Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis, d. 22. oktober 2017 i Enghøj Kirke
Markusevangeliet
2,1-12. Salmer: 14 – 840 – 366 – 493 – 29,2 – 731.
Når man var
lam på Jesu tid, som den mand vi hører om i dagens evangeliefortælling, så var
det ikke bare fordi man var ramt af et uheld eller skæbnens tilfældigheder. Var
man lam, var der en grund til det. Lammelse, eller en anden sygdom eller
lidelse, fik man, fordi man engang i sin fortid havde gjort noget, man ikke
skulle. Man havde syndet. Man havde brudt sin kontrakt med Gud, så der
selvfølgelig skulle betales tilbage. En slags ”payback time”, kunne man sige.
Noget for noget. Orden i tingene. Balance i regnskabet!
Og
tankegangen er vel ikke så fjern for os i dag? Mange gange peger vi skyldens
pil på os selv, når vi rammes af modstand. Hvis dit liv er elendigt, er det nok
fordi, du ikke har truffet de rigtige valg. Hvis dit ægteskab går dårligt, hvis
du har et intetsigende arbejde, hvis du drikker for meget, hvis bankkontoen
står i minus, er det din egen skyld. Osv. Ja, vi peger ikke bare selv skyldens
pil på os, men provokeres også til det af omverdenen. Hvis vi skraber lidt i
udtalelser fra nyhederne og i den kæmpe bunke af selvhjælpsbøger, vi kan finde
nede i boghandlen, får man hurtigt øje på budskaber om, at vi er overladt til
os selv og vores egne fiaskoer, og at vi i vid udstrækning også selv skal rede os
ud af det igen.
Det er en
slags benhård individualisme og buddhistisk inspireret åndelighed, der går hånd
i hånd. Storkapitalen og Dalai Lama er på en måde enige om, at der ikke er
noget, der hedder tilgivelse. Der er ingen, der kommer dig til undsætning. Dårlig
karma generer dårlig karma. Du kan sejle din egen sø – både i dette liv og i de
næste mange inkarnationer. For det bliver kun til, hvad du selv kan magte. Elsk
dig selv. Frels dig selv. Du som lever og regerer fra ensomhed og til ensomhed!
Derfor er
der heller ingen, der skal eller kan blande sig i vores sager, kunne man sige.
Heller ikke Jesus! Og da han alligevel gør det – blander sig i den lammes synd
og siger: ”dine synder tilgives dig” – er det til stor forargelse for de
skriftkloge. Jesus blander sig i noget, der på ingen måde vedkommer ham. Den
lamme må klare sig selv. At tilgive synder er der kun én der kan, nemlig Gud,
og derfor må det også være en sag imellem disse to.
Men at få og
give tilgivelse, er hvad det netop handler om i evangeliet til i dag. Troen på,
at vi aldrig bare er overladt til os selv, men at vi kan finde hvile og
tilgivelse hos Gud, som sætter os fri. En tilgivelse, som løsner os fra
fortidens fejl og fremtidens bekymringer. En tilgivelsen, som giver os plads
til at være dem, vi er, både syndige, særlige og smukke, på den jord vi er
skabt til at være en del af. For i fortællingen om den lamme mand, der bliver
firet ned gennem tager, bryder Jesus med sin egen tids og kulturs forståelse af
årsag og virkning – og måske også med vores? Han tilsiger den lamme sine
synders forladelse – han giver han tilgivelse og sætter ham fri, så han selv
kan gå derfra ud i livet igen, med sin båre i hånden.
Men kan man
bare sådan uden videre bringe orden i det store regnskab? Kan enhver bare komme
rendende med en blakket fortid, uden på nogen som helst måde at have gjort sig
fortjent det, og få tilgivelse? Ja! Hvis vi
tør tro det. Ligesom den lamme og hans fire hjælpere turde tro det, da moslede
sig vej gennem den store menneskemængde; kravlede op på taget, lavede hul og
firede manden ned lige foran Jesus.
For alt i
dem har fortalt dem, at det, de gjorde, var galt og forkert. Den lamme var jo
selv uden om det. Han måtte selv ligge og rode med sin fortid. Og alligevel
turde de trodse tidens regler, og tidens skriftkloge og hellige skrifter, fordi
de så inderligt håbede, at der i huset i Kapernaum sad et menneske, som var den
levende Gud, og som magtede at gøre den forkrøblede mands liv godt, og slette
alle synder, og lade ham begynde på en frisk. De turde tro på, at der måtte
være en ny begyndelse for mennesker hos Gud! Spørgsmålet er, om vi tør gøre det
samme? Om vi tør tro på, at Gud giver os en ny begyndelse?
Den lamme
mand havde brug for at begynde på en frisk igen. Han var jo lammet. Og
på den måde er det vel også rigtigt nok, som jeg indledte med at sige, at det
er fortiden, der kan binde os og tynge vores liv.
Vores livs
elendighed er ofte en konsekvens af fortiden. Gårsdagens udfordringer og
problemer kan af og til skylle ind over os lige fra morgenstunden. Vi vågner
op, og straks overrumples vi af de konflikter, uenigheder på arbejdet, med
venner, med familien, som vi måske håbede, at nattesøvnen kunne skaffe os af
med. Straks begynder en hvirvel af tankevirksomhed, som kan fortsætte dag efter
dag, og hæmme vores liv. Ja, de kan hæmme hele liv og generationer. Historien
og fortiden er god at lære af; god at have med i bagagen og finde styrke i. Men
historien og fortiden er også en kilde til bitterhed og had og krige. I det
nære såvel som i det store perspektiv. I familien og venskabet, såvel som i
storpolitik.
Tilgivelsen
bliver så der, hvor vi pludselig formår, at gøre fortid til nutid og se bort
fra det gamle skrammel, der ligger og roder rundt inden i os. Og det er ikke
nogen let sag, men en virkelig sand befrielse, når det sker. Tilgivelse gør
verden ny. Og tilgivelsen får – som vi hører i dagens fortælling – den lamme
til at gå.
”Tag din
båre og gå” siger Jesus til den lamme. Og så rejser han sig og går hjem til sit
gamle liv, men som et nyt menneske; befriet fra det, der holdt livet nede. Og
det er i virkeligheden et ret stærkt udtryk: ”Tag din båre og gå!”. Det er et
udtryk for, hvor stærk han nu er blevet. Det der før bar ham, det bærer han nu
selv. Han behøver ikke længere understøttelse af en båre. Nej, han bærer den
selv. Nu er han i stand til at bære med i sit eget liv.
Og måske vågner
han op næste morgen, med kræfter og mod til også at bære med i andres liv?
Jeg tror, de
fleste af os kender det i større eller mindre grad; den næsten fysiske
oplevelse af at få fornyede kræfter, når der er noget, der har lammet os eller
bundet knuder på vores liv, og vores tanker bliver løst og falder på plads.
Sådan hænger det indre sammen med det ydre. Vi kender det også fra vores sprog.
Vi taler om at ”vi ligger ned”, når vi har det dårligt af den ene eller den
anden grund, og at vi ”rejser os igen”, når vi får kræfter til det. Og det er
jo ikke altid helt bogstaveligt, men det er alligevel en erfaring: At vi kan
rejse os og deltage i livet igen, når vi får fornyede kræfter.
Dagens
evangelium tilsiger os, at vi skal rejse os fra vores båre og leve vores liv; befriet
fra fortid, og tage vare på os selv og på hinanden! Men for at vi kan det, må
vi også tro på, at vi kan lægge alt det der tynger vores liv hos Gud. At vi kan
ligge alt det, der binder os til fortiden og til den båre, der holder os i
gulvet; at vi kan ligge det i favnen hos Gud, og høre Jesu ord om tilgivelse af
den lamme, som ord, der også siges direkte til os!
De fire mand
og den lamme på båren fik ikke alene lavet hul i taget. De fik lavet hul
igennem til Gud. For i Jesus har vi ikke længere brug for andre autoriteter til
at fortælle os, hvordan vi gør os fortjente til Guds kærlighed og tilgivelse.
Vi har allerede fået den! Gud har i Jesus vist os, at hans væsen er
tilgivelse. Hos Gud får vi lov at begynde på en ny. Hos Gud kan vi komme og
aflægge det gamle menneske, sådan som Paulus udtrykte det i sit brev, og blive
fornyet i sind og ånd og iføre os det nye menneske; så vi kan få mod til selv at
tage vores båre og gå ud i livet!
Amen!
