Et kærlighedsfrø

Søndag seksagesima, d. 19. februar 2017 i Enghøj Kirke

Markusevangeliet 4,1-20. 

Salmer: 557 – ”At standse ved en døbefont” – 156 – 392 – 192,7 – 412.

”Jeg forventer at møde en person, som matcher mine behov.” Sådan sagde en af deltagerene forleden dag i DR1-programmet Gift ved første blik. For de af jer, der ikke kender programmet, så handler det om, at otte singler i et eksperiment indvilger i at gifte sig med en person, de aldrig har mødt. Forskellige eksperter, heriblandt en psykolog og en præst, vurderer og parrer singlerne ud fra forskellige parametre, f.eks. alder, bopæl, arbejde, fritidsinteresser, personlighedstype osv.. Og det er her, én af deltagerne, i en indledende bemærkning til den potentielt kommende kærlighed, siger, ”Jeg forventer at møde en person, som matcher mine behov”.

Jeg faldt over sætningen. Det skar lidt i mine ører, samtidig med at jeg udmærket forstod, hvad vedkommende mente. Vi har alle sammen forskellige behov, og hvis vi ikke bliver mødt i vores behov, har vi det ikke godt. Ud over de basale behov, som behovet for vand og brød, for tryghed og social udfoldelse, og behovet for at kunne realisere os selv, kan det også være behov i vores dagligdag, som at vores venner tager sig tid til os og den dybe samtale, eller at vores kæreste fortæller os, at vi er elskede og ser godt ud.

Men når sætningen alligevel skar i mine ører, var det ud fra den betragtning, at vedkommende, i håbet om at finde kærligheden, begyndte med sig selv og egne behov. Det blev forventet, at den person, vedkommende skulle giftes med, med det samme kunne opfylde nogle behov og ønsker, for at det kunne fungere. Der blev forventet noget af den ukendte, som en slags betingelse for at kærligheden kunne opstå.

Jeg er klar over, at jeg anholder denne sætning og udsætter den for en del tankespind. Det kan sagtens være, at den gifteklare person havde et mere nuanceret billede af kærligheden, end det jeg giver udtryk for her. Ikke desto mindre tror jeg, at mange tænker lignende om sig selv og om kærligheden, og at det også kan være et udtryk for den tidsånd, vi er en del af, hvor individet i højere grad stilles op på en piedestal; vil gødes og så sin egen gode jord, før det selv kan så kærlighedens frø hos andre.  

Evangeliet bringer os – set i dette perspektiv – et modspil. Guds virkelighed og forståelse af kærligheden er anderledes. For kærlighed er noget, man giver til en anden. Det handler om, at jeg eller vi elsker en anden, og at det er det eneste, vi kan gøre. Vi kan ikke stille krav eller forventninger om at blive elsket. Det er kun den anden, der vælger, at elske os igen – at gengælde kærligheden med kærlighed. Kærligheden kan ikke betinges. Den kan tros på og håbes på. Vi kan tro og håbe på, at Gud og den eller dem, der er omkring os, holder af os og giver os kærlighed.

Det siges så enkelt i et citat fra Johannesevangeliet, om Guds forståelse af kærligheden: at ”Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Gud gav, fordi han elskede. Han forlangte ikke først noget. Han stillede ikke en række forventninger op, før han kunne give det gode fra sig. Han gav af kærlighed.

Det er samme perspektiv på kærlighedens væsen, er på spil i dagens evangelie. Her hørte vi Jesus fortælle i et jordnært sprog til disciplene, om hvordan det forholder sig med Guds rige, de ord og den kærlighed der kommer derfra. For med Gud er det, som med en bondemand, der sår sine frø. Noget falder på klippegrund. Noget falder mellem tidsler. Og noget falder i god jord. Og ja. Det lyder oprigtigtalt som om, bonden har en skrue løs, når kun en tredjedel af frøene falder i næringsholdig og virksom jord. Men hvad betyder det?

Dels er det et billede på, forklarer Jesus, at nogle mennesker tager imod det, der kommer. De lader det gro og formere sig, så det giver tredive, tres og hundrede gange igen. Andre er knap så gode, og nogle er måske slet ikke interesserede i at tage imod det, der kommer fra Gud. Sådan er det vel egentlig også i dag.

Men det vi skal lægge mærke til, og som har med Gud og kærlighedens væsen at gøre, er, at frøene falder. Guds rige, Ordet og kærligheden falder i vores favn. Med rund og ødsel hånd strøer Gud om sig med frø til mennesker, som vi kan give god muld og leve af. Og han stopper ikke med at sprede, fordi vi ikke tager imod. Guds rige kommer af sig selv, uden vi har gjort noget for det eller bedt om det. Vi behøver ikke bekymre os om Guds riges komme. For det sker. Det kommer hvor og hvornår Gud vil og uanset os. Og det er kærlighed!

Der er en ro og et mod over den påstand og det evangelie, synes jeg. Det er både en befrielse og en aflastning af os. Guds rige og hans kærlighed til os står og falder ikke med os. Ikke med vores bøn. Ikke med vores mere eller mindre gode gerninger. Ikke med vores evne til at lytte eller tro eller tage imod. For det sker. Det kommer. Ja, det er allerede med Helligåndens kraft.

Og skulle vi stå med bare den mindste skyldfølelse i vores indre, og ønsket om at gøre gengæld, så kan vi passende kigge frem mod påsken, som dagen i dag også peger på. Denne søndag hedder søndag seksagesima, som betyder 60, og henviser til, at der nu kun er 60 dage (ca.) til påskedag. Det vil sige, at vi i dag er begyndt på en nedtælling og en ventetid, hvilket vi ikke gør så ofte i kirkeåret. Næsten alle andre dage tæller vi efter en helligdag. Vi siger en given søndag i rækken efter H3K, efter påske, efter pinse, efter trinitatis, og vi lever og forkynder i lyset af helligdagens begivenhed.

Men der er en pointe i, at vi i dag begynder en nedtælling. Vi bliver bedt om at vende hovedet om og se fremad. Vi har fortiden med os – adventstiden og Helligtrekonger, hvor Gud kom til verden og viste os, hvem han er. Og nu vender vi hovedet, og ser frem mod det, der kommer os i møde i påsken. Vi skal vende blikket og se frem mod den kærlighed, der strømmer til os, og hvor gælden, skylden og skammen for alvor møder sin overmand i opstandelsens lys. 

Det er det, der er vores fikspunkt fra i dag, og gennem hele fasten skal det frø, vi får i dag, ligge og modne i os og få næring, som var vi sat til forspiring i en lun vindueskarm.

Påskemorgen er på samme måde som med dagens evangelie en beretning om, at kærligheden og Guds rige fuldstændig uhæmmet strømmer os i møde, som en hvirvelvind i håret, som en å der løber over sine bredder og vander markerne, som en centrifuge, der med voldsom kraft spreder kærlighedens frø, og lader os stå for skud!

”Jeg forventer at møde en person, som matcher mine behov”. Sådan sagde deltageren i Gift ved første blik. Jeg tror ikke vi kan forvente kærlighed af nogen. Sådan fungerer kærligheden ikke, som en ordre fra en kommandocentral. Vi kan give kærligheden fra os. Den kærlighed vi har fået for intet, skal vi også give videre for intet. Og noget af den kærlighed, vi giver, vil helt sikkert falde mellem tidsler. Og noget vil falde i god jord. Sådan er det. Vi kan ikke vide, hvad resultatet af vores kærlighed fører til, og vi skal ikke være bekymrede for, hvordan det bliver modtaget. Det eneste vi kan gøre er, som bonden gør det, frimodigt og ødselt at give og dele ud af det, vi har, og håbe på, at det også kommer igen.

For det nådige er, at vi har lov til at se frem mod opstandelsens morgen, og at tro på det ord, vi hører i evangeliet i dag, som et vidnesbyrd om, at Guds kærlighed til tid og evighed kommer os i møde frø fra himlen.

Amen!

Guds rige skal deles!

Prædiken til Sidste søndag efter Helligtrekonger, d. 5. februar 2017 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 17,1-9

Når jeg står foran noget smukt og rørende, kan jeg ikke altid lade være med at tænke på, at jeg gerne vil have et billede af det. Jeg er vel blevet en del af mobiltelefonernes og selfiernes generationer, der gerne vil have billeder af alt, og dele dem med andre, og også ret let kan komme til det med en mobiltelefon eller IPad. Måske I kender det fra jer selv? At stå foran noget, der er så smukt, at det er nødt til at blive foreviget i et billede, som man kan tage med mig sig og kigge på.

Nogen gange når jeg at få telefonen frem. Andre gange ikke. Men lige så ofte jeg får taget billedet i situationen, og måske endda når at overveje den rigtige vinkel på billedet, det rigtige lysindfald, og får indstillet skarpheden; lige så ofte tænker jeg også bagefter, at billedet på ingen måde opfanger essensen af det smukke øjeblik, og det, der i virkeligheden gjorde indtryk på mig. Billeder kan gøre indtryk og opfange meget, men ikke alt. Lydene og duften, nærheden, stemningen og det egentlige smukke øjeblik, opfanger kameraet ikke altid på samme måde, som hvis man er der selv, og er til stede i øjeblikket.

Disciplen Peter, som var taget med op på bjerget sammen med Jesus, prøvede i virkeligheden på det samme: Han ville opfange det smukkeste øjeblik, han så på bjerget. For da Jesus havde fulgt disciplene og Peter derop, viser Moses og Elias sig for dem i forklarelsens lys sammen med Jesus, og Gud fortæller dem, at Jesus er hans udvalgte søn. Det er her, det går op for disciplene, hvem Jesus i virkeligheden er: at han er Guds søn. At Gud gennem Jesus vil vise disciplene – og os alle sammen – hvad Guds rige er. Det smukke er, at Guds rige viser sig lige foran dem!

Og det er så overvældende for disciplene og for Peter, at han straks tænker, at lige præcis dette øjeblik skal foreviges – at lyset skal gemmes på. Moses, Elias og Jesus, og det lys de står i, skal have et hjem og et sted at være, og derfor foreslår Peter at bygge tre hytter – én til hver! Det virker nærmest komisk: at han først ser noget smukt, og derefter, som en anden tømrer, straks vil i gang med at bygge hytter til det smukke.

Tanken er i grunden god nok. Men udfordringen er den samme for Peter, som den er for os, når vi står der og gerne vil opfange lyset og den rigtige stemning på et billede. Det fungerer ikke. Der mangler noget, og vi glemmer at være til stede i det, der sker. Huset kan holde lige så meget – eller lige så lidt – på forklarelsens smukke øjeblik, og hele Guds rige, som pludselig står foran dem, som vores billeder kan holde på den stemning, vi tog et billede af.

Der må noget andet til. Peter får ikke lov til at bygge hytterne, men går i stedet med Jesus og disciplene ned af bjerget igen. Spørgsmålet er nu, hvordan Peter kan forevige det, han så og blev en del af på bjerget, og hvordan han på en anden måde kan tage det smukke med sig, og give det et hjem for foden af bjerget?

Da Jesus, sammen med Moses og Elias, står i forklarelsens lys på bjerget, indtræder en ny forståelse af, hvor Guds rige og love befinder sig. Gud siger: ”Det er min elskede søn”. Og da han siger det, bevæger Gud sig fra himlen til jorden, og tager bolig iblandt os. Han gør sig selv til menneske i Jesus, og derved lader han det være op til Jesus at forklare og forkynde for folk, hvad Guds rige er. Ja, ikke bare hvad det er, men at Jesus selv og virkeliggørelsen af de fortællinger, han kommer med, er selve Guds rige.

Når vi siger, at Guds rige er midt iblandt os, er det fordi at Gud igennem Jesus gik iblandt os, og at vi – ved at bære Jesu fortællinger og ånd videre i os – også selv er bærere af Guds rige og vilje. Guds rige er på den måde ikke længere en fjern virkelighed, men helt nær ved os alle sammen.

Da Peter ville bygge hytter til Jesus, Elias og Moses, prøvede han på bedste vis at give det en bolig i det fjerne; på toppen af et bjerg. Gud var på denne tid på mange måder en begrænset størrelse: Gud var i templet, hvor kun få kunne komme til, og hans love var nedskrevet på tavler, som vi hørte det i læsningen fra det gamle testamente. Gud var for de indviede og hellige.

Men Peter får ikke lov at bygge hytterne. For i Jesus var Gud til stede på en ny og levende måde. Og Guds tilstedeværelse skulle ikke begrænses til en ufremkommelig bjergtop, men spredes og leve for foden af bjerget iblandt mennesker. Og ligeledes skulle Guds love og vilje heller ikke skrives ned på stentavler, men skrives ind og bæres på i hjerterne.

Og det er det nye. Disciplene var bærere af Guds virkelighed i deres hjerter, fordi de havde set og oplevet godheden og lyset på helt nær hånd. 

Peter ville gerne forevige det glædelige øjeblik på bjerget. Ligesom når vi tager billeder: vi vil gerne forevige et minde. Men et billede kan jo forgå. Et billede kan blive væk, gå i stykker, eller ryge i glemmekassen. Og hvad gør man så?

At forevige noget kan meget vel være på et billede – f.eks. et stort familieportræt som tydeligt viser familiens mange generationer og relationer. Men den egentlige relation, mindet og fortællingerne om dem, vi er i familie med, som vi bærer i os, er mange gange stærkere end et skrøbeligt billede.

Tænk f.eks. på én du holder af, eller én du holdt af, og nu har mistet? Forevigelsen af dem vi holder af, bæres ikke kun i billeder eller i huse: Det bæres i hjertet og i dem, vi er!

Fra hjertet kan Gud slå rod og sprede sig, som grene ud i verden. For det er det andet: Lyset og det smukke øjeblik af forklarelse, som Peter og disciplene oplever, skal bæres med ned igen. Det skal foreviges; ikke i en hytte men i hjertet. Det skal foreviges; ikke kun i disciplenes hjerter, men i alles hjerter. Det skal spredes og have ord og ånd i mange led og generationer, og på den måde gøres evigt.

I dag er det – ud over at være en smuk vinterdag, hvor vi fejrer gustjeneste og dåb – så er det også diakoniens dag. Diakoni betyder tjeneste, og handler på mange måder om at gøre tjeneste for sit medmenneske; at vise omsorg på forskellig vis og være nærværende hos dem, der har brug for det.

Den diakonale tjeneste tager på mange måder udgangspunkt i det, som Peter oplever på egen krop: at lyset og Guds rige ikke skal gemmes væk i huse, langt bort fra menneskers liv, men være nærværende hos alle folk. Guds rige skal deles! Og opgaven i den diakonale tjeneste er i særlig grad at bringe lyset videre til dem, der måske har mere brug for det end andre – vores udsatte i samfundet, dem som har brug for en ekstra håndsrækning og støtte i hverdagen, eller de ældre på plejehjemmene, som har brug for en ven.

For dem er vi alle sammen i tjeneste – ja, for vores medmenneske som alle dem, vi har omkring os, er vi alle sammen i tjeneste. Og vores opgave lyder på at bringe dem intet mindre end Guds riges nærvær! Det er en opgave som i nogens ører lyder uoverkommelig og nærmest umulig. Ikke desto mindre er det vores opgave, som Gud giver os sin velsignelse til at udføre, så godt vi kan.

For Gud har vist os en tillid: Han er kommet til jorden igennem Jesus, og i ham og i hans fortællinger ligger nu Guds rige. Og når vi deler fortællingerne – når vi virkeliggør Jesu ånd og hans ord om den trodsige tilgivelse, om nåden der befrier os, om håbet som skaber lys, og om kærligheden til vores næste – da giver vi Guds rige en bolig i os og gør det levende lige her!

Amen!