Han er opstanden!

Påskedag (I) - Enghøj Kirke

Markusevangeliet 16,1-8

Det er med stor ydmyghed, at jeg som ung og nytiltrådt præst, stiller mig her på prædikestolen for at skulle holde min første påskeprædiken! Det er både udfordrende og angstprovokerende, at skulle forsøge at sætte ord på opstandelsen – den fortælling og det mysterium, som er grundlaget for hele den kristne kirke. Millioner af mennesker over hele verden fejrer i disse timer Kristi opstandelse med lys, sang, bøn og trofast forkyndelse, og vi er den del af koret. Vi fejrer lys, hvor der før var mørke. Liv hvor der før var død! Håb hvor der før var håbløshed.

Men her står jeg altså – her sidder vi – oven på et år, der i dansk kirkeliv også bød på opstandelse over opstandelsen. Skulle det være gået jeres næse forbi, kan jeg fortælle, at en af Danmarks mest medieomtalte præster, på godt og ondt, Per Ramsdal, endnu engang kom i vælten, da han udtalte sig tvetydigt om vores fælles trosbekendelse og sin egen opstandelsestro. Han stillede bl.a. spørgsmålstegn ved Jesu fysiske opstandelse, og det skabte selvfølgelig røre i andedammen. Nogle præster var straks klar til at kaste manden på porten og fratage ham sin præstekjole, mens andre var mere tilbageholdne og langt hen ad vejen enige med ham. Jeg selv var ikke præst på daværende tidspunkt, og kunne derfor med ro holde mig lidt i baggrunden og kigge nysgerrigt på. Lige indtil nu, hvor jeg altså står her, kaldet af jer, til at forkynde hvad opstandelsen er!

Det der i særdeleshed prægede debatten var forsvarende præsters fastlåste udlægninger af det ene og det andet. Sådan og sådan skal vi forstå opstandelsen, og sådan og sådan fandt den fysiske opstandelse sted. Men jeg spørger mig selv, hvordan man kan være så skråsikker? Det er ikke uanede mængder information og detaljeret historieskrivning, der præger evangelisten Markus’ fortælling om opstandelsen. Tværtimod. Evangelisten Markus minder mig mere om en god vestjyde, med sin minimalistiske og stilfærdige fortælling, hvor man kan måle væsentligheden i udsagnet på, hvor få ord der bruges!

De få ord viser med al tydelighed, hvor enkel, kompliceret og vigtig opstandelsen er. Vi får at vide, at kvinderne kommer til graven om morgenen, for at salve Jesus. Da de går afsted taler de om, hvem de skal få til at vælte stenen fra graven. Men da de kommer til stedet opdager de, at den allerede var væltet, og inde i hulen møder de en ung mand. Han kan fortælle dem, at de ikke behøver være bange. Ham de søger er opstået, og de skal skynde sig ud igen og fortælle det til hans disciple. Kvinderne flygter derefter fra graven. Rystede, bange og ude af sig selv. Og de sagde det ikke til nogen.

Det er fortællingen i al sin enkelhed: ”Han er opstået”. Vi så det ikke, vi hørte det ikke, vi mærkede det ikke. Men vi blev det fortalt, og det som ingen så, holder vi påske på!

Det kan aldrig blive vigtigt hvordan og hvorledes opstandelsen fandt sted. Det kan ingen bevidne i dag, og det kunne de heller ikke på Jesu tid. De fire evangelister fortæller alle forskellige versioner af opstandelsen. Og det sætter os uundværligt i en situation med flere spørgsmål end svar, ganske som kvinderne i fortællingen sikkert også forlod graven med spørgsmål i hovedet. Og spørgsmålene er mange! Se nu f.eks. Grundtvig, som vi ellers sætter stor lid til, når vi mangler ord om troen. Hans smukke påskesalme ”Påskeblomst, hvad vil du her?”, som vi skal synge senere, indeholder ikke færre end 11 spørgsmålstegn, og værst ser det ud i tredje vers:

Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde? Spørgsmålstegn.
Er vor prædiken ej tant? Spørgsmålstegn.
Kan de døde graven bryde? Spørgsmålstegn.
Stod han op, som ordet går? Spørgsmålstegn.
Mon hans ord igen opstår? Spørgsmålstegn.
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen? Og ja, spørgsmålstegn!

Vi ved det ikke, kære Grundtvig, men hvor er det dog forbilledligt af dig, at spørge! Ligeså bange kvinderne var, da de forlod graven, ligeså bange er jeg for, at skulle svare på disse spørgsmål.

For er grænserne mellem liv og død nu ophævet? Eller er Jesus måske fjernet af nogen? Hvad er der sket? Og hvad vil der ske nu? Og lige her, midt i vores spørgsmål, begynder evangeliet: med frygten og angsten. Med en følelse af, at noget er helt galt, og så måske alligevel helt rigtigt.

Teologen Søren Kierkegaard er ofte citeret for, at frygten og angsten ikke har noget objekt: altså at angst er angst for intet eller for det ukendte. Ja, måske. Men jeg tror også, at angsten er rettet mod de muligheder, vi ikke kan gennemskue konsekvensen af. Og sådan er det for kvinderne i ved graven. De forstår, at de er blevet fortalt noget vigtigt, men de forstår endnu ikke, hvad konsekvensen er af de muligheder. Eller sagt på en anden måde: Hvis det er sandt, at Jesus er opstået – at han lever – hvad betyder det så for os?

Mit forsigtige svar er: håb!

Håbet på, at Gud ikke forlod os helt, da Kristus hang på korset langfredag. Håbet på at Kristus er den som går med os i døden, men også rejser os igen til livet. Håbet på, at intet kan skille os fra Guds kærlighed!

Og: Håbet for dagen i morgen. Håbet på at uanset hvor sort det hele ser ud, vender livet og glæden tilbage til os. Håbet for dig og for mig. Håbet på, at Gud har tillid os og at vi kan have tillid til ham, som ikke holder hånden over os og skåner os, men som holder hånden under os og frelser os – både levende og døde – ud af mørkets hule!

Kvinderne må også have mærket dette håb. For selvom de gik skæmte og bange fra graven, med flere spørgsmål end svar, spredte de alligevel rygtet – ja, noget må de jo have sagt, siden vi kan samles her i dag! Per Ramsdal spredte også rygtet om opstandelsen. Han sagde aldrig, at han ikke troede på opstandelsen, men han delte sin tvivl med os, i troen på noget, han ikke kunne gennemskue konsekvenserne af.

Og så er det jo godt, at hvor nogen tvivler, kan andre tro. For evangeliet – både dagens og andre dages – består altid i, som en af mine lærere fra Aarhus engang har sagt, at vi modtager fra hinanden og fra Gud. Vi lever af at give liv til andre og dermed lever vi også af at modtage. Og det helt fantastiske er, at det giver os friheden. Friheden til turde tro og turde tvivle. For i det øjeblik vi tvivler, står vi aldrig med ansvaret alene. Ja, vi lever aldrig alene. Vi har altid hinanden og vi har altid Gud ved vores side, både her i kirken og ude i virkeligheden, som kan opbevare vores tro, der hvor vi ikke selv kan bære den – der hvor lyset er slukket.

Og hvor har vi set det før? Ja, det så vi bl.a. langfredag, hvor det så allermest sort ud og hvor Jesus hang på korset. Da udbrød han i sorg, smerte, pine og angst: ”Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Da tvivlede Jesus på sig selv og på Gud. Men selv der, troede Gud på ham. Han forsvandt ikke fra ham, men bar ham igennem smerten til opstandelsens dag – til i dag hvor det forkyndes, at ”han er opstået”!

For opstandelsen er tro, der hvor tvivlen er størst. Opstandelsen er liv, der hvor døden er mørkest. Opstandelsen er et håb, der hvor alt synes håbløst.

”Han er opstået!”

Glædelig påske!

Amen