Helium

Prædiken til anden påskedag (II) d. 28. februar i Enghøj Kirke 

Johannesevangeliet 20,1-18

Alfred forestiller sig Helium

”Folk siger, at jeg kommer op i Himlen (…). De siger, at jeg falder i en dyb søvn. Ligesom når bjørnene går i vinterhi. Jeg har slet ikke lyst til at sove så længe (…). Jeg synes, Himlen ser ud som et kedeligt sted.”

Sådan siger den lille dreng Alfred til rengøringsmanden Enzo, da de møder hinanden i sygehusets have. Alfred lider af en dødelig sygdom. Der er ikke længere meget sjovt i hans liv, andet end det luftskib der hænger i loftet på hans stue, som han kan kigge op på, og et lille legetøjsluftskib han har i hænderne. Enzo kan godt se, at himlen måske ikke ser ud af særlig meget. ”Der er i hvert fald rigelig med plads”, siger han, ”men det ser måske lidt ensomt ud...”

Da de to senere møder hinanden igen inde på Alfreds stue, spørger Enzo ham, om han kender det der Helium? Alfred spørger, om det er det, der er inde i luftballonerne? ”Ja, det er noget underligt noget” svarer Enzo, ”Men Helium… det er sin helt egen verden. Magisk og eventyrlig, så man næsten ikke kan tro sine egne øjne. Alting føles let og svævende.”. Alfred kender ikke den verden, Enzo taler om. Men derefter begynder Enzo fortællingen om Helium, som det sted man ender, når man har sovet den lange søvn, og at der lige inden man falder i søvn, kommer en stor Helium-Ekspres og henter én derop.

På papiret I har fået med jer i dag, kan I se, hvordan Alfred sidder på en skorsten og forestiller sig Helium-verdenen, imens Enzo fortæller om den. Det er fra filmen Helium. Jeg så filmen forleden dag, og den rørte mig, selvom jeg ellers ikke er typen, der bliver rørt over en film. Men der er selvfølgelig undtagelser, og fortællingen var så stærk, at jeg synes, I også skulle høre om den i dag – hvis I da ikke allerede kender den.

Da man møder Alfred i filmen, er der ikke meget håb i hans øjne. Legen og livet er taget fra ham, og himlen –som det sted, vi kommer hen, når vi dør – er jo bare stor og blå og kedelig for en dreng i hans alder. Men da Enzo træder ind på stuen og henvender sig til Alfred, sker der noget. Fortællingen om Helium ændrer hele perspektivet for Alfred. Den fremtid, han går i møde, ændrer sig. Den kedelige himmel blev pludselig til et legende sted. Med luftballoner og legepladser og sjove huse og grønne fodboldbaner og mormor og morfar og alt det bedste man kunne forestille sig, når han nu ikke skulle være her længere. Enzo giver Alfred et håb og en fortælling om liv.

Nogen gange kan vi ikke sige det selv. Vi kan ikke altid hanke op i os selv og finde glæden alene. Der er huller i vores tilværelse, som er dybere end andre. Og hvis vi har mistet troen, og mørket er mørkere end det plejer, har vi brug for at lyset er et, der skal komme uden for os selv.

Påsken er så fantastisk en tid, fordi vinterens mørke netop mødes af forårets lys – og lyset vinder – både i den skabte natur og i de fortællinger, der knytter sig til netop denne tid. Ikke mindst påskedags fortælling, som bryder med den sorg og uro, vi blev fortalt om langfredag, og forkynder en glæde lige der, hvor alt håb synes tabt. Og i dag – anden påskedag – hører vi så om Maria, der sidder i mørket. Hun er forladt og alene. Hun står i haven, ved graven, hvor de et par dage forinden havde gravlagt ham, hun troede på. De korsfæstede ham og lagde ham i graven, og nu, et par dage efter, har de også flyttet ham, uden hun ved hvor hen. ”Hvorfor græder du?”, spørger englene. For nogen, og måske Maria, er det måske et provokerende spørgsmål. Men for englene er det ikke ment som hån, men en glædelig bemærkning om, at hun da ikke behøver at græde. ”Tør blot tårerne væk”, kunne de have sagt. Men Maria har endnu ikke set det.

Og hun ser det heller ikke først, da Jesus stiller det samme spørgsmål. Hun tror, det er havemanden. Men det skal vise sig at være herfra, at glæden og lyset skal komme tilbage til hende. For da Jesus kalder på hende, genkender hun ham. Hun mødes af noget, hun havde mistet alt håb til, da han kalder på hende, og pludselig forandres hendes verden. Gravens tomhed erstattes af en ny virkeligheds nærvær, som giver hende livet tilbage. Netop som livet var blevet stort og kedeligt for Maria, mødes hun af et nyt liv fra en uventet kant, som kan bære den sorg hun sidder med, ja, som kan løfte hende ud af sorgen og tilbage til glæden.

Jeg tror de fleste af os kender fornemmelsen. At blive genkendt og at blive set på med kærlighedens øjne. At få den håndsrækning fra et andet menneske, som trækker én op af det dyb, man var havnet i. Vi ved ikke altid hvornår den kommer – og sådan er det bare nogen gange. Der kan gå lang tid i uvishedens og utryghedens land!

”Hvor ligger Helium?” spurgte Alfred. ”Derude”, svarede Enzo og pegede ud af vinduet. ”Jeg vidste at der var et andet sted end himlen!” sagde Alfred, og gjorde derved en opdagelse midt i mørket. Alfred bliver mødt af en mand, som gav ham en fortælling – en fortælling med liv i. Og lige meget hvor fantasifuld og magisk fortællingen end er, og hvor meget nogen måske vil ærgre sig over, at det ikke netop er Himlen i kristen forstand, som Enzo udfolder for ham, ja, så giver Enzo ham et håb og en tro, som han kan leve og dø på.

Enzo kommer senere i filmen i tvivl om, hvad det er, han har gjort med sin fortælling. ”Jeg fylder ham jo egentlig bare med en masse løgn”, siger Enzo til en sygeplejerske. ”Nej, det er ikke sandt.” svarer hun. ”Du fylder ham med en masse håb!” 

Opstandelse er både i den mand, Maria møder i haven og som kalder på hende; og samtidig er opstandelsen også en glæde, en tro og et håb, vi giver til hinanden, hvordan det end måtte tage sig ud. En fortælling som på forunderlig vis giver os livet tilbage og viser vej igennem et utrygt land!

Mange gange i kristendommens historie, har der været sået tvivl om opstandelsen, som vi hører om den i evangelierne. Det er på en måde blevet opstandelsens levebrød, at være omgærdet af stor mystik, uvished og undren. Vi ved ingenting. Der står meget lidt. Og alligevel fejrer vi den hvert år med fest og stor opstandelse! Og hvorfor? Måske fordi vi alligevel finder det værdifuldt at minde hinanden om, at mørket ikke skal sejre? Måske fordi vi kender fornemmelsen af forår og ved, at der på den anden side af vinter og frost, venter mildhed, varme og liv? Måske fordi vi ikke kan holde andet ud, end at tro på det bedste i livet, i hinanden og om vores skaber?

”Jeg har set Herren” siger Maria til disciplene. Dette er glæden for hende, som hun bliver nødt til at give videre til disciplene, hvor meget hun end måtte tvivle eller forstå noget af det. For det gav hende glæde. Det gav hende livet tilbage. Virkeligt liv!

Amen!