Prædiken til første søndag i fasten (II), d. 18. februar 2018 i Enghøj Kirke.
Lukasevangeliet 22,24-32. Salmer: 753
– 448 – 698 – 36 – 192,7 – 634.
Fasten er den tid, hvor Jesus prøver at fortælle sine
disciple og os, hvordan verden ser ud, efter han ankom til verden. Han forsøger
at fortælle og forklare, hvordan Gud er og hvem Gud er, når han ser ud som et
menneske.
Og det underholdende er, at næsten lige meget hvor mange
fortællinger Jesus fortæller disciplene, og ligegyldigt hvor meget han viser og
gør, så misforstår disciplene det. Gud er vitterligt blevet en anden. Ja, man
kan sige, at Gud faster fra at være, som disciplene og mennesker tror, han er.
For han er på en ny måde, og Guds rige er noget andet, end det de tænker.
Spørgsmålet, som afslører denne forvirring og misforståelse,
lyder: Hvem er størst? Apostlene, dvs. disciplene, kommer op at strides over
spørgsmålet om magt. ”Hvem kan vi regne for den største iblandt os?” vil de
vide. Magten er vigtigt. Den skaber balance i relationer og orden i samfundet.
Jesus peger først på den magtstruktur, som de kender til i
deres tid – om folk og konger og den udøvende ret – men siger dertil, at de ikke
skal være som dem. Der skal ikke være nogen over jer, og nogen under jer. Men ”den
ældste iblandt jer” siger han ”skal være som den yngste, og lederen som den,
der tjener”.
Dét er det nye perspektiv. I guds rige på jorden er magten,
at tjene en anden. At være til iblandt hinanden og være til for
hinanden. Jesus er selv i yderste forstand et udtryk for det nye, at
magtbalancen har ændret sig. Han siger jo: ”Jeg er iblandt jer”. Og det
betyder: Jeg har taget turen fra den guddommelige fjernhed, til den
menneskelige nærhed, og vist mig som én af jer. Jeg har vist mig som en tjener
hos jer, som et medmenneske for jer, som en bror til jer. Og ligesom jeg har
fået Guds rige givet, er det min opgave at givet det videre til jer, så I kan
give det videre til hinanden. Så I kan leve det!
Forstår disciplene det? Nej. Og det ved Jesus også godt.
Derfor siger han til Simon: ”Når du engang vender om så styrk dine
brødre”. Jesus er fuldstændig klar over, at de ikke kan forstå det fra den ene
dag til den anden. Han ved, at der er et tidsperspektiv, som på mange måder
ikke har nogen ende – ja, at forståelsen af, hvem Gud er og hvad Guds rige
består i, for evigt og altid vil skabe forvirring.
Og vel ret beset også for os i dag. Jeg prøver ikke at tale
mig selv eller os, som er samlet her i dag, op i et hjørne, hvor vi, som læsere
og beskuere af fortællingen præcist ved, hvordan det hele hænger sammen. For
det gør vi næppe.
Derfor kan det være givende i dagens evangelium at hægte os
fast ved Simon, som andre steder også kaldes Peter eller Simon Peter. For vi
kan spejle os selv i ham, både når vi tror og når vi tvivler.
Vi hører gentagne gange om ham i evangeliefortællingerne. Han
vil så gerne være den bedste. Han vil så gerne gøre det rigtige. Han vil så
gerne tro. Han vil så gerne forstå, og mener også til tider, at han forstår det
hele. Men han falder også altid i med et brag. Gentagne gange tvivler han og svigter
han, når det faktisk gælder. Som da han f.eks. lover at følges med Jesus, da
Jesus bliver taget til fange i Gethsemane have. Peter er overbevist om, at han
vil følge Jesus i tykt og tyndt. Men som Jesus selv forudser det, vil Peter
fornægte ham, når folk spørger, om han kender Jesus. Og det sker.
Måske er det noget, vi kan genkende os selv i? At vi nogle
gange tror, vi har regnet den ud. At vi nogle gange mener, at vi har styr på
det hele. Men at vi også oplever, at alt hvad vi troede – på godt og ondt – i
virkeligheden var helt forkert. At vi gentagne gange har lavet fejlslutninger,
og at vi svigter, som går ud over os selv, og i værste fald ender med at gå ud
over nogen andre.
Det må helst ikke ske, at vi laver fejlslutninger. Det ved vi
godt. Men. Det sker jo alligevel. Og hvor er det dog befriende, at det er
sådan. At alt ikke er perfekt. Ligesom Simon Peter. Og til trods for, at Simon
Peter ikke er helt perfekt, er han dog alligevel den discipel, der ifølge
traditionen er tættest på Jesus, og som Jesus giver en ganske særlig opgave;
nemlig at være den mand, den klippe, hvorpå han bygger sin kirke. Det er med
andre ord ham, der får nøglerne!
Simon Peter er befriende i al sin fejlbarlighed. Men han er
også kun befriende og egentlig befriet, fordi Jesus befrier ham, netop ved at
lade ham være, som han er.
Jeg hørte på et tidspunkt om en præst, der var til møde, hvor
repræsentanter fra forskellige religioner skulle lave et projekt sammen. Og da
buddhisten skulle opsummere, hvad han havde til fælles med præsten og
kristendommen, sagde han, at kristendommen handlede om at være et godt
menneske. Og derpå gav præsten ham høfligt det gule kort. For nej, sagde
præsten! Kristendommen handler lige modsat om at være befriet fra at skulle
være et godt menneske!
Hos Gud er der netop skabt rum for, at vi kan være, præcis
som vi er, og hos Jesus er der et lys, vi kan følge, uden selv at skulle lyse
op. Et lys, der bryder mørket og bryder det uomgængelige i os, så vi kan være
mennesker med både fejl og skønheder. Ligesom Simon Peter.
Men hvad så med fortællingen om Kain og Abel, som vi hørte
tidligere i gudstjenesten? Det er lidt af en hård Gud, vi hører om her, som
ender med at sende Kain ud som fredløs og flygtning. Der er ikke meget nåde og
befrielse at hente hos den Gud. Ja, der er heller ikke meget ”nyt” over ham
eller en ændret magtbalance. Eller hvad? For vi mangler afslutningen på fortællingen
om Kain og Abel, som ganske sikkert har klinget videre hos flere af jer, da jeg
læste historien. For Gud sender ikke bare Kain væk. Han sætter også et mærke på
ham; et kainsmærke.
Kain siger: ”Min straf er for stor at bære. Nu jager du mig bort
fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på
jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.” Men Herren sagde til ham:
»Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et
mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. (1. Mos.
4,13-15)
Kain bliver mærket for livet, ganske ligesom det lille dåbsbarn Agnes
for kort tid siden, blev mærket for livet med et tegn fra Gud. Og det er ikke
et strafmærke eller et mærke, som skal minde Kain om, hvad han har gjort. Ja, mærket
er sådan set ikke for Kain, men for Gud. Det er et mærke, Gud sætter, for altid
at kunne følges med Kain og kende ham som én af sine. Ligesom det er
betydningen af korsets tegn i dåben.
Kyndige teologer har bemærket ordet ”straf”. Kain siger: ”Min straf
er for stor at bære”. Men teologerne siger, at der lige så godt kunne stå
”byrde”, hvis man ser efter i den hebræiske tekst. Og da er betydningen
pludselig en helt anden. For en straf skal vi selv bære og tage på os, og en
straf kan være hård. Men en byrde er én, vi kan bede andre om at hjælpe med at
bære. Og da Kains byrde er blevet for tung at bære for ham, så sætter Gud et
mærke på Kain og hjælper Kain med at bære byrden!
Hvem er Gud? Og hvordan er Gud? Det er det, Jesus prøver at gøre klart
for sine disciple. Og i dagens evangelium handlede det om magt. At magten er en
anden, end de og vi måske er vandt til. At i Guds rige på jorden er magt at
tjene den anden. At den største bliver den mindste.
Gud viser os det selv, ved at sende sin søn til jorden, og ved at den
søn befrier os fra de bånd og det, der tynger os og hindrer os i at kunne tjene
og tro – om det er noget, der ligger i os fra begyndelsen, om det er selvskabte
bånd, eller om det er en anden eller samfundet der binder dem os om halsen. Magtbalancen
er en anden hos den Gud, Kain møder til sidst, som hjælper med at bære hans
byrde. Og magtbalancen er en anden hos Jesus, som siger: ”Jeg er iblandt jer,
som den der tjener”.
Jesus er den, der beder for os, og den der tror på os, når vi svigter. ”Når du engang vender om…” siger Jesus
til Simon. Jesus kunne også have sagt: ”Hvis
du vender om…”, og så var han måske blevet bange for en mulig straf. Men Jesus
siger ”når”. Han tror på Simon Peter. Han er medbærer på hans tvivl, og han nærer
en tillid til ham. Og hvem ved – måske den tillid kan være til inspiration og
glæde, for Simon Peter eller nogen af os andre? Som en frisættelse og befrielse,
vi kan leve af og på.
Amen!
