søndag den 12. november 2017

Tilgiv!

Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis, d. 12. november 2017 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 18,21-35. Salmer: 754 – 300 – 812 (100 salmer) – 493 – 412,5 – 522.

Tilgiver Gud, eller gør han ikke? Jeg synes vi bevæger os om den varme grød i dagens tekster. Lige så glad man blev over Josefs tilgivelse af sine brødre i fortællingen fra Første Mosebog, lige så mærkværdigt er det, da kongen, efter først at have tilgivet tjeneren, bagefter trækker tilgivelsen tilbage og kaster tjeneren i fængsel, fordi han alligevel ikke kunne håndtere tjenerens måde at være på. Pludselig bliver de menneskelige fejl altså for meget for kongen – for Gud! – og straffen bliver til at tage at føle på! Og vi ender med spørgsmålet: Tilgiver Gud, eller gør han ikke?

Jeg ved ikke med jer, men det er egentlig sjældent, jeg går og bruger ordet tilgivelse i min hverdag. Det virker på den ene side lidt højpandet. Men der er også noget glædeligt over ordet – at tilgive en anden er godt, og det virker højstemt og alvorligt, hvis man tager ordet på sig og i brug.

Måske jeg ikke bruger ordet, fordi der ikke er meget at tilgive, som vel i og for sig er positivt nok? At der ikke er nogen, der gør så meget vold imod mig, enten fysisk eller verbalt, at de ligefrem behøver tilgivelse for det. Ja, en verden hvor tilgivelse ikke er nødvendig, er vel egentlig at foretrække. Denne verden ville være ensbetydende med, at vi ikke gjorde ondt mod hinanden, men udviste omsorg og barmhjertighed – at vi lod kærligheden vokse og blive rig iblandt os, sådan som Paulus skrev, vi skulle huske.

Hvad er det at tilgive? At tilgive er at genoprette et brudt forhold. Sådan tænker teologen og filosoffen K.E. Løgstrup. Når vi stoler på et andet menneske – når vi holder af og har tillid til et andet menneske – så regner vi det ikke for muligt, at tilliden kan brydes. Det er i princippet udelukket i et forhold, der er baseret på kærlighed og tillid.

Og alligevel kan det ske – fordi vi er mennesker på godt og ondt – at den ene part i forhold kommer til at beskadige forholdet og bryde tilliden. Til det at holde af nogen og have tillid nogen, hører også muligheden og risikoen for at miste, fordi man hengiver sig og stoler fuldstændigt på det andet menneske. Og det er i dette brud, siger Løgstrup, at tilgivelsen i egentlig forstand skal hjælpe til at genoprette det brudte forhold – der hvor kærligheden og tilliden har lidt skade.

Tilgivelse handler derfor ikke om hverdagens ”små tilgivelige ting”. ”Har du husket at tømme opvaskemaskinen? ”. ”Nej. ”. ”OK – jeg tilgiver dig alligevel. ”.  Sådan siger vi ikke. Og her skal der heller ikke tilgivelse i brug. Måske mere bare et ”pyt!”. Der er ikke her, skoen trykker, fordi det tilgivelige var for småt og for lille en ting til at give anledning til et egentligt brud.

I lignelsen om den gældbundne tjener må vi med Løgstrups overvejelser tænke, at der er sket et brud imellem kongen og tjeneren – imellem Gud og mennesket. Et brud, der var så stort, at det fik konsekvenser. Men hvordan kan vi forstå kongens handling? Hvad er det for en Gud, der trækker tilgivelsen tilbage?

Måske rammer kongens kovending og hårde afslutning os lige i hjertekuglen, fordi det her tydeliggøres, at der med troen og med gudsriget iblandt os også forventes noget af os. At der forventes noget stort og til tider umuligt. Ikke som et regnskab på dommens dag, men som en opsang midt på livets vej om livets alvorlighed og om vores tilstedeværelse iblandt hinanden. Og at Gud ikke bare ser blåøjet til, at vi undlader at tilgive hinanden; at vi kryber om hjørner og tror, at den tilgivelse, vi håber på at få fra Gud, ikke også er en tilgivelse, vores medmenneske håber på og kræver af os.

Tilgivelsen går begge veje. Sådan må vi forstå det, når vi læser lignelsen. Og vi siger det i virkeligheden hver gang, vi beder Fadervor. Her lyder det i femte bøn: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Fadervor er en nøgle til at forstå Lignelsen om den gældbundne tjener. For den er et billede på, at kristendom og vores tro i grunden handler om relationer, som skal opretholdes ligeligt. Relationen mellem mennesker, og relationen mellem Gud og mennesket.

Og opretholdelsen er sideordnet. De lever så at sige af hinanden. De to udsagn ”Forlad os vor skyld” og den anden: ”Som også vi forlader vore skyldnere” er ikke hierarkiske udsagn. Vi beder ikke først Gud tilgive os, så vi kan tilgive andre. Eller at vi tilgiver andre, så Gud kan tilgive os. Nej. De to bønner og udsagn er sidestillet. Og det tydeliggøres for os i lignelsen. Hvis den ene del af bønnen falder væk – hvis enten menneskets eller Guds tilgivelse falder væk – så falder den anden også væk, og tilgivelsen ”rulles tilbage”.

Og det er den spænding, vi som mennesker står i, og som naturligt nok stiller krav til os. Det gør den både i vores menneskelige forhold – i alle de relationer vi har til hinanden, om det er familiære relationer, eller venner og bekendte, eller mennesket på gaden og den fremmede – men også i forhold til Gud. Som en anden teolog har sagt, ”så ligger Guds rige som et tilgivelsens rige på denne verdens vilkår, i spændingen mellem de to sætninger i femte bøn i fadervor.” (Sigfred Pedersen). Og det er netop denne verdens vilkår, der gør det svært. Fordi vi er dem, vi er. Fordi vi både tilgiver hinanden, men så sandelig også gør det modsatte. Afviser, ser ned på, vender os væk fra hinanden og skaber brud. Se blot ud i verdens riger og lande, og tag de politiske beslutninger til efterretning.

Tilgiver Gud eller gør han ikke? Eller er det os, der skal opretholde tilgivelsen og Guds rige iblandt os? Både ja og nej! For Gud har jo kaldet os til at være sine hænder og fødder på jord. Og det kræver noget af os! Men i det kald har han også lagt sin ånd i os og givet os sin velsignelse. Derfor lyder det sidst i lignelsen: At vi af hjertet skal tilgive vores bror – vores medmenneske.

For kan vi ikke med vores hoved og forstand få tilgivelsens ord ud af os, og tilgive vores medmenneske; kan vi ikke med vores menneskelige retfærdighedssans og snusfornuft gøre plads til tilgivelsen i enhver henseende, da har vi lov at tro og håbe på hjertets formåen. At hjertet tager over, hvor fornuften ikke længere kan være med – og at Guds hjerte i et og samme sekund gør det samme.

Ja, vi har i virkeligheden lov til at tro og håbe på, at vi må læse lignelsen om den gældbundne tjener forfra igen. At vi må høre og tro på den konge, der af sit hjerte lader nåde gå for ret og eftergiver tjeneren hans gæld. At vi må have lov at begynde forfra, akkurat som det glædelige og befriende budskab er, at Gud lader dig og mig og os alle begynde forfra, og tro på endnu en solopgang og en påskelilje, når vi rammer mørket.

Som Lisbeth Smedegaard Andersen skrev det i salmen, vi lige har sunget:

”Jeg tror at der bag ved november
skal rejse sig dage med sang
befriet som glæden der griber
dit nådeår – endnu engang!” (100 Salmer, 812)

Amen!