Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis i Enghøj Kirke d. 11. september 2017
Johannesevangeliet
11,19-45
Professor i
teologi ved Københavns Universitet, K.E. Skydsgaard, har fortalt en om en tysk
soldat under Anden Verdenskrig, som otte timer hver nat skulle gå vagt ved en
flyvemaskine.
Han skulle
gå hen til flyets halespids, som stod oplyst på en plads, og så 50 meter væk
med geværet over skulderen ud i mørket. Det var hans arbejde. Det var det, han
var sat til. Hen til halepartiet af maskinen, og så 50 meter væk. Hen til
halepartiet og så 50 meter væk igen. Time for time. Nat efter nat. Intet kunne
være mere kedsommeligt.
Men så fandt
soldaten på at sætte en bog fast på halepartiet. En digtsamling. Han måtte
naturligvis ikke gå og læse digte på sin gang frem og tilbage. Så den tyske
soldat satte digtsamlingen fast på maskinens haleror. Og så kunne han, når han
kom hen til halepartiet, hvor der var lys, læse et par linjer, som han huskede
på, mens han gik sine 50 meter ud i mørket på den forbandede og kedsommelige
vagt.
Og det
befriede ham. Hvad der før var meningsløst og tomt, blev nu fuldt af indhold.
Han kunne ikke nå at læse mere end et par linjer ad gangen. Men det han nåede,
tog han med sig, når han drejede om på hælen og gik ud i mørket. Og det befriede
ham og gav ham en ny mening.
Sådan lyder
fortællingen, som eftersigende skulle være sand. Jeg tror, de fleste af os kan
sætte os ind i det dræbende kedsommelige arbejde, tyskeren udførte. Hvem har
ikke prøvet en hverdag – på et eller andet tidspunkt – som gik i tomgang og blev
lidt for rutinepræget og indholdsløst? Jeg kan huske en del stunder der fra min
egen studietud i hvert fald.
Men måske I
også kender fornemmelsen og virkningen af at blive oplyst? At få livet og
indholdet i livet tilbage, ligesom soldaten fik indhold på sin vagt? For ham
var det nogle få, bevægende ord, der gjorde en forskel. Ordene fik plads og liv
hos ham, bar ham gennem kedsommeligheden og gav indhold i stedet for tomrum.
Måske vi har oplevet det samme; at ord fra en god ven eller kæreste, har gjort
en forskel? Måske skulderklap fra en kollega? Eller måske ord fra Gud?
Helt uden at
I måske har efterspurgt det, tænker jeg, at vi alle sammen i dag i evangeliet får
et par afgørende ord, vi kan tage med os. Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig,
skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i
evighed dø.”
I disse ord
skulle der vidst nok være nok gods til os alle sammen til forundring og
opmuntring, og også nok til en vagt på langt over de otte timer!
Ordene siges
til Martha, som står og er ulykkelig over, at have mistet sin bror Lazarus. Og
samtidig vidner ordene om det der skal ske: om opvækkelsen af Lazarus. Martha
og særligt Lazarus er fanget i et indholdsløst mørke. De har mødt den sidste
udvej: døden. Men da Jesus møder Martha med ordene om opstandelse, lyser det op
i hende, ligesom ordene gjorde for soldaten i mørket. Det giver hende håb og
lys på et tidspunkt, hvor mørket har omsluttet hende og hendes familie. Og da
ordene: ”Lazarus, kom herud!” møder Lazarus, sker det forunderlige, at han står
op fra sin grav.
Jeg tror,
det er med vores liv, som med den vandring soldaten, Martha og Lazarus går. Vi
bevæger os mellem to poler: mellem lyset og mørket. Nogen gange er vi på vej
mod lyset, og alt er godt. Det er de gode, indholdsrige dage og tider. Og andre
gange er vi på vej mod et mørke. Det kan være en krise eller en følelse af at
livet bliver til ingenting. Det kan være mismodets, sorgens eller dødens mørke.
Lazarus er
ramt af et mørke – et meget stærkt et endda. Martha og Maria, og alle de andre
som var omkring ham, er ramt af sorgen over at have mistet Lazarus. Ja, selv
Jesus græder over tabet.
Og uden at
bagatellisere fortællingen om Lazarus, som tydeligvis også er et tegn på Jesu
egen opstandelse påskemorgen, så fortæller dagens evangelie os også om, at der
kan (gen)opstå et lys i vores liv, selv midt i det tungeste og mest
ufremkommelige mørke. Dagens evangelie er en fortælling om opstandelse og liv
lige midt i vores alle sammens liv!
At dele
skæbne med den vingeskudte, som vi sang om lige før, handler om på godt og ondt
at dele skæbne med Jesus Kristus og det liv han levede (Skæbne med den
vingeskudte af Jens Simonsen). Det er en måde at udtrykke, at vi alle
sammen har livet til fælles med Gud – både den glæde og den tro, han gik med på
jord og som han delte ud til os, men også at dele den pine, død og nedfarelse
han oplevede på egen krop. For Jesu opstandelse og fortællingen om Lazarus
opstandelse, ophæver ikke døden. Troen på opstandelsen fjerner ikke dødens og
mørkets ansigt for os. Vi vil altid blive konfronteret med døden og mørke
perioder i vores liv – om det er døden helt tæt på i vores familier, eller om
det er personlige kriser, krig og ufred rundt omkring i verden. Det findes og
det sker.
Men forskellen
er efter opstandelsen, at døden og mørket er ændret. Forskellen er at al magt,
hævn og tegn på svaghed er taget ud af døden. Forskellen er, at hvis vi
fastholder troen på opstandelsen, fastholder vi også håbet på, at det gode i
vores eget og fælles liv med andre, også er det, der i sidste ende sejrer over det
mørke og meningsløse liv. Hvordan vi oplever det og erfarer det i vores eget
liv, er forskelligt. Men jeg tror godt, vi selv ved, hvad det vil sige at
opleve at få kræfter tilbage igen til livet.
Den tyske
soldat gik frem og tilbage. Mellem lyset og mørket. Men da han fandt
digtsamlingen, fandt han ud af, at ordne derfra var nogen, han kunne tage med
sig. De bar ham igennem mørket.
Og ét er, at
man tror og håber på, at der er lys på den anden side af mørket. Noget andet
er, at man også har et spinkelt lys og ord at holde fast i, når man står midt i
mørket; når mørket faktisk sker og omringer én.
Den tyske soldat
gik frem til haleroret, læste en sætning, og opdagede, at han kunne tage den
med sig på sin vandring ud i mørket. Og i mørket gav ordene ham lys og bar ham
igennem. Fortællingen om Lazarus kan måske være vores ord i mørket og være de
ord, som vi tager med på vores vandring, når vi går ud herfra i dag. En
fortælling om at Gud er nær hos os, og at vi hos møder troen og håbet på
opstandelsen og det gode i livet, fordi han er selve opstandelsen og
livet. En fortælling om liv, lys og håb. En fortælling om Guds liv, mit liv og
dit liv.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud
Fader, Søn og Helligånd.
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse.
Nu og i al evighed.
Amen!
