Prædiken til Kristi Himmelfartsdag d. 10. maj 2018 i Enghøj Kirke.
Lukasevangeliet 24,46-53. Salmer: 10
– 324 – 259 – 257 – 251 – 805.
 |
| Kunstmuseet ARoS med Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama |
Når man på et tidspunkt i sit liv lægger vejen forbi
kunstmuseet ARoS i Aarhus – for det gør man! – skal man give sig selv den
oplevelse at lade sig guide hele vejen op i Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama, i daglig tale
kaldt ”Regnbuen”. Som et varetegn for den østjyske storby ligger den enorme
cirkelformede installation på toppen af museet, og skaber liv i bybilledet med
sine regnbuefarvede glas blandt byens tårne, sorte tage og grå facader.
Lige så snart du kommer op i regnbuen, bliver du indhyllet i
et væld af farver, og man ser byen gennem de farvede glas på en ny måde. Gul,
grøn, rød, blå, og alle nuancer derimellem, præger udsynet, som hvis du tog
solbriller på næsen i alverdens farver. Rådhuset bliver gult. Scandinavian
Center bliver blåt. Universitetet bliver rødt. Og Risskov om muligt endnu mere
grøn. Man betages, berøres og forundres af farvernes magi og deres indvirkning
på, hvordan vi ser verden. Det er magisk. Og går man neden for regnbuen og
kunstmuseet, bliver det ikke mindre magisk. For på en solrig dag kan man opleve
pludselig at stå helt badet i gult, rødt eller blåligt lys midt i
fodgængerovergangen, fordi solens stråler kaster lys gennem de farvede glas i
regnbuen ned på gader og stræder. Man rammes.
Og som sådan kan Olafur Eliassons kunstværk også være med til
at kaste lys over dagens evangelium og Kristi Himmelfarts dag. Det handler om
himlen, og om at blikkene forandres.
Indtil nu har vi fulgt Jesus i fyrre dage, siden han genopstod
påskemorgen. Og i dag hører vi så, at han sætter af fra en klippe uden for
Jerusalem og farer til himmels. Han velsigner disciplene, og derefter tager han
afsted og tager plads ved sin fars højre hånd i himlen, som det var forudsagt,
at det skulle ske.
Det betyder på den ene side, at det er en forandret himmel og
en forandret Gud, vi ser på. Himlen er nu farvet af, at den rummer Gud på en ny
måde. Jesus går fra at være nærværende i tid og sted på jorden, til at være
nærværende alle steder, ligesom himlen er nær hos alle mennesker alle steder. Og
skulle vi ikke allerede have forstået, at den jord, vi lever på, og den verden,
vi er en del af, er Guds hele vejen igennem, ja, så forkynder Jesu historie på
jorden sammen med himmelfarten, at han er alt i alle og er til alle steder, og
er én vi alle steder i verden kan henvende os til. Det et det nye blik, vi får
for Gud i dag – som et nyt glas, vi ser ud igennem på verden, på himlen og på
Gud.
Og på den anden side rammes vi også selv af Guds blik på en
ny måde; nemlig fra en allestedsnærværende himmel. Kristi himmelfart forkynder
for os, at vi selv midt på en fodgængerovergang står badet i Guds nærvær – ikke
som et omklamrende nærvær, men som et nyt lys, vi kan se os selv i, forstå
vores liv ud fra og tage afsæt i hver eneste dag, vi vandrer afsted. Blikket er
ikke længere kun knyttet til et konkret menneske i Jesus Kristus, men også knyttet
til selve skabningen og himlens hvælv, der møder os overalt – og som et lys
midt på vores vej!
Men hvilken betydning har det mere, at himlen nu er sted for Gud,
og at vi har himlen med os?
Der er gjort mange spekulationer om himlen gennem tiden.
Altid har himlen vakt nysgerrighed for jordboere som os. Hvad er himlen? Hvad
er der I himlen? Hvordan er himlen et hjem for Gud? Osv. Osv. Religionen,
kunsten og naturvidenskaben har altid interesseret sig for himlen, og betragtet
den med lige dele ærefrygt, beundring og undren. Og lige så mange gode og
håbefulde spørgsmål der er stillet, lige så mange tomme konklusioner er der
fundet frem til. ”Astronomi og teologi har det til fælles, at der er meget, vi
ikke ved om verden over os, og at vi ikke kan bevise meget af det, vi tror er
der” siger astrofysikeren Anja Andersen fra Niels Bohr Instituttet i København.
Og den dobbelte professor i både teologi og naturvidenskab, Alister McGrath fra
Oxford, konkluderer i en bog, hvor han netop forsøger at nå til bunds i himlen
(!), at vi faktisk stort set ingenting ved. ”Vi får små glimt og hints til,
hvad himlen er, f.eks. i bibelen” siger han, og fortsætter: ”men det er altid
indirekte beskrivelser. Vi får at vide, at ’himlen er lidt sådan her, men ikke
sådan her’, og derfor er den eneste klare konklusion bare, at den er der!” Så
vidt Alister McGrath.
Men. At himlen ”bare er der”, som McGrath udtrykker det, er
ikke uden betydning. Og at der ikke kan gives klare konklusioner på teologiske
og naturvidenskabelige spørgsmål er ikke uden værdi. For at der er noget, der
forbliver i det uvisse, vil altid være med til at åbne vores verden og vores
horisont. Det vil altid være med til at sætte væres begærlighed efter viden og
konklusioner i perspektiv, fordi den himmel, der altid er der og altid er
allertættest ved os alle sammen, også altid vil blive ved med at stå åben – åben
for spørgsmål og for tanker, og for alt det, vi ikke kan få til at passe ind i
vores kasser, systemer og hoveder på jorden.
På den måde, så at sige, udvider himlen vores horisont. Den
fornyer vores blikke og gør verden større. Himlen over os gør, at livet ikke er
begrænset til det, vi umiddelbart kan se og føle på jorden. Himlen gør livet
stort!
Regnbuen på toppen af ARoS er også en slags himmel. Den er afslutningen
på hele bygningskomplekset, som indeholder kunstmuseet, og er selvfølgelig ikke
bygget uden en tanke. Bygningen er tegnet med inspiration fra den italienske
middelalderdigter Dante, som i sit værk Den
guddommelige komedie, tager læseren og sig selv med på en vandring igennem
de tre dødsriger: Helvede med dets pinsler, skærsilden med dens jordiske
prøvelser og Paradiset, hvor de salige sjæle opholder sig.
ARoS er tegnet med inspiration fra denne vandring – udspændt
mellem himmel og helvede. Man begynder i mørket, i helvede, som i ARoS er
kælderens ni rum. Og derfra vandrer man op igennem bygningen igennem de syv
lag, som er forsøgt gengivet i museet med den gigantiske trappe, der snor sig
opad i syv sving. Vandringen er som en rejse for museumsgæsten, som den også er
for Dante. Det er en rejse, ikke bare fra helvede til himmel, men også en
langsom erkendelsesrejse og en rejse imellem forskellige erkendelseslag i
tilværelsen. Indtil man til sidst når toppen og himlen, som er fortolket i
regnbuen; den fuldendte cirkel som også symboliserer det evige eller det
guddommelige.
På vandringen bliver man på samme tid betaget, forundret og
forarget, som man møder kunstens mange ansigter, udtryk og farver. På samme
måde er det med så mange andre af de veje, vi går på i vores liv, at de byder
os forskellige oplevelser. Men det både provokerende og glædelige er, at
ligegyldigt hvad, så ender man i himlen. Man ender hos Dante og på ARoS i
himlen og i regnbuen, hvor alting bliver lidt klarere og lidt lysere, og man
får et nyt udsyn.
Og alligevel ender det ikke bare der. For himlen er jo på én
gang både et endepunkt og et sted for Gud, evighed og erkendelse, men også et
videre springbræt for erkendelsesrejsens fortsatte rejse. Ja, himlen er netop
stedet for storhed og evighed. For spørgsmål uden klare konklusioner, for
tanker og overvejelser uden faste svar. For rum og plads til alt det, vi kommer
med. Og som sådan ender man et sted, hvor ikke alting er sagt, men hvor heller
ikke alting er forbi. Der er altså håb i himlen…
Og måske er det derfor, at himlen er Guds hjem? I himlen er
der håb og evighed, som gør livet stort! Fra Himlen, med Guds tilstedeværelse,
lyder en evig velsignelse og et evigt håb til os. Ved dens uendelighed og
evighed og guddommelighed giver den os et håb på noget mere, og transcenderer
vores liv på jorden til nye højder. Vidner om at der er så meget mere at sige
om dig og mig og Gud, og den verden Han og vi er en del af, end vi umiddelbart
kan se med det blotte øje.
Håbet springer for øjnene af os, når vi ser himlen,
dens storhed og evighed, og når vi rammes af dens nærhed på en tilfældig
fodgængerovergang, eller hvor vi nu går i verden, i dag og alle dage.
Og derfor siger vi
Lov og tak og evig ære være dig vor
Gud
Fader, Søn og Helligånd.
Du som var, er og bliver én sand,
treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed.
Amen!
