Stedets magt

Prædiken til Påskedag d. 16. april 2017 i Enghøj Kirke 

Markusevangeliet 16,1-8. Salmer: 224 – 448 – 236 – 218 – 238 – 474 – 234.

Kristus er opstanden! 

Graven er tom! 

Der er ikke noget at komme efter!

Hvert år valfarter millioner af mennesker fra alle verdenshjørner rundt omkring på jordkloden for at besøge hellige steder. Steder der anses for at være hellige på grund af deres historie. De har oftest har tilknyttet myter, som fortæller om urtidsbegivenheder på stedet, eller en legende, som beretter om underfulde hændelser lige præcis der.

Hinduisterne drager til steder, hvor deres lokale guddom viste sig eller f.eks. til Varanasi ved den hellige flod Ganges, hvor de kan blive renset. Muslimerne skal mindst én gang i livet rejse til Mekka, som ifølge traditionen er det sted, hvor Muhammed blev født og levede, og hvor Kabaen ligger; en hellig bygning der anses for at være universets centrum. Jøder drager til det hellige land Israel, som ifølge traditionen var det land, Gud ville beskytte, og som pagten mellem Gud og Abraham handlede om. Og i Israel besøger de ligeledes Jerusalem og tempelbjerget, og resterne af det gamle tempel, hvor det siges, at Gud var mest til stede.  

For kristne forholder det sig imidlertid anderledes. Det er min påstand. Der findes mange særlige steder for kristne, som også besøges af tusindvis af pilgrimsrejsende hvert år. Heriblandt selvfølgelig fødebyen Betlehem, Peterskirken i Vatikanstaten, og Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet og gravlagt lidt uden for bymurene. I dag finder man haver, åbne pladser og kirker rundtom i hele Jerusalem, som markerer hver enkelt begivenhed i fortællingen om Jesu sidste dage.

Men der findes ingen rigtige helligsteder, vi som kristne bør besøge mindst én gang i vores liv. Der findes ingen konkrete og fysiske steder, hvor vi – i hvert fald ikke som lutheranere – kan siges at komme tættere på Gud. Hvad der umiddelbart kunne ligne et helligsted ved den gravhule, hvor Jesus blev lagt i graven, er ikke længere vigtig. Maria, Maria Magdelene og Salome blev på den måde – om man så må sige – de første og sidste kristne der valfartede til et helligsted.

Hvorfor det? Fordi graven var tom. Jesus var gået ud af gravens mørke. Vi ved ikke hvordan. Vi ved, at han døde langfredag; at døden fik magten over ham. Men påskemorgen fik han magten over døden og brød med den. Det er det, vi hører. For han var der ikke. Dødens og stedets magt var brudt! Og det er det forunderlige budskab, vi mødes af i dag. Jesus Kristus – Guds søn – har brudt med mørket. Han lod sig ikke binde til dødens sted. Og at Gud har brudt med mørket, hvad andet betyder det, end at vi også kan tro og håbe det samme; at vi heller ikke er bundet til mørket?

At Kristus er opstået betyder, at vi ikke er bundet. Opstandelse betyder, at vi er ikke længere bundet til et sted. At vi er ikke længere bundet til en grav: hverken Jesu grav eller vores egen. At vi er ikke længere bundet til døden og mørket. At vi er ikke længere bundet til det, der måtte tynge vores skuldre og fastholde livet i tomhed og nedadgående spiraler. Opstandelsen giver håb for livet og for døden, idet den fortæller os, at for hver en stranding vi laver, for hver en mur vi møder, og for hver en grav vi står i, er vores liv ikke gjort med det. Der er et morgenlys og et påskehåb!

I Aarhus Domkirke hænger der et anker på væggen bag ved prædikestolen. Men ankeret vender forkert. For vores indre blikke og på de fleste billeder, vil et anker altid vende nedad, så ankerets arme kan få fat i havbunden og hægte sig fast, når man kaster det ud. Men ankeret i domkirken vender opad. Det betyder, at vi ikke længere er forankret til det jordiske, og bundet til mørkets og dødens magter, som har hængt ved os siden Adams fald ud af paradis. Det betyder, at vi nu er bundet til Gud og til et håb, som er forankret i himlen, hvor mulighederne på er uendelige.

Opstandelsen er i virkeligheden noget af det mest moderne vi forkynder fra prædikestolen. Det er umoderne at være sortseer. Det er umoderne at leve med mantraet ”memento mori” – husk at du skal dø. Opstandelsen er troen på muligheder, og troen på sejr i vores liv. Opstandelsestro er lige så central en del af den tidsånd, vi er i nu, hvor vi som mennesker har lov at tænke stort om vores liv, og hvor kun fantasien sætter begrænsninger.

Præsten Bent Falk siger et sted om det at turde tro på opstandelsen: ”Hvad med at se, hvilken forskel det gør i dit liv, om du vælger at leve det under henholdsvis dødens eller livets fortegn? Hvad med at følge hjertets stemme, der hvor forstanden alligevel ikke har mulighed for at dømme hverken ja eller nej? Det er mindst lige så troværdigt, at de døde opstår, som at livet skulle have ulejliget sig med at skabe os, og lade os mødes med de andre, bare for igen at skille os og udslette os.” Så vidt Bent Falk.

Hvad vil det sige at leve sit liv med livet som fortegn? Jeg tror, det vil sige at tro på, at der aldrig er nogen eller noget, der er fuldstændig håbløst. Det vil sige at tro turde på, at der altid er nye muligheder foran os. Det vil sige at vi kan lægge vores liv i Guds levende hænder, og ikke lade os styre af unødige og udsigtsløse bekymringer. Opstandelsen giver os en udsigt og en horisont, som altid vil være større, end den vi kan se med det blotte øje.

Det betyder ikke, at vi ikke engang imellem kan komme til at leve med døden som fortegn, og føle os bundet fast til et sted, vi har svært ved at komme fra igen. Men Jesus gik ud af en grav. Og som han gik ud af en grav, således har vi alle sammen tilbagelagt grave gennem livet – og skal også fremadrettet tage kampen op mod nye grave der kommer!

At vi tror på opstandelsen betyder ikke, at vi ikke kan blive ramt af det, der bryder os ned, og som får os til at føle at hele livet – ja: hele verden – er imod os. Vi kan sagtens nå til et sted, hvor det er mørket, der ligger grundtonen i vores liv og døden der bliver vores gud. ”Lev påpasseligt” siger den livsforsigtige, og forsøger samtidig at forlænge livet ved at spise sundt og dyrke motion. ”Lev stærkt – dø ung!” siger derimod den livsdristige. Men for både den livsforsigtige og den livsdristige er det døden, der bestemmer over livet. Det er døden, der hele tiden perspektiverer den handling, de er i gang med.

Opstandelsen åbner for en anden forståelse af livet. En forståelse, hvor døden ikke længere er tilværelsens yderste horisont. Det er derimod Gud. Spørgsmålet, vi skal stille os selv er, hvor vi vælger at kigger hen og med hvilket fortegn vi vil leve vores liv?

Jeg forstår udmærket kvindernes reaktion, da de kommer til den tomme grav. Og jeg forstår det på en meget mere konkret måde, efter jeg er blevet præst. At stå her i kirken påskemorgen; læse og synge om opstandelsen sammen med jer, og derefter skulle sige noget, der ikke falder til jorden eller får opstandelsens mysterium til at krympe: Det gør mig bange!

Opstandelsen er det største (!) og alt, hvad vi kan finde på at sige om det, gør det kun mindre. For hvordan skulle vi kunne forklare det uforklarlige? Hvordan kan vi fastholde og udfolde det overvældende, livsbekræftende udråbstegn, den tomme grav forkynder?

Måske er det bare sådan, at når livet overrumpler os med sin overvældende og overraskende livskraft, så findes der ikke ord, der er store nok. Og så bliver vi stille. Eller måske er det sådan, at påskemorgen og opstandelsen i virkeligheden ikke kan udtales, men skal udleves – og netop kan udleves – fordi den ikke er bundet til et sted, men finder sit sted lige der, hvor vi lader troen og håbet være fortegn for os!

Graven er tom! 

Og må dét blive til liv!

Glædelig påske!

Amen!

Og forhænget i templet flængedes i to

Prædiken til langfredag, d. 14. april 2017 i Enghøj Kirke

Markusevangeliet 15,20-39. Salmer: 192 – 197 – 636 – 439

Hvordan mon det har lydt, da Jesus udstødte det høje skrig? Hvordan mon det har set ud, da han hang der; vred sig i smerte og ude af stand til at gøre noget? Ganske givet ikke rart. De har alle sammen stået og set på. Men de har heller ikke kunnet gøre andet, end bare at stå der i mørket; på toppen af bakken, for foden af korset, og se ham i alle sine pinefulde smerter, indtil skriget lød og han udåndede.

Og ikke så langt derfra, i templet i Jerusalem, har vagterne siddet og holdt øje med folket på tempelpladsen og inde i templet. Måske har de været ekstra på vagt, fordi en korsfæstelse ude på bakken altid bragte oprør og uroligheder med sig? Måske var stemningen helt normal? Og inde i templet har ypperstepræsterne gået rundt, ganske sikkert som om intet var hændt. Han var jo ikke jødernes konge – ham de korsfæstede på den anden side af bymurene – så hvorfor bekymre sig særlig meget om det?

Men da han dør på korset, sker der alligevel noget underligt netop i templet. Ved indgangen til det allerhelligste i templet hænger der et forhæng. Det er stort, tungt og uigennemsigtigt, og adskiller det allerhelligste fra det hellige, og det allerhelligste fra de andre haller og gårde i templet, hvor præster, mænd og kvinder alt efter rang og status, kan komme ind og ofre. Men da han udånder på korset flængedes netop dette forhæng i to dele, som der står. Fra øverst til nederst. En underlig indskudt og mystisk hændelse, som ikke får nogen forklaring med på vejen i evangeliet. Det sker bare. Forhænget brydes og flænges.

Vi er nødt til at spørge, hvorfor det sker? Og hvilken betydning det bærer med sig netop denne dag, som ellers er så mørk?

At noget flænges og bliver brudt er i udgangspunktet ikke godt. Det har negative associationer, når vi hører om noget, der går i stykker. Et brud på love og regler kan medføre straf. Et brud på en knogle gør ondt. Et brud i et parforhold kan være smertefuldt. Et brud og en adskillelse ved døden kan være ubærlig. Én af vores grundfortællinger, om hvem vi er som mennesker og om vores forhold til Gud, handler om et brud. Det er i fortællingen om Adam og Evas fald fra paradiset. Mennesket bryder med de regler, der er sat op, og det forårsager et brud. Menneskets nære forhold til Gud går i stykker, og smerten bliver en del af vores fortælling som mennesker. Ved siden af godheden, står nu smerten og ondskaben og prikker til os, og er en ligeså tilstedeværende som glæden i vores liv. Det er, som vi siger med ordets dobbelte betydning, synd!

Men som synden kom ved et brud, således skal frelsen måske også komme ved et brud? I en anden af de gammeltestamentlige fortællinger får vi et tegn på det. Da Moses er på vej gennem ørkenen sammen med israelitterne, med Guds lys foran sig og Faraoens kampklare soldater lige i hælene, kommer de til Det røde hav, hvor de bliver nødsaget til at stoppe op. Det ser ud, som om Gud har ledt dem i en fælde; ført dem ud til havet, som det ikke uden videre er mulig at krydse for Moses og folket.  Håbløsheden er stor; som når sorgen lægger sig over skuldrene på os, og vi ikke kan se os ud af mørket og se en vej frem igen.

Men da beder Gud Moses om at række hånden ud over havets overflade. ”Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet.” siger Gud til Moses. Og det sker, som Gud siger. Havet deler sig. Der sker et brud på den mur af vand, der ligger foran dem. Vandet deles og midt imellem vandmasserne kan Moses og israelitterne gå tørskoet på havets bund, og komme frem til den modsatte bred.

Gud skaber en vej igennem den udfordring, der ligger foran dem. Han leder dem ikke i en fælde, men åbner mørket og det ufremkommelige, og skaber en vej ind i det. Og en vej igennem det.

Enghøj Kirke kan illustrere denne fortælling. Vi har alle fornemmelsen af at loftet over os er bunden af et skib. At vi er menigheden, der sammen er på vej i kirkeskibet. Men bjælken i midten, der holder taget på plads, kunne lige så godt være den stav, hvormed Moses kløver vandet. Og da er vi, der sidder her i kirkeskibet, det folk, som får en vej givet af Gud. Vandet står på begge sider af os. Vi er fællesskabet, som vandrer sammen på havets bund med livets glæder og sorger på hver side, og som sammen undersøger de veje, Gud har givet os gennem sit Ord og sine sakramenter.

Som synden og skammen, mørket og sorgen, kom ved et brud, således skal frelsen og håbet måske også komme ved et brud? Med Jesu død på korset langfredag har mørket sejret for en stund. For dem, der stod og kiggede på, var der ikke meget andet at gøre, end at gå derfra igen; sorgfulde og skuffede over ham, de kaldte jødernes konge. Og langfredag byder på samme måde os at stå der, sammen med folket, og se på korset og på Jesus; og blive ved med at stille spørgsmål til den hændelse det er, da Guds søn dør på et kors.

Men ikke så langt derfra, var templets forhæng brudt. Fra øverst til nederst. Kunne det være tegnet på, at ikke alt håb var ude? Kan det være det tegn, vi også i dag må holde fast i, når vi står i langfredagsmørket; om det er her i kirken på denne dag, eller om det er i vores hverdag, hvor livet gang på gang byder os på brud og modstand, sorgfulde, mørke og livsopgivende oplevelser? At der for hvert et brud, der sker i vores liv – for hvert et mørke der trænger sig på – at der da også altid vil være en flænge i forhænget og en sprække ind til det, som kan give os troen og håbet tilbage?

Langfredag fortæller os, at der var mørke i Guds liv, da han udåndede på korset. Langfredag fortæller os, at der var håbløshed i skriget og at skuffelsen var stor. Men langfredag byder os også at tage livtag med netop dette mørke; at stå i det og være i det, sammen med Guds søn, og at turde stole på, at når mørket er brudt frem over hele jorden – som det skete i fortællingen – da vil håbet også bryde igennem en sprække og en flænge ind til det allerhelligste.

”There is a crack, a crack in everything. That’s how the light gets in” som Leonard Cohen synger i én af sine sange. Dette ”crack” sker også langfredag. Jorden skælvede. Forhænget flængedes. Og pludselig stod det hele og allerhelligste åbent. Pludselig så det ud til, at der i alle forhindringer og afstande mellem det allerhelligste og det menneskelige var kløvet en vej – at der var en relation – midt i det mørke, døden uden for bymurene havde ført med sig.  

Og det er det tegn, vi skal holde fast i i dag. Gud viser os et tegn. Jesu død på bakken stiller os flere spørgsmål end svar. Men flængen i forhænget giver et præg om, at der måske er en mening – selv i mørket – og at der er selv i det mørkeste mørke, kan være liv.

Amen!