torsdag den 29. marts 2018

Tag det passivt, Peter!


Prædiken til Skærtorsdag (II) d. 29. marts 2018 i Enghøj Kirke. 
Johannesevangeliet 13,1-15. Salmer: 743 – 846 – 458 – 321 – 849 – 365.

”Tag det passivt, far! Tag det passivt!”. Sådan siger Tomas Sjödins søn til sin far, når verden går lidt for hurtigt for ham. Sjödin er svensk præst, foredragsholder og forfatter. Når sønnen synes, at Sjödin er lidt for utålmodig og forventer lynhurtige svar på spørgsmål, som måske kræver lidt mere eftertænksomhed, så afvæbner han sin far med bemærkningen om at tage det passivt; at stoppe lidt op og lade være med hele tiden at være så aktiv og sprudlende, og i øvrigt forvente det samme af sin omverden. I stedet skal han gøre, som en teenager er bedst til – tage en slapper og tage det hele lidt passivt.

Sjödin er glad for bemærkningen. Det skriver han om i en klumme. Den gør ved ham, hvad den siger; får ham til at tage det passivt, eller i hvert fald huske på at prøve at gøre det. Han har selv skrevet en bog om vigtigheden af hvile og ro. Men i en travl hverdag kan det godt glippe her og der med roen, særligt når man som Sjödin – og alle os andre – gerne vil have noget for hånden, og at samfundet på mange områder også kræver det af os. Vi bliver ikke betalt for at stå stille, og jeg tror, at det for mange af os kræver et aktivt valg – paradoksalt nok – hvis vi skal finde tid til ro og hvile i vores dagligdag.

Ikke desto mindre er det vigtigt med passiviteten. For som Sjödin også skriver, kan der være en fare for, at livet og nye muligheder bare passerer forbi os i dagligdagens trummerum. Hvis vi hele tiden taler, hele tiden sender signaler og hele tiden producerer noget, er vi ikke modtagelige over for det, der kommer imod os. Det, som kunne ramme vores liv som nye indsigter og gode forandringer, glider i stedet forbi os; det passerer i stedet for at ramme.

Nye ideer kræver tid og rum i hovedet. Det er vel derfor, man ofte hører om folk, der har en pen og notesblok liggende på natbordet. For om aftenen, inden øjnene lukkes, er der ro og tid, og så kommer ideerne flyvende som små kloge får hen over hovedet, der skal tælles og skrives ned.

Med andre ord gør vi os selv en bjørnetjeneste ved ikke at give os selv tid til at blive ramt, og ved ikke at stille os selv som skydeskive i stilhedens og forandringens rum. Sådan påstår i hvert fald Sjödin og hans søn. Så derfor: ”Tag det passivt!”.

”Tag det passivt!”. Det kunne jeg også have lyst til at sige til disciplen Peter i dagens evangelium. Vi møder ham, da Jesus og disciplene sidder omkring bordet og spiser påskemåltidet sammen. Og pludselig gør Jesus en symbolsk handling: han begynder at vaske disciplenes fødder. For sidste gang inden hans død vil Jesus vise disciplene, hvad kærlighed er, hvad Guds rige er, og hvad de efter hans død også skal fortsætte med at gøre. ”Jeg har givet jer et forbillede”, siger han, ”for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort imod jer!”

Men Peter stiller sig på bagbenene: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”. Og da Jesus prøver at forklare sig, misforstår Peter igen handlingen som en konkret handling, og beder da om at blive vasket på hele kroppen.

Tag det passivt, Peter, kunne man have lyst til at sige! Men hvorfor skal han gøre det? Det skal han, fordi han i sin iver efter at forstå alting og være den bedste discipel i flokken igen og igen rammer ved siden af. Han gør sig uimodtagelig over for den handling, den kærlighed og den mulighed for forandring, der ellers strømmer ham i møde. Jesus er jo hos ham. Han bukker sig ned og vasker hans fødder. Kærligheden er lige foran ham, og alligevel misforstår han den, og lader den passere forbi ham i en afvisning.

Peter er så tydeligt et billede på den tid, vi er i, og de mennesker, vi selv er, når vi glemmer at stoppe op og se det, der faktisk strømmer os i møde, eller i det mindste at skabe rum for, at noget udefra kan ramme os. Måske fordi vi er bange for at stille os op på den positive skydeskives holdeplads? Eller måske fordi vi ikke helt forstår eller anerkender værdien af det? Jeg kan selv spejle mig i det. At være så optaget af noget, at noget andet går min næse forbi.

Kærligheden, som Peter står foran i evangeliet, er måske i særlig grad offer for forbigangen, fordi dens væsen kan have vidt forskellige udtryk, som vi opfatter forskelligt.

Den kan udtrykke sig fysisk gennem kys og kram. Verbalt igennem ord; både det talte, det skrevne, det sungne. Den kan være en konkret handling. Den kan være pakket ind i en gave eller i en flot buket blomster. Men den kan også folde sig ud, som når en forældre opdrager sit barn hårdt og konsekvent, og det fra barnets perspektiv måske mere føles som straf end som kærlighed. Og den kan sikkert være på tusindvis af andre måder. Men fælles er, at kærlighed på den ene side noget, vi giver til hinanden. Og at kærligheden på den anden side også skal modtages, og at vi skal være klar på at modtage den – lade den ramme os – i dens forskellige former og udtryk.

Og en kærlighed, hvis væsen og udtryk vi til stadighed undrer os over, var den kærlighed, som kun Gud kunne udtrykke langfredag, hvor Jesus dør på korset. Denne dag og handling ligger lige under skærtorsdags overflade. Jesu død på korset er Gud, som forholder sig passivt for vores skyld. Jesu død er, at Gud stillede sig op, og lod sig selv være skydeskive for verdens og menneskers ondskab og rædsler. Det var og er på én gang en aktiv og passiv kærlighedshandling. Gud lod ikke døden gå forbi ham, men lod den i stedet ramme så dybt i ham, at døden selv døde af det!

Og denne handling – denne fortælling og denne dag – er mange gange blevet misforstået og afvist. Den kærlighedserklæring har vi afvist, og afviser vi stadigvæk, fordi den måske i særlig grad kræver af os, at vi åbner os op for Gud og for troens rum, selvom det hele vender forkert i vores hoved og strider imod god tro og fornuft – ja, selvom vi har det ligesom Peter.

Spørgsmålet er, om vi tør det? Om vi tør stille os ind på skærtorsdag og langfredags – ja hele påskens og dermed kærlighedens ukurante vej – og lade os ramme af den storhed, Gud er? Tør vi tro, at der her findes et rum og en fortælling for os, som vil os og som i yderste konsekvens handler om kærlighed og om livets sejr?

Det er også de spørgsmål, Jesus provokerer Peter til at forholde sig til i dag, skærtorsdag, med fodvaskningen. Peter skal turde stille sig frem og forholde sig i ro, imens Jesus vasker hans fødder. Han skal turde stille sig frem og tage imod den kærlighedshandling, Gud giver ham. Ja, og han skal endda forsøge at give den videre – også selvom han ikke helt forstår det, og selvom det for Peter ligner en ydmygelse af Jesus og Gud.

”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det” siger Jesus til Peter. Ja. Måske et gran af forståelse vil strejfe hans hjerte om noget tid. Måske mere. Måske mindre. Og måske er det på samme måde for os. Påskens fortælling og troen på den kærlige Gud, vil måske altid volde udfordringer i vores hoveder. Vi vil stille spørgsmål til det ene og det andet. Vi vil tro og tvivle. Bekende og afvise. Tage til os og forlade igen som dagene går.

Og måske er det bare sådan, det er. Ligesom når vi knæler ved nadverbordet, og smagen fra brødet og vinen kun svagt strejfer vores tunge. Da må vi af og til opgive at forstå, og i stedet bare åbne os for det under, der lyder i ordene og handlingen: at der gives noget til os. At det er af kærlighed. Og at vores eneste opgave og mulighed er at tage imod det. Ydmygt og stilfærdigt. Tage det passivt. Give det tid og eftertænksomhed. Og se det som et nyt liv og en forandrings mulighed, der strømmer os i møde.

Amen!

søndag den 18. marts 2018

Vi får et barn


Prædiken til Mariæ Bebudelse d. 18. marts 2018 i Enghøj Kirke
Lukasevangeliet 1,46-55. Salmer: 754 – 840 – 803 – 71 – 192,7 – 101. 

Det ligger de fleste mennesker fjernt at tale religiøst om deres tilværelse. Vi går ikke højlydt rundt og siger, at vi er Guds børn eller at Guds velsignelse lyser over os. At vi er set af Gud. At vi er tilgivet. Eller hvad man nu kunne finde på at sige.

Vi tænker det måske. Vi håber og tror det måske. Men at sige det højt og udbasunere det for Gud og hver mand gør vi sjældent. Over for hinanden er vi i vid udstrækning opdraget til at holde det religiøse sprog for os selv. Det er et såkaldt privat anliggende, som allerhøjst præsten kan udtale sig om. Og Gud ved ganske sikkert også, hvordan det forholder sig alligevel, så hvorfor sige det højt.

Men der er alligevel en begivenhed, hvor vi alle sammen taler religiøst og hvor vi gør det spontant om vores liv. Ja, måske der egentlig er flere. Men eksemplet, jeg har overvejet i dag, er, når et barn bliver født. For så siger vi, at vi har fået et barn – at man selv har fået det, at ens venner eller familie har fået et barn. Vi har fået en dreng eller en pige. Vi siger ikke: Vi har taget et barn; vi har taget en pige eller taget en dreng. Vi har fået. Og det udbasunerer vi gerne for Gud og hver mand og folk på Facebook.

Og at sige sådan er i virkeligheden en dyb, religiøs erkendelse af, at det, der er vigtigt i livet, er noget vi får. Der er noget, vi ikke kan tage selv, men som bliver givet til os som en gave, som noget vi får. Det gælder kærlighed. Venskab. Tilgivelse. Det gælder børn. Det gælder helt grundlæggende vores liv. Det er noget, vi får!

Maria får en gave i dag. Hun får et nyt liv i sin mave, givet til hende af Gud. Og hun bliver så glad, at hun må synge om det. Evangeliet til i dag er en lovsang – dvs. en glædessang og takkesang – til Gud, hvor hun udtrykker sin taknemmelighed og glæder sig ved, at hans storhed har mødt hendes menneskelighed. At den store Gud, som gør vældige gerninger, som ophøjer og mætter mennesker, nu også har taget bolig, som vi siger, på jorden, hos Maria i hendes mave.

Hvilken betydning og hvilket lys kaster det over vores liv, at det vigtige er noget, vi ikke selv som sådan er herre over, men er noget, vi får givet – udefra og af Gud? Det er spørgsmålet i dag. Og det er vel også påstanden i dag, at det er sådan. At for mennesker – selv det mest selvkontrollerede menneske – er der elementer i livet, der dårligt lader sig planlægge, men som bare kommer til én og kan ændre morgendagens dagsorden. Pludseligt.

Maria synger. Det er hendes reaktion på det, hun ikke kunne forudse. Det, hun ikke havde planlagt i hendes kalender eller som poppede op som en notifikation på facebook. Hun synger i taknemmelighed og tager opgaven på sig og tager opgaven til sig. Ene og alene fordi den gives til hende udefra. Hun er blevet betroet en særlig opgave – derfor tager hun den på sig.

Hvad ville vi selv gøre? Tænk sig hvis det var os, der fik sådan et tegn fra Gud. At vi skulle bære på Gud på en så grundlæggende måde, som en mor bærer på et barn. Hvad ville vi så gøre? Ja, det var på den ene side kun Maria forundt at bære på Gud og få barnet, som om ni måneder vil blive kaldt Jesus. På den anden side er det vores alle sammens opgave hver eneste dag at bære på Gud igennem det, vi har fået af ham. At bære på de venskaber, vi får. At bære på den tilgivelse, vi får og også selv dele den med andre. At bære på de børn, vi får. At bære på den kærlighed vi bliver givet. Ja, at bære og passe på vores og hinandens liv, alene fordi vi har fået det tildelt af Gud og af hinanden.

For det menneske – for dig eller mig – som har lyst til at være i kontrol og gerne bestemme alt selv, kan det være mærkeligt at sige, at der er noget, der bare kommer til mig. Det kan også virke usikkert og utrygt på os. Det ligger ikke i tiden, vi er i nu, i det enogtyvende århundrede at sige sådan. Det er igen alt for religiøst at sige, at man er åben over for Guds gaver, der kommer til én. Du skaber jo selv dit liv. Du er selv Herre over det, siger vi.

Men måske er der faktisk langt større muligheder i Guds mulighed og Guds gave, end de muligheder samfundet og tiden kan give os?

Jeg er selv en del af generation X og Y, som vi kalder dem, opvokset i 80’erne og 90’erne. Disse generationer er særligt kendetegnet ved at være zappergenerationer uden retning og uden mål. Det er generationer, som er kommet til i den vestlige verdens økonomiske opsving over de seneste tredive år, og har været med da internettet kom til og pludselig gjorde verden mindre og mulighederne betydeligt flere, end for bare få generationer siden. Du kan, hvad du vil, lyder parolerne. Verden ligger for din fod. Alle muligheder er åbne. Du kan få hvilken som helst uddannelse, du vil have. Den sociale arv er stort set væk, og tanken om stavnsbånd eller et særligt forhold til en fødegård ligger os fjernt. Sådan siger man i hvert fald om generationerne X og Y.

Mulighederne er mange. Ja. Vi er frie til at gøre, hvad vi vil. Ja. Vi har fået en stor gave i vores generationer! Men der er forskel på de muligheder og gaver, vi får skænket som generationer af en tid, og de muligheder og gaver, vi får fra Gud. Mulighederne og gaverne, vi får i tiden, er netop afhængige af tiden. De er afhængige af samfundets tilstand og af menneskets kunnen. Af teknologisk og videnskabelig udvikling. For mine forældre og i særdeleshed for mine bedsteforældre og oldeforældre så verden meget anderledes ud. Selvfølgelig.

Men anderledes er det med de gaver og muligheder, vi får af Gud. De er uafhængige af tid og sted og bryder igennem himlen og hjerter, når de vil, og ikke på bekostning af teknologi eller videnskab. Kærligheden bryder igennem, når den vil, og har alle dage gjort det. Venskaber bryder igennem når de vil. Tilgivelsen bryder igennem, når den vil.

For Gud er er alting muligt. For mennesker har alting ikke altid været muligt. Og jeg tror – på godt og ondt – at flere ting er mulige for mennesker om 30 år igen. Men for Gud er alting altid muligt, og det er denne mulighed, Gud kaster ind i vores liv. Og ind i Marias.

Maria bebudelsesdag handler om den nye begyndelse, som vi ikke selv har magt over og ikke selv kan sætte i gang. Maria bebudelse viser os, at der, hvor vores umulighed eller mangel på viden i fortiden og i fremtiden sætter en stopper for det ene og det andet, og ligger vores liv øde; da er der altid muligheder at komme efter hos Gud.

Han sender os en ny begyndelse i skikkelse af et barn i maven. Gud bliver lille, og dermed bliver han stor. I det små opstår de største øjeblikke! For Marias barn vokser op og bliver et sandt menneske. Det, som er helt umuligt og helt uundværligt for mennesker, det er muligt for Gud og den mulighed gør Gud til virkelighed i Kristus.
ny og anderledes er Guds begyndelse med os, at den ikke ligger i forlængelse af noget af det gamle. I Kristus begynder Gud forfra med ham alene og for alle mennesker.

Mariæ Bebudelse vil fortælle os, at vi ikke skaber alt selv. Men at Gud, med sin ånd, med sin Helligånd, hver dag skaber og giver os livet på ny. Både til os, lige her og nu, der står og vakler i det kolde og blæsende forår, med håb der trænger til ny nærring. Til os, der har brug for at få at vide at Gud er med os, når alt er gået i sort og er helt umuligt. Til os, der igen og igen mister troen på, at tingene kan blive anderledes. Os, der igen og igen gør verden til vores egen og tror, at det kun er os selv, der giver den mening og fylde. 

Til os, er der håb! For for Gud er alting muligt! Af ham får vi livet. Lad det ske os, som han vil.

Amen!