Mellemtider

Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis. D. 17. september i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 17,11-19. Salmer: 2 - 448 - 808 (100 salmer) - 379 - 729,5 – 375. 

I går sluttede PostNord Danmark Rundt. Cykelrytterne nåede til Aarhus efter en uges kørsel i silende regnvejr. I år nåede de også til Randers. Fredag lagde de vejen forbi byen; til glæde for cykelentusiaster og vel nok til stor irritation for folk, der plejer at krydse Randersbro og Tørvebryggen på vej til og fra arbejde. Der var vidst lidt kaos dernede!

Ruten i Randers var en enkelstart. Rytterne blev sendt afsted enkeltvist på en kortere distance for at vise, hvad de alene duer til på en cykel. Derfor kan en enkelstart også godt blive lidt kedelig at se på i længden. Det er ikke den samme spænding, som når store udbrud i almindelig kørsel slipper afsted, eller fascinationen over holdpræstationer og taktiske overvejelser i et større hovedfeltet. 

Det interessante ved enkelstarten er mellemtiderne. Det er den tid, der måles ude på ruten, så man under løbet får en fornemmelse af, om den enkelte cykelrytter har gode ben, eller om han faktisk er på vej til at tabe stort. Mellemtiden afslører cykelrytterens form, og sætter gang i de tidlige spekulationer om, hvad det endelige resultat må blive. Mellemtiden er afgørende og ventes altid med spænding!

Så vidt cykelløbet i fredags i Randers. Men lad os holde fast ved tanken om den afgørende mellemtid; tiden imellem begyndelsen og slutningen. For den er vigtig; ikke kun i et cykelløb, men også i livet. Vores fødsel lærer os ikke noget. Vores død lærer os heller ikke noget. Men alt derimellem er det, der former og farver os, og der hvor livet egentlig sker. Det er der hvor livet leves og udfolder sig. Det er der, hvor vi lærer os selv og hinanden at kende. Det er der vi gør glædelige opdagelser. Det er der, vi rammes af sorg. Det er kort sagt imellem A og Å, at livet er!

Og går vi lidt tættere på vores dagligdag, opdager vi også, at det er i mellemtiderne, det interessante opstår. Nogen vil sige, at det f.eks. er målet og det endelige resultat i en fodboldkamp, der er det vigtigste. Har vi vundet eller ej? Eller at det er karakteren på bundlinjen af eksamenspapiret, der afslører, hvem man er og hvad man kan. 

Men man kunne også hævde, at det er midlet til målet, der er det vigtigste. Der hvor vi egentlig lærer noget, i processen, som viser os, hvem vi er og hvad vi kan. At det er mellemtiden der afslører, om vi er på vej det rigtige sted hen, om vi har alle med til at kunne vinde en holdkamp, om vi har forstået den opgave, vi skal aflevere som eksamen. Målet er ok. Men mellemtiden er da på en måde mere afgørende for helheden…

I dagens evangelium møder vi også mennesker i en mellemtid – på flere måder. Jesus møder en flok spedalske. De lever – foruden imellem fødsel og død ligesom alle os andre – også i en mellemtid. De er isolerede af samfundet. Jesus møder dem uden for bymuren, afskåret fra at være en del af fællesskabet og livet i byen. Og at være spedalsk har ikke, hvad vi måske ellers tror, noget at gøre med en ulækker sygdom. Forskning i bibelen og bibelsk tid og kultur har vist, at spedalskhed snarere er et udtryk for en social og religiøs diagnose. Spedalskhed var de riges og de velhavendes udtryk for de fattige og urene, og dermed udtryk for forskelsbehandling mellem mennesker.

”Jesus! Mester! Forbarm dig over os!” siger de spedalske til ham, da han nærmer sig byen, på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Ja, selv Jesus er i en slags mellemtid på grænsen. Og Jesus siger til dem: ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne.” Og mens de var på vej derhen, blev de rene.”, som der står.

Der sker to ting her. For det første møder Jesus de spedalske i den mellemtid, de står i som udstødte af samfundet. De spedalske lever en forskudt tilværelse på den anden side af bymurene. De er i live, men de er ikke levende de andres øjne – dem inde i byen – og en del af deres fællesskab. Og for det andet: efter Jesus har mødt dem, og sendt dem afsted, sker det på vejen, at de bliver rene. Der sker altså noget i mellemtiden fra at Jesus ser dem og til at de kommer til præstene.

På Jesu ord sker miraklet og helbredelsen. Han ser dem i øjnene og får dem i bevægelse. Og da han gør det, fjerner han den mellemtid de lever i, på den anden side af bymurene, og giver dem livets og mulighedernes mellemtid tilbage. Og ved udsigten til anerkendelse fra præsterne i byen – fra dem, som ellers har udstødt dem – da løsnes det spedalske bånd, der har tynget dem ned og væk fra fællesskabet. De får muligheden for igen at kunne leve livet – leve imellem A og Å, leve imellem fødsel og død. Ja, de går afsted i troen på, at livet ikke er slut for dem, der hvor de er, men at mellemtiden netop er en mellemtid, fyldt med fremtid og muligheder for en ny kurs, en anden retning, en anden vej.

Mellemtider er fyldt med spørgsmål om form og retning. Vi kan overveje med os selv, hvordan vores mellemtid ser ud lige nu? For nogen vil den afsløre, at fortiden har sat sine spor, og at man er blevet hægtet af et sted – af sig selv eller af fællesskabet. For andre vil den kaste mere lys over en brolagt vej mod stjernerne.

Men i begge sammenhænge – om den tid vi lever i hver især enten er fyldt af glæde eller af uoverstigelige udfordringer – er det dog alligevel en tid, hvor håbet har en plads. Mellemtiden er netop karakteriseret ved at være på vejen; ved at være alt det, der er imellem der, hvor det hele begyndte, og der, hvor det hele engang må ende. Og den tid er fantastisk – både fantastisk hård og fantastisk smuk, fordi den kræver os fuldt ud.

En af kristendommens kernefortællinger, og vel nok den barskeste af dem alle, er fortællingen om langfredag. Jesus dør på korset og sender Jorden og menneskeheden ind i et mørke. Denne fortælling, om tiden imellem langfredag og påskemorgen, bliver et billede på vores allesammens mellemtider og den dirrende usikkerhed, vi kan opleve at stå i, hvor der er risiko for fortabelse og fald, men hvor der også lever en flig af en tro og et håb. Men som bekendt er det vores tro, at langfredagsmørket blev overtaget af lys og liv. Det blev enmellemtid mellem død og liv – og ikke omvendt! Nej netop ikke omvendt! For det ender jo med livet.

Livet sejrer påskemorgen! Og hvad der så ud til at være en mørk mellemtid blev netop en tid, der efterfølgende er blevet vores håb i ethvert langfredagsmørke vi måtte møde, i enhver spedalsked vi måtte føle på egen krop. At vi kan stå i en uoverkommelig mellemtid, hvor fremtiden er en ligning med en hel del ubekendte, som vi sang det lige før, men hvor vi også stadigvæk har lov at håbe på, at mellemtiden fører noget godt med sig og at det ubekendte ikke nødvendigvis er håbløst!

Gud bedre den sportsdirektør der ikke med selvfølgelighed bakker op om sin rytter, og ligger al god energi og positive ord ind i hans øresnegl, fuldstændig uden forbehold for, hvordan cykelrytters mellemtid ser ud – om den er til det værre eller det bedre! For i mellemtiden har vi lov at tro og håbe på en sprække af liv for os selv og for hinanden. Gud kender vores begyndelse og vores slutning, og alle de mellemtider vi måtte stå i, hvordan de end måtte se ud.

Og nogen gange takker vi ham for det – som den ene af de ti, der med det samme hastede tilbage til Jesus, for at sige ham tak. Og andre gange fortsætter vi på vejen, som de andre ni; fulde af energi og overskud, fordi vi er blevet et bakketop rigere i vores liv, har fået nyt udsyn, og har livet foran os igen!

Amen!