Prædiken til første søndag i advent - Enghøj Kirke
Lukasevangeliet
4,16-30
Forleden dag var jeg til foredrag med en af DRs toneangivne
journalister, Anders Agger, som blandt meget andet gav et lille indblik i
tidens TV-tendenser og hvad der storhitter hos os brugere. Han nævnte
selvfølgelig de næsten lokale ”Rigtige mænd” og den lidt for overgærdede ”Store
bagedyst”. Og så nævnte han bølgen af genbrugsprogrammer, der for tiden skyller
ind over os.
Det er programmer som ”Guld på Godset” og ”Guld i
købsstaderne”, ”Gemte skatte”, ”Auktionshuset”, ”Antikduellen”,
”Antikkrejlerne” og ”Skattejægerne”, bare for at nævne nogle få. De handler
alle sammen om gamle ting og sager, der, hvis man kigger på dem med lidt andre
briller og i et andet perspektiv, pludselig er en halv million værd. At der i
al vores gamle ragelse og på vores bedsteforældres loft findes små stykker af
guld – eller i hvert fald pletsølv – som på en ny måde er moderne, retro,
smagfuldt og in. Fortid som bliver nutid og fremtid, og gammelt som bliver ungt
igen!
I sidstnævnte, ”Skattejægerne”, møder man bl.a. den lidt for
smarte marskandiser Peter Falk fra Nørrebro, som finder brugte bilfælge og hænger
dem op på væggen. For som han selv siger: ”Det er hip living”! Man møder også
designeren Pauli Tvilling, der, hver gang han finder en ny vintagekjole fra
50’erne eller 60’erne, er ved at gå i spagat over, hvor flot, lækker og velsyet
den er! Og man møder far Frede og datteren Rikke fra Næstved, som hver weekend
får et fiks, af at køre ud på diverse loppemarkeder og finde og handle brugte
ting til deres egen genbrugs. Bytte bytte købmand og prutte prutte om prisen er
dansk TV i særklasse anno 2015. Anders Agger har ret!
Jeg har
såmænd også selv været der; set et par af programmerne, blevet inspireret af
det gamle og besøgt min farmors loft. Og en enkelt gang jeg kom ned derfra med
en ny gammel dims i hånden – en gul lampe – som i mine øjne var smart og retro,
fulgte hun op på det med replikken: ”Skulle det nu være moderne?!”. ”Ja, farmor!
Det er da super moderne” måtte mit svar selvfølgelig være. Havde hun placeret
det i sin stue, sammen med alle de andre ting, ville det være totalt smart. Men
hun forstod ikke rigtigt, at det, der bare var en almindelig gul lampe fra
tidligere tider, nu lige pludselig var mere værd end som så.
Adventstiden,
det nye kirkeår og dagens evangelium, fortæller på mange måder samme historie. Vi
bliver fortalt, at der står noget værdifuldt foran os og lyser op, men som ikke
umiddelbart er til at få øje på, fordi det ikke har karakter af noget særligt
og fordi vi på en måde har set det før…
Vi møder
Jesus i synagogen, da han er kommet tilbage til sin hjemby. Her læser han en
profeti op fra profeten Esajas bog, og siger straks derefter, at hvad der blev
lovet i profetien, er i dag gået i opfyldelse, underforstået: i ham! Det er
store ord som både vækker begejstring, undren og vrede blandt de fremmødte. For
hvem er nu denne mand? ”Er det ikke Josefs søn?” bliver der spurgt. Og jo, det
er det. Det er jo Josefs søn, fra værkstedet henne om hjørnet, og hvad er det
nu, han står og siger?
De tilstedeværende
havde nok ventet sig noget andet af Esajas profeti og opfyldelsen af den. Måske
noget mere pomp og pragt? Måske noget mere glans og elegance, end hvad de så i
den lokale tømrers knægt. Men virkeligheden er en anden end den, de havde
forestillet sig – det er den i grunden næsten altid – og Jesus vidste godt selv,
at det var sådan, det ville blive, for ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby”.
Ja,
virkeligheden var jo den, at Jesus stod der foran dem i en kedelig normal
menneskelig skikkelse, og som mand af byen, og postulerede, at han var den, de
alle havde ventet på. At han var den, de nu skulle se på, høre på og
efterfølge.
Jeg synes ikke,
det var mærkeligt at de reagerede, som de gjorde. Med undren og vrede. Han kom,
han så og han sejrede. Næsten. Han blev i hvert fald ikke smidt helt ud over
klippen...! Og det får mig til at overveje, her ved indgangen til adventstiden,
hvad vi egentlig forventer os af Guds komme til os…
Hvad
forventer vi af lysets komme? Hvad forventer vi af kærlighedens komme? Hvad
forventer vi, når vi hører ordene: at ”Hvad der tidligere blev sagt, det er
sket, nu fortæller jeg det nye” (fra Esajas): ”I dag er det skriftord, som lød
i jeres ører, gået i opfyldelse!” (fra lukas)? Hvad tænker vi at lyset,
kærligheden og opfyldelsen skal få af betydning for os? Og hvad endnu vigtigere
er; tør vi tro det og åbne os op for det, vi så ser, men som vi umiddelbart
havde forventet, ville tage sig anderledes ud?
Dagens
fortælling rummer jo på mange måder jordens største skuffelse, da ham de
forventede sig så meget af, i virkeligheden ikke så ud af særlig meget. Det nye
kom som det gamle. Som et retrofund på et loppemarked, og en ny gammel dims på
min farmors loft. Så spørgsmålet er, hvad vi egentlig skal forvente, og
om vi er helt klar til at tage imod det, som kommer til os, ligegyldigt
hvordan det end præsenterer sig? Det er den udfordring, evangeliet stiller os
med i dag.
Og vi kan
ikke komme ud over, at vi må tage udfordringen op i dag! For ”I dag er det
skriftord (…) gået i opfyldelse” sagde Jesus, og identificerede sig selv med ”i
dag”. Pludselig blev de, der stod foran ham, fanget i nuet. Nu handlede det
pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Ikke om nogen andre i tidligere tider,
som for længst var forsvundet i fortiden, eller om nogen af dem, som er her i
morgen eller om et år og ude i fremtiden. At skriftordet var gået i opfyldelse
”i dag”, krævede pludselig noget af dem. Og det kræver noget af os. Nuet er
krævende, det er pågående og umulig at gemme væk i nostalgi og dagdrømme. For
når det er ”i dag”, der gælder, må vi tage det alvorligt og tage det på os som
det, der er meningen.
Vi kan ikke
se det på ham, for vi har set konturerne af ham før. Jesus ligner en af os. Som
et loppefund og en skjult skat iblandt os, vi udmærket godt genkender, men
måske ikke kender det egentlige indhold af. Men så meget desto mere er der
grund til at ændre perspektivet, for ”I dag er det skriftord, som lød i jeres
ører, gået i opfyldelse”. Så meget desto mere er der grund til at håbe og turde
tro på, at han alligevel er den, vi har ventet. At lyset er kommet, og at
vi ikke skal forvente en anden end ham, der står foran os.
Vi skal
tværtimod tage imod ham, som den han er. I den skikkelse han kommer i, og med
alt det han giver til os. Han er meningen – han er ”i dag” – og det betyder, at
han har taget alt det på sig, som var. Alt det der var, alt det der skete og
alt det vi gjorde, er erstattet af hans nåde og tilgivelse. Og samtidig betyder
det, at den fremtid vi går i møde, ved indgangen til et nyt år, også er hans
tid. Både den fremtid vi drømmer om og med glæde ser frem til, men også den
fremtid vi med angst og mørke bekymringer går i møde, og som kaster lange
skygger ind over dagen i dag.
Da kan vi møde den verden og dagen i dag, med
alt hvad den kræver af os af nærvær, omtanke og kærlighed, men også med ord, der
sætter os fri og giver os mod på livet.
I dag er
vores dag. Lad os gribe den, og lad os gribe af ham, som har alle dage i sin
hånd. Dem der var engang, og dem der kommer en dag. For i dag skal vi leve i
hans lys!
