Prædiken til anden søndag i fasten (II) d. 21. februar i Enghøj Kirke
Markusevangeliet
9,14-29
Jeg tror
ikke, jeg er den eneste, der af og til oplever, at det med at begynde på noget
nyt, kan være svært. Vi har en del velmenende og sympatiske talemåder, som vi
straks giver videre til hinanden, hvis vi fornemmer en svær begyndelse. ”Al
begyndelse er svær”, siger vi. Eller: ”Når man først er i gang, går det hele
meget lettere…”. Eller: ”Den første er altid den sværeste…”. Og sådan kunne man
blive ved om begyndelsens svære kunst. Derfor kan man også af og til blive nødt
til, at begynde et andet sted end ved begyndelsen. Måske begynde midt i eller
ved slutningen, selvom det selvfølgelig også kan være problematisk i visse
sammenhænge! Men måske der dukker noget nyt og overraskende op i den omvendte
verden?
I dag vil
jeg begynde med slutningen af evangeliefortællingen, og med det sidste, Jesus
siger til disciplene. Disciplene spørger, hvorfor de ikke kan helbrede drengen,
hvortil Jesus svarer: ”Den slags kan kun uddrives ved bøn”.
Sætningen om
uddrivelse ved bøn har undret mig i hele den forgangne uge. Hvad mener Jesus,
når han siger ”den slags” og hvad tænker han på, når han nævner bønnen? Bønnen
og dens stille væsen står i skærende kontrast til den fortælling vi har hørt: En
dreng er besat af en ond ånd. Den river og slider i ham, og har gjort det i
hele hans liv. Og om drengens desperate far: han har gjort alt hvad han kan;
kastet ham i både ild og vand, for at gøre det af med ånden, men lige lidt har
det hjulpet. ”Den slags” siger Jesus da til disciplene ”kan kun uddrives ved
bøn”.
Det de har
gjort indtil videre, har ikke hjulpet. Det de har gjort, har ikke været den
rigtige tilgang til problemet og til at løsne drengen fra det onde. Der må
noget andet til. De må begynde et andet sted.
De første
kristne vidste godt, at bønnen var betydningsfuld og en vigtig del af deres
religiøse liv – ligesom forskning i dag også viser, at bøn også vinder ind hos
flere og flere, i søgningen efter det spirituelle. Men for nogle af dem, som
var med til at definere kristendommen som religion, var det også tydeligt, at
bøn i kristendommen var anderledes, end det de så i andre religioner. I andre
religioner handlede bøn om aftaler mellem mennesker og Gud eller flere guder. Når
man bad Gud om noget, forventede man noget af ham, men til gengæld forventede
Gud også noget af den, der bad. Der opstod en gensidig forpligtelse Gud og
mennesker imellem og et noget-for-noget-forhold, som på mange måder skabte et
usundt forhold.
Men de
kristne tænkte og forstod bønnen anderledes. Bøn handlede ikke om forventninger
og forpligtelser, men om at have en relation til Gud. Bønnen handlede ikke om
at folk kunne forvente noget konkret, hvis man som de andre bad om held i
kærlighed eller om materiel velstand. Det handlede i stedet om, at man i bønnen
skabte en relation til Gud og derigennem fik identitet, og om opbyggelse af tro
og kærlighed. Og lønnen lå alene i bønnen. Alene det at prøve at tilnærme sig
Gud i bøn og skabe en relation, ansås som en større løn, end hvad det
materielle kunne byde på.
Det der var
på færde for de første kristne, kender vi også fra vores egen tid og
virkelighed. Det handler om, at vi aldrig kan undslippe os fra, at være en del
af en større sammenhæng. Ja, at vi helt konkret bliver til, i mødet mellem
vores forældre, og at vi livet igennem også bliver til som mennesker, i mødet
med andre. De fleste af os har sikkert oplevet at møde et menneske, vi synes
var særlig klog eller ligefrem vis, og hvor vi efter mødet følte, at vi var
blevet beriget af det menneske, alene ved at møde det. At vi følte, at vi vandt
noget – blev givet en gave – alene i mødet. Og det er det samme, de første
kristne tænkte om bønnen og derigennem i mødet med Gud. Vi bliver dem vi er, får
identitet, skaber os selv og noget nyt, i mødet med andre og i mødet med Gud. (Tanker
af teolog og ph.d. Maria Munkholt i ”Bøn giver identitet”)
Måske denne
tankegang står lidt i kontrast til visse tendenser i vores tid? Det er oppe i
tiden at se på os selv og være vores egen lykkes smed – selv der, hvor vi føler
os grebet af det onde og ikke kan finde vej igennem mørket.
Vi siger
både i positive og negative sammenhænge, at vi ”jo altid kan begynde med at se
på os selv”. Men er det det, vi skal? En efterhånden godt kendt
psykologiprofessor – Svend Brinkmann – har peget på samme tendens og siger slet
og ret NEJ! Vi skal ikke se på os selv. Vi skal lade være med at
lytte til vores mavefornemmelse. Og vi skal lade være med at dvæle ved
os selv. Og dette er selvfølgelig sat på spidsen.
Men jeg
tror, der er et gran af sandhed i Brinkmanns ord. Jeg tror det er rigtigt, når
han siger, at vi ikke kan redde os selv ved at kigge indad. Jeg tror det er
rigtigt, at den onde ånd i drengen ikke kan uddrives ved, at han bliver kastet
gennem ild og vand. Og jeg tror det er rigtigt, at vi ikke altid kan løse
problemerne selv, ved at kigge indad og lytte til maven, når vi selv oplever os
fanget af det onde, eller oplever at vi i særlig grad bliver udfordret på vores
liv.
Vi er gjort
af noget større. Vi er skabt til at tro – ikke kun på os selv, men også på
hinanden og på Gud. Og den slags, som Jesus vil have uddrevet ved bøn i os og i
drengen, er vantroen. ”Den slags” handler ikke om sygdommen eller døden. Det
gør det måske for disciplene og for drengens far. Men i påskens og evighedens
perspektiv, er døden overvundet, og derfor ikke interessant i denne sammenhæng.
Nej, det interessante er vantroen, som vores største udfordring og som det, der
skal fordrives. Faderens tvivl og vantro, som eksempel, æder troen og håbet op
i ham, så han til sidst ikke ved, om han tror eller ikke tror, at Jesus kan
hjælpe hans søn. Og det er det, der er udfordringen!
Men vil vi
ikke alle sammen til tider tvivle, kunne man spørge? Er det ikke netop en del
af os – at troen og tvivlen ligger og kuer op ad hinanden inden i os, og at der
derfor også er uroligheder i os og iblandt os?
Jo! Så meget
desto mere er der grund til at minde hinanden om, at prøve at se væk fra os
selv. Så meget desto mere er der behov for, at prøve at begynde et andet sted,
end i vores egen midte; at vi begynder hos den anden og hos Gud, når uroen
rammer os, og derigennem søge nærværet, troen og kærligheden til at opbygge
det, der er gået i stykker, eller til at styrke os selv til at sige fra over
for tvivlen, uroen, det onde og det, der plager os.
Det kan være
svært at få begyndt rigtigt – både at begynde på noget nyt, men også at begynde
forfra, og komme af med det, der har plaget én. Dagens evangelium og den
fastetid, vi er midt i, fortæller os, at vi i stedet for at begynde hos os
selv, skal begynde der, hvor det hele begyndte; at vi skal begynde hos Gud, og
i ham lade hjertet, troen og os selv finde hvile.
Amen!
