I udkanten

Prædiken til juleaften 2015 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad.

Amen!

Dette hellige evangelium skriver...

Julenat fødes Guds søn i verden, et sted der kaldes Betlehem. Det sker under alt andet end opsigtsvækkende omstændigheder. Faktisk er der tale om et næsten overflødigt nummer i rækken, nu hvor der skulle være folketælling. Der var ikke rigtig plads til dette liv nogen steder, og der var ingen ydre tegn på, hvad der var på færde. Og alligevel indfinder netop dette barn sig på den historiske scene. Det vokser fra at være en lille historisk fodnote, en marginal udkantsbegivenhed, til at blive hovedpersonen i en fortælling af verdenshistoriske dimensioner. Og til, at vi i dag sidder her i en fyldt kirke, i festtøjet, sammen med millioner af andre kloden rundt, for at høre om netop den begivenhed!

En udkantsbegivenhed, ja, i sandhed! Betlehem var ikke jordens midterakse eller den romerske kejsers ferieparadis. Tværtimod. Betlehem lå i hvad man kunne kalde for Romerrigets udkantsdanmark, på grænsen til ørkenlandet, og havde noget nær ingen status eller anseelse i forhold til storebror Jerusalem, få kilometer derfra. Jerusalem havde historiens vingesus og ikke mindst Templet, og heroverfor blegnede alt andet.

En udkantsbegivenhed. Jeg er virkelig træt af ordet ”udkantsdanmark” og jeg synes det fylder alt for meget i vores debat. Det er nedladende, konfliktskabende, skel-sættende, og giver en grim smag i munden af et ”dem og os”, som jeg ikke kan se, hvad gør godt for. Men vi ved godt, hvad det handler om. Udkanten blev i det forgangne år sat på danmarkskortet som den halvbrune øv-banan, der strækker sig fra Skagen i nord, ned langs den jyske vestkyst og Sønderjylland, til det sydlige Fyn og fynske øhav, over Lolland, og ender i Gedser på Falster. Dette er kanten af Danmark, som både mangler befolkning, vækst og et egentligt potentiale. Siger nogen!

Men på en måder føler jeg mig også selv som udkantsdansker her i Randers – også selvom byen ikke er kategoriseret som udkanten. I det forgangne år oplevede jeg at flytte fra Aarhus til Randers. Og ja! Randers er udkanten i forhold til Aarhus. Der er et lillebror/storebror-forhold imellem de to byer, der ikke er til at komme uden om. Men det interessante er, at jeg også nogen gange havde fornemmelsen af at være i udkantsdanmark, da jeg boede i Aarhus. For i Aarhus er der også et udpræget lillebror/storebror-forhold i forhold til København. Og der er sikkert også folk i København, som føler sig som lillebror i forhold til Berlin, New York og resten af verden, osv. osv.! Det er skruen uden ende, og stiller os på en måde alle sammen lige, som en udkant uden forkant og bagkant!

Men hvad er udkanten i Guds perspektiv? Ja, udkanten var lige præcis det sted, han besluttede sig for at vise sig og gøre sig synlig over for os. I Betlehem, i en stald, i en krybbe! På den ene side er det helt vildt upassende, at Gud viser sig netop der. Hvad blev der af storheden i templet? Og hvad blev der af at vise sig på et bjerg, indhyllet i røg og omgivet af serafer og kerubers lovsang?! Men på den anden side fortæller det os, at Gud er så meget mere, end vi kan regne med og forestille os.

For hos Gud er der ingen udkant. Der er ingen øvre eller nedre grænse for, hvor han vil tage bolig og hvor han vi vise sig for os. Der er ingen stillingtagen til, om eller hvor der er mest vækst, liv eller potentiale, men derimod et ønske om at være lige der, hvor vi er. Der er ikke længere kun plads til Gud i templet. For i templet er der ikke plads til mennesker – kun til de få udvalgte – og hvis Gud skal være Gud for alle, er han nødt til at vise sig der, hvor alle kan se ham. Så er han nødt til at blive én som os!

Juleaften og begivenheden i Betlehem fortæller os, at Gud er en der kommer os i møde. Det er det helt særegne ved kristendommen og ved Gud: at han kommer os i møde – ikke i røg og damp, men som et lille barn. Som det mest skrøbelige vi kan forestille os, og som for alt i verden kræver al vores opmærksomhed, omsorg og kærlighed, men også som den største gave og kærlighedserklæring midt i vores jordiske virkelighed!

Lyder det upassende i vores ører, at Gud bliver så lille og skrøbelig? Og er det ubelejligt for os, at han bliver en som os – bliver menneske i kød og blod? Ja, på en måde. For nu kan vi ikke pakke ham væk. Vi kan ikke henvise ham til det fjerne himmelrum, eller tænke om ham som noget, der ikke vedkommer os. I aften viser han os, at han træder han ind i vores hjem og ind i vores stuer. Han træder ikke ind på tempelpladsen, men lige ind i hjertekulen, lyser op i mørket og skænker os sin fred og velsignelse.

For hos Gud er der ingen grænser. Der er intet sted, der er for fint for ham, og der er ingen udkant som er for ringe til hans besøg. Hvis vi prøver at putte Gud i glas og guldramme, og placerer ham som et sofastykke i den fine stue, så vil vi altid blive overrasket og erfare, at glasset er for tyndt og rammen for lille, og vores forestillinger om hans nærvær, helt skudt ved siden af. Gud sprænger hver en opsat og påstået grænse og nedbryder enhver kant der måtte være mellem ham og os, og imellem os i dag.

Og når Gud kan komme til os; når skaberen tør tage bolig i sin egen skabning og midt iblandt os, hvad andet kan vi så, end at prøve at gøre det samme: at komme hinanden i møde, lige her hvor vi står? At nedbryde de skel og de grænser, der både udtalt og uudtalt er sat op imellem os? Ja, hvad andet betyder det, end at samme velsignelse og fred som Gud skænker os denne aften, også er en, vi kan og skal dele med hinanden?

Juleaftens evangelium stiller os midt i stalden, sammen med Maria, Josef og Jesusbarnet, hyrderne fra marken og alle dyrene, i udkantens Betlehem. Og her – midt ude i ingenting og på kanten af, hvad godt er og hvad vi kan tro på – sker det forunderlige, at Gud viser sig for os og får ansigt. Et ansigt vi kan se og genkende, og et ansigt vi skal tage til os. Vi bliver aldrig færdige med at undersøge dette ansigt, og vi når heller aldrig til endegyldige konklusioner om, hvad det fortæller os.

Men i aften skal vi se, at det kommer! I aften skal vi se glæden i hinandens øjne og mærke varmen i hinandens hænder, når lyset tændes rundt om i hjemmene! I aften møder Gud os på kanten. På den kant der kan være i vores liv hver især, og som både kan synes fattig eller festlig. Gud møder os på kanten til en ny begyndelse. På kanten til et nyt og fælles liv, hvor Gud er imellem os, og hvor han lader sit ansigt lyse over dig og mig, så det bliver muligt at være menneske, med al den sårbarhed og skrøbelighed, som følger med et almindeligt liv og et liv på kanten.

Hvad andet kan vi, end at tage imod! Hvad andet kan vi, end at lovprise Gud for, at det endnu engang blev jul og at vi endnu engang fik lov at høre og dele med hinanden, at vi er en del af Gud og at Gud er en del af os!

Rigtig glædelig jul!

Amen!

Lovsangens tid er begyndt

Prædiken til tredje søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 1,67-80

Hvornår er du sidst brudt ud i lovsang over et eller andet? Brudt ud i et jubelråb og lovprist Herren for det under der er sket og den glæde der er kommet dig i møde? Det er sikkert et stykke tid siden, du ligefrem lovpriste et eller andet. Og så alligevel. Der sikkert mange af jer, inklusiv mig selv, der går rundt og nynner melodier, fløjter til fuglene, og sender smil ud i det blå, når livets mening rører på sig og vi glædes over et eller andet i det små eller i det store?

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i én af de ældste lovsange og jubelråb vi kender: Zakarias lovsang. I katolske klostre rundt om i verden, har det i århundrede været tradition at synge netop Zakarias lovsang hver eneste morgen, som en lovprisning af Gud. Et glædesudbrud over solens opgang endnu engang og lysets komme! Og i dag – tredje søndag efter trinitatis – er den så også en del af vores morgen her i Enghøj Kirke, hvor vi går fra den mørke nat til den lyse dag!

Zakarias lovsang er kulminationen på lukasevangeliets første kapitel. Lukas indleder sit evangelie med fortællingen om Zakarias og hans kone Elisabeth, der skal føde Johannes, samt bebudelsen af Jesu fødsel. Og det er, da Johannes endelig er født, at Zakarias bryder ud i sang, fordi hans søn er tegnet på en ny tid og en ny virkelighed, der kommer ham og hele verden i møde. For Johannes er den sidste profet, der skal komme, inden Messias selv kommer til syne, og derfor er Zakarias nu kun ét slægtsled fra opfyldelsen af den nye pagt. Derfor fejrer Zakarias sin søn med jubelsang og jubelråb. Med en lovprisning!

I dag har vi tændt endnu et lys i adventskransen. Vi nærmer os julen. Vi nærmer os lysets komme. Men vi er der ikke helt endnu. Vi venter stadigvæk. Vi er stadigvæk på grænsen mellem det gamle og det nye, mellem mørket og lyset. Og hvis ikke tiden op til jul skal blive en lang og træls ventetid, ligesom den man møder, når man skal kontakte det offentlige via telefon, så må vi udnytte den og tage den til os. Og så må vi prøve at forstå hvad vi siger farvel til og hvad vi hilser velkommen.

Da Zakarias får at hvide, at han skal være far til Johannes, er han i færd med at ofre til Herren. Sådan var praksis i den tid, og derfor gjorde Zakarias det også. Men måske det netop er her, vi skal finde opgøret med det gamle og nøglen til det nye…

Det er den kristne påstand, at med Jesu korsfæstelse langfredag, at offerets tid er forbi. Jesu død er det endegyldige offer, der hverken kan eller skal gentages. Og derfor skal mennesket ikke længere sende offerrøg til himlen, men alene lovsang, ligesom Zakarias også ender med at gøre.

Offerets tid er forbi. Men ordet bruges jo stadigvæk. Ja, det lever i virkeligheden i bedste velgående! Vi sender ikke ofre til Gud, men jeg vil gerne vove den påstand, at vi derimod selv fabrikerer vores ofre.

Medierne er fyldt med ofre eller ord, der indeholder offertanken. Vi taler om trafikofre, om at være offer for vold, offer for kræften, offer for mobning, offer for censur, offer for finanskrisen, offer for skyldfølelse osv., og vi taler om at vores samfunds stjerner, hvad enten det er fodboldstjerner, filmstjerner eller andre kendte, er medieofre. De fleste ofre er fuldstændig meningsløse og kommer ud af den blå luft. Terrorofret, voldsofret, offeret for mobning. Mobbeofferet forekommer f.eks. i skolen, på en arbejdsplads eller i et andet fællesskab, når vi udpeger klovnen eller den kiksede, mere eller mindre bevidst, som et offer for dumme kommentarer og mangel på accept.

Og til sidst det værste offer, som vi sjælendt taler om, fordi det bliver personligt og ubehageligt: nemlig når vi bliver ofre for vores egne og andres behov. Når vores og andres forventninger til det ene og det andet – gode karakterer, succes på arbejdet, det perfekte hjem, det perfekte look osv. – stiger os til hovedet og ender med at tage livet fra os, fordi vi hverken kan eller skal kunne indfri dem! Da står vi i dyb meningsløshed som ofre!

Ja. Det er måske ikke rart at tale om eller at høre på. Så meget desto mere er der grund til at lytte til dagens evangelium. For offerets tid er forbi! Det er lige midt i offeret til Gud, at Zakarias afbrydes og mødes af ærkeenglen Gabriel, som fortæller ham, at der er en ny tid i vente. Offerets tid er forbi og det gamle skal forstumme. Og da Johannes fødes, får Zakarias stemme til at lovprise og lovsynge Gud, i stedet for at bringe ofre.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt! Den sætning vil jeg gerne, at vi skal gå hjem med i dag. Og med den sætning følger selvfølgelig spørgsmålet: hvordan vi i dag og i vores virkelighed kan lade det ske? Hvordan kan vi bringe offerets tid til ophør i vores liv med hinanden og i vores syn på os selv?

Spørgsmålet er åbent, men evangeliet stiller os ikke helt uden en mulighed.

Zakarias han synger! Af vilden sky! Fordi han er blevet givet noget. Fordi han ser og oplever, at det største her i livet – lyset og kærligheden – ikke er noget, han selv har kunnet præstere eller ofre sig vej til, men er noget, han er blevet givet som en gave udefra!

Vi kan ikke skabe vores eget liv. Vi får det altid givet. Vi kan ikke forløse os selv. Vi kan kun blive forløst. Vi kan ikke skabet lyset selv. Det kommer altid udefra og lyser for os og på vores vej!

Kunne vi da, ligesom Zakarias, udskifte vores ofringer, og vores til tider ødelæggende forfængelighed med lovsang? Og kunne vi måske se og have tillid til en kraft, sådan som også Paulus fortalte, der ikke kommer fra os selv, men fra det, der er større end os selv – fra Gud? Så vi nok er tvivlrådige, men ikke er fortvivlede; så vi nok forfølges, men ikke lades i stikken; så vi nok slås til jorden, men ikke går til grunde?

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Solopgangen fra det høje vil altid, trods forventninger og fortvivlelse, stige op over horisonten og besøge os i vores mørke. Det er den erfaring munkene og nonnerne gør hver morgen rundt om i klostrene, når de samles til tidebøn, og det var også den erfaring Zakarias gjorde, da han blev mødt af Gud!

Zakarias bryder ud i sang. Han havde ikke turde tro, at det var sandt, at han skulle få en søn givet. Men pludselig sker det alligevel. Og ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud. Som solen står op og bryder nattens mørke, på samme måde vælder lovsangen ud og bryder hans vantro. Han må synge, for han er jublendes lykkelig!

Og vi kender det godt. Sangen gør noget ved os. Når vi står i vores livs store øjeblikke – om de er lykkelige eller fulde af sorg – så synger vi. Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft. Sangen kan noget. Den kan, som vi af og til siger, få taget til at løfte sig. Men jeg tror også, at det ikke alene er taget der løfter sig, men også os selv der løftes op, så vi kan se længere end vi troede var muligt.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Kan vi synge, i stedet for at gøre hinanden til ofre? Kan vi slippe alle vores tunge forventninger og offermentalitet, og give plads til sangen i vores liv, og lovsang til den Gud, der kommer os i møde?

Jesu korsfæstelse er det endegyldige offer. Det kan ikke gentages og det skal ikke gentages. Hverken i forhold til Gud, eller i vores forhold til hinanden. Men vi skal gentage vores lovsange. Igen og igen skal vi sætte ord på både vores fortvivlelse og vores taknemmelighed. Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang.

Amen!