Herren er min hyrde

Prædiken til anden søndag efter påske (II) i Enghøj Kirke d. 10. april 2016

Johannesevangeliet 10,22-30 og Sl. 23

I dag vil jeg tage jer med på en vandring og refleksion over den gammeltestamentlige salme, som jeg læste for alteret i begyndelsen af gudstjenesten. Måske I lagde mærke til den? Den rører mig, hver gang jeg læser den, fordi dens ord og billedsprog kalder stærke billeder frem af Gud og af forholdet mellem Gud og os, når livet rører på sig.

Salmerne i det gamle testamente er poesi og lyrik, om både de store glæder og tilliden til Gud, men også kan udtrykke vrede eller klage. På den måde minder de om de salmer og sange vi synger i dag – om den formidling der altid har fundet sted gennem digtning. Salmen her er en tillidssalme og en takkesalme til Gud, og vi læser den selvfølgelig i dag, fordi det lige har været påske – fordi Gud med Kristi opstandelse har vist sig som den Gud, vi kan have tillid til og som vi kan takke for livet.

Salmisten skriver: Herren er min hyrde

Det er et markant udsagn at begynde med, og det er det primære billede, salmisten udfolder for os i sin salme. I kirken og i de bibelske fortællinger er hyrdebilledet kendt stof. Gud er hyrden og vi er hans får. Men der er også noget underlig ved hyrdebilledet, som jeg ikke tror, passer os særlig godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Hyrden er jo kun hyrde, hvis han har en flok at passe på. Hyrden og fårene. Og hvem har lyst til at være et får? Hvem har lyst til at sammenligne sig selv med det lille krøllede, og ja, til tider ret dumme dyr, som bare følger efter? Ikke særlig mange og heller ikke mig selv.

Jeg tror det passer de fleste utroligt dårligt, bare at være én i flokken sammen med alle de andre, uden også at kunne være selvstændig, være en ener, være den som af og til træder frem i lyset og leder flokken på vej. Men spørgsmålet er måske, hvad der sker, hvis alle vil være hyrder, og ingen vil være får?

Jeg tror, vi har brug for at være os selv – både som dem, der går forrest, og dem, der er en del af flokken. Men at tale om Gud som min eller vores hyrde betyder, at vi ikke altid selv skal være i centrum og ikke altid selv skal lede slagets gang. At Gud er vores hyrde betyder, at vi nogen gange også bare kan være én i flokken, og måske opleve frihed og tryghed, fordi flokken og fællesskabet bærer med. At Gud er min hyrde betyder ikke, at jeg kun har ham for mig selv. Men det betyder, at han også er hos mig, når jeg er mig selv, og har brug for, at han leder mig!

Salmisten skriver: Jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Jo. Nogen gange lider jeg nød. Der kan være meget nød i vores liv – også selv om Gud er vores hyrde. Forskellen er måske, at nøden aldrig er fundamental? Der er ikke kun nød i vores verden, og nøden er ikke endelig. Vi kan også opleve – ja, jeg tror alle at vi har set det ske og måske også mærket det på egen krop – at nøden kan få ende, og at der er et håb et sted. Og håbets farve er grøn, som de grønne enge og som den farve, der langsomt sniger sig ind i vores horisont i denne forårstid.

Af og til kan vi opleve, at vi må ligge der længe og vente, inden håbet får tag i os. Ja, til tider kan nød og smerte – hvordan den end har fat i os – være umenneskelig svær at takle, og vi kan opleve at føle os forladt midt på engen – hvor grøn og håbefuld folk siger den er.

Men vi må tro på, at også smerten er en del af livet – ikke en god og venlig del af det – men dog alligevel en del af det, at være menneske og at være til. Og vi må tro, at smerten ikke skal sejre og få lov at fylde alt, men at håbets farve, ordene og nærværet fra hyrden, på et eller andet tidspunkt smitter af på os, så vi igen kan rejse os op.

Salmisten skriver: Han leder mig til det stille vand, han giver mig kraft på ny, han leder mig af rette stier for sit navns skyld.

Jeg tror ikke altid, at vi ved, hvad vi skal lede efter, når modstand rammer os og vi bliver udfordret på livet. Vi opsøger hjælp – nogen gange hos psykologer, coaches og erfaringsfælleskaber; andre gange i vores private sfære. Det kan jo være tilfælde i vores liv, der afgør den vej, vi vil gå. Og andre gange bestemmes retningen af de skridt, vi selv har forberedt.

Jeg tror det er sjældent, vi egentlig ved, hvordan det stille og livgivende vand ser ud – det vand som giver os kræfter til at gå vejen. Men jeg tror, vi genkender det, når vi ser eller hører det. Ligesom fårene i flokken, der kender stemmen og røsten på deres hyrde, og ved, at hos ham er der liv at hente, sådan tror jeg heller ikke at vi er i tvivl om, hvordan hjælpens stemme lyder. Om den kommer fra en coach, en psykolog; en kæreste, fra familien, fra en god ven, eller fra en helt fremmed i Rema1000, eller fra Gud, ja, så tror jeg ikke at vi er i tvivl. Men af og til har vi bare brug for tid, før vi kan lytte ordentligt efter.

Salmisten skriver: Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Sådan er det ikke altid. Sådan har jeg det i hvert fald ikke altid. Nogen gange er jeg bange og fyldt af frygt og nogen gange er mørket i mit liv bare for mørkt! Og da har jeg om nogen brug for en hyrde til at vise vej! Jeg har brug for at vide, at jeg ikke er alene i denne verden, ligegyldigt hvor alene jeg føler mig!

Salmisten skriver: Du dækker bord for mig, for øjnene af mine fjender.

Hvem er mine fjender? Er det naboen? Er det min egoisme og selvtilstrækkelighed? Hvem eller hvad er det?

For Gud er fjenden ikke en fjende, men én vi skal sidde til bords med, og det må vi takke ham for! Med sine ord dækker han et bord for os og beder os se vores fjender i øjnene. Han inviterer os og beder os om at være i et fællesskab med dem – måske fordi vi ikke kun skal have ham som hyrde, men også kan være hyrder for hinanden?

Han inviterer os, og trækker os væk fra vores fjender og væk fra det, der får os til at vende ryggen til bordet – til at vende ryggen til andre mennesker. Han inviterer os til noget større end os selv. Han inviterer os til fællesskabet med hinanden og med ham!

Salmisten skriver: Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

De små eller store øjeblikke, som fylder livet med rigdom kender vi alle sammen. Selvom livet er en underlig størrelse – en uendelig rutsjebanetur på godt og ondt, hvor nøden og glæden går side om side – så tror jeg også, at godheden og livet sejrer i sidste ende. Ja, det er vel i grunden vores pejlemærke?

Fortællingen om påske morgen er stadigvæk en fortælling om lys i mørket og om liv midt i døden, ligegyldigt hvor højtråbende besynderlig og ufattelig den end måtte være for os. Den giver håb. Den minder mig om, at der er meget at være taknemmelig for. Og den minder mig om, at jeg skal huske selv at være taknemmelig, og sige det højt, når jeg bliver ramt af det – ja, når opstandelsens glæde dumper lige ned i min hverdag og viser sit lys. At sige tak til dem jeg elsker, og sige tak, når der er noget at takke for. Og det er der ofte for mange af os – også selvom det til tider kan kræve lidt træning at få øje på det.

Salmisten skriver: Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Og derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed!

Amen!