Den rette plads

Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis (II) d. 26. august 2018 i Braband og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,20-28. Salmer: 2 – 448 – 895 – 365 – 849 – 403. 

Det kan være godt at få sat nogle ting på plads. Det gælder både tallerkner og kopper efter opvasken, eller møbler og bøger oven på en flytning, som jeg lige har været igennem. Det kan også være godt at få sat et forhold til en anden på plads. Måske er der noget man undrer sig over, eller noget som er gået hen og blevet indviklet i forholdet. Derimod kan det være ret ubehageligt at blive sat på plads. Hvis nogen sætter mig på plads, er det sjældent en plads, jeg selv ville have valgt. Og det kan gå hen og blive så træls og pinligt, hvis man faktisk er berettiget til en kommentar ala ”Træd lige tre skridt tilbage!” eller ”Din plads er derover!” 

Modsat er det rart at blive tildelt en plads i et fællesskab eller en forening. Og det kan føles helt befriende at kende sin plads – hvis ikke i livet, sådan generelt – så i hvert fald i toget, biografen og flyet. Det giver sådan en behagelig ro i sjælen at stå med sin pladsreservation i hånden og vide, at den stol, plads 29, er min plads, som man har ret til, fordi den er både købt og betalt.  

Og hvis man ikke har en reservation, lærer man måske med tiden at tilkæmpe sig en plads? Det kunne være på færgen, hvor man straks spotter de helt perfekte pladser lige ved vinduet, lige ved cafeteriaet, og lettere elefant prøver at komme forbi folk for at kunne vippe stole. Min plads! Ja. Måske har nogen af jer selv her i kirken en plads, der på mange måder og helt uudtalt er jeres?  

Pladser er både noget vi får og det er noget vi skaber, men også noget vi tilkæmper os et helt liv igennem. For når vi har en plads, har vi indflydelse. Så er vi med, og det vil man da gerne være? Så har man magt til at kunne bevæge sig selv og verden omkring én, og gøre en forskel. At få en plads er at kunne deltage. At få en plads er at kunne være en del af fællesskabet. 

Sådan en plads ville Zebedeussønnernes mor gerne give sine to drenge. En plads i fællesskabet. Og en plads, hvor hun også vidste, at de havde det godt, hvor de var i tryghed. En plads hos Gud. Og derfor tager hun dem i hånden og går til Jesus, som hun har hørt, er Guds søn og som derfor kan opfylde hendes ønsker for sine sønner. 

Moderens handling er enkel og klar, og vi kan spejle os i den. Når vi hører om noget eller ser noget, der er godt, så opsøger vi det. Selvfølgelig. Nogen gange med klare overbevisninger fra starten om, at det vi opsøger, er helt rigtigt for os. Nogen gange måske med en vurdering af, at det gode, vi opsøger, kunne være fint at få med. Og nogen gange måske bare med en lille fornemmelse for, at vi opsøger noget godt, og at det har en værdi og betydning, uden helt at kunne sætte ord på hvordan og hvorfor. Moderen var helt overbevist om, at det bedste for hendes sønner ville være en plads hos Gud.  

Måske det samme gjorde sig gældende for Thea og Thorbjørns forældre i dag? De spejlede fortællingen om moderen i evangeliet, da de for kort tid siden bar børnene til dåben; bar dem til velsignelsen. Måske af mange forskellige grunde, som vi ikke kender til, men måske også fordi, dåben er noget af det bedste, vi kan give vores børn.  

Men hvor vi ved dåben i dag ikke var i tvivl om, at Thea og Thorbjørn blev taget imod og givet en plads hos Gud, kan man måske være lidt mere usikker i evangeliefortællingen. 

For Jesus kommer i princippet med en afvisning. Spørgsmålet om at kunne drikke af samme bæger som ham er et retorisk spørgsmål. Det er dødens bæger, han henviser til, og Jesus ved, at det hverken kan eller skal de drikke af. Og pladserne hos sin fader er allerede optaget, fordi han selv sidder der. Som vi bekender der i vores trosbekendelse: At Jesus Kristus er ”siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.  

Hvilken betydning har det, at Jesus sidder der, kunne vi så spørge? Måske man kunne illustrere det med en klassisk leg fra skolefesten: stoledansen. Der står en masse stole på et gulv. Musikken spiller og vi danser rundt om dem. Og når musikken stopper, skal man hurtigt finde sig en plads. Og man skal være hurtig. For der er altid en stol for lidt i legen. Det er pointen. Du skal skynde dig at tilkæmpe dig en plads, ellers er du ude af lejen. Så længe du sidder på en stol, har du respekt og anerkendelse. Ja, særligt den, som ender med at vinde, sidder nærmest på en fyrstelig trone.  

Hos Gud er stoledansen bare anderledes. Den er omvendt. I stedet for at der fjernes en stol, sættes der en stol mere til, så der altid er en stol til alle + en ekstra. Musikken spiller, dansen går og alle får en stol i sidste ende. Der er ingen konkurrence. Ingen magtkamp. Gud giver den gennem sin søn. Der er kun en stol mere lige præcis til dig og mig!  

Dermed er stolelegen hos Gud er i princippet også en dødkedelig leg. Luften går lidt ud af ballonen, når konkurrencen forsvinder. Men det er faktisk også pointen. For på denne måde bliver det ikke vores arbejde, at tilkæmpe os selv en plads hos Gud. Den har han allerede givet os, sådan som vi hører det og møder det i dåben, i nadveren, i fællesskabet, at vi er en del af ham, skabt i hans billede.  

Pladsen er der allerede. Vi har en plads. Vi er en del af fællesskabet. Og det er nådigt og det er trygt. Til gengæld giver pladsen os også den deltagelse og indflydelse, som jeg var inde på tidligere. Med denne plads under os, må vi forholde os til den indflydelse, vi har, på Guds riges tilstand, som følger med pladsen. Når vi har en plads, har vi indflydelse og magt, og det er dét, der er det vigtige, og det er dét Jesus vil frem til med talen om tjeneste.  

At vi har fået en plads hos Gud betyder, at vi for altid er forpligtede på det fællesskab, den vilje og den kærlighed der udgår fra ham. Pladsen har vi som tjenere. At være stor hos Gud er at være en tjener for den anden. At være den største hos Gud er at være træl for den anden. Det er følgerne af Guds kærlighed – det er det, dåben gør ved os: den sætter os hos Gud og beder os tjene hinanden, som Gud selv tjener os gennem sin søn.  

Og det er ikke en fyrstelig plads, som Zebedeussønnernes mor måske regnede med. Den giver ikke magt, som undertrykker, men magt som befrier. En magt som bygger mennesker og livet op. 

Og magten er der. Evangeliets modsætninger står ikke imellem magt og tjeneste, men imellem en magt der bryder ned, og en magt der bygger op, som befrier, som tjener i kærlighed overfor medmennesket. Og det skal vi være bevidste om, ligegyldigt hvor vi er, hvor vi går, hvem vi står overfor. Vi har altid magten i vores hænder, og det kræves at vi bruger den med mildhed og nænsomhed, til opbygning af liv for selv den mindste!  

Zebedæussønnernes mor kom i dag og troede og håbede det ene om Gud og hendes sønners fremtid. Men hendes forestillinger blev vendt om, og de blev ikke sendt hjem, men derimod sat ind i Guds store fortælling, og derfra sendt videre ud i livet, med en ny opgave for sig. Gud havde ikke glemt dem – ligesom vi tror og håber, at han ikke vil glemme os – sådan som vi også sang om det lige før hos Simon Grotrian; ”Han glemmer mig aldrig”. Gud husker at skinne som solen. Han sætter stjerner ved vores hovedgærde. Han kaster med fredsduer. Og han dækker bord for os i dag og alle dage. Han lader det regne med velsignelse.  

Og derfra kan vi tage fra i livet, lige nu og her, ved at være nærværende hos dem, vi er iblandt og ikke spejde efter andre pladser, hverken i himlen eller her på jorden.  

”Giv mig et sted at stå og jeg skal rykke jorden” sagde den græske filosof og matematiker Arkimedes engang. Uden et sted at stå og sidde, uden et fundament, nytter resten ikke. Så kan man intet foretage sig.  

Gud har givet os en plads. Derfra kan vi rykke jorden og hinanden, bruge vores magt, I tjeneste for andre. Gud giver os hver dag af sin kærlighed og velsignelse og viser os den plads, hvor der er brug for os.  

Amen! 

Medgang, modgang, overgang, medgang

Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis, d. 19. august 2018 i Enghøj Kirke. Afskedsprædiken. Matthæusevangeliet 12,21-42. Salmer: 4 – 414 – 276 – 860 – 849 – 403. 

Det har været en underlig sommer. Det hele var så varmt lige pludselig og den ene varmerekord slog den anden.  Pludselig kom varmen, efter vinterens sibiriske kulde, og fortsatte og fortsatte og fortsatte, og vi kunne ikke længere brokke os over regn, kulde og blæst, men blev nødt til at finde på noget andet at snakke om. Alt blev svedet af. Marker og afgrøderne. Træer og buske. Og i lang tid lignede stort set alle græsplæner den rene ørken, bortset fra enkelte stædige mælkebøtter, der tittede frem her og der. Alt manglede næring. Manglede energi. Manglede vand. Manglede muligheder for at kunne leve og præstere optimalt.  

Vi gik i en slags dvale. Ja, jeg talte med én forleden dag, som var ærgerlig over sin ferie, fordi varmen havde været så voldsom, at han egentlig ikke havde orket noget, og derfor ikke havde fået noget ud af ferien og det sted, han var taget til. Vi blev dovne. Vi splattede ud. Livet blev langsomt. Livet gik i stå. For en stund.  

Livet var også gået i stå, for en stund, da Jonas landede i bugen på hvalen. Det var den fortælling vi hørte ved indledningen til gudstjenesten. Forud havde Gud givet Jonas den opgave at omvende et folk til tro. Men da det kom til stykket, magtede Jonas ikke opgaven, og han forsøger derfor at flygte fra Gud over havet. Men Gud ser det og sender en orkan, og da folket finder ud af, at det er ham, der er problemet, smider de ham overbord. Og da er det, at Gud sender en hval, som sluger Jonas, og han befinder sig i bugen i tre dage, hvor han beder til Gud, inden han igen bliver kastet op, som der står, på land.  

Jonas’ bliver slugt. Først bliver han slugt af en opgave, han ikke magter, og derefter sluger hvalen ham, og han må se sig selv i bugens mørke i tre dage.  

Fortællingen om Jonas og hans manglende mod på at forløse en opgave er ikke fremmed for os. Det er mange gange også vores egen fortælling. Jeg kan i hvert fald selv nikke genkende til at få store opgaver lagt på skuldrene, som kræver ekstra mod og hvor jeg af og til også mister modet. Opgaver som man måske selv har været medskaber af, f.eks. på en arbejdsplads, eller opgaver som andre pludselig ligger på én: beslutninger, der skal træffes, ord der skal siges, handlinger der skal gøres. Ja, med Jonas og hvalen er det ikke bare fortællingen om en opgave, man mister følingen med, men om livet selv og de huller i tilværelsen, hvor modet forsvinder under fødderne på os, og vi bliver trukket ned i et dyb – af vrede, af tristhed, af sorg, af fortabthed, af ulykkelighed.  

Men hvad sker der med Jonas, da han ligger der? Er han fortabt? Nej ikke umiddelbart. Det er mørkt og grufuldt. Ja. Men hans tid er også afmålt. Den er tre dage lang. Den er begrænset og ikke evig. Den er en periode, en overgang, en mellemtid, han skal igennem, inden han igen bliver kastet op. Og på denne måde er fortællingen om Jonas i hvalen også en fortælling om håb. Han ender ikke sine dage i bugen, men kastes op igen på land. Gud giver ham ikke en evig straf og fordømmelse, men giver ham ly i bugen midt i orkanens øje, midt i sorgen, midt i fortabtheden, midt i frustrationen, midt i hans liv. 

Fortællingen om Jonas er fortællingen om den bevægelse, vi genkender fra vores liv, og som ligger som en fundamental håbsfortælling i hele kristendommen, knyttet til fortællingen om Guds søn, Jesus Kristus, der levede, døde, og på tredjedagen genopstod. Der er fortællingen, som kort kunne resumeres ved: medgang – modgang – overgang – medgang.  

Livet er godt, men pludselig møder vi modstand. Vi bliver fyret fra arbejdet. Vi møder sygdom hos os selv eller andre. Vi mister vores elskede. Vi rammes af uretfærdighed og af verdens gru og vold. Og pludselig må vi forholde os til livet på en ny måde, og vende tilbage til livet igen, efter en periode, på en ny måde. Samme bevægelse finder vi i året der går, når sommer afløses af efterår og vinter, og igen bliver til forår og sommer, men på en ny måde.  

Denne struktur er fundamentalt indlejret i vores liv, som en cyklus, som en naturlig gang. Men selvom vi ved, at vi vil møde modgang og skal forholde os til en overgang fra det ene stadie til det andet, er det ikke altid, vi tør se det i øjnene. Jeg vil påstå, at vi i langt højere grad forsøger at flygte fra det. Og det med selvfølgelighed: for det gør jo ondt! Det gør ondt at stå i modgang. Det gør ondt at være i sorgen. Livet går i stå... 

“Vi vil se dig gøre et tegn” siger disciplene til Jesus i evangeliet. “Vi vil se et tegn på, at det du gør og det du siger også er rigtigt”. Det siger disciplene til ham, efter han belært dem om tomme og fyldte ord. Ord, der enten bryder livet og Guds ånd ned eller bygger det hele op. Om at vores alle sammens hjerter kan være fyldt med ét og andet, og at munden på det ene eller andet tidspunkt vil løbe over med både godt og skidt. Alt dette siger Jesus som en understregning af vores livs skrøbelighed og forbundethed med det, der gør ondt på os selv, og det, der vil gøre ondt på andre. Og konklusionen på det er, at vi altid står til regnskab for det hele, og at vi på dette regnskab også altid både fordømmes og frikendes.  

“Men det vil vi se et tegn på, gode mester” siger de! Men han svarede dem: “I skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.”  

Jonastegnet – Jonas i bugen – er det tegn, disciplene har at forholde sig til, og det samme tegn vi kan forholde os til i dag, når dommen over vores liv lyder. Når vi magter at gøre, hvad vi skal; når vi ikke magter at gøre, hvad vi skal. Når vi siger, hvad vi skal; når vi ikke siger, hvad vi skal. Når livet går derudaf; og når livet går i stå. Da er bugen vores hjem – da er Guds rum og ly den fortælling, vi må sætte alt ind på, tro og håbe på, og trøste os ved!  

Iben Krogsdal beskriver det på smukkeste vis i den salme, vi skal synge om lidt. Modgang og overgangsperioderne er de sværeste. Hvad gør vi, når vi bliver hægtet af? Hvad sker der med os, når fundamentet under os forsvinder? Hvor kan vi søge hen? Iben Krogsdal skriver:  

“Vi fyldes op i kirken / et sted hvor ingen ensom er alene / hvor kærlighedens veje aldrig ender / og når vi mangler mening / og glæde og forening / et sted der lægger håb i vores hænder. Vi lyser op i kirken / et sted hvor Ånden bruser os i blodet / hvor ingen af os selv er ledetråden / hvor dagligdagen bunder / i verdens største under / og alle lyser lige smukt i gåden. Vi bliver små i kirken / et sted der åbner kroppen for det dybe / hvor ingen af os råder over svaret / hvor ingen sandhed brænder / som magt i vores hænder / fordi den aldrig helt er åbenbaret”  (100 salmer, 860 vers 2-4)

Som Krogsdal har det i kirken, sådan har Jonas det i bugen, da han beder og takker sin Gud for netop at være der. Og sådan kan vi også selv håbe og tro.  

Kirken er hvalens bug. Kirken er der, vi kan søge til i medgang og overgang, når verden ramler om ørerne på os og livet – ja hele verden – hænger i tynde tråde. Her fyldes vi op. Her er vi ikke alene. Her får vi håb i vores hænder, gennem evangeliet, dåben, nadveren, og det fællesskab vi møder med Gud og hinanden på bænkene. Her fratages vi at være vores egne, og sættes ind i en større sammenhæng, der kan løfte os ud af bugen, kaste os op på land igen, kaste livets bold op, så vi endnu engang kan få mod til at slå til den.  

Hos Gud har vi hjemme i medgang, modgang, overgang og medgang. Han var der selv igennem sin søn og ved, hvad mørke er. Men han ved også, hvad frihed er, hvad frisættelse er, hvad frelse er. Det er en tro på frodigt land efter for megen tørke, som dræner energi og liv ud af os. Og det er den dom, vi står i. Mænd fra Nineveh skal opstå, men de skal også mere end det, siger han: de skal få tro og håb for deres liv igen. Og sydens dronning skal opstå, men de skal mere end de: de skal få tro og håb, og tegnet er fortællingen om Jonas og påske morgens opstandelse!  

Forskellige biologer har været ude at sige, at den tørke, der ramte Danmark nok var varm og ødelæggende, men at den var også god for naturen. For I udtørringsfasen - i modgangen og overgangen – skærpede den al opmærksomhed på det, der faktisk var liv i; det som var levedygtigt i naturen og lod det andet gå til. Og det kan synes barskt, på den ene side. På den anden side var det og er det nådigt, kærligt og frisættende. For tørken sporede også langsomt naturen og livet ind på det vigtige, den egentlig var og er, og gav plads til at netop dét vigtige fik plads og kunne leve. Ved at lade noget gå til, gav den sig selv plads til, at noget nyt kunne spire frem af den tørre jord. Liv, der havde egentlig liv foran sig, med rødder i jorden, stamme blandt andre stammer, og krone i himlen.  

Må dagens fortællinger på samme måde give håb og liv til os alle. 

Amen!