Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis, d. 30. september 2018 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 15,1-11. Salmer: 754 – 840 – 368 – 292 – 729,5 – 731.
Vi stod i Jelling. Lige midt i historiens vingesus, med Jellingstenen, kirken og højene i ryggen og hørte om de nyeste udgravninger på stedet. Udgravninger, som endnu engang havde korrigeret historien og vores fælles fortælling. Guiden, som var med os, fortalte, hvordan man for ganske nylig havde opdaget et stort hegn – en stor fæstning - af træpæle, som havde omkranset hele området. Et gigantisk rombeformet område, hvor hvert et hjørne var nøjagtigt afstemt ud fra midten i Gorm den Gamles grav på Sydhøjen.
Men hvornår var fæstningshegnet fra? Det var spørgsmålet. Man undersøgte området og fandt ud af, at én af siderne gik igennem en mose. Og her var man så heldig at finde nogle rester træpælene i det stillestående vand, som man gravede op, delte og sendte til tre forskellige steder i verden, som uafhængigt af hinanden skulle datere træet. Og svaret var det samme: træet måtte være fældet i sommermånederne år 925. Og det var ikke fra Danmark men ganske givet fra Polen. Og hvad der ellers er historie, kan I selv gå hjem og undersøge.
Foruden det historiske vingesus, der ramte mig, var det finurlige ved turen også guidens spørgsmål til træpælen i mosen. For han spurgte selvfølgelig: “Hvor stammer træet fra?”. Det er virkelig et godt og underfundigt spørgsmål! Det lyder næsten som en pleonasme. Træ og stamme er jo det samme. Som han spurgte, opstod en herlig sprogblomst, fordi udtrykket “at noget stammer fra noget” netop henviser til en stamme, til et træ, til en gren, som har en oprindelig stamme, den er taget fra. Det er et enkelt men smukt billede, som er føjet til vores sprog, som udtryk for at noget har et ophav, det er vokset frem af eller ud af, og senere brækket af og har skabt afstand til.
“Hvor stammer træet fra?” Hvor er træstammens egentlige stamme og rod? Hvor har grenen haft rodfæste? Hvor fik den livet fra? Hvor sugede den energi til at blive til noget selv?
Det er de samme spørgsmål, Jesus stiller disciplene og os i dag i evangeliet. Ja, det vil sige: Han stiller sådan set ikke spørgsmålene, han siger det lige ud: “Jeg er vintræet. I er grenene”. Vi – os der er samlede her i dag – stammer alle sammen et sted fra. Vi er født i en verdensdel, i et land, i et område, i en by. Vi er født af vores mor og far ind i en særlig familie og slægt. Vi er født på et særligt tidspunkt, født ind i en særlig historisk tid.
Men vi er også mere end det, siger Jesus. Han siger: ”Jeg er vintræet. I er grenene”. Med disse ord og med denne påstand, vil Jesus åbne vores øjne for den større sammenhæng, vi som mennesker er en del af. Vi er børn af Gud, grene på Guds stamme.
På den måde er alle mennesker tæt forbundne med hinanden. Både du og jeg. Dem, der er i vores nærhed, og dem der er fjernt fra os. Dem der ikke er her længere og dem der snart skal komme. Vores stamme er ikke kun den, vi er givet igennem vores forældre. Vores rødder er ikke kun dem, vi kan aflæse i et familiestamtræ. Og der, hvor vi henter næring til vores liv, er ikke kun i vores egen haves muldjord. Vi er alle sammen forbundne, vi er alle sammen grene på én stamme – på Kristus, på Gud!
Det er et enkelt billede. Vi er grenene. Gud og Kristus er stammen. Men det er også et stort billede. Det er til at blive svimmel af at tænke på, at vi alle hænger sammen. Og hvad betyder det egentlig for vores liv? Hvad kan det give vores liv, at vi ved om os selv, at vi er sat ind i sådan en sammenhæng?
Det siger på den ene side noget om fællesskab. Det er kristendommens påstand at det gode liv – et evigt liv – er et liv, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi forstår, at f.eks. en nødlidende, eller en der er ensom, eller én for hvem livet byder mere modstand, end vedkommende selv kan stå imod; at netop dét menneske er vi medmennesker for, ligesom de er medmennesker for os. Lykkedes vores medmennesker med deres liv, er vores eget liv også lykkedes, fordi vi hænger sammen. Og således også det modsatte. Fordi vi er mennesker i en fælles verden, i en fælles tid, med samme udgangspunkt, med samme stamme.
Ja, Jesus siger et i virkeligheden også med udspecificeringen af, at han er et vintræ. For et vintræ eller en vinstok er en nytteplante. Den giver noget fra sig. Den giver en frugt. Den giver liv. Vi er i besiddelse af både bevægelige rødder og bevægelige grene. Vi har fødder og hænder. Fødder der kan gå hinanden i møde, og hænder der kan favne hinanden. Vi kan sågar kaste de gode frugter til hinanden, og gribe de gode frugter, som andre kaster til os. Vi er et fællesskab af mennesker, der er dybt afhængige af hinanden.
En stamme med kun én gren er ikke noget træ. En kirke uden menighed er ikke nogen kirke. Mennesker og kristne er noget vi er sammen. Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden!
Hvor stammer vi fra? Hvor har vi vores rødder og hvor har vi fodfæste. Ja, det har vi på den ene side i fællesskabet iblandt hinanden, fordi vi er fælles om at få livet til at lykkes for os alle. Men der hører også noget mere til billedet. Det er Kristus, der er stammen. Det er os der er grenene. Men det er Gud, der er vingårdsmanden. Og hvordan må vi forholde os til ham?
Jeg har fundet et sted, hvor en egentlig vingårdsmand fra det sydlige Europa udtaler sig om at være bonde. Det er ikke bare fint skrevet; det er næsten som en prædiken i sig selv. Bonden skriver:
”Denne mark med rækkerne med planter er jeg ikke kommet sovende til. At være vindyrker kræver tålmodighed, vilje og arbejdsomhed. Min kone siger, at jeg kender hver eneste gren på denne mark. Jeg kunne have lyst til at give hende ret. Tre gange hver sæson er jeg rundt ved hver vinstok. Jeg klipper nogle af grenene af, for lod jeg dem alle sidde, ville vinstokken aldrig blive til noget. Jeg gøder, og så holder jeg nøje øje med grenene, for de kan ikke bære sig selv, og slet ikke når først druerne begynder at komme. Så derfor skal de hele tiden være bundet op. Højt nok til at de om dagen kan varmes af solens stråler og tørre, så nattens fugt ikke får grenene til at gå til. Vindyrkning har en helt enkel matematik: Omsorg føder omsorg.”. Således vinbonden.
Omsorg føder omsorg. Sådan er vinbondens filosofi og sådan er også Guds. At vi er grene på en vinstok, der bliver passet af Gud betyder, at vi altid må forstå os selv som omsorgsfuldt elskede, sete, passede på, kerede for. Billedet af vintræet og vingårdsmanden er ikke et billede af et magtforhold, hvor vingårdsmanden beskærer for at bryde ned, men derimod et kærlighedsbillede, hvor han beskærer og gøder for at bygge stammen og grenene op. Vi er ingenting i os selv, men kun i kraft af vores forhold til Gud og til hinanden, som bygger os på. Det er Gud der giver os livet, og igen og igen fornyr vores liv og vores muligheder – ligesom bonden beskrev det – sådan at vi kan leve sammen som mennesker.
Vi ville ikke være noget uden Gud, der ser til os. Men Gud ville i grunden heller ikke være noget uden os. Det siger billedet om vintræet også. For hvad er en stamme uden grene? Den er ingenting. Der er jo grenene og bladene, der skaber formen på stammen. Det er menneskene der former jorden. Farver den. Giver den liv. Kristus er altså heller ingenting uden os! Udsagnet: “Jeg er vintræet, I er grenene” udtrykker derfor præcist kærlighedens væsen, og vores menneskelige opgave i denne verden: Kærligheden kan ikke overleve en separation. Kærligheden lever af gensidighed.
Hvor stammer vi fra? Ja, træet i Jelling stammede faktisk fra år 925 og var fra Polen. Det, må man sige, er noget af et perspektiv at skulle forholde sig til for en historiker og for sådan et stykke tømmer i en mose. Og dateringen af træet fik også indflydelse for forståelsen af vores fortid med Jelling som udgangspunkt. Vores menneskelige perspektiv og fortælling er endnu større. Vi har rødder i jorden og krone i himlen og vores grene favner alle mennesker, alle steder, til alle tider. Og det er immervæk en påstand, en tro og et håb, der sætter livet – både fortid, nutid og fremtid – i perspektiv!
Ære være faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen!
