Imellem vores hænder

Prædiken til midfaste søndag (I) d. 26. marts 2017 i Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 6,1-15. Salmer: 743 – 448 – 476 – 365 – 192,7 – 31

Der er mange spektakulære og dramatiske mirakler blandt fortællingerne i det nye testamente. Tænk på Jesus, da han går på vandet. Eller da han vækker den døde Lazarus i hulen til live igen. Eller da han siger: ”Rejs dig, tag din båre og gå” eller han siger: ”Bliv seende, din tro har frelst dig”. I mirakuløse øjeblikke, hvor tiden har stået stille, er de vildeste mirakler sket på Jesu ord og befaling. Og folkene omkring ham har set det, taget imod det både med gru og med glæde, og undret sig over den magt han havde.  

Lidt anderledes er det dog med dagens beretning om bespisningen af de 5000. Prøv en gang at overvej, hvornår miraklet eller underet egentlig sker. Hvornår skaber Jesus underet? Det er ikke helt let at sige, hvornår ordet og befalingen lyder, som får to fisk og fem brød til at blive til mad til 5000 mennesker på en grøn bakketop. Der står ikke noget ”Lad det ske” eller ”På min befaling siger jeg…” eller ”Da skete det at…”. Der står kun: Han tog brødet, takkede og delte det ud til dem. Og de blev mætte. Og der var meget til overs.

Hvor finder underet sted? Det anderledes ved dette under er, at underet sker der, hvor folkene deler brødet mellem sig. Lige dér, i det som mange ville mene er et tomt rum mellem to menneskehænder og mange flere mennesker, sker miraklet og underet. Og dér var der ikke bare nok mad til alle, men at der også var mad i overflod og mad til overs!

Bespisningsunderet, som vi også kalder dagens fortælling, er et anderledes stort og omsiggribende mirakel. Det rammer ikke kun en enkelt person. Underet er, at brødet og fiskene vokser imellem hænderne på dem, da de begynder at dele det ud midt i fællesskabet. Ja, man kunne nærmest sige, at de 5000 mennesker på den grønne bakketop skaber underet selv, blot ved at tage imod det brød, som kommer fra Jesus, og give det videre til den næste. Eller man kunne sige det omvendt: uden de 5000 mand den dag på græsset, var der ikke noget under. De er en del af underet. Ja, de er underet og miraklet. Det sker med dem og iblandt dem og i dem.

Det sætter tanker i gang, synes jeg. For underet er jo ikke bare stoppet der. Velsignelsen lyder stadigvæk. Jesus deler stadigvæk ud af det, han har, når vi hører ordet, når vi deler nadvermåltidet sammen her ved alteret, og når vi i vores dagligdag virkeliggør hans fortællinger. Underet er fortsat i gang og rullende ned af bakken, ud til alle mennesker. Miraklet sker i dag. Vi er dem, der fortsætter underet, og bringer miraklerne videre til hinanden. Den velsignelse, vi én gang har fået fra Gud, udgår også fra os, når vi tør dele det vi har og kan i mødet med vores medmenneske. I mødet med det andet menneskes hænder har vi altid mulighed for at fylde rummet med nærvær, mæthed og velsignelse.

Filosoffen K.E. Løgstrup sagde noget af det samme med ord, som med tiden er blevet kendt og delt af mange. Han sagde: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget at dets liv i sin hånd.”. I et forsøg på at beskrive noget rent menneskeligt og alment om forholdet mellem mennesker, siger Løgstrup dette særlige, nemlig at vi aldrig står i et valg om at handle over for vores mennesker. For vi er altid udleveret til hinanden, siger han. Lige så snart vi har med et andet menneske at gøre, står vi også med noget af det andet menneskes liv i vores hænder. Vi bærer et ansvar for den anden. Sådan er det at være menneske! Og det er klart, at dette ansvar ikke handler om at såre og bryde ned, men om at bygge op. Om at skabe liv. Om at bringe det bedste vi har og kan videre til den anden, og fylde rummet mellem vores hænder med velsignelse og ja: med mirakler!

Men hvad er det, man skal give af, for at det kan blive til en velsignelse? Hvad er det, man skal fylde rummet mellem hænderne med, kunne man spørge? Og stilles der krav om, hvor meget man skal komme med eller give af, førend det er til velsignelse?

Nej. Der stilles ingen krav om hvor meget eller hvor lidt, man skal komme med. Den lille dreng, vi hører om i fortællingen om bespisningsunderet har to fisk og fem brød. Det er, som én af disciplene siger, slet ikke nok til at mætte så mange maver. Og alligevel bliver det til velsignelse for mange. Af en lille mængde mad, kan en stor flok blive mæt. Af noget småt, kan noget stort vokse frem. Ud af intet kan alverden blive skabt. Og det er en pointe, vi kan tage med os ud af kirken i dag. Vi har alle sammen noget at komme med, for vi har alle sammen fået velsignelsen fra Gud, som vi kan give videre – i hvilken form og skikkelse den end tager sig ud. Om det er to fisk og fem stykker brød; om det er et smil til en fremmed; om det er en hjælpende hånd; om det er en bøn; om det er hårdt og slidsomt arbejde for nogen vi kender eller andre vi aldrig har mødt. Osv. Vi har noget at give af!

Men det kan også være lidt af en opgave for os. For udover at overbevise os selv om, at vi har noget at komme med, kan det svære også være, at det jo kræver indlevelse hos det andet menneske, at finde ud af, hvad velsignelsesrummet mellem hænderne skal fyldes med. Vi får sjældent – hvis ikke aldrig – at hvide, hvad vi skal komme med. Hvad er til velsignelse for mit medmenneske, skal vores daglige spørgsmål til os selv lyde. 

De 5000 mennesker der satte sig på bjerget omkring Jesus var sultne efter føde, ja, men også efter svar på, hvem Jesus var. Derfor fyldte han deres maver. Med fisk og brød, og med oplevelsen og erkendelsen af, at der fra hans midte strømmede en større rigdom – både i øjeblikket og i opstandelsens snarlige perspektiv – som ikke bare kunne mætte maverne, men også fylde deres midte med velsignelse i livet og i døden.

Det kræver indlevelse hos hinanden, at vi er udleverede til hinanden. Det kræver mod og styrke, at forsøge at lade Guds velsignelse blive til velsignelse for dem, vi har omkring os. For vi ved ikke altid, hvad der bygger op eller bryder ned. Vi ved ikke altid, hvad vores medmenneske egentlig har brug for af os, når vi står lige foran det.

Men vi står der. Med velsignelsen i vores maver og hænder – sendt afsted fra toppen af bakken, i en rullende bevægelse ud i verden.

Og på vejen i fortællingen snublede vi måske over de tolv kurve mad og velsignelse, der blev til overs. Spild af mad og velsignelse, vil nogen måske sige? Ja og nej. For de tolv kurve bærer på en den velsignelse, vi ikke altid er i stand til at forløse. De tolv kurve peger på, at den velsignelse der kommer fra Gud, altid kommer i overflod. Der vil altid være en velsignelse at tage af. Og den skal nok nå os. De tolv kurve henviser til Israels tolv stammer og Jesu tolv disciple, som spreder sig rundt om i hele verden.

Gud er ikke som en sjusket værtinde, der ikke forstår at handle ind og servere i de rigtige mængder på bordene. Pointen er netop, at hos Gud er der altid mere at komme efter. Der er altid velsignelse i overskud, til den der glemte at dele ud. Velsignelse i overskud til den, der beholdt fiskene, brødene og velsignelsen for sig selv. Til den som ikke orkede eller måske ikke magtede opgaven, at møde sit medmenneske, og skabe velsignelsens rum imellem hænderne.

Underet er, at Gud betror os opgaven, ligegyldigt hvad, og dagligt velsigner os i den. Og dertil er der kun at sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!

Grænsegænger

Prædiken til anden søndag i fasten, d. 12. marts 2017 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 15,21-28. Salmer: 754 – 869 (100 salmer) – 158 – 582 – 192,7 – 613

Hvert et sted og hver en prik på verdenskortet er defineret af en grænse og et tilhørsforhold. Til alle tider har verdens magthavere sloges om, hvor landegrænserne skulle gå, og om hvor meget eller hvor lidt land man kunne gøre krav på. Det har kostet soldaters blod, politikeres sved og folkets tårer, når grænser er blevet rykket frem og tilbage op igennem tiden, og gør det stadigvæk. Ét er, hvad der er dit og mit stykke land, og hvor grænsen skal sættes med en lige fordeling. Noget andet er de flydende grænser, såsom religion, kultur, udseende, sprog osv., som binder os på kryds og tværs og som altid vil være i bevægelse. Det er særligt på denne baggrund, de største uenigheder og konflikter i historien er opstået – og stadigvæk står på.

Herhjemme har grænserne også rykket sig. I 1850 skrev H.C. Andersen: ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme / dér har jeg rod, derfra min verden går”. Men da Andersen skrev disse ord, så grænserne anderledes ud, end de gør i dag. Sydslesvig var dansk – ja sågar også et par øer i det caribiske øhav. Og endnu før det var også Sverige, og dele af England og de baltiske lande i danske hænder. Vores grænser har rykket sig og formet sig med tiden. Og det kulturelle og danske ”vi”, vi taler om i dag, har aldrig været en konstant og været det samme, som det er nu, og bliver med sikkerhed heller ikke ved med at være det!

Med vores egne, personlige grænser er på samme måde. De rykker sig frem og tilbage. Vi har både udtrykket: ”hertil og ikke længere” som en markering af, hvor vores personlige grænse går, men også udtrykket ”vi var ude at prøve grænser af”, når vi udfordrer os selv eller bliver udfordret af vores omgivelser. Vi lærer hele tiden nyt, og i vores dagligdag balancerer vi på forskellige grænser – f.eks. mellem arbejdsliv og privatliv; mellem egne ønsker og drømme og andres krav og behov; mellem tradition og fornyelse; mellem slidte forhold og nye relationer. I mødet med det nye – f.eks. et ukendt menneske, et nyt land eller en ny kultur – kan vi både have brug for at fastholde vores grænse, og markere hvem og hvad vi er. Mens vi andre gange kan opleve at blive rykket ved på en positiv måde, og blive beriget af mødet, fordi det åbner for nye områder og perspektiver hos os.

Vi er grænsegængere eller linedansere, kunne man sige. Vi bevæger os livet igennem og balancerer i vores egen lille verden og i forhold til den store verden. ”Engang du herre var i hele norden / bød over England, nu du kaldes svag”, som H.C. Andersen senere skrev i samme sang om Danmark, med blik for tidernes skiften og forandring.

Historiens gang og hverdagens mange holdepunkter viser os, at vi har flere tilhørsforhold end som så. Gør det os hjemløse at være grænsegængere eller linedansere, kunne man da spørge? Gør det os rodløse, når vi hører til flere steder eller netop ingen steder? Svaret på det spørgsmål kunne sagtens være ja. Man kan sige, at det er et historisk vilkår, at vi har fødder, i stedet for rødder. At det ligger i vores menneskelige gener. Men man kunne også spørge, om det også er et eksistentielt vilkår?

I evangeliet hører vi, at Jesus og hans disciple også går på grænserne. Ja, de overskrider dem faktisk. I fysisk forstand overskrider de grænserne ind til hedningelandet i Tyrus og Sidon, hvor de møder den kanaanæiske kvinde. Og i åndelig forstand overskrider Jesus grænsen for, hvad der er muligt, da han helbreder datteren.

Jesus er grænsegænger. Han kunne være blevet på sin egen, jødiske side, men vælger at gå over græsset og grænsen i positiv forstand, og blande sig med andre. Men Jesus er også grænseoverskrider. Her på jorden overskrider han kulturelle grænser, til stor forundring for mange. Men som sand Gud og sandt menneske overskrider han også grænsen mellem det menneskelige og det guddommelige; mellem det gammelkendte og det nyskabende; mellem tid og evighed. Og i sine fortællinger lærer han os at overskride grænserne mellem ”dem og os”; mellem faste principper og kærlighed; mellem fordomme og mødet med det enkelte menneske. Og det er det nye!

Vi har det med at sætte grænser op over for hinanden. Måske denne tendens springer ud af historien og ud de farer, der stadigvæk lurer rundt om os i verden. Men samtidig korrigerer evangeliet os og forsøger at nedbryde vores egne og vores medmenneskes grænser og begrænsninger.

I dagens evangelium kommer det ligefrem bag på Jesus, at det er det, det handler om. Den kanaanæiske kvinde har mødt en begrænsning i form af en dæmon i hendes datter, som hun ikke kan stille noget op over for. Og i første omgang afviser han hende. Han svarer hende ikke et ord, som der står. Men da hun svarer ham igen, og fastholder ham på det ord, han netop selv har talt og tidligere har forkyndt for mange, nedsmelter alle de barrierer og grænser, der før var opstillet. Hans natur er en anden. Han er af kærlighed(!); den slags kærlighed der sprænger alle grænser, der måtte være opstillet og forestillet imellem os, og binder os til hinanden gennem sine ord og sin ånd.

Og her kan vi binde os fast. På hans ord og på hans ånd kan vi som grænsegængere fæstne vores rødder og holde til i en verden, hvor alle andre grænser er under konstant forandring og fødderne løber løbsk under os!

Jeg siger ikke, at det er let at være grænsegænger. Det er et vilkår, vi står med – på godt og på ondt – og som vi dagligt balancerer på, som jeg indledningsvist forsøgte at gøre klart. Og det kan være et temmelig barskt vilkår. Det var det for den kanaanæiske kvinde og mor, da hun ikke magtede at tage sig af sin datter. Det kan det f.eks. være for et skilsmissebarn, der dagligt balancerer mellem mor og far og to hjem. Det er det for dem, der lever i krigens midte, og for de tusindvis af flygtninge, der dagligt krydser landegrænser, i håbet om at finde tryghed. Det er det for dem, vi i dag skal samle ind til via Folkekirkens Nødhjælp; verdens fattigste som både på grund af naturlige og menneskeskabte og kulturelle vilkår, lever en begrænset tilværelse.

Hjorten der skriger og tørster ved det udtørrede vandløb, som vi hørte om i læsningen fra det gamle testamente og efterfølgende sang om, er et billede på de vilkår og den rodløshed – med negative fortegn – vi kan stå i som mennesker. En længsel efter ro og rod. En længsel efter et holdepunkt og noget, som holder fast i os.

At være grænsegænger er et historisk bestemt vilkår. Men det er ikke nødvendigvis et eksistentielt vilkår.

Dagens evangelium, Jesu liv og de fortællinger, han gav videre til os, viser, hvordan Jesus ikke kun forblev på grænsen, men også overskred den. Påskemorgen overskrider han grænsen mellem liv og død, og inkluderer os i den. Og i dåben fastholdes vi i troen og håbet på, at Jesus for altid har krydset den grænse for os. Dåben binder os sammen, gør os til ét, giver os et holdepunkt og en fasttømret hegnspæl, når alle andre grænser i verden er flydende og vores hverdag i ubalance.

Hvert et sted og hver en prik på denne klode er defineret af en grænse og af et tilhørsforhold. I dåben er vi indpodet hos Gud og hos hinanden. Der har vi hjemme. Der har vi rod. Derfra vores verden går. Og der kan vi også finde styrke og mod til at gå ud og fortsætte turen med balancestangen - både de tunge og lette dage, eller de dage hvor vi som Jesus glemmer, at det er det, vi skal: være grænsegængere!

Amen!