Prædiken til anden pinsedag (I), d. 5. juni 2017 kl. 19:30 i Enghøj Kirke
Johannesevangeliet 3,16-20. Salmer: 725 - 289 - "Nu slår glæden ud med hånden" - 290,7.
Sidste
sommer gik jeg en tur med min farmor i et nyt boligområde – i ved; et af de
steder hvor man nogen gange kommer til at rydde flotte marker og smuk natur til
fordel for parcelhuse og ligusterhække. Vi gik og kiggede på naturen kontra den
nye bebyggelse, og ærgrede os måske en lille smule over det, vi så: at naturen
og de brede vidder på en måde blev ødelagt.
Og pludselig siger min gode farmor:
”Ja, det er jo synd, at de fælder alle træerne. De taler jo sammen. Altså
træerne. De kan simpelthen snakke sammen med hinanden. Og de bliver kede af
det, når de mister deres nabotræer. Vidste du det, Simon?”. Nej. Det vidste jeg
egentlig ingenting om, og jeg tænkte også, at det lidt var noget sludder.
Hvordan skulle træer kunne tale sammen?
Ved nærmere
undersøgelse viser det sig dog, at træer faktisk taler sammen. En
canadisk professor har lavet undersøgelser af, hvordan f.eks. et birketræ og en
douglasgran udveksler kulstof med hinanden. ”Det viste sig” siger professoren i
en artikel ”at om sommeren sendte birken langt mere kulstof til grantræet end
grantræet sendte tilbage. Specielt når grantræet stod i skyggen. Og i senere
forsøg viste det modsatte sig at være gældende: At grantræet sendte mere
kulstof til birken i efteråret og vinteren, fordi grantræet stadigvæk voksede,
mens birken havde mistet bladende. De to arter var afhængige af hinanden, og
stofferne blev transporteret frem og tilbage i et tæt net af svamperødder, der
ligger i jorden under skovbunden, og forbinder rødderne på de enkelte træer.”
Og endnu
mere fantastisk viser det sig også, at et modertræ passer på nyere træer: ”I en
enkelt skov” skriver professoren”, kan et modertræ være forbundet til
hundredevis af andre træer. Modertræer sender deres overskud af kulstof igennem
netværket til de små træer i skovbunden, og det er associeret med fire gange
øget overlevelse for de små træer” fortæller professoren fra et af verdens
største skovnationer.
Så vidt den
canadiske professor og hendes undersøgelser, og min farmor, som gik og var lidt
ærgerlig over træernes fald. Men hun havde jo ret. Træerne taler sammen. De
lever sammen og giver åbenbart til hinanden, hvis den ene mangler nærring og
energi, og den anden har i overskud. Hos træer er der et synligt rodnet, vi
alle kan se, som holder træet fast i jorden og som det bruger til at suge
vandet til sig. Men der er også et usynligt rodnet imellem træerne, som på en
fin og langt mere raffineret måde holder træet i live.
Det usynlige
rodnet gør, at det kan stå oprejst, vokse og blomstre, sammen med de andre
træer i skoven. Det usynlige rodnet sørger for, at træet ikke dør hen, når det
kommer til at stå i skygge om sommeren, eller når det mister sine blade om
vinteren, men overlever via de andre træers energi. Der er noget andet og mere
imellem træerne, som ikke er til at se med det blotte øje, men som er
livsnødvendigt for træets liv…
Måske er det
på samme måde med os mennesker? Måske vi både har synlige og usynlige rødder
imellem os?
Da Gud
sendte sin søn til verden, sendte han sit synlige rodnet til os. Disciplene og
de mennesker, sønnen nåede omkring, kunne se ham, mærke ham og føle ham, og suge
til sig af det, han gav. De kunne se, at Gud stadigvæk ville være en del af
verden – at han ikke havde sluppet grebet i den, men tværtimod ikke var færdig
med at skabe og give sit liv videre til os. Og om sig selv sagde sønnen tilmed,
at han var det træ, vi alle sammen var podet ind på som grene, og på den måde
hang sammen. ”For således elskede Gud verden, at han sendte sin søn, for at
enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”, som der
stod i dagens evangelium.
Men nu, hvor
vi står på den anden side af Påske og Kristi himmelfart, er det noget andet,
der må til. Vi kan ikke længere på samme måde se Guds søn i verden. Han er
himmelfaren, og det er tilmed længe siden, det skete! Guds synlige rødder slap
os i forbifarten, men lod alligevel noget være tilbage i os og imellem os, som
på en anden måde skal vise os, at Gud er til stede.
”Lad ordet
slå rod i vores hjerter”. Det er dagens overskrift og det er anden pinsedags
forkyndelse. Sætningen kommer fra indgangsbønnen, som vi beder her i kirken.
”Send os din Helligånd” beder vi, ”og gør os åbne for, hvad du vil give os. Lad
Ordet slå rod i vore hjerter, så vi bliver ét i dig og tjener dig i alle ting”. Hver søndag
lyder bønnen som en opfordring til, at tage Ordet til os. At tage Guds Ånd til
os, og lade den virke i os både i kirkens fællesskab og i fællesskabet udenfor,
på den anden side af kirkedøren – på Gud ved hvilken måde.
For på den
anden side af Påsken og Kristi himmelfart er det os, der er Guds synlige
og usynlige rødder på jord, når Gud sender sin Helligånd til os. Nu er det os,
der virker i Guds navn og spreder Guds Ord. Nu er det os, der sørger for
hinanden med Guds Helligånd i ryggen, ligesom træerne sørgede for hinanden og
sendte livskraft afsted til hinanden gennem de usynlige rødder.
Pinsen er
fortællingen om, at Gud kommer imellem os og gør afstand til nærhed og giver
liv. Guds Helligånd fylder alle de rum, hvor vi er: mørkerum, mellemrum,
tomrum, og almindelige hverdagstrummerum, som små usynlige rødder, der vokser
imellem træerne. Nogen gange
kan det næsten være helt fysisk – at ånden er imellem os. Når vi f.eks. er
omgivet af mennesker, der vil os set godt. Når der åbner sig muligheder der,
hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af
vores slidte vinger, så vi tør flyve igen.
Pinse er, at
Gud er kommet imellem os; at Guds usynlige rødder virker hos os – og sender
energi imellem os. Når vi elsker, er det fordi, Gud elsker; at Gud fjerner det
der er kommet imellem os, og i stedet indsætter Åndens virkekraft der fylder
tomrummet ud. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber. Ikke bare en gang, men
igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse.
Og troen på det gør, at vi bliver i stand til at se pinseunderet – ikke et
under som en slags hokuspokus eller et underligt mirakel – men det under, at vi
er til. Det under, at der er mennesker, der holder af os hver især– og kan blive
ved med at holde os ud. Og det under, at Gud har forbundet sig med vores hjerter.
Pinseunderet er, at det hele ikke bare er fortid eller fremtid, men at det er
nu. Lige nu og her, og i evighedens nu.
”Lad Ordet
slå rod i vores hjerter”. Det er måske lettere sagt end gjort. Og lettere sagt
end egentligt følt. For rødderne er usynlige. Vi ser dem ikke med det blotte
øje. Rødderne og Ånden er noget der opstår i
mellem os, når vi er sammen. Vi kan ikke fremtvinge den eller arrangere den.
Ånd er Gud der fylder rummet ud i mellem os, og det sker bare – også uden vi
anstrenger os.
Men hvis vi
ikke kan fremtvinge Ånden, kan vi måske øve os i at gøre plads for den. Vi kan
øve os i at åbne vores sind, åbne de rum der er imellem os selv og den anden,
og tage imod. Tage imod det gode, der strømmer os i møde, i den verden der er
vores og i det liv vi lever. Sådan gjorde Gud: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud
sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal
frelses ved ham.".
Som et modertræ elsker sine stiklinger i skoven, og sender energi og
livskraft til dem, sådan elskede Gud verden og sendte først sin Søn og dernæst
sin Ånd. Gud åbnede sig og kom imellem os. Og Gud elskede vel at mærke vores
verden med alle dens fejl og mangler. Ikke en anden verden. Ikke en bedre
verden. Ikke en ideal udgave af verden. Men vores forfærdelige og fantastiske,
forbandede og forunderlige verden. Vores ualmindeligt almindelige verden. Og han gav os et mandat og mod til at slå
rødder i den verden – ligesom hans egen søn selv gjorde det – og være hans både
synlige og usynlige hænder og fødder og rødder på jord!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd.
Du som var, er og bliver én sand, treenig
Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed.
Amen!
