær, helt skudt ved siden af. Gud sprænger hver en opsat og påstået grænse og nedbryder enhver kant der måtte være mellem ham og os, og imellem os i dag.

Og når Gud kan komme til os; når skaberen tør tage bolig i sin egen skabning og midt iblandt os, hvad andet kan vi så, end at prøve at gøre det samme: at komme hinanden i møde, lige her hvor vi står? At nedbryde de skel og de grænser, der både udtalt og uudtalt er sat op imellem os? Ja, hvad andet betyder det, end at samme velsignelse og fred som Gud skænker os denne aften, også er en, vi kan og skal dele med hinanden?

Juleaftens evangelium stiller os midt i stalden, sammen med Maria, Josef og Jesusbarnet, hyrderne fra marken og alle dyrene, i udkantens Betlehem. Og her – midt ude i ingenting og på kanten af, hvad godt er og hvad vi kan tro på – sker det forunderlige, at Gud viser sig for os og får ansigt. Et ansigt vi kan se og genkende, og et ansigt vi skal tage til os. Vi bliver aldrig færdige med at undersøge dette ansigt, og vi når heller aldrig til endegyldige konklusioner om, hvad det fortæller os.

Men i aften skal vi se, at det kommer! I aften skal vi se glæden i hinandens øjne og mærke varmen i hinandens hænder, når lyset tændes rundt om i hjemmene! I aften møder Gud os på kanten. På den kant der kan være i vores liv hver især, og som både kan synes fattig eller festlig. Gud møder os på kanten til en ny begyndelse. På kanten til et nyt og fælles liv, hvor Gud er imellem os, og hvor han lader sit ansigt lyse over dig og mig, så det bliver muligt at være menneske, med al den sårbarhed og skrøbelighed, som følger med et almindeligt liv og et liv på kanten.

Hvad andet kan vi, end at tage imod! Hvad andet kan vi, end at lovprise Gud for, at det endnu engang blev jul og at vi endnu engang fik lov at høre og dele med hinanden, at vi er en del af Gud og at Gud er en del af os!

Rigtig glædelig jul!

Amen!

Lovsangens tid er begyndt

Prædiken til tredje søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 1,67-80

Hvornår er du sidst brudt ud i lovsang over et eller andet? Brudt ud i et jubelråb og lovprist Herren for det under der er sket og den glæde der er kommet dig i møde? Det er sikkert et stykke tid siden, du ligefrem lovpriste et eller andet. Og så alligevel. Der sikkert mange af jer, inklusiv mig selv, der går rundt og nynner melodier, fløjter til fuglene, og sender smil ud i det blå, når livets mening rører på sig og vi glædes over et eller andet i det små eller i det store?

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i én af de ældste lovsange og jubelråb vi kender: Zakarias lovsang. I katolske klostre rundt om i verden, har det i århundrede været tradition at synge netop Zakarias lovsang hver eneste morgen, som en lovprisning af Gud. Et glædesudbrud over solens opgang endnu engang og lysets komme! Og i dag – tredje søndag efter trinitatis – er den så også en del af vores morgen her i Enghøj Kirke, hvor vi går fra den mørke nat til den lyse dag!

Zakarias lovsang er kulminationen på lukasevangeliets første kapitel. Lukas indleder sit evangelie med fortællingen om Zakarias og hans kone Elisabeth, der skal føde Johannes, samt bebudelsen af Jesu fødsel. Og det er, da Johannes endelig er født, at Zakarias bryder ud i sang, fordi hans søn er tegnet på en ny tid og en ny virkelighed, der kommer ham og hele verden i møde. For Johannes er den sidste profet, der skal komme, inden Messias selv kommer til syne, og derfor er Zakarias nu kun ét slægtsled fra opfyldelsen af den nye pagt. Derfor fejrer Zakarias sin søn med jubelsang og jubelråb. Med en lovprisning!

I dag har vi tændt endnu et lys i adventskransen. Vi nærmer os julen. Vi nærmer os lysets komme. Men vi er der ikke helt endnu. Vi venter stadigvæk. Vi er stadigvæk på grænsen mellem det gamle og det nye, mellem mørket og lyset. Og hvis ikke tiden op til jul skal blive en lang og træls ventetid, ligesom den man møder, når man skal kontakte det offentlige via telefon, så må vi udnytte den og tage den til os. Og så må vi prøve at forstå hvad vi siger farvel til og hvad vi hilser velkommen.

Da Zakarias får at hvide, at han skal være far til Johannes, er han i færd med at ofre til Herren. Sådan var praksis i den tid, og derfor gjorde Zakarias det også. Men måske det netop er her, vi skal finde opgøret med det gamle og nøglen til det nye…

Det er den kristne påstand, at med Jesu korsfæstelse langfredag, at offerets tid er forbi. Jesu død er det endegyldige offer, der hverken kan eller skal gentages. Og derfor skal mennesket ikke længere sende offerrøg til himlen, men alene lovsang, ligesom Zakarias også ender med at gøre.

Offerets tid er forbi. Men ordet bruges jo stadigvæk. Ja, det lever i virkeligheden i bedste velgående! Vi sender ikke ofre til Gud, men jeg vil gerne vove den påstand, at vi derimod selv fabrikerer vores ofre.

Medierne er fyldt med ofre eller ord, der indeholder offertanken. Vi taler om trafikofre, om at være offer for vold, offer for kræften, offer for mobning, offer for censur, offer for finanskrisen, offer for skyldfølelse osv., og vi taler om at vores samfunds stjerner, hvad enten det er fodboldstjerner, filmstjerner eller andre kendte, er medieofre. De fleste ofre er fuldstændig meningsløse og kommer ud af den blå luft. Terrorofret, voldsofret, offeret for mobning. Mobbeofferet forekommer f.eks. i skolen, på en arbejdsplads eller i et andet fællesskab, når vi udpeger klovnen eller den kiksede, mere eller mindre bevidst, som et offer for dumme kommentarer og mangel på accept.

Og til sidst det værste offer, som vi sjælendt taler om, fordi det bliver personligt og ubehageligt: nemlig når vi bliver ofre for vores egne og andres behov. Når vores og andres forventninger til det ene og det andet – gode karakterer, succes på arbejdet, det perfekte hjem, det perfekte look osv. – stiger os til hovedet og ender med at tage livet fra os, fordi vi hverken kan eller skal kunne indfri dem! Da står vi i dyb meningsløshed som ofre!

Ja. Det er måske ikke rart at tale om eller at høre på. Så meget desto mere er der grund til at lytte til dagens evangelium. For offerets tid er forbi! Det er lige midt i offeret til Gud, at Zakarias afbrydes og mødes af ærkeenglen Gabriel, som fortæller ham, at der er en ny tid i vente. Offerets tid er forbi og det gamle skal forstumme. Og da Johannes fødes, får Zakarias stemme til at lovprise og lovsynge Gud, i stedet for at bringe ofre.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt! Den sætning vil jeg gerne, at vi skal gå hjem med i dag. Og med den sætning følger selvfølgelig spørgsmålet: hvordan vi i dag og i vores virkelighed kan lade det ske? Hvordan kan vi bringe offerets tid til ophør i vores liv med hinanden og i vores syn på os selv?

Spørgsmålet er åbent, men evangeliet stiller os ikke helt uden en mulighed.

Zakarias han synger! Af vilden sky! Fordi han er blevet givet noget. Fordi han ser og oplever, at det største her i livet – lyset og kærligheden – ikke er noget, han selv har kunnet præstere eller ofre sig vej til, men er noget, han er blevet givet som en gave udefra!

Vi kan ikke skabe vores eget liv. Vi får det altid givet. Vi kan ikke forløse os selv. Vi kan kun blive forløst. Vi kan ikke skabet lyset selv. Det kommer altid udefra og lyser for os og på vores vej!

Kunne vi da, ligesom Zakarias, udskifte vores ofringer, og vores til tider ødelæggende forfængelighed med lovsang? Og kunne vi måske se og have tillid til en kraft, sådan som også Paulus fortalte, der ikke kommer fra os selv, men fra det, der er større end os selv – fra Gud? Så vi nok er tvivlrådige, men ikke er fortvivlede; så vi nok forfølges, men ikke lades i stikken; så vi nok slås til jorden, men ikke går til grunde?

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Solopgangen fra det høje vil altid, trods forventninger og fortvivlelse, stige op over horisonten og besøge os i vores mørke. Det er den erfaring munkene og nonnerne gør hver morgen rundt om i klostrene, når de samles til tidebøn, og det var også den erfaring Zakarias gjorde, da han blev mødt af Gud!

Zakarias bryder ud i sang. Han havde ikke turde tro, at det var sandt, at han skulle få en søn givet. Men pludselig sker det alligevel. Og ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud. Som solen står op og bryder nattens mørke, på samme måde vælder lovsangen ud og bryder hans vantro. Han må synge, for han er jublendes lykkelig!

Og vi kender det godt. Sangen gør noget ved os. Når vi står i vores livs store øjeblikke – om de er lykkelige eller fulde af sorg – så synger vi. Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft. Sangen kan noget. Den kan, som vi af og til siger, få taget til at løfte sig. Men jeg tror også, at det ikke alene er taget der løfter sig, men også os selv der løftes op, så vi kan se længere end vi troede var muligt.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Kan vi synge, i stedet for at gøre hinanden til ofre? Kan vi slippe alle vores tunge forventninger og offermentalitet, og give plads til sangen i vores liv, og lovsang til den Gud, der kommer os i møde?

Jesu korsfæstelse er det endegyldige offer. Det kan ikke gentages og det skal ikke gentages. Hverken i forhold til Gud, eller i vores forhold til hinanden. Men vi skal gentage vores lovsange. Igen og igen skal vi sætte ord på både vores fortvivlelse og vores taknemmelighed. Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang.

Amen!

Hvad forventer vi af lysets komme?

Prædiken til første søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 4,16-30

Forleden dag var jeg til foredrag med en af DRs toneangivne journalister, Anders Agger, som blandt meget andet gav et lille indblik i tidens TV-tendenser og hvad der storhitter hos os brugere. Han nævnte selvfølgelig de næsten lokale ”Rigtige mænd” og den lidt for overgærdede ”Store bagedyst”. Og så nævnte han bølgen af genbrugsprogrammer, der for tiden skyller ind over os.

Det er programmer som ”Guld på Godset” og ”Guld i købsstaderne”, ”Gemte skatte”, ”Auktionshuset”, ”Antikduellen”, ”Antikkrejlerne” og ”Skattejægerne”, bare for at nævne nogle få. De handler alle sammen om gamle ting og sager, der, hvis man kigger på dem med lidt andre briller og i et andet perspektiv, pludselig er en halv million værd. At der i al vores gamle ragelse og på vores bedsteforældres loft findes små stykker af guld – eller i hvert fald pletsølv – som på en ny måde er moderne, retro, smagfuldt og in. Fortid som bliver nutid og fremtid, og gammelt som bliver ungt igen!

I sidstnævnte, ”Skattejægerne”, møder man bl.a. den lidt for smarte marskandiser Peter Falk fra Nørrebro, som finder brugte bilfælge og hænger dem op på væggen. For som han selv siger: ”Det er hip living”! Man møder også designeren Pauli Tvilling, der, hver gang han finder en ny vintagekjole fra 50’erne eller 60’erne, er ved at gå i spagat over, hvor flot, lækker og velsyet den er! Og man møder far Frede og datteren Rikke fra Næstved, som hver weekend får et fiks, af at køre ud på diverse loppemarkeder og finde og handle brugte ting til deres egen genbrugs. Bytte bytte købmand og prutte prutte om prisen er dansk TV i særklasse anno 2015. Anders Agger har ret!

Jeg har såmænd også selv været der; set et par af programmerne, blevet inspireret af det gamle og besøgt min farmors loft. Og en enkelt gang jeg kom ned derfra med en ny gammel dims i hånden – en gul lampe – som i mine øjne var smart og retro, fulgte hun op på det med replikken: ”Skulle det nu være moderne?!”. ”Ja, farmor! Det er da super moderne” måtte mit svar selvfølgelig være. Havde hun placeret det i sin stue, sammen med alle de andre ting, ville det være totalt smart. Men hun forstod ikke rigtigt, at det, der bare var en almindelig gul lampe fra tidligere tider, nu lige pludselig var mere værd end som så.

Adventstiden, det nye kirkeår og dagens evangelium, fortæller på mange måder samme historie. Vi bliver fortalt, at der står noget værdifuldt foran os og lyser op, men som ikke umiddelbart er til at få øje på, fordi det ikke har karakter af noget særligt og fordi vi på en måde har set det før…

Vi møder Jesus i synagogen, da han er kommet tilbage til sin hjemby. Her læser han en profeti op fra profeten Esajas bog, og siger straks derefter, at hvad der blev lovet i profetien, er i dag gået i opfyldelse, underforstået: i ham! Det er store ord som både vækker begejstring, undren og vrede blandt de fremmødte. For hvem er nu denne mand? ”Er det ikke Josefs søn?” bliver der spurgt. Og jo, det er det. Det er jo Josefs søn, fra værkstedet henne om hjørnet, og hvad er det nu, han står og siger?

De tilstedeværende havde nok ventet sig noget andet af Esajas profeti og opfyldelsen af den. Måske noget mere pomp og pragt? Måske noget mere glans og elegance, end hvad de så i den lokale tømrers knægt. Men virkeligheden er en anden end den, de havde forestillet sig – det er den i grunden næsten altid – og Jesus vidste godt selv, at det var sådan, det ville blive, for ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby”.

Ja, virkeligheden var jo den, at Jesus stod der foran dem i en kedelig normal menneskelig skikkelse, og som mand af byen, og postulerede, at han var den, de alle havde ventet på. At han var den, de nu skulle se på, høre på og efterfølge.

Jeg synes ikke, det var mærkeligt at de reagerede, som de gjorde. Med undren og vrede. Han kom, han så og han sejrede. Næsten. Han blev i hvert fald ikke smidt helt ud over klippen...! Og det får mig til at overveje, her ved indgangen til adventstiden, hvad vi egentlig forventer os af Guds komme til os…

Hvad forventer vi af lysets komme? Hvad forventer vi af kærlighedens komme? Hvad forventer vi, når vi hører ordene: at ”Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye” (fra Esajas): ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse!” (fra lukas)? Hvad tænker vi at lyset, kærligheden og opfyldelsen skal få af betydning for os? Og hvad endnu vigtigere er; tør vi tro det og åbne os op for det, vi så ser, men som vi umiddelbart havde forventet, ville tage sig anderledes ud?  

Dagens fortælling rummer jo på mange måder jordens største skuffelse, da ham de forventede sig så meget af, i virkeligheden ikke så ud af særlig meget. Det nye kom som det gamle. Som et retrofund på et loppemarked, og en ny gammel dims på min farmors loft. Så spørgsmålet er, hvad vi egentlig skal forvente, og om vi er helt klar til at tage imod det, som kommer til os, ligegyldigt hvordan det end præsenterer sig? Det er den udfordring, evangeliet stiller os med i dag.

Og vi kan ikke komme ud over, at vi må tage udfordringen op i dag! For ”I dag er det skriftord (…) gået i opfyldelse” sagde Jesus, og identificerede sig selv med ”i dag”. Pludselig blev de, der stod foran ham, fanget i nuet. Nu handlede det pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Ikke om nogen andre i tidligere tider, som for længst var forsvundet i fortiden, eller om nogen af dem, som er her i morgen eller om et år og ude i fremtiden. At skriftordet var gået i opfyldelse ”i dag”, krævede pludselig noget af dem. Og det kræver noget af os. Nuet er krævende, det er pågående og umulig at gemme væk i nostalgi og dagdrømme. For når det er ”i dag”, der gælder, må vi tage det alvorligt og tage det på os som det, der er meningen.

Vi kan ikke se det på ham, for vi har set konturerne af ham før. Jesus ligner en af os. Som et loppefund og en skjult skat iblandt os, vi udmærket godt genkender, men måske ikke kender det egentlige indhold af. Men så meget desto mere er der grund til at ændre perspektivet, for ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Så meget desto mere er der grund til at håbe og turde tro på, at han alligevel er den, vi har ventet. At lyset er kommet, og at vi ikke skal forvente en anden end ham, der står foran os.

Vi skal tværtimod tage imod ham, som den han er. I den skikkelse han kommer i, og med alt det han giver til os. Han er meningen – han er ”i dag” – og det betyder, at han har taget alt det på sig, som var. Alt det der var, alt det der skete og alt det vi gjorde, er erstattet af hans nåde og tilgivelse. Og samtidig betyder det, at den fremtid vi går i møde, ved indgangen til et nyt år, også er hans tid. Både den fremtid vi drømmer om og med glæde ser frem til, men også den fremtid vi med angst og mørke bekymringer går i møde, og som kaster lange skygger ind over dagen i dag. 

Da kan vi møde den verden og dagen i dag, med alt hvad den kræver af os af nærvær, omtanke og kærlighed, men også med ord, der sætter os fri og giver os mod på livet.

I dag er vores dag. Lad os gribe den, og lad os gribe af ham, som har alle dage i sin hånd. Dem der var engang, og dem der kommer en dag. For i dag skal vi leve i hans lys!

Amen!

Men han tav!

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 22,1-14

Kan I huske dengang Birthe Rønn Hornbæk nægtede at svare en journalist på hans spørgsmål? Hun var dengang minister, og var blevet irettesat af sin statsminister, hvilket selvfølgelig skabte en del debat. Og i stedet for at sige: ”Det har jeg ingen kommentarer til” eller lignende afvisninger, sagde hun ikke et ord, men forblev stum. Hun stod bare og kiggede på ham for rullende kameraer, men uden én eneste kommentar! Et pinligt øjeblik for Birthe Rønn, mente nogen; genialt, sagde andre…

Tavshed er i grunden underlig på den måde, at man somme tider kan sige meget mere med tavshed end med ord. Ord kan misforstås, fejltolkes, og komme til at fremstå helt anderledes, end hvad der var hensigten. Og i andre sammenhænge bruger vi sommetider udtrykket: ”jeg er (løbet) tør for ord”, fordi vi er overraskede, forbløffede, handlingslammede eller overvældede af en situation – både de positive og negative – og vi ikke har ord for hvad vi oplever. Og da virker stilheden stærkere end noget andet.

Jeg tror ikke Birthe Rønn i situationen var så positivt overrasket over journalisten. Hun var ikke løbet tør for ord af bare henrykkelse over journalistens velformulerede og veltilrettelagte spørgsmål. Tværtimod. Hun var irriteret og stod med et sarkastisk smil på læben. ”Hold op hvor er du dog dum at høre på” tænkte hun sikkert, og brugte tavsheden til at understrege sin utilfredshed og sin totale afvisning af journalistens spørgsmål. For sådan kan tavsheden også bruges: til at afvise det man ser og oplever. Som en protest og et opgør!

Dagens evangelium præges af en underlig form for tavshed og uvilje på de mærkeligste steder. Det er næsten en komedie værdig – eller snarer en tragedie – at høre om kongen, som febrilsk prøver at holde bryllupsfest, men ikke har særlig meget held med at få gæsterne til at komme. Det glæder vores ører at høre, at Gud, i skikkelse af en konge, inviterer alle ind til fest, og at han ikke lader sig kue af, at nogle vender ham ryggen og ikke besvarer hans invitation. ”Kom til brylluppet!” siger han, ”bryllupsfesten er forberedt!”. Ja, han når endda ud til bageste række, på vejene blandt gode og onde, og inviterer dem indenfor. Der er ingen der må gå glip af Herrens fest!

På den ene side. På den anden side er det også et ubehageligt gudsbillede af en Gud, der sender sinde hære ud for at dræbe mordere og brænde deres by af. Og det skuer i særlig grad i væres ører, når vi hører, at Gud inviterer til fest, hvor nogen smides ud. Hvem er manden? Er det mig? Eller er det verdenshistoriens største forbryder. Og hvorfor kan Gud ikke rumme en mand uden festtøj? Hvis vi følger Jesu lignelse, er Himmeriget er åbenbart blevet en fest med en speciel dresscode og en udsmider. Nogle har for travlt med deres hverdag til at komme, og andre kommer med til festen på et afbud. Alle er inviteret… og så alligevel ikke.

Hvem er denne mand uden festklæder? Mange har gennem tidens løb fortolket ham, som den der helt oprigtigt ikke var god nok til Himmerigets fest. Som en synder og som en buk blandt fårene. Og mange dystre prædikener kunne holdes med det formål, at skitsere fortabelsens mulighed, såfremt man ikke tager imod Guds indbydelse på ordentlig vis og ikke klæder sig ordentligt på. Men der er noget uldent ved denne tolkning og begrænsning af Guds imødekommenhed – hvis man spørger mig – og vi må derfor søge videre i teksten.

Der er noget med den mand, vi skal have opklaret. Hvorfor er han tavs? Hvad ligger der i hans tavshed? Det er ikke ligefrem et lykkeligt øjeblik for ham, hvor han i et følsomt øjeblik mangler ord. Enhver anden ville jo himle op over kongens behandling af ham. Men selv siger han ikke noget. ”Han tav!”. Og udefra set kunne han godt ligne et fjols og en stakkel. Hvem er det lige der bliver indbudt til bryllupsfest, uden at tage ordentligt tøj på? Hvorfor sætter han sig ikke ind i sagerne og læser de uskrevne koder der stilles til sådan et arrangement? Spørgsmålet er, om vi kan forsvare denne mand, selvom lignelsen forkaster ham. Og svaret er selvfølgelig JA!

For i hans tavshed ligger et opgør og en ultimativ afvisning af det han ser og oplever, og den verden han selv har været en del af, hvor nogle dræbes, nogle smides ud og andre bydes indenfor. Hans tavshed er i virkeligheden den samme tavshed, som da Jesus selv, i forhøret langfredag foran Pilatus, nægter at svare på Pilatus’ spørgsmål og befolkningens beskyldninger imod ham. Den tavse mand er med andre ord et billede på Jesus!

Han er et billede på den Gud, der kom til jorden – kom til sit eget rige – men også selv var nødt til at gøre op med det rige og lade sig selv dø, for at en ny virkelighed og et nye rige kunne træde frem i lyset. Ja, for at vi alle sammen i sidste ende kunne blive en del af hans nye virkelighed – af hans opstandelse, hans liv og hans ånd! For kun hvis alle kunne få del i himmerigets festligheder, ville Gud selv være med til festen!

Manden, der kom til bryllup uden festklædninger, er i virkeligheden den der iklæder os med sine egne klædninger! Og ikke hvilke som helst klædninger, men kærlighedens og nådens klædninger!

Af Guds nåde alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene kan forene
ånd og støv i hjertepagt. (DDS 518)

Sådan sang vi tidligere i gudstjenesten. For af Guds nåde spindes den nye virkelighed og den nye festklædning – en helgendragt. Og vel at mærke en nådig festklædning, som det ikke er vores eget ansvar at iklæde os eller overhovedet har mulighed for at bestemme over, men som skænkes som en gave.

Ved døbefonten ses det allertydeligst: Her sluttes fred. Her iklædes vi Kristus. Her får vi del i nåden, gennem et løfte om syndernes forladelse og et evigt liv. Og her mærker vi, at nåden ikke er noget vi selv kan hente frem, men at den kommer fra noget andet end os selv. At den gives til os udefra – fra Gud og af den eller de personer der bærer os i livet. Og da kan vi træde tilbage. Da kan vi slippe ansvaret for at holde os selv i live, men holde fast i troen på at vi er elsket og har en værdi – uanset hvordan vi ser ud!

For i Guds festklædning bliver ingen jagtet eller byer brændt ned. I Guds festklædning bliver ingen smidt ud uden for en dør. I Guds festklædning har vi alle adgang til Guds rige – og til den store bryllupsfest!

Amen!

Spedalskhed

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 17,11-19

Spedalskhed. Hvad er det egentlig for en størrelse? Det er sjældent noget vi taler meget om. Og med god grund. Det er ikke en særlig udbredt sygdom i vores tid og på vores breddegrader. Den findes som sygdom i de subtropiske områder, hvor dens kendetegn er ødelæggelse af huden, lammelser og deformering af hænder og fødder. Men den er sjælden. Og forskning har vist, at spedalskhed i bibelsk forstand i virkeligheden intet, eller højst meget lidt, har at gøre med den sygdom, vi forbinder med spedalskhed. Det, man måske har forbundet med spedalskhed, har nok snarere været former for svamp, psoriasis eller andet udslet, men ikke egentlig spedalskhed.

Således blev vi, meget brugbart denne morgen i september 2015, dét klogere og mere oplyste om spedalskhed og om sygdomme i bibelen!

Men hvad handler det så om, spedalskheden, som vi hører om i dagens evangelium, hvis det ikke er en egentlig kropslig sygdom? Ja, spedalskhed kan også være et udtryk for en social og religiøs diagnose. Det så man på Jesu tid og det så man i den tidlige middelalder. Spedalskhed var de riges, de velhavendes eller de socialt godt stilledes udtryk for de fattige og udstødte. F.eks. mellem jøder og ikke-jøder – rene og urene. I denne sammenhæng var man ikke som sådan optaget af, om sygdommen smittede, men snarere om den besmittede eller besudlede, dvs. om det forurenede eller tilsmudsede noget, der allerede var rent. Det var dét, man skulle vare sig for, når det handlede om spedalskhed. Derfor nærmede de velhavende sig ikke de fattige. Derfor medførte spedalskheden til isolation og udelukkelse af grupper i samfundet, som egentlig ikke var fysisk farlige, men som man var bange for, ville overføre deres stand, deres synd og deres urenheder til én selv. Spedalske var farlige, fordi de var anderledes!

På den måde får spedalskheden i dagens evangelium en helt anden betydning. Det handler om de udstødte og om anerkendelsen af dem. De ti spedalske er blevet udstødt af deres egne og lever derfor ikke længere i landsbyen, men på kanten af den. De har sikkert mange gange opsøgt andre mennesker inde fra byen, for at blive set og for at blive accepteret som almindelige mennesker. Men uden held. Lige indtil de møder Jesus, som ser dem i øjnene og taler til dem. 

Evangeliet handler i grunden om dem, vi ikke kan lide eller ikke tager os af, og om vores egen holdning til dem! Og vi kan så let som ingenting sammenligne og drage paralleller til vores egen verden og vores tids spedalske. For jeg tror godt, vi kender til, at folk er spedalske, eller at vi kan komme til at behandle folk som sådan…

Vores tids spedalske er måske den store flok af unge eller ældre, der føler sig ensomme? Dem vi går forbi, uden egentlig at tænke over det. Ensomhed er ikke en sygdom, men langt hen ad vejen en følelse i maven hos den enkelte, som forstærkes hver gang vi går forbi, og som for manges vedkommende kan opløses ved at blive set i øjnene af den anden.

Vores tids spedalske er måske den store flok af folk med et eller flere handicap, af den ene eller den anden slags, som folk måske nok vil det bedste, men i virkeligheden kommer til at behandle anderledes og uden grund tænke anderledes om, på grund af handicappet.

Eller måske – ganske højaktuelt for tiden endda – er vores tids spedalske de asylansøgere, der står på tærsklen til Europa og vores land. De er mennesker ligesom du og jeg. De er hverken grimme eller lider af nogen speciel sygdom. De lever af kærlighed til hinanden og har familier ligesom du og jeg, og alligevel kan vi komme til at behandle dem anderledes og se på dem med skeptiske øjne. Hvem er de egentlig? Og hvorfor kommer de og banker på vores dør?

Ja, måske de føler sig isolerede? Måske de føler sig udelukket fra livet, på den ene eller den anden måde? Måske de føler sig ensomme og forladte?

Jeg skal ikke prædike asylkvoter, integrationspolitik eller tage partipolitisk stilling til dette højaktuelle spørgsmål – det ville ikke passe sig fra prædikestolen. Men jeg vil til enhver tid, med kristendommen og dagens evangelium for øje, prædike imod den holdning der hedder: dem og os – urene og rene. Jeg vil til enhver tid prædike imod behandlingen af folk som spedalske og isolerede af samfundet, fordi mit menneskesyn byder det imod og fordi vores fælles evangelium siger noget andet til os.

Det handler om anerkendelse, som jeg nævnte tidligere, og om at se hinanden i øjnene. Jesus går som altid forrest som eksempel, og provokerer dem han møder, til at tænke sig om en ekstra gang. For da han møder de ti, tøver han ikke et sekund med at helbrede dem. Ja, der står helbrede. Men vi ved godt, at det ikke handler om den fysiske helbredelse af spedalskheden, men om en helbredelse fra den isolation og den udelukkelse de har levet i. Helbredelsen består i bund og grund i, at han ser dem. Han anerkender dem, som dem de er!

Vi kan godt anerkende os selv. Vi kan godt tænke om os selv, at vi ikke er spedalske. At vi ikke er isolerede eller udelukkede fra fællesskabet. Men hvis andre ikke tænker det, hvad hjælper det så? Først i det sekund at også andre tænker og fortæller os: ”Ja, du er en del af os”, bliver vi en del af dem. Og det er det, Jesus gør. Han tager imod, lukker porten op, byder folket ind, viser dem en anden vej – måske en genvej – ind til den virkelighed, der er Guds, og som består af kærlighed!

Spørgsmålet til os i dag bliver vel derfor, om vi tør gøre det samme?

De ti spedalske forstod i første omgang ingenting. De reagerede straks på Jesu ord om, at de skulle gå til præsterne. På denne tid var det praksis, at man gik til præsterne for at få anerkendelse. Men der er én der vender om. Der er en, der pludselig forstår, at det ikke længere er nødvendigt med præsternes anerkendelse. For anerkendelsen har allerede fundet sted! Langt væk fra præsteskab og helligfolk modtog samaritaneren jo anerkendelse og blev set i øjnene af Jesus. Den spedalske samaritaner så selv, at han var blevet helbredt, og det er det overraskende ved dagens evangelium.

Anerkendelsen og helbredelsen skete ikke nær præsterne. Den skete ikke nær en kirke eller et tempel, som det ellers også var almindeligt dengang – ja, man mente vel ikke at det kunne forekomme andre steder end i templet? Men her stod de – ikke inde i byen, i de gode og renes fællesskab - men på kanten af byen og blev helbredte!

Om lidt skal vi synge en salme af Hans Anker Jørgensen (DDS 249). Det er egentlig en påskesalme, og handler om, hvordan det er at møde Jesus Kristus, efter han er opstået. Pointen med at synge den i dag er, at vi alle dage, hvis vi tør, kan være den, der møder andre, ligesom Jesus gjorde det, og også være den, der bliver mødt. Mødet er ikke forbundet med et specielt sted, men opstår der hvor det vil, og det opstår lige der, hvor vi ser den spedalske i øjnene; befrier vedkommende fra isolation og fangenskab, og hvor vi anerkender! Mødet og fællesskabet er og kan være overalt, hvor der råbes om hjælp og hvor der råbes på barmhjertighed – der, hvor uvelkomne, hjælpeløse og fornedrede får lov at rejse sig og gå, ligesom samaritaneren.

Jesus viste de ti spedalske, at helbredelsen, barmhjertigheden og kærlighedens rige er lige nu og lige her. For hos Gud er vi altid anerkendte som dem vi er. Velsignede og elsket i hans øjne. Spørgsmålet er, om vi tør vise det samme over for andre?

Amen!

Ødsleri!

Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis - Enghøj Kirke 

Lukasevangeliet 16,1-9

Det er en mærkelig fortælling, vi har med at gøre her. Den er berygtet blandt præster og forkyndere, fordi den er svær og fordi den, ved første øjekast, om nogen stiller flere spørgsmål, end den giver svar tilbage! Hvad er det, den skal sige os? Vil den have os til at dele ud af andres ejendom? Vil den have os til at købe vores venner for ”uærlig mammon”? Skal vi nu til at snyde os vej frem i livet? Eller er det hele bare en vittighed fra Jesu side?

Nej. Det er det næppe! Det er en lignelse; en ganske seriøs fortælling om, at vi bør ødsle med de goder vi har og den kærlighed vi kan give af. Og at vi – trods modstand udefra – altid må fastholde dette ødsleri! Sådan påstår jeg i hvert fald.

Det er fortællingen om en dybt uansvarlig og uærlig godsforvalter, som er for doven til at grave, for fin til at tigge og som køber sine venner for penge, der ikke engang er hans egne. En helt igennem usympatisk mand, som handler ulovligt og forargeligt, og som ikke har respekt for den hellige, almindelige ejendomsret. Sådan ser han umiddelbart ud for os; uærligt, uretfærdigt og dum!

Spørgsmålet må derfor være, hvorfor Jesus alligevel vælger at fortælle lignelsen? Ser han noget andet, end vi kan se? Nej. Ikke umiddelbart. Jeg tror også, at Jesus ser en doven mand; lidt for fin og lidt for uærlig over for de andre. Og alligevel bryder han sig om ham. Han kalder ham til sig og kalder ham en af sine egne.

I Jesu øjne handler manden, i sin umiddelbare dumhed, i virkeligheden klogt, fordi han kender forskel på væsentligt og uvæsentligt – på venner og på penge. I Jesu øjne handler forvalteren i respekt for den svage. Hvad der umiddelbart kunne synes som en lad og hemmelighedsfuld handling hos forvalteren, når han bare fortsætter sit bedrag over for godsejeren, er i virkeligheden et spørgsmål om at tage imod og gøre sit bedste til glæde og gavn for den anden. Og det er denne handling – dette menneskesyn – som Jesus kalder til sig.

Det er nærmest forargeligt for os, at Jesus kalder denne mand for en af sine egne. Det er forargeligt på samme måde, som dengang den de afviste irakiske asylansøgere, tilbage i 2009, slog lejr i Brorsonskirken på Nørrebro, og den daværende præst Per Ramsdal, så at sige, ”beskyttede” dem i sin kælder. Det var meget muligt, at dommen havde lydt og at de var udvist af landet, men da de kom og bankede på kirkedøren i Brorsonskirken, var der ikke andet at gøre for Per Ramsdal, end at lukke dem ind. For som han sagde dengang: ”Generelt mener jeg, at kirken skal tage sit budskab om at hjælpe nødlidende alvorligt. Vi skal hjælpe dem, der er udstødt, og de afviste irakere er udstødt både af deres eget land og af Danmark.” … ”Juridisk set er der tale om ulovlig indtrængen i kirken, men teologisk set er kirken et fredhelligt sted, hvor man kan søge skjul, uanset hvem man er, siger han.” (Kristeligt Dagblad, 18. maj 2009).

For Per Ramsdal lå der altså noget andet i denne sag, end bare juridiske love og paragraffer. Det handlede også om menneskesyn – om at gøre det bedste han kunne, for dem han kunne, og ødsle ud af den kærlighed han havde til de mennesker, der bankede på! Ganske ligesom den uærlige forvalter gjorde det, da han, trods en fyringsseddel i hånden, alligevel gik hen og nedskrev synderne store mængder af deres gæld. Ramsdal siger senere: ”Det er hele tiden en vægtning mellem samvittigheden og de love og regler, vi lever under. Som præst skal man selvfølgelig følge landets love, men vi har også et andet plan i kirken, nemlig det religiøse og det åndelige plan. Dér står det, at hjælpe mennesker altså over det, at holde loven, siger han” (Kristeligt Dagblad d. 16. oktober 2009).

Man kan være enig eller uenig med Ramsdal og hans måde at takle tingene på – og også i de magter der brød ind – men man kan ikke sige andet, end at han satte tingene på spidsen, og begrundede sine handlinger i medmenneskelighed. Han gjorde på mange måder det, som Ordsprogenes bog taler om i dag: ”Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. Sig ikke til din næste: »Gå, og kom igen i morgen, så vil jeg give dig det«, hvis du har det, han beder om. ”.

Dagens evangelium er på mange måder en mærkelig fortælling, og stadigvæk ikke let, selvom at jeg her prøver at give nogle bud. Særligt ikke godsforvalteren! Hvem er han? Han er økonomen, der holder hus med hans herres rigdom. Han beskyldes for at være en ødsel med herrens midler, og derfor forkastes han. Men til trods for at han forkastes, fortsætter han alligevel med at give ud og nedskrive folks gæld og derved sætte dem fri. Og han gør det for at få venner, der vil tage imod, ligesom ham selv.

Den uærlige forvalter har i virkeligheden fællestræk med en anden, og i manges øjne lige så mærkelig person, men som vi dog har valgt at bygge vores kirke på. Ja – Jesus selv! Jesus var jo selv den, der ødslede med Herrens midler. Han var og er den, der spreder med kærlighedsfrø, selv der hvor ingen tror, at de kan slå rod. Han var selv den, der blev forkastet af folkemængden, og nogen vil også sige af sin egen far, men til trods for det, ikke stoppede alligevel. Han sejrede. Han opstod for vores – sine venners – skyld, og frikøbte os – hvis vi skal blive i de økonomiske termer – vores gæld og vores synd!

Og da bliver lignelsen om den uærlige godsforvalter en yderst central lignelse, trods dens varierende kvalitet i forhold til så mange andre lignelser, fordi den forkynder en medmenneskelighed, en livsholdning og et menneskesyn som Jesu eget og i tråd med hans liv!

Man kunne med rette indvende, at godsforvalteren balancerer på et knivsæg – ganske ligesom Ramsdal i særlig grad også gjorde det – fordi de til en vis grad handler ulovligt og uærligt. Og med den lutherske toregimentelære i baghovedet må vi og skal vi stille spørgsmålstegn ved denne handling. Luther ville med sin toregimentelære sige, at der på den ene side er noget der hedder verdslighed, hvor den menneskelige lov og orden skal holde styr på os, og på den anden side noget der hedder åndelighed, hvor evangeliet og ordets kraft skal virke frit iblandt os. Og det er når disse to instanser blandes sammen, at det går galt; når man handler i det ene regimente, men begrunder handlingen i det andet. Når man som Ramsdal trodser den juridiske dom, og grunder det i evangeliets og troens kald.  

Det er en balance og det er en line vi må og skal gå på – det er den opgave evangeliet stiller os i i dag! For lignelsen fortæller os, at vi bør kunne beskyldes for, at ødsle med vores og andres penge, rigdom, godhed og kærlighed, hvis det er til gavn for medmennesket. Ja, verden skal kunne forarges på os, hvis vi rykker ved grænserne og flytter en hegnspæl til glæde for medmennesket – ellers har vi ikke gjort det godt nok! Vi skal altid være klar på at tage imod den, som kommer, og fortsat sætte folk fri – også når det ikke passer denne verdens retfærdige hoveder, som kun er ude på millimeterdemokrati.  

For glæden er stor og Guds himmerige ikke kun for de få, men for os alle. Det viser Gud os, når han tager imod os, og uforbeholdent ødsler af sin kærlighed. Og det kan vi vise, ved at gøre det samme!

Amen! 

Hvem er de falske profeter?

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 7,15-21

Jeg har brugt det meste af ugen på at overveje, hvordan en falsk profet egentlig ser ud. Ikke hvordan han så ud på Jesu tid, for det finder vi nok aldrig ud af, men i vores egen tid: år 2015! Og jeg har undret mig. For hvad er egentlig en falsk profet? De fleste af os går ikke rundt og taler om falske profeter, som noget der har indflydelse på vores liv og hverdag – heller ikke præsten!

En profet er i klassisk forstand én, der har modtaget et ord fra Gud, og som nu forkynder det for folk. I bredeste forstand én, der kommer med forudsigelser om fremtiden. I vores tid forbinder jeg som oftest talen om ”profet” med muslimernes Profet Muhammed, og en ”profetier” møder jeg oftest i sammenhæng med små amerikanske sekter, der endnu engang spreder med dommedagsprofetier og spår om jordens snarlige undergang. Og begge dele er ikke noget der har synderlig stor indflydelse på min hverdag.

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i afslutningen på bjergprædikenen. Jesus har brugt de foregående kapitler på at skildre en ny verdensorden for os, som først og sidst fortæller, at der med ham er indtrådt en ny virkelighed. Før gjaldt loven, som vi bedst kender den fra de ti bud og det gamle testamente. Men med Jesu ord og ånd iblandt os er situationen en anden. Nu gælder det, at himmeriget ikke kun er for de rige, men også de fattige. Nu gælder det, at vi er det salt, der giver jorden og mennesker liv og kraft på ny. Nu gælder det, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi møder modstand. Nu gælder det, at vi skal elske vores fjender. Nu gælder ikke store og flotte ord til Gud, men et enkelt Fadervor fra hjertet. Ja, nu gælder grundlæggende den gyldne regel: at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem!

Og på baggrund af denne tale siger Jesus så, at vi skal vogte os for ulve i fåreklæder – for falske profeter, som leder os på vildspor i den nye virkelighed. Han sender os ud med ordene om, at der er folk iblandt os, som godt nok ligner os, men ikke nødvendigvis har forstået den nye virkelighed, og derfor ikke vil os det bedste. Vi kan altså ikke altid kende dem og se hvem de er, hvor meget vi end gerne ville, fordi de skjuler sig i vores egen midte.

Søndag aften, fra kl. otte til ni i vinterhalvåret, går en stor del af Danmark i stå, fordi DRs krimiserier har det med at sluge al opmærksomhed. Når vi samles foran skærmen, er det oftest for at udpege ulven i fåreklæder: hvem er morderen!? Vi gjorde f.eks. mange tanker og spekulationer, da Forbrydelsen III rullede over skærmen for et par år siden. Argumenterne for og imod den ene og den anden fløj igennem luften, og selv medierne brugte spalteplads på spekulationer! Chokket var da også til at tage og føle på, da butleren Niels Reinhardt – en pålidelig og tillidsfuld mand fra egne rækker – viste sig at være ulven, som ingen genkendte.  

Således litteraturens og filmens fiktive verden. Det er straks værre, når dramaet og ulykken udspiller sig i den virkelige verden. I onsdags markerede vi sammen med nordmændene fireårsdagen for massakren på Uthøya. På Uthøya skete det, som ikke må ske. Vi kender alle historien og de kolde facts, så dem er der ingen grund til at nævne her. Men hvordan så ulven ud? Ja, han lignede en af os! Terror, sagde vi dengang, det er sådan noget der sker i udlandet. Det er sådan noget som folk fra andre kulturer, med andre religioner og et andet udseende begår. Eller hvad? For rædslen gik igennem alle, da vi så billederne af den politiuniformklædte nordmand, med blå øjne og lyst hår, da han begik den værst tænkelige handling! De scener, der har udspillet sig på Uthøya, er næsten for voldsomme til at vi kan tale om det. Det er en ond mands værk, og de rammer vores forestillinger, om hvad der er trygt og hvor vi er uden for fare.

”Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på, hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.” Ordene kommer fra en af de piger, der overlevede Uthøya, og de blev senere gentaget af statsministeren ved mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke. Ordene er det evangeliske svar mod falskhed og ondskab! Ikke had. Ikke hævn. Ikke gengæld med øje for øje og tand for tand. Men kærlighed!

Og foruden kærlighed peger ordene også på en anden vigtig evangelisk pointe: nemlig et ”vi”. ”Tænk på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.” For vi må konstatere, ligesom Jesus gjorde over for sine disciple, at der i vores flok og i vores midte er eller kan være falske profeter. Folk der på den ene eller anden måde, udgiver sig for at være et, men i virkeligheden er noget andet. De er der, men vi kan ikke se dem, og vi kan i virkeligheden heller ikke vide, om det er os selv, der er den falske profet. Det er – gud ske tak og lov! – de færreste, der er som ulven på Uthøya. Men det er også de færreste af os, der i enhver sammenhæng kan vide sig sikre på, at det vi gør og foretager os, er det bedste for flokken og for vores næste.

Vi er aldrig skyld i vores eget ophav, men altid forbundet med en anden – med et ”vi”. Ligegyldigt hvem vi står over for, må vi altid forholde os til, at den eller de personer også er en del af os, fordi vi alle nu er en del af Guds virkelighed. Gud kom ikke til jorden for at distancere sig fra os, men for at vi kunne blive en del af ham og han med os! Og konsekvensen af dette er, hvad Jesus fortæller os i sin bjergprædiken: at den fattige er rig i himlen, at vi er dem, der giver liv videre, at vi skal vise mildhed frem for modstand, at vi skal gøre mod den anden, som vi vil, at de skal gøre mod os. Det er den nye virkelighed: at Gud og mennesker hører sammen!

Og i lyset af den virkelighed og Guds kærlighed til os, er vores domme over den ene og den anden ligegyldige, fordi dommen over andre aldrig ligger i vores hænder, men i Guds! I lyset af Guds kærlighed er vi – ligegyldigt hvad! – altid nødt til at passe på de falske profeter. Og her mener jeg passe på i ordets dobbelte betydning: nemlig at vogte os selv for falskhed og ondskab, men i ét og samme sekund at forsøge at tage os af og værne om selv samme person. At forsøge at drive falskhed og ondskab ud af vores næste, og erstatte ondskab med kærlighed!

I forbindelse med massakren på Uthøya blev der også sagt: ”Frygt ikke den, der gør dig ondt, men den, der gør dig ond”, og spørgsmålet bliver da til os, om vi tør stå imod? Tør vi stå imod de falske profeter? Tør vi stå foran deres træ og med al iver forsøge at beskære det og gøde jorden, så de igen kan give gode frugter af sig? Tør vi sige: JA, du har gjort skade – på dig selv og på os – men JA, du er stadigvæk en del af os! Det er den opgave evangeliet stiller os med, og spørgsmålet er i virkeligheden, om vi har råd til at opgive tanken og ikke gøre forsøget…

Vi har grund til at tro på det bedste i ethvert menneske! En polemisk skelnen mellem dem og os, og en forøgelse af mistillid og mistænksomhed mellem mennesker ville være direkte ukristeligt. Nej, vi har ingen ret til at dømme. Det har derimod Gud. Og med sin søn har han tilsagt os sin nåde, tilgivelse og evige velsignelse. Spørgsmålet er, om vi tør at give den tro og det håb videre – selv til en falsk profet? Til det er der kun ét at sige: Gå med Guds fred og synd tappert!

Amen!

Hvem er i himlen? Og hvem er på jorden?

Prædiken ifm. gudstjeneste på DKGs sommerhøjskole d. 9. juli, under temaet: "Er der nogen i himlen?"

Johannesevangeliet 1,1-5;14 og Romerbrevet 10,1-8

Er der nogen i himlen, har I spurgt jer selv om i denne uge, og jeg tænker ikke at I har set svar (ellers må I gerne sige det nu!). Spørgsmålet er også et der udfordrer mig. Dagligt. Den Gud, som vi traditionelt har sagt sidder i himlen: Hvem er det lige han er? Hvad betyder almægtig? Hvem er det vi forestiller os, som er større end det vi selv kan forestille os? Kan vi overhovedet vide noget om Gud?

Og lige netop med spørgsmålet: ”Er der nogen i himlen?” tænker jeg også af og til, om det er rigtigt spurgt. Giver spørgsmålet mening? Er det ikke bare et udtryk for barnetroen, hvor vi er nødt til at danne os billeder og steder, for at kunne forholde os til noget? Og er himlen i virkeligheden ikke bare et udtryk for den alomfavnende og allestedsnærværende Gud, vi tror på?

Mange teologer og filosoffer har forsøgt sig med disse spørgsmål. Munken Anselm gjorde i 1000-tallet forsøg på at bevise Guds eksistens gennem tænkningen, fornuften og forstanden. Senere omkring 1200-tallet forsøgte Thomas Aquinas sig med et bevis gennem vores erfaringer – at verdensordenen og forgængeligheden skulle været et udtryk for Guds intelligente planlægning og styring. Sådan har man med tiden gjort sig forsøg på at finde ud af, om der er nogen i himlen, og i så fald: hvem!

Spørgsmålet, om vi kan vide noget om Gud, kan også stilles anderledes. I stedet for at gå efter et hårdnakket bevis for eksistensen kan man tage udgangspunkt i Guds eksistens, på eller anden måde, og spørge: Hvordan kan Gud, som øjensynligt ikke er af denne verden, blive kendt i (netop) denne verden?

Når vi vil sige noget om Gud i denne verden, er vores eneste værktøj at gøre og danne billeder: Billeder fra vores egen verden, som vi siger ”ligner” Gud, men som ikke har fuldstændig identitet med Gud, fordi vi ikke kender den fuldstændige identitet. Det kan jo være svært for os at forestille os noget, uden for det vi selv kan se og forstå, og derfor danner vi billeder og laver allegorier.

Vi kan f.eks. ligge mærke til, hvordan vi omtaler Gud. Han er jo ikke bare hvem som helst. Han er Gud. Med stort ”G”. Dermed har vi gjort Gud til et egenavn – personificeret ham, ligesom vi gør med vores egne navne og personer. Og når vi begynder at beskrive ham, siger vi f.eks., at han er som en far. Vi sætter lighedstegn mellem Gud og vores far, som vi i de fleste tilfælde er én, vi forbinder med noget godt og trygt.

Et andet billede, som vi finder meget brugt i det gamle testamente, er, at er Gud er en klippe. Og det betyder jo ikke at Gud er hård som sten, gråsort i nuancerne, fuldstændig uflytbar, stejl og ubestigelig. Nej, det betyder vi forbinder Gud med noget trygt, fast, noget der ikke rokker sig, noget vi er sikker på, også er der i morgen osv. Men bemærk hvordan billederne, selvom om vi putter konkrete billeder på, stadigvæk er åbne billeder, og frie for fortolkninger.

Gud er med andre ord, noget vi oplever i billeder og ud fra det perspektiv vi selv står i. Derfor er Gud forskellig alt efter hvem du spørger, og alt efter hvilke billeder de har i deres forråd.

Men når vi nu taler om billeder, så er der jo noget ganske særligt ved den kristne Gud, som på sin vis eliminerer spørgsmålet om, hvem der sidder i himlen. Spørgsmålet er vel ikke, hvem der er i himlen, men i stedet: Hvem der er på jorden, og hvem der er ved siden af dig!?

Jeg bliver somme tider spurgt til, om jeg kan sige hvad forskellen er på de tre store monoteistiske religioner: Jødedom, kristendom og islam. Eller rettere: Folk spørger ikke. Folk konstaterer over for mig, at netop de tre religioner jo altså har det samme udgangspunkt. At Koranen og det gamle testamente ligner hinanden ualmindeligt meget, og at det derfor også må være den samme Gud vi tror på. Og lige her tænker man måske på, at man med denne viden jo kunne have undgået mange religionsstridigheder. Hvad er det egentlig, vi ikke har forstået?

Ja, siger jeg. Det kan der være noget om. Men den store forskel er bare, at Kristendommen ikke sluttede med det gamle testamente. Hvis vi kun havde det gamle testamente, ville der aldrig have været noget, der hed kristendom. En banal pointe! Men det helt afgørende er jo, at Gud netop ændrede form og karakter, og blev en som os! Og spørgsmålet er derfor, som jeg spurgte lige før: Hvem der er på jorden?

Vi skal, som Luther sagde, ikke forholde os intellektuelt til Gud, men tage udgangspunkt i, at Gud selv har givet sig til kende for os! Udgangspunktet for alle kristne er, at Gud lod sig selv føde på jorden i Jesus Kristus. At Gud gjorde sig selv til kød og blod – altså til et menneske, som der stod i Johannesevangeliet. Og dermed har Gud, i en vis forstand, givet afkald på at være den fjerne, hinsidige og udefinerbare magt, som vi tilegner himlen i vores spørgsmål ”Er der nogen i himlen?”, og som vi indtil videre har prøvet at sætte ord på. Gud er med Jesus Kristus gået ind i vores virkelighed og menneskers historie. Han er den levende Gud, som møder mennesker på deres egne betingelser, ved f.eks. at dele deres lidelser og glæder, og give dem tro og håb!

Er der nogen i himlen? Hvem er I himlen?

Ja, jeg ved det ikke. Men det er måske heller ikke så interessant? Jeg synes i hvert fald, at det er langt mere interessant at se, hvem Gud gjorde sig selv til, og hvilken betydning det har for os i dag og for vores liv. For som Paulus siger det, så er Guds ord – Gud selv – helt tæt på os: nemlig i vores mund og vores hjerte.

At Gud gjorde sig til menneske gennem Jesus, for at genoprette sin skabning og os, betyder for mig, at jeg ligeså må se til mit medmenneske! Det er det jeg læser, når jeg læser Jesu lignelser om den fortabte søn, om den rige bonde, om den barmhjertige samaritaner osv.. Det betyder, at jeg ikke behøver at stile mit hoved og mit liv mod himlen i tilbedelse af Gud, men at jeg i mit liv kan erfare hvad Gud er, ved at lægge øre til det, Jesus gør og siger, og give det videre til andre.

Vores tro skal ikke få os til at se opad eller væk fra denne verden, men den skal tværtimod rodfæste os lige her hvor vi står, og få os til at se direkte på vores næste – på vores sidemand. Vores sidemand er ikke Gud – langt fra – men når vi står over for vores næste, står vi altid over for det ord, Gud har lagt i munden på os, om at vise tillid, kærlighed og barmhjertighed. 

Betyder det, at der ikke er nogen Gud i himlen? Nej, ikke nødvendigvis. Jeg har stadigvæk brug for at bede en bøn. Jeg har stadigvæk brug for at føle mig elsket – ikke bare af min familie og af mine venner – men også af en altomfavnende Gud. Og himlen som billede er godt til at illustrere, at Gud er nærværende alle steder. Og jeg tror at han findes. Men i hvilken form, i hvilken sfære, i hvilken størrelse og tykkelse, i hvilken nuance eller farve ved jeg ikke. Og det er heller ikke interessant. Så længe troen på Gud, får mig ned på jorden, og skubber mig ud i livet – ud til jer!

Amen!

Ud over tredje revle

Tredje søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 15,1-10

Hvad vil det sige at miste retning og mening med sit liv? Mange af os har sikkert prøvet det. At miste fodfæste. Ikke på den forelskede måde, hvor man får benene slået væk under sig i en lyserød sky, men det modsatte: der hvor man faktisk bliver væltet omkuld, mister overblikket, og man pludselig ikke kan vide sig sikker på noget som helst.

Tab og meningsløshed er mange ting. Små får og småpenge vil næppe få den største opmærksomhed i dag, hvis de blev væk. Det kan jo synes som ingenting i forhold til tabet af en, man holdt af, eller oplevelsen af at blive kastet ud på åbent vand eller i fuldstændig meningsløshed efter en skilsmisse eller en fyreseddel. Det er ganske individuelt og ikke til at sige, hvad der får os til at vælte. Det mindste skub kan med tiden forårsage det største brag, uden man selv eller andre havde set det komme, og for den dybt rodfæstede mand kan selv ikke en storm vælte én omkuld.

Professor i filosofi fra Aalborg Universitet Lars Qvortrup har bemærket hvordan hele verden d. 11. september 2001 blev konfronteret med et omfattende tab af mening og retning. Med tvillingetårnenes kollaps var det ikke bare den amerikanske befolknings tillid til sikkerhed og stabilitet der faldt til jorden, men hele verden der blev ramt af et chok! Og måske det skyldes tabet af mening og sammenhæng med noget andet, som både var øjeblikkeligt på stedet og globalt. På ganske kort tid – som et lyn eller et fly fra en klar himmel – forsvandt den selvfølgelige tryghed, som mange mennesker levede i, og den blev erstattet af stor utryghed fra alle verdenshjørner.

I 1853 skrev Grundtvig: ”Kirken den er et gammelt hus / står, om end tårnene falde”. Den sætning og salme er temmelig rørende, netop når man taler om tvillingetårnenes fald. Og det Grundtvig bl.a. ville med salmen, var da også at pege på kirkens evighed og stabilitet – selv der, hvor alt andet braser. For spørgsmålet er, hvad kirken og kristendommen kan gøre i de situationer, hvor vi oplever, ser og føler tab og meningsløshed? Hvad er det for en mening kristendommen kan bidrage eller give os, når andre meninger bryder sammen?

Kristendommen er underlig ved det, at det om noget karakteriserer den gud vi tror på, at han var stærk i svagheden og magtesløsheden. Den lidende Jesus på korset er for mange ikke-kristne (og måske også kristne) et absurd billede, fordi det ikke giver mening, at Gud i sin storhed skulle gøre sig så lille og svag som et menneske, og ovenikøbet dø på et kors. Og når katastroferne så ruller ind over os, som i forbindelse med angrebet 11. september eller de gange hvor vi har oplevet store naturkatastrofer, som efter tsunamien i julen 2005, ja, så er kirken tilsyneladende også kun i stand til at give rum og plads for de følelser, som katastrofen satte i gang: afmagt, sorg, vrede og fortvivlelse. Kirken og kristendommen giver os sjældent en ny mening midt i meningsløsheden eller en ny og bæredygtig fortolkning af begivenhederne på længere sigt.

Eller hvad? Måske kristendommen netop siger noget vigtigt, der hvor alt andet ophører? Måske det netop er Gud der tager over, hvor alt andet braser sammen?

Sygehuspræst Preben Kok fra Vejle gjorde for nogle år siden en lille genialitet med bogen ”Skæld ud på Gud” – og den titel kan vi i øvrigt lære meget af! – som blev en af de første teologiske kioskbaskere, og som stadigvæk står på hylderne blandt tankstationernes billigbøger. I bogen giver han et billede på, hvad der fra hans perspektiv er kristendommens og troens kerne, dér hvor vi måske oplever tab og meningsløshed. I en samtale med en psykolog, stiller han troens rum op over for psykologiens rum - sjælesorgens rum op over for psykoterapien. Hvad er forskellen på disse to?

Jo, man skal forestille sig Vesterhavet med alle dets revler. De små bakker af sand under havoverfladen, som vi går hen over, når vi går ud i vandet. Først op på toppen af revlen, og derefter ned i bunden. Den gode psykolog ved, at der er tre revler i Vesterhavet. Psykologen arbejder med sin klient ved at føre vedkommende ud i Vesterhavet, indtil vandet går til knæene. Her er klienten lidt urolig, men psykologen er rolig, fordi han ved, at der om lidt kommer en revle, og så er klienten oppe igen. Psykologen arbejder med klienten. Efter første revle fortsætter psykologen med klienten ud på det dybe igen – ud i usikkerhedens og utryghedens hav – så vandet kommer til at gå til navlen. Klienten er bange, men psykologen er stadigvæk rolig, fordi han ved, at der kommer endnu en revle at gå op på. Og processen gentages endnu en gang, hvor vandet ender med at gå klienten til halsen, og psykologen får da klienten op på sidste revle igen.

Her er pointen for psykologen, siger Preben Kok, at den gode psykolog ved, hvor mange revler der er i Vesterhavet, og at han er nødt til at blive på tredje revle, for ikke at ende på det bundløse hav. Og det gør psykologen, fordi han arbejder med at få kontrol over tingene, så vidt det er muligt. Men her – lige her på tredje revle – er pointen for Preben Kok, at han som præst, og med troen i hånd, fortsætter! For en del af livet ligger altså, om vi vil det eller ej, også på den anden side af tredje revle, hvor vi ikke længere har mulighed for at bunde. Og derude, siger Preben Kok, har troen sit væsentligste område. Selvfølgelig er troen også nærværende på land og i sikkerhed. Men der hvor man ikke har sikkerhed – der hvor man har mistet jordforbindelsen – da har man kun troen at holde sig til, hvis man overhovedet har noget at holde sig til, skriver Preben Kok! (frit parafraseret fra Skæld ud på Gud, 2008, s. 28-29)

Jeg tror, han har ret, og jeg tror, at netop dét er en af de største styrker ved vores kirke og tro. Kristendommen lærer os at elske livet højere end dets mening, og at den lærer os, at vi aldrig kan eller skal stå alene, når livet er ubarmhjertighed, men at vi som minimum altid kan overlade det tabte og meningsløse til Gud! For lige der, hvor vi som fåret i lignelsen føler os allermest forladt, hvad enten vi selv er gået fra flokken i vrede eller had, eller vi pludselig er blevet forladt eller udstødt af flokken, er evangeliets ord til os, at Gud finder os og er med os, netop der!

At ligge tabet og meningsløsheden over til Gud er ikke at løbe fra det hele eller løbe fra livet, men snarere at indse, at der er steder i vores liv, som vi ikke kan stå med alene, men hvor vi har brug for hjælp til at leve. I Guds arme kan vi ligge alle vores bekymringer, og modtage hans velsignelse. I kirken og i troens rum er der plads til magtesløsheden. Der er plads til at skælde ud på Gud, og til at ligge al sorg, vrede, afmagt og meningsløshed, som vores liv af og til fyldes med, i armene på ham!

I hans arme ved vi, at der er liv. Det så vi påskemorgen, da den svage Gud i graven, i virkeligheden viste sig at være allerstærkest. Det oplever vi, når livet, trods sorg og tab, alligevel lykkes. Vi kan meget vel opleve, at blive væltet omkuld og miste jordforbindelsen – at stå på tredje revle og kigge ud over havet, og vide, at vores liv også på et tidspunkt vil udfolde sig længere ude end vi kan bunde. Men netop derude, er der også et liv at leve, en hjælp at hente, et liv at elske, en kamp at kæmpe, en tro og et håb, og en Gud der ser os!

Amen!