søndag den 22. oktober 2017

Tag din båre og gå!

Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis, d. 22. oktober 2017 i Enghøj Kirke
Markusevangeliet 2,1-12. Salmer: 14 – 840 – 366 – 493 – 29,2 – 731.

Når man var lam på Jesu tid, som den mand vi hører om i dagens evangeliefortælling, så var det ikke bare fordi man var ramt af et uheld eller skæbnens tilfældigheder. Var man lam, var der en grund til det. Lammelse, eller en anden sygdom eller lidelse, fik man, fordi man engang i sin fortid havde gjort noget, man ikke skulle. Man havde syndet. Man havde brudt sin kontrakt med Gud, så der selvfølgelig skulle betales tilbage. En slags ”payback time”, kunne man sige. Noget for noget. Orden i tingene. Balance i regnskabet!

Og tankegangen er vel ikke så fjern for os i dag? Mange gange peger vi skyldens pil på os selv, når vi rammes af modstand. Hvis dit liv er elendigt, er det nok fordi, du ikke har truffet de rigtige valg. Hvis dit ægteskab går dårligt, hvis du har et intetsigende arbejde, hvis du drikker for meget, hvis bankkontoen står i minus, er det din egen skyld. Osv. Ja, vi peger ikke bare selv skyldens pil på os, men provokeres også til det af omverdenen. Hvis vi skraber lidt i udtalelser fra nyhederne og i den kæmpe bunke af selvhjælpsbøger, vi kan finde nede i boghandlen, får man hurtigt øje på budskaber om, at vi er overladt til os selv og vores egne fiaskoer, og at vi i vid udstrækning også selv skal rede os ud af det igen.

Det er en slags benhård individualisme og buddhistisk inspireret åndelighed, der går hånd i hånd. Storkapitalen og Dalai Lama er på en måde enige om, at der ikke er noget, der hedder tilgivelse. Der er ingen, der kommer dig til undsætning. Dårlig karma generer dårlig karma. Du kan sejle din egen sø – både i dette liv og i de næste mange inkarnationer. For det bliver kun til, hvad du selv kan magte. Elsk dig selv. Frels dig selv. Du som lever og regerer fra ensomhed og til ensomhed!

Derfor er der heller ingen, der skal eller kan blande sig i vores sager, kunne man sige. Heller ikke Jesus! Og da han alligevel gør det – blander sig i den lammes synd og siger: ”dine synder tilgives dig” – er det til stor forargelse for de skriftkloge. Jesus blander sig i noget, der på ingen måde vedkommer ham. Den lamme må klare sig selv. At tilgive synder er der kun én der kan, nemlig Gud, og derfor må det også være en sag imellem disse to.

Men at få og give tilgivelse, er hvad det netop handler om i evangeliet til i dag. Troen på, at vi aldrig bare er overladt til os selv, men at vi kan finde hvile og tilgivelse hos Gud, som sætter os fri. En tilgivelse, som løsner os fra fortidens fejl og fremtidens bekymringer. En tilgivelsen, som giver os plads til at være dem, vi er, både syndige, særlige og smukke, på den jord vi er skabt til at være en del af. For i fortællingen om den lamme mand, der bliver firet ned gennem tager, bryder Jesus med sin egen tids og kulturs forståelse af årsag og virkning – og måske også med vores? Han tilsiger den lamme sine synders forladelse – han giver han tilgivelse og sætter ham fri, så han selv kan gå derfra ud i livet igen, med sin båre i hånden.

Men kan man bare sådan uden videre bringe orden i det store regnskab? Kan enhver bare komme rendende med en blakket fortid, uden på nogen som helst måde at have gjort sig fortjent det, og få tilgivelse? Ja! Hvis vi tør tro det. Ligesom den lamme og hans fire hjælpere turde tro det, da moslede sig vej gennem den store menneskemængde; kravlede op på taget, lavede hul og firede manden ned lige foran Jesus.

For alt i dem har fortalt dem, at det, de gjorde, var galt og forkert. Den lamme var jo selv uden om det. Han måtte selv ligge og rode med sin fortid. Og alligevel turde de trodse tidens regler, og tidens skriftkloge og hellige skrifter, fordi de så inderligt håbede, at der i huset i Kapernaum sad et menneske, som var den levende Gud, og som magtede at gøre den forkrøblede mands liv godt, og slette alle synder, og lade ham begynde på en frisk. De turde tro på, at der måtte være en ny begyndelse for mennesker hos Gud! Spørgsmålet er, om vi tør gøre det samme? Om vi tør tro på, at Gud giver os en ny begyndelse?

Den lamme mand havde brug for at begynde på en frisk igen. Han var jo lammet. Og på den måde er det vel også rigtigt nok, som jeg indledte med at sige, at det er fortiden, der kan binde os og tynge vores liv.

Vores livs elendighed er ofte en konsekvens af fortiden. Gårsdagens udfordringer og problemer kan af og til skylle ind over os lige fra morgenstunden. Vi vågner op, og straks overrumples vi af de konflikter, uenigheder på arbejdet, med venner, med familien, som vi måske håbede, at nattesøvnen kunne skaffe os af med. Straks begynder en hvirvel af tankevirksomhed, som kan fortsætte dag efter dag, og hæmme vores liv. Ja, de kan hæmme hele liv og generationer. Historien og fortiden er god at lære af; god at have med i bagagen og finde styrke i. Men historien og fortiden er også en kilde til bitterhed og had og krige. I det nære såvel som i det store perspektiv. I familien og venskabet, såvel som i storpolitik.

Tilgivelsen bliver så der, hvor vi pludselig formår, at gøre fortid til nutid og se bort fra det gamle skrammel, der ligger og roder rundt inden i os. Og det er ikke nogen let sag, men en virkelig sand befrielse, når det sker. Tilgivelse gør verden ny. Og tilgivelsen får – som vi hører i dagens fortælling – den lamme til at gå.

”Tag din båre og gå” siger Jesus til den lamme. Og så rejser han sig og går hjem til sit gamle liv, men som et nyt menneske; befriet fra det, der holdt livet nede. Og det er i virkeligheden et ret stærkt udtryk: ”Tag din båre og gå!”. Det er et udtryk for, hvor stærk han nu er blevet. Det der før bar ham, det bærer han nu selv. Han behøver ikke længere understøttelse af en båre. Nej, han bærer den selv. Nu er han i stand til at bære med i sit eget liv.

Og måske vågner han op næste morgen, med kræfter og mod til også at bære med i andres liv?

Jeg tror, de fleste af os kender det i større eller mindre grad; den næsten fysiske oplevelse af at få fornyede kræfter, når der er noget, der har lammet os eller bundet knuder på vores liv, og vores tanker bliver løst og falder på plads. Sådan hænger det indre sammen med det ydre. Vi kender det også fra vores sprog. Vi taler om at ”vi ligger ned”, når vi har det dårligt af den ene eller den anden grund, og at vi ”rejser os igen”, når vi får kræfter til det. Og det er jo ikke altid helt bogstaveligt, men det er alligevel en erfaring: At vi kan rejse os og deltage i livet igen, når vi får fornyede kræfter.

Dagens evangelium tilsiger os, at vi skal rejse os fra vores båre og leve vores liv; befriet fra fortid, og tage vare på os selv og på hinanden! Men for at vi kan det, må vi også tro på, at vi kan lægge alt det der tynger vores liv hos Gud. At vi kan ligge alt det, der binder os til fortiden og til den båre, der holder os i gulvet; at vi kan ligge det i favnen hos Gud, og høre Jesu ord om tilgivelse af den lamme, som ord, der også siges direkte til os!

De fire mand og den lamme på båren fik ikke alene lavet hul i taget. De fik lavet hul igennem til Gud. For i Jesus har vi ikke længere brug for andre autoriteter til at fortælle os, hvordan vi gør os fortjente til Guds kærlighed og tilgivelse. Vi har allerede fået den! Gud har i Jesus vist os, at hans væsen er tilgivelse. Hos Gud får vi lov at begynde på en ny. Hos Gud kan vi komme og aflægge det gamle menneske, sådan som Paulus udtrykte det i sit brev, og blive fornyet i sind og ånd og iføre os det nye menneske; så vi kan få mod til selv at tage vores båre og gå ud i livet!


Amen!