Men han tav!

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 22,1-14

Kan I huske dengang Birthe Rønn Hornbæk nægtede at svare en journalist på hans spørgsmål? Hun var dengang minister, og var blevet irettesat af sin statsminister, hvilket selvfølgelig skabte en del debat. Og i stedet for at sige: ”Det har jeg ingen kommentarer til” eller lignende afvisninger, sagde hun ikke et ord, men forblev stum. Hun stod bare og kiggede på ham for rullende kameraer, men uden én eneste kommentar! Et pinligt øjeblik for Birthe Rønn, mente nogen; genialt, sagde andre…

Tavshed er i grunden underlig på den måde, at man somme tider kan sige meget mere med tavshed end med ord. Ord kan misforstås, fejltolkes, og komme til at fremstå helt anderledes, end hvad der var hensigten. Og i andre sammenhænge bruger vi sommetider udtrykket: ”jeg er (løbet) tør for ord”, fordi vi er overraskede, forbløffede, handlingslammede eller overvældede af en situation – både de positive og negative – og vi ikke har ord for hvad vi oplever. Og da virker stilheden stærkere end noget andet.

Jeg tror ikke Birthe Rønn i situationen var så positivt overrasket over journalisten. Hun var ikke løbet tør for ord af bare henrykkelse over journalistens velformulerede og veltilrettelagte spørgsmål. Tværtimod. Hun var irriteret og stod med et sarkastisk smil på læben. ”Hold op hvor er du dog dum at høre på” tænkte hun sikkert, og brugte tavsheden til at understrege sin utilfredshed og sin totale afvisning af journalistens spørgsmål. For sådan kan tavsheden også bruges: til at afvise det man ser og oplever. Som en protest og et opgør!

Dagens evangelium præges af en underlig form for tavshed og uvilje på de mærkeligste steder. Det er næsten en komedie værdig – eller snarer en tragedie – at høre om kongen, som febrilsk prøver at holde bryllupsfest, men ikke har særlig meget held med at få gæsterne til at komme. Det glæder vores ører at høre, at Gud, i skikkelse af en konge, inviterer alle ind til fest, og at han ikke lader sig kue af, at nogle vender ham ryggen og ikke besvarer hans invitation. ”Kom til brylluppet!” siger han, ”bryllupsfesten er forberedt!”. Ja, han når endda ud til bageste række, på vejene blandt gode og onde, og inviterer dem indenfor. Der er ingen der må gå glip af Herrens fest!

På den ene side. På den anden side er det også et ubehageligt gudsbillede af en Gud, der sender sinde hære ud for at dræbe mordere og brænde deres by af. Og det skuer i særlig grad i væres ører, når vi hører, at Gud inviterer til fest, hvor nogen smides ud. Hvem er manden? Er det mig? Eller er det verdenshistoriens største forbryder. Og hvorfor kan Gud ikke rumme en mand uden festtøj? Hvis vi følger Jesu lignelse, er Himmeriget er åbenbart blevet en fest med en speciel dresscode og en udsmider. Nogle har for travlt med deres hverdag til at komme, og andre kommer med til festen på et afbud. Alle er inviteret… og så alligevel ikke.

Hvem er denne mand uden festklæder? Mange har gennem tidens løb fortolket ham, som den der helt oprigtigt ikke var god nok til Himmerigets fest. Som en synder og som en buk blandt fårene. Og mange dystre prædikener kunne holdes med det formål, at skitsere fortabelsens mulighed, såfremt man ikke tager imod Guds indbydelse på ordentlig vis og ikke klæder sig ordentligt på. Men der er noget uldent ved denne tolkning og begrænsning af Guds imødekommenhed – hvis man spørger mig – og vi må derfor søge videre i teksten.

Der er noget med den mand, vi skal have opklaret. Hvorfor er han tavs? Hvad ligger der i hans tavshed? Det er ikke ligefrem et lykkeligt øjeblik for ham, hvor han i et følsomt øjeblik mangler ord. Enhver anden ville jo himle op over kongens behandling af ham. Men selv siger han ikke noget. ”Han tav!”. Og udefra set kunne han godt ligne et fjols og en stakkel. Hvem er det lige der bliver indbudt til bryllupsfest, uden at tage ordentligt tøj på? Hvorfor sætter han sig ikke ind i sagerne og læser de uskrevne koder der stilles til sådan et arrangement? Spørgsmålet er, om vi kan forsvare denne mand, selvom lignelsen forkaster ham. Og svaret er selvfølgelig JA!

For i hans tavshed ligger et opgør og en ultimativ afvisning af det han ser og oplever, og den verden han selv har været en del af, hvor nogle dræbes, nogle smides ud og andre bydes indenfor. Hans tavshed er i virkeligheden den samme tavshed, som da Jesus selv, i forhøret langfredag foran Pilatus, nægter at svare på Pilatus’ spørgsmål og befolkningens beskyldninger imod ham. Den tavse mand er med andre ord et billede på Jesus!

Han er et billede på den Gud, der kom til jorden – kom til sit eget rige – men også selv var nødt til at gøre op med det rige og lade sig selv dø, for at en ny virkelighed og et nye rige kunne træde frem i lyset. Ja, for at vi alle sammen i sidste ende kunne blive en del af hans nye virkelighed – af hans opstandelse, hans liv og hans ånd! For kun hvis alle kunne få del i himmerigets festligheder, ville Gud selv være med til festen!

Manden, der kom til bryllup uden festklædninger, er i virkeligheden den der iklæder os med sine egne klædninger! Og ikke hvilke som helst klædninger, men kærlighedens og nådens klædninger!

Af Guds nåde alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene kan forene
ånd og støv i hjertepagt. (DDS 518)

Sådan sang vi tidligere i gudstjenesten. For af Guds nåde spindes den nye virkelighed og den nye festklædning – en helgendragt. Og vel at mærke en nådig festklædning, som det ikke er vores eget ansvar at iklæde os eller overhovedet har mulighed for at bestemme over, men som skænkes som en gave.

Ved døbefonten ses det allertydeligst: Her sluttes fred. Her iklædes vi Kristus. Her får vi del i nåden, gennem et løfte om syndernes forladelse og et evigt liv. Og her mærker vi, at nåden ikke er noget vi selv kan hente frem, men at den kommer fra noget andet end os selv. At den gives til os udefra – fra Gud og af den eller de personer der bærer os i livet. Og da kan vi træde tilbage. Da kan vi slippe ansvaret for at holde os selv i live, men holde fast i troen på at vi er elsket og har en værdi – uanset hvordan vi ser ud!

For i Guds festklædning bliver ingen jagtet eller byer brændt ned. I Guds festklædning bliver ingen smidt ud uden for en dør. I Guds festklædning har vi alle adgang til Guds rige – og til den store bryllupsfest!

Amen!