søndag den 6. august 2017

Betonklodser og falske profeter

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis, d. 6. august 2017 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 7,15-21. Salmer: 750 – 448 – 392 – 370 – 474 – 752,4-5. 

Hvad er en falsk profet? Det er én, som Jesus siger, der udadtil ligner noget tilforladeligt, et sødt får, men som bag facaden forvrænger sandheden, er en glubsk ulv og repræsenterer noget negativt, noget falsk. Vi ved ikke, hvordan de så ud på Jesu tid. Vi kan have vores forestillinger måske. Men hvordan ser de ud i dag – de falske profeter, som forvrænger sandheden?

For en måneds tid siden udspillede der sig en, synes jeg, interessant debat i København. Ligesom mange andre store byer rundt om i verden, har Københavns Kommune set sig nødsaget til at sætte store betonklodser op på tætbefolkede pladser og foran vigtige bygninger i byen. De vil terrorsikre byen. Betonklodserne står f.eks. på Rådhuspladsen, foran Christiansborg, foran indgangen til Tivoli og forskellige steder ned gennem Strøget. De er store og skal umiddelbart kunne forhindre en terrorist i at torpedere byen, f.eks. med en lastbil, sådan som vi desværre har været vidne til de seneste par år forskellige steder i Europa.


Betonklodserne ligner selvfølgelig klodser af rå beton, og er som sådan ikke videre kønne. Derfor fandt et kreativt firma på at udsmykke dem. Med kommunens tilladelse beklædte man dem med træ, formede bænke langs siderne og satte blomsterkummer på toppen. En af initiativtagerne sagde bl.a. i en artikel til DR ”Når jeg har cyklet rundt i byens rum og har set de her klodser, så er jeg på en måde blevet bange for dem. Så det var en ide til at gøre dem mere menneskelige og gøre sådan, at man får lyst til at sætte sig på dem.”. 

Og videre i artiklen udtaler en psykolog, at udsmykningen vil hjælpe de forbigående, når betonklodserne ikke konstant minder om, at der er en terrortrussel. Psykologen siger: ”En påmindelse om, at der er fare på færde, påvirker folk på den måde, at de bliver mere overvågende, man kommer til at slappe mindre af og derved hygge sig mindre, end man ellers ville have gjort”. Således initiativtagerne og en psykolog. (se: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/terrorklodser-i-forklaedning-kan-skabe-tryghed )

Man kan selvfølgelig mene meget om den konkrete udsmykning, og om den gør byen mere indbydende eller ej. Og ja, de spærrer selvfølgelig lidt af vejen for en potentiel terrorist. Men når jeg nævner det for jer i dag, er det fordi, jeg gerne vil stille spørgsmålstegn ved dette forhold til frygten; at flygten pludselig er noget, vi prøver at pakke væk, for at gøre det hele mere ”menneskeligt” og få os til at ”hygge os” igen. Men kan man bare sådan pakke frygten væk ved at forklæde klodserne?Betonklodserne er – i mit perspektiv – lige grufulde vidnesbyrd om en verden, hvor ondskaben er til stede, hvor meget vi end tror, vi kan skjule det. Og spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal eller ikke skal pakke betonklodserne ind, men om det overhovedet giver mening at forholde sig på den måde til ondskaben og frygten…

Betonklodserne er som en slags falske profeter, og vidner om en anden virkelighed, bag den nuttede facade – som en byrådspolitiker beskrev udsmykningen. At ondskaben er her, og at vi også indretter os efter den. Frygten er iblandt os. I Københavns Kommune står de forklædt i træ, bænkepladser med tid til hyggesnak, og blomsterkasser for oven.  

”Tag jer i agt!” siger Jesus til os i dagens evangelium. ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan i kende dem…” Men hvilken vej skal vi så gå? Vi kan ikke altid vide, hvem og hvor de falske profeter er. Og det er på én gang det farlige, og det, vi skal leve med. Vi skal leve med at betonklodserne står der, som et vidnesbyrd om den tid, vi er en del af, hvor terrorister finder vej lige ind i hyggen på gaderne. Det er i virkeligheden ikke anderledes end det alle dage har været, men ikke desto mindre vigtigt at tale om.

Paulus sagde til os, i teksten jeg læste for alteret, at vi har fået Guds ånd. Måske er det her, vi skal stoppe op. At vi har fået Guds ånd betyder, som han skriver, at vi ikke har en ånd i os, som giver os trællekår, som begrænser vores liv og færden på en måde, så frygten er i os. Nej. Vi har fået en ånd, som giver os barnekår.

Og hvad betyder det? At vi har barnekår betyder, at vi som Guds børn har lov at tro og håbe på det bedste, og sige frygten imod. At vi har lov at tro og håbe på, at det gode skal og vil få det sidste ord i denne verden. Og at frygten i hvert fald ikke er det, der skal styre vores liv og hverdag. Som børn der råber på deres forældre, i fast tro og tillid til, at forældrene hører dem, og at forældrene gør det gode for dem; således har vi også lov til at råbe på Gud, og tro på den kærlighed og retfærdighed vi møder hos ham, og at det er den kærlighed, der først og fremmest skal styre vores liv hver især, frem for det, der toner frem i terrorens ansigt.

Jeg siger ikke det er let. Og måske netop derfor minder evangeliet os om det i dag; at vi har et ansvar, for at skabe den verden, vi vil være en del af. Og det sidste, jeg tror, vi må gøre, er at begynde at indrette vores liv efter den ondskab, der er omkring os, og fodre dens tilstedeværelse med træbeklædninger.

Frygten er det, jeg frygter allermest. At mit liv vil blive styret af angst og smerte – hvis det da ikke allerede i nogen grad gør det. Der går en legende om en gammel indianer, der fortalte til sine børnebørn: ”I ethvert menneske er der en frygtelig kamp mellem to ulve. Den ene er frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden er glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse. Et af børnene spurgte da til, hvilken ulv der er stærkest. Og den gamle indianer svarede: Den du fodrer.”

Og måske er det det spørgsmål, vi skal gå hjem med i dag. Hvilken ulv fodrer vi i vores liv? Hvilken ulv får plads i vores hverdag og i vores samfund, og hvordan håndterer vi den? For begge ulve vil helt sikkert være repræsenteret både i os selv og rundt om os…

Videre i sagen om betonklodserne i København blev der også udtalt, at det at kunne hygge sig i byen, er noget teknik- og miljøudvalget har med i tankerne, når der skal træffes beslutningerne om, hvordan byen skal terrorsikres. Og en politiker udtalte: ”Den dag, hvor vi når til det punkt, hvor byen ikke længere kan forsætte som by, hvor vi ikke prioriterer byens liv og det, at det er trygt at være i byen, så har vi jo tabt”. Jeg tror desværre allerede, vi har tabt, hvis løsningen er at gøre terrorsikringen permanent, og lade den være et hyggested.  

Tør vi gøre noget andet? Tør vi tage den ånd alvorligt, vi er blevet givet af Gud, og ikke lade os kue af frygten og ondskaben, men for alt i verden kæmpe imod? Spørgsmålet er, om vi har råd til at opgive tanken og ikke gøre forsøget…

Vi har grund til at tro det bedste. Vi har grund til at håbe det bedste for os selv og vores medmenneske, og for den verden vi er en del af. Vi har grund til at holde fast ved det ord, vi møder fra Gud: at der i os ligger en ånd og kærlighed gemt, som vi kan dele ud af. En ånd som kommer fra Gud og som han har givet til os af sin kærlighed. Og at vi derfra kan hente kræfter og mod, hver gang vi møder den falske profet. Guds ånd kan måske ikke tage frygten fra os. Men jeg vil påstå, at frygten godt kan tage Gud fra os, hvis vi begynder at lefle for frygten, og ser igennem fingre med, at vores fælles vej frem bliver en vej med bump, sving, klodser, voldgrave og hegn, og praktisk talt umulig at gå på! For vores tro og vores håb tilsiger os en anden vej – Guds vej!

Amen!