Tredje søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke
Lukasevangeliet
15,1-10
Hvad vil det
sige at miste retning og mening med sit liv? Mange af os har sikkert prøvet
det. At miste fodfæste. Ikke på den forelskede måde, hvor man får benene slået
væk under sig i en lyserød sky, men det modsatte: der hvor man faktisk bliver
væltet omkuld, mister overblikket, og man pludselig ikke kan vide sig sikker på
noget som helst.
Tab og
meningsløshed er mange ting. Små får og småpenge vil næppe få den største opmærksomhed
i dag, hvis de blev væk. Det kan jo synes som ingenting i forhold til tabet af
en, man holdt af, eller oplevelsen af at blive kastet ud på åbent vand eller i
fuldstændig meningsløshed efter en skilsmisse eller en fyreseddel. Det er
ganske individuelt og ikke til at sige, hvad der får os til at vælte. Det
mindste skub kan med tiden forårsage det største brag, uden man selv eller
andre havde set det komme, og for den dybt rodfæstede mand kan selv ikke en
storm vælte én omkuld.
Professor i
filosofi fra Aalborg Universitet Lars Qvortrup har bemærket hvordan hele verden
d. 11. september 2001 blev konfronteret med et omfattende tab af mening og
retning. Med tvillingetårnenes kollaps var det ikke bare den amerikanske
befolknings tillid til sikkerhed og stabilitet der faldt til jorden, men hele
verden der blev ramt af et chok! Og måske det skyldes tabet af mening og
sammenhæng med noget andet, som både var øjeblikkeligt på stedet og globalt. På
ganske kort tid – som et lyn eller et fly fra en klar himmel – forsvandt den
selvfølgelige tryghed, som mange mennesker levede i, og den blev erstattet af
stor utryghed fra alle verdenshjørner.
I 1853 skrev
Grundtvig: ”Kirken den er et gammelt hus / står, om end tårnene falde”. Den
sætning og salme er temmelig rørende, netop når man taler om tvillingetårnenes
fald. Og det Grundtvig bl.a. ville med salmen, var da også at pege på kirkens
evighed og stabilitet – selv der, hvor alt andet braser. For spørgsmålet er,
hvad kirken og kristendommen kan gøre i de situationer, hvor vi oplever, ser og
føler tab og meningsløshed? Hvad er det for en mening kristendommen kan bidrage
eller give os, når andre meninger bryder sammen?
Kristendommen
er underlig ved det, at det om noget karakteriserer den gud vi tror på, at han
var stærk i svagheden og magtesløsheden. Den lidende Jesus på korset er for
mange ikke-kristne (og måske også kristne) et absurd billede, fordi det ikke
giver mening, at Gud i sin storhed skulle gøre sig så lille og svag som et menneske,
og ovenikøbet dø på et kors. Og når katastroferne så ruller ind over os, som i
forbindelse med angrebet 11. september eller de gange hvor vi har oplevet store
naturkatastrofer, som efter tsunamien i julen 2005, ja, så er kirken tilsyneladende
også kun i stand til at give rum og plads for de følelser, som katastrofen
satte i gang: afmagt, sorg, vrede og fortvivlelse. Kirken og kristendommen
giver os sjældent en ny mening midt i meningsløsheden eller en ny og bæredygtig
fortolkning af begivenhederne på længere sigt.
Eller hvad?
Måske kristendommen netop siger noget vigtigt, der hvor alt andet ophører?
Måske det netop er Gud der tager over, hvor alt andet braser sammen?
Sygehuspræst
Preben Kok fra Vejle gjorde for nogle år siden en lille genialitet med bogen
”Skæld ud på Gud” – og den titel kan vi i øvrigt lære meget af! – som blev en
af de første teologiske kioskbaskere, og som stadigvæk står på hylderne blandt
tankstationernes billigbøger. I bogen giver han et billede på, hvad der fra
hans perspektiv er kristendommens og troens kerne, dér hvor vi måske oplever
tab og meningsløshed. I en samtale med en psykolog, stiller han troens rum op
over for psykologiens rum - sjælesorgens rum op over for psykoterapien. Hvad er
forskellen på disse to?
Jo, man skal
forestille sig Vesterhavet med alle dets revler. De små bakker af sand under
havoverfladen, som vi går hen over, når vi går ud i vandet. Først op på toppen
af revlen, og derefter ned i bunden. Den gode psykolog ved, at der er tre
revler i Vesterhavet. Psykologen arbejder med sin klient ved at føre
vedkommende ud i Vesterhavet, indtil vandet går til knæene. Her er klienten
lidt urolig, men psykologen er rolig, fordi han ved, at der om lidt kommer en
revle, og så er klienten oppe igen. Psykologen arbejder med klienten. Efter
første revle fortsætter psykologen med klienten ud på det dybe igen – ud i
usikkerhedens og utryghedens hav – så vandet kommer til at gå til navlen.
Klienten er bange, men psykologen er stadigvæk rolig, fordi han ved, at der kommer
endnu en revle at gå op på. Og processen gentages endnu en gang, hvor vandet
ender med at gå klienten til halsen, og psykologen får da klienten op på sidste
revle igen.
Her er
pointen for psykologen, siger Preben Kok, at den gode psykolog ved, hvor mange
revler der er i Vesterhavet, og at han er nødt til at blive på tredje revle,
for ikke at ende på det bundløse hav. Og det gør psykologen, fordi han arbejder
med at få kontrol over tingene, så vidt det er muligt. Men her – lige her på
tredje revle – er pointen for Preben Kok, at han som præst, og med troen i
hånd, fortsætter! For en del af livet ligger altså, om vi vil det eller ej,
også på den anden side af tredje revle, hvor vi ikke længere har mulighed for
at bunde. Og derude, siger Preben Kok, har troen sit væsentligste område.
Selvfølgelig er troen også nærværende på land og i sikkerhed. Men der hvor man
ikke har sikkerhed – der hvor man har mistet jordforbindelsen – da har man kun
troen at holde sig til, hvis man overhovedet har noget at holde sig til,
skriver Preben Kok! (frit parafraseret fra Skæld ud på Gud, 2008, s.
28-29)
Jeg tror,
han har ret, og jeg tror, at netop dét er en af de største styrker ved vores
kirke og tro. Kristendommen lærer os at elske livet højere end dets mening, og
at den lærer os, at vi aldrig kan eller skal stå alene, når livet er
ubarmhjertighed, men at vi som minimum altid kan overlade det tabte og
meningsløse til Gud! For lige der, hvor vi som fåret i lignelsen føler os
allermest forladt, hvad enten vi selv er gået fra flokken i vrede eller had,
eller vi pludselig er blevet forladt eller udstødt af flokken, er evangeliets
ord til os, at Gud finder os og er med os, netop der!
At ligge
tabet og meningsløsheden over til Gud er ikke at løbe fra det hele eller løbe
fra livet, men snarere at indse, at der er steder i vores liv, som vi ikke kan
stå med alene, men hvor vi har brug for hjælp til at leve. I Guds arme kan vi
ligge alle vores bekymringer, og modtage hans velsignelse. I kirken og i troens
rum er der plads til magtesløsheden. Der er plads til at skælde ud på Gud, og
til at ligge al sorg, vrede, afmagt og meningsløshed, som vores liv af og til
fyldes med, i armene på ham!
I hans arme
ved vi, at der er liv. Det så vi påskemorgen, da den svage Gud i graven, i
virkeligheden viste sig at være allerstærkest. Det oplever vi, når livet, trods
sorg og tab, alligevel lykkes. Vi kan meget vel opleve, at blive væltet omkuld
og miste jordforbindelsen – at stå på tredje revle og kigge ud over havet, og
vide, at vores liv også på et tidspunkt vil udfolde sig længere ude end vi kan
bunde. Men netop derude, er der også et liv at leve, en hjælp at hente, et liv
at elske, en kamp at kæmpe, en tro og et håb, og en Gud der ser os!
Amen!
