Prædiken til tredje søndag efter Helligtrekonger (I) d. 22. januar 2017 i Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet 8,1-13
Donald Trump er
USA's nye præsident. Han er ”commander in chief”. I november blev han valgt,
ganske overraskende tror jeg for de fleste herhjemme, og i fredags blev han
indsat i embedet under stor mediebevågenhed og blandt buh-råb og jubelråb. Han
er en mand, der deler vandende med sine kontroversielle holdninger og den
skarpe og ikke altid lige kønne tunge, han taler med i medierne. Man kan mene
meget om manden, men man kan ikke sige andet, end at manden har haft succes og
at succesen nu blandt andet har båret ham til et af verdens mest magtfulde
embeder.
Han er på mange
måder et billede på ”den amerikanske drøm” og et bevis på, at alle borgere i
mulighedernes land, gennem hårdt arbejde og viljekraft kan forbedre deres liv.
Måske er det én af grundende til, at han nu sidder, hvor han gør? Historien
fortæller, at han selv har skabt sit byggeimperium helt fra bunden, og den
enorme formue der ligger i hans navn. Han har selv helt fra begyndelsen siddet
for bordenden, givet kommandoen og sat kursen. Han er forretningsmand – og en
succesfuld én af slagsen – om man kan lide ham eller ej.
Jeg forestiller mig,
hvordan Trump som forretningsmand med rette har kommanderet rundt med sine
medarbejdere. ”Gå!” har han sagt til dem, han ikke kunne lide, og så er de
gået. ”Kom!”, har han sagt til andre, som gerne ville samarbejde med ham. Og
til sine tjenere i husholdningen har han måske sagt: ”Gør det og det!” og så
har de gjort det.
Jeg synes,
kommandoerne lyder bekendt – og ja, jeg har hugget dem fra dagens evangelium. Vi
har lige hørt om en officer, som kommanderede rundt med folk på samme måde: Gå!
Kom! Gør det og det! Og det fungerede og virkede for ham, ligesom det sikkert
har fungeret for Trump.
Men det fungerede også
kun for officeren indtil den dag, tjeneren ikke længere stod foran ham, men lå
lammet på gulvet, og vred sig i smerter. Og foran den lamme tjener, blev han
pludselig også selv helt lammet og ude af stand til at gøre noget. Officerens
kommandoer faldt til jorden, som en vingeskudt fugl falder fra himlen, og
lander med et pump!
Jeg ved ikke, om
Trump har mødt lidt af det samme. Det fortæller artiklerne om ham ikke
umiddelbart om. Jeg tror det dog alligevel. Noget siger mig, at han jo også
bare er et almindeligt menneske – stillet over for de samme menneskelige
udfordringer som os andre. Noget siger mig, at de fleste af os har mødt, eller kommer
til at møde udfordringer og en afmagt, vi ikke ved, hvad vi skal stille op over
for…
Vi er på en måde
alle officerer og præsidenter: Vi sidder for bordenden i vores eget liv. Vi udstikker
kursen, og beder GPS’en og vores nye Tesla om at fragte os til målet. Vi vælger
vores egen uddannelse, arbejdsplads og de fritidsinteresser, som kan booste
vores hverdag og gøre os til stærkere mennesker. Vi planlægger, hvordan vi går
klædt og tager os ud i over for andre. Vi overvejer hvad vi putter i munden af
kulhydrater, sunde og usunde fedttyper, og hvor meget sukker en sukkermad må
indeholde. Og for det meste opfører vores regimente sig, som vi befaler. Men
ligeså godt det kan gå for os, lige så voldsomt kan afmagten og oplevelsen af
utilstrækkelighed ramme os, når kommandoen møder en mur. Vi er ikke mere
officerer og præsidenter i vores liv, end at vi også kan møde modstand og
udfordringer, som selv den strengeste kommando ikke kan stille noget op over
for.
Og hvad gør man så,
når man står lige der? Hvad kan vi gøre i afmagten?
Mange af os ville
måske bestille en tid hos lægen eller tage kontakt til en psykolog, i håb om,
at muren kunne nedbrydes den vej igennem. Det synes at være den vej, de fleste
går i dag – og med rette! Læge, psykolog, coach eller andre personlige
vejledere, kan hjælpe én på vej igen. Men jeg tror vi er ovre denne mulighed –
i hvert fald når det kommer til officeren og den syge tjener, og når vi står
foran større eksistentielle udfordringer i vores liv. Officeren og tjeneren
står begge på kanten af, hvad en læge kan gøre noget ved. De står ved en grænse,
hvor afmagten er så stor og er så umulig at have med at gøre, at mange af os
vil give op med det samme.
Og lige der, hvor
officeren er ved at give op i afmagt, erkender han afmagten netop som afmagt –
han erkender, at han ikke selv kan gøre noget – og opsøger derfor den eneste
magt, der vil have med afmagten at gøre og som kan være i den, sammen med ham:
han opsøger Gud.
Og her bliver han
mødt. Da han slipper kommandoerne og paraderne – ja, da han på en måde stopper
med at prøve på at være herre i eget hus – og i stedet ligger livets barske
realiteter frem for Gud, da bliver han mødt med et håb – et håb for sig selv og
et håb for den, han er ved at miste. Han bliver set, som det menneske han er,
og med de udfordringer og sorger han står med. Han bliver taget imod af Jesus, med
ordene om, at hans tro er stor. Og ved at komme til Jesus i troen, har han
taget fat om livets grundlæggende håb på, at det sidste ord ikke er sagt ved
menneskers formåen eller uformåen, men at der er mere at komme efter!
Jeg kan forestille
mig mange voldsomme ting i livet, som jeg meget nødigt vil opleve – igen eller
for første gang. Noget af det, jeg næsten ikke kan forestille mig noget værre
end, er ikke at blive mødt som menneske. Ikke at blive set i øjnene af mine
medmennesker; ikke blive taget seriøst eller blive hørt i de udfordringer, jeg
står med, men i stedet blive set på med nedladende øjne, eller måske ligefrem
set forbi.
Men da officeren
vender sig mod Jesus i afmagten, møder han en ligemand. Den Gud officeren møder
i Jesus, og som vi hører om i kristendommens fortællinger, er en Gud, som ved
hvad den dybeste afmagt er – som ved hvad liv, pinsel og død er. Men han møder
også en Gud som ved, hvad opstandelse og håb er, og som i sin fortælling vender
fortællingen på hovedet og slutter i livet i livet, i stedet for i døden.
Og her finder
officeren håbet igen! Her finder han sit mirakel og sin helbredelse – både for
sig selv og for tjeneren.
Udfordringen er, at mødet
med dette håb kræver tro. For officeren og for os selv kræver dette møde, at vi
slipper paraderne og lader os ind på et land – troens land – som vi ikke selv
har magten over. Og det er sandt for dyden både nervepirrende og usikkert – så
usikkert at mange vælger, slet ikke at gå derind. For hvordan gør man? Hvordan
mobiliserer officeren sin tro – og hvordan gør vi det? Og hvordan ved man, om ens
tro er god nok eller stor nok, til at være en tro?
Der findes ingen
lette svar. Heller ikke fra præsten og prædikestolen. I salmen, vi skal synge
om lidt, lyder overvejelserne om troen således: ”At tro er at komme / til det,
der er større / end vi kan forstå -/ Guds rige, som Kristus / har åbnet i dagen
/ for os, som er små”. At tro er på den måde at give sig hen til det vi ikke
kan forstå, når vi f.eks. som officeren står i afmagt over noget skrøbeligt –
eller i afmagt over noget glædeligt, som vi har brug for at sige tak for. At
tro er på den måde, at stille sig åbent over for det, som ikke umiddelbart er i
vores erfaring og inden for en begribelig radius.
Og videre i vers tre
og fire: ”Troen er ikke / hvad andre kan veje / og måle med kløgt - / men
frygtløst at kaste / sig ind på den frelse / som frit har os søgt.”. ”At tro er
at stille / sig ind under ordet / som myndigt får røst - / og finde sig
tiltalt, / og tåle dets sandhed / og gribe dets trøst”.
Gud har frygtløst
kastet sig selv ind på vores banehalvdel, da han kom til jorden gennem Jesus.
Han opsøgte os, som officeren opsøgte Jesus, og søgte at give håb for det liv
og den til tider omtumlede og stridsomme tilværelse, vi lever. Og vi kan ikke
gøre meget andet, som vi skal synge om, end at stille os ind under den handling
og de ord, som følger med hans vandring iblandt os; ord som aldrig tvivler på
os, men derimod indgyder mod, opbygger håb og lyser velsignelsen over os.
Og om vores tro så
er god nok eller mindre god, finder vi nok aldrig ud af. Officeren fandt også
først rigtig svar på sin bøn, da han vendte hjem igen. Men før det mødte han et
håb, som gav ham modet, til at gå tilbage til sin tjener.
Amen!
