Prædiken til septuagesima søndag (II) d. 24. januar 2016 i Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet
25,14-30
I det
sydvestlige USA, ikke ret langt fra Grand Canyon midt ude i et varmt og goldt
ørkenlandskab, ligger Las Vegas. Som et overflødighedshorn på et tomt bord,
rejser byen sig med spektakulære bygninger, springvand og diverse kopier af
Eiffeltårnet, frihedsgudinden osv., alt sammen indhyllet i neonfarver, glimmer
og glamour. Det er amerikansk, når det er bedst og alt for meget, og det er på
en måde ikke et sted for turister i campinghabit og klipklapper, men en by af
et andet format…
Las Vegas er
the american dream for fuld udblæsning. Er man der, så er man der! Las
Vegas er stedet hvor man kan komme ind fra gaden og blive gift i et af de mange
wedding chapels, blot man har sin tilkommende med. Og har man ikke det,
kan man måske finde vedkommende et sted i byen? Las Vegas er barer og kasinoer,
scene for verdenskendte kunstnere, og et himmerige for dem, der tør gå i byen
med 1000 kr. på lommen, og vende hjem igen med ingen eller måske en halv
million! Las Vegas er stedet hvor glæden og håbet lever; hvor man for en stund
parkerer alt realitetssans og fornuft, og tager chancen for at få den store
gevinst. Og det er det sidste, der trækker! Der er en mulighed og der er en
chance, selvom den er nok så mikroskopisk og selvom det for mange ville kræve
mere end et godt held, at vinde den helt store gevinst.
Fra Las
Vegas, de store drømme og mulighedernes land er der et stykke vej til den
evangeliefortælling, vi lige har hørt, som kaldes Lignelsen om de betroede
talenter. I fortællingen er der ikke tale om blinkende neon, kasinoer og
en hurtig gevinst. Men der er på den anden side heller ikke tale om en gevinst
eller et levebrød – hvis man tager fortællingens pointe alvorligt –, som man
kommer risikofrit og mageligt til. Med sine lignelser ønsker Jesus altid at
anskueliggøre vigtige perspektiver og udfordringer i vores tilværelse, og i dag
handler det om, at vi skal have mod til at satse, sætte noget på spil og turde
løbe en risiko i det liv, der er vores!
Vi kommer
ind i fortællingen, da en mand betror sin formue til sine tre tjenere. Én
tjener giver han fem talenter, den anden tjener to talenter, og den tredje en
enkelt talent. Og så rejser han. Tjenerne har fået del i mandens formue, og de
kan nu gøre med den, hvad de vil. Den ene tjener spilder ikke tiden, og går ud
i byen og fordobler pengene. Det samme gør den anden, til deres herres store
fornøjelse. Men tjeneren med den ene talent bliver bange for sin herre og graver
pengene ned. Og over den tredje tjener falder den måske lidt uretfærdige dom:
”Du dårlige og dovne tjener! (…) kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor”.
Og nu er det
oplagt for os at spørge: Hvem i fortællingen sætter mest på spil, og løber den
største risiko?
Tjeneren,
der graver det hele ned, satser ikke en rød reje. Han lever sit liv i
sikkerhed, 100 meter fra kanten og med redningsvesten godt spændt til kroppen.
De to andre tjenere – dem der får henholdsvis fem og to talenter – har en anden
indstilling: For det første vil de ikke svigte den tillid, deres herre har vist
dem. Og for det andet tænker de, at de penge, som de har fået betroet, på den
ene eller anden måde, må kunne bruges til noget og måske blive til flere.
Så hvem
sætter så mest på spil? Ja, umiddelbart er det de to tjenere, der går ud og
fordobler formuen. Det er også dem, der belønnes af deres herre, da han vender
hjem igen. Men det kunne jo også være en skjult fjerde person, som vi glemmer
at tænke med. For er det ikke, når alt kommer til alt, herren – Gud selv – som
betror hele sin formue til tjenerne, der løber den største risiko? Hvad
ville han have tilbage at gøre godt med, hvis de alle sammen svigtede ham?
Ja, han ville
ingenting have tilbage! Når Gud giver sin formue til os – giver os sin glæde,
sin kærlighed, ja, sit liv i Jesus Kristus – så er det ikke kun det halve eller
det kvarte; så er det det hele! Gud satser hele puljen for vores skyld, og det
er, hvad vi med fine ord kalder nåde og frelse!
Og derfor er
lignelsen om de betroede talenter fortællingen om, at vi, som Guds elskede tjenere,
skal sætte vores liv i spil og leve det, mens vi kan. Fordi vi har fået
det givet og derfor også skylder det over for giveren, at benytte os af det. Gud
kom ikke til jorden i Jesus Kristus, for at leve på afstand af livet og af os.
Nej, lige præcis for det modsatte: for at være en del af livet, fordi det var
det hele værd, og for at vi kunne være en del af ham!
Hvad er
livet værd, hvis det ikke leves? Hvad er en gave værd, hvis den ikke pakkes op?
Benny Andersen har beskrevet det på finurlig vis i digtet På det våde.
Her skriver han følgende: ”Som sagt er livet en gave / men jeg har aldrig
kunnet få mig til / at åbne den rigtig – bare pillet lidt / det kunne jo være
alt muligt…”. Ja, det kunne jo være alt muligt, og derfor holder vi os nogen
gange i en god sikkerhedsafstand fra for alvor at pakke op. Og det er, hvis
dagens evangelium skal tale til os, direkte imod Guds vilje!
Jeg ved ikke
med jer, men når jeg får en gave, så flår jeg den op. Jeg er nysgerrig
på, hvad den indeholder, og nysgerrig på hvad giveren har tænkt, at jeg skulle
beriges med. Og det er ikke blot fordi, jeg skal være nysgerrig, at jeg
er det, men jeg kan faktisk ikke lade være. Glæden overmander mig, fordi der er
én, der vil mig det godt og vil give mig noget. Og i mit liv som helhed, er
denne person Gud.
Små børn åbner
gaven som det mest naturlige af alt, og måske vi kan lære af dem. De regner
ikke i realiteter og fornuft, men i tro og tillid, og er nysgerrige på det, de står
over for. Af Gud får vi aldrig noget svar på, hvordan vi skal leve eller
hvordan vi skal pakke gaven op, men vi får at hvide, at vi skal! Og det er det
mærkværdige. Tjenerne fik heller aldrig besked om af deres herre, hvordan de
skulle forvalte talenterne. Men vi får vished om, at det i hvert fald ikke er
meningen, at vi skal begrave vores talent. Det er det for dyrebart til!
Men kære
præst – kunne man indvende – du, som flår dine gaver op af bare nysgerrighed.
Hvad nu hvis vi allerede har prøvet? Hvad nu hvis vi allerede giver livet op
til flere chancer, men også oplever, at livet selv spænder ben for livet? At
der er dage og tidspunker i vores tilværelse, som siger tilværelsen imod, og
hvor sorg, krig og verdens had overtager glæden?
Ja, Las
Vegas er på mange måder også en by, der kan skuffe. For hvad sker der, når
lysene slukkes og vi opdager at det hele bare er rå plastik og grå facade?
Ja, da må vi
tro på, at Guds virkelighed er så meget mere end neonlys og hvad Las Vegas kan
tilbyde os af hurtige gevinster. Da må vi tro, at Gud og Guds kærlighed er med
os som et lys på den yderste dag, hvor alt synes mørkt. Da må vi tro, at den
relation Gud giver os i sin søn, og i sit Ord om nåde og velsignelse, at den
relation er sand og at den bærer os igennem livet – også der hvor vi overmandes
af modstand. Og at de relationer vi kan have til hinanden, familier og nære
venner imellem, også kan bære med. Ja, da må vi tro på, at livet er en helhed,
og at Gud ikke giver os flere talenter at forvalte, end vi er i stand til at
tage os af, og at vi ikke møder mere modstand i livet, end vi er i rustet til
at stå imod.
Og i den tro
er der kun én ting at give sig til: at leve livet, sådan som vi får det givet
og som vi bliver fortalt, at vi skal. For det er for fin en gave, bare at lade
stå til pynt i hjørnet, og for dyrebar en ting, ikke at åbne op.
Amen!
