Prædiken til 4. Søndag efter Trinitatis. Den 24. juni 2018 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 5,43-48. Salmer:
754 – 448 – 806 – 28 – 321,6 – 696.
Jesus
siger: ”Elsk jeres fjender”. Det er mildest talt et provokerende bud at blive
mødt af, og jeg har gjort mig en del overvejelser om, hvad det betyder. En
fjende er en fjende, og hele mit menneskelige jeg med fornuft og følelser slår
kolbøtter, når jeg bliver bedt om at elske den, jeg absolut ikke bryder mig om!
Så spørgsmålet er, hvor jeg begynder?
Vi kan
begynde med kærligheden, som vi sang for lidt siden: ”Ja, livets Gud, vi tror
og véd / at folk, vi kalder fjender /er skabt af samme kærlighed / som vi og
vore venner / bevæg vort sind /med sommervind /og væk de gode viljer / som
solen græs og liljer.” (806,5)
Grundlaget
for al kærlighed imellem mennesker er Guds kærlighed til os. At Gud fra
skabelsen og i ethvert menneske har lagt et glimt af sig selv og fyldt os med
kærlighed. Vi er set af Gud. Vi er elsket af Gud med alt hvad vi indeholder, i
alt hvad vi er. Ja, vi er altid allerede elskede. Og som sådan også vores
fjender. De er mennesker som du og jeg. Skabt af samme kærlighed. Sete og
elskede på samme måde af Gud.
Sat på
spidsen kunne man sige, at når vi står foran et andet menneske – et hvilket som
helst menneske – står vi også altid foran Gud. Men det
er det, der ikke altid er lige let at forstå. For vores kroppe går i stå og
munden lukkes til, når vi står foran én, som ikke vil os det godt. En fjende er en fjende!
Over for
dem vi virkelig elsker – vores familie, væres ægtefælle, vores børn – er
kærligheden anderledes mild, selvom vi også her kan møde det onde. Her siger vi
somme tider: ”Jeg elsker dig som du er” – nærmest som et glimt af den
kærlighed, Gud elsker os med. Det betyder, at vi elsker – også selvom der er
fejl hos den anden, og at de også kan såre os. Vi elsker dem som de hele
mennesker, de er, på godt og ondt.
Til
udsagnet: ”Jeg elsker dig som du er” sagde én af mine lærere så: ”Der næsten som at få slået en våd
karklud i nakken. Der ikke er nogen lidenskab i det. Ingen passion. Det
betyder, at man accepterer hinanden som dem, man er. Man siger: Du bliver nok
aldrig anderledes. Og det er der ikke megen kærlighed i.”
Det var provokerende
sagt. På den ene side, fordi der i udsagnet netop ligger en dyb og fundamental
kærlighed, som viser sig på trods. På den anden side ligger der en pointe i, at
den kærlighed, vi giver til hinanden, også er en kærlighed der bygger op – også
på trods. Du skal elske
mig. Ja. Men også elske mig som den, jeg kan blive. Med et potentiale. Med en
glød. Med en varme og en drivkraft, der bygger mig op og får mig til at vokse
og blive et bedre menneske af den kærlighed, du giver mig.
På samme
måde er det med Gud, der også stiller krav midt i den kærlighed, han øser af.
Gud elsker os ikke kun som vi er, men også som dem, vi kan blive.
Og derfor
stiller han en række krav til os. Du skal,
siger han til os. Blandt andet at du skal elske dit medmenneske som dig selv. Det betyder, at
som vi gerne selv vil elskes – med den kærlighed vi ønsker, at andre vil elske
os med – derfra kender vi kravet til også at elske vores medmenneske; og elske deres
liv!
Sådan er Guds kærlighed også til os. Og sådan forkynder kristendommen om
kærligheden imellem mennesker. Men spørgsmålet
er stadigvæk, hvordan vi får begyndt, og hvordan vi kommer hertil: at vi kan se
kærligheden i fjenden; at vi kan se potentialet i den, der har brug for at
blive elsket?
Lad os
tage et blik ud i verden, til et af verdenshistoriens allerværste kapitler: i
Sydafrika under apartheid. Én af vejene i fredsprocessen, og til at fjenderne
kunne mødes, var oprettelsen af Sandheds- og forsoningskommissionen. Her
forsøgte man at nærme sig hinanden, i første omgang alene ved alene at mødes og
fortælle sine historier. Dem, som uden tvivl var medskyldige i drab, gav man en
chance for at fortælle, hvad der var sket, når kommissionen kørte ud til
befolkningen, og gav dem en plads foran sig. Her kunne de fortælle, hvem de
havde dræbt, hvordan det var sket, og hvor de havde gjort af ligene, som hjælp
for de pårørende.
Og når
vidnesbyrdet var lagt, kunne de gå fra kommissionen med amnesti. Sket var sket,
gjort var gjort, og tavlen blev hvisket ud. Her var ingen straf. Og her var
ingen, der mistede noget. Tværtimod vandt man små skridt i en begyndende
forsoningsproces, fordi man mødtes. Fordi man så hinanden og åbnede muligheden
for en ny begyndelse.
Et andet
og noget lettere eksempel, jeg vil tage frem, er fra en novelle af Iben
Krogsdal. Her er en
dreng på tur med sin far til Barcelona. Faren har købt de dyreste billetter
nogensinde til en fodboldkamp. Da de sidder på en café, inden kampen går i
gang, tager de billetterne op af tasken. De nærstuderer dem af glæde, og lægger
dem forsigtigt tilbage i tasken igen. Men i et splitsekunds uopmærksomhed er
tasken med billetterne pludselig væk. Nogen har stjålet dem. Faren går i panik,
og mister overblikket – også med lidt for meget øl i blodet. Igen! Han begynder
at råbe og skrige, og hive omkring sig. Imens prøver drengen at berolige ham
med at, at det nok skal gå alligevel. Men faren hører ikke efter, inden han til
sidst falder om, og drengen må hjælpe ham op. Og da siger faren: ”Jeg
er en frygtelig far”. ”Tja..” sagde drengen. ”Og vi kan jo ikke bare begynde
forfra” sagde faren. ”Næh” sagde drengen, ”men vi kan begynde lige her.”. Og
der slutter fortællingen.
”Men vi kan begynde lige her”. Det er virkelig en smuk afslutning
på fortællingen, og en endnu smukkere begyndelse på en ny fremtid sammen!
Selvom drengen og faren i udgangspunktet står i et kærlighedsforhold, er der
stadigvæk brug for en genoprettelse af et brudt forhold.
Og drengen begynder i mødet. Han møder fjenden – sin far – hvor alt
endnu ikke er tilgivet. Hvor de endnu ikke har fået talt tingene igennem. Hvor
de endnu ikke har sat punktum og glemt alt det, der er sket. Hvor fortiden er
fastholdt, men ikke skal være bestemmende for mødet og fremtiden. For de kan
begynde lige her. Sammen!
Og der er det måske, jeg
og vi kan begynde, når vi bliver bedt om at elske vores fjende, som jeg
indledte med at spørge om i begyndelsen af min prædiken. I mødet. Når vi
begynder lige her, og i et svagt glimt aner mennesket bag ondskaben og fjenden, som også
har noget godt i sig.
Men det vil
nok også altid kun være i glimt. For sådan er det med Gudsriget. Det bryder ud,
når det vil, i glimt vi kun aner. Jens Rosendal siger det på følgende måde, i
den salme, vi skal synge om lidt: ”Men kun som et glimt, som en lysning / der
strøg over marker og vand. / I strejf lå mit landskab forklaret / som livets og
kærligheds land.” (28,3)
Jesus bruger
ordene: ”Vær fuldkomne”. Det betyder det, at det er en evig rejse og bevægelse,
vi der begiver os ind på, når vi skal forsøge at møde vores medmenneske; elske
vores fjende for det de er og det, de kan blive. At være fuldkommen betyder
ikke at være i mål eller at være perfekt. Vær fuldt ankommet, betyder det
egentlig, og er dermed et ord fra Jesus om, at han tror på os. At han har
tiltro til os, den opgave og den vej, der ligger foran os, i at nærme os
hinanden. Også selvom det er svært.
Amen!
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
