I ethvert nu

Prædiken til 25. søndag efter Trinitatis, d. 18. november 2018 i Sdr. Aarslev og Brabrand Kirker. Lukasevangeliet 7,20-33. Salmer: 402 – 448 – 28 – 320 – 321,6 – 560. 

Forleden dag lavede jeg en øvelse med mine konfirmander. Vi skulle tale om Gud – ja, det gør vi sådan set hver gang – men denne gang ville jeg prøve at udvide deres billede af, hvem Gud er, hvor Gud er og hvordan Gud giver sig til kende.  

Vi havde indtil da arbejdet en del med forskellige fortællinger fra Det nye testamente, som meget klart forkynder, hvor og hvordan Gud og Guds rige bryder igennem hos os i dag. Vi havde talt om tilgivelse, fred, forsoning, kærlighed, nåde, barmhjertighed, som udtryk for Guds riges frembrud. Alligevel kunne talen senere hen stadigvæk blive lidt firkantet, når det kom til at svare på spørgsmålene om Gud. Som så mange andre før dem, svarede konfirmanderne bl.a.: ”Det er noget med Gud oppe i himlen… noget med en mand… og han ser vist nok ud lidt ligesom Gandalf fra Ringenes Herre”.  

Jeg klandrer ikke mine konfirmander. De er såmænd ret dygtige, hvis jeg selv skal sige det. De gør bare som alle andre: de forholder sig til det konkrete, fysiske billede af ham eller det, vi kalder Gud – manden i himlen – og glemmer helt fortællingerne om kærlighed og tilgivelse, der gør manden i himlen levende på jorden her og nu. 

Øvelsen, vi så skulle lave, var at finde Gud i forskellige billeder fra vores hverdag. Jeg havde bl.a. fundet et billede af en tavlesvamp (Gud er en der visker ud/tilgiver), en lygtepæl (Gud er ret indviklet/han skaber kommunikation imellem mennesker), et pigtrådshegn (Gud er uløseligt/ubrydeligt forbundet med os), en gravid mave (Gud er én der skaber liv og kærlighed), og meget andet. Der var omkring 50 forskellige billeder. Og da vi var færdige med øvelsen, var vores gudsbillede blevet udvidet. Gud var ikke statisk, men levende og nærværende – netop som det fortælles i fortællingerne, at Gud er nærværende her og nu! 

Øvelsen skulle vi i grunden alle sammen lave, og vi skulle lave den flere gange i løbet af vores liv. Undersøge med os selv og i de fortællinger, vi møder, hvor Gud er, hvem Gud er, og hvordan Gud giver sig til kende i denne verden for os. Og hvis han ikke giver sig til kende – eller er blevet kasseret som følge af et fastfrosset billede af Gud – hvordan vi da finder Gud frem igen?  

For vi tror, som Jesus meget tydeligt siger i dagens evangelium, at Gud er midt iblandt os. »Guds rige kommer ikke” siger han ”så man kan iagttage det – eller røre ved det – man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« 

Farisæerne forstod det ikke – det med Guds og Jesus tilstedeværelse uden rigtigt at være til stede. Da farisæerne står der, er Jesus jo hos dem. Men efter sin død vil han melde sig på en ny måde – som ånd og fællesskab – og de skal som menighed og som mennesker, være på vagt over for den nye tid. De var lige så anfægtede af ideen om en usynlig Gud midt iblandt dem, som vi selv kan være det i dag – hvor den nye tid er indtrådt. De ville se tegn. De ville se konkrete hænder og fødder. Som Jesus gik iblandt dem, ville de gerne have at det fortsatte. Og det ville også alt andet lige have været lettere for os i dag, hvis Gud og Guds rige var lige så konkret at røre ved, som det stykke træ, jeg rører ved nu (prædikestolen).  

Tiden var og er en anden, måtte de forstå. Guds rige var nyt på den måde, at det nu ikke kun knyttede an ved Jesus, men også ved dem selv. Opgaven, Jesus stiller farisæerne i dagens evangeliet, er derfor at holde sig åben over for det nye. At de må forstå, at Guds rige bryder igennem, når det vil, og at de i et ethvert nu må være parate og åbne for at modtage, hvad der måtte komme.

Den samme opgave stilles os i dag. Vi skal holde os åbne. Vi må forvente at Guds rige – det som fortælles om i evangeliet og de nytestamentlige fortællinger om tilgivelse, fred, forsoning, kærlighed, nåde, barmhjertighed – at det bryder igennem pludseligt og når det vil. Men at det også bryder igennem på den præmis, at vi holder os åbne og modtagelige over for det, og også selv skaber rum for det i mødet med vores medmenneske. 

At Guds rige pludselig bryder igennem, gengiver Jesus i billedet af lynet, der bryder himmelen. ”… som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag.” Menneskesønnens dag er både den dag, han skal komme og dømme verden – dømme den nådigt, som vi håber og tror. Men menneskesønnens dag er også hver dag og i ethvert nu, hvor han slår ned i os og beder os at lyse for hinanden – selv at være lyn og lys der slår ned og lyser op for andre.

Lynet er egentligt et godt billede. Det kunne også have været et gudsbillede, jeg gav konfirmanderne at forholde sig til. Selvom vi måske forbinder et lyn med noget negativt, så er det – set med andre briller – også et billede på et lys, der pludseligt kommer, og pludseligt lyser himlen og jorden op. Det er et billede på noget usynligt og uhåndterbart, der meget pludseligt skærer igennem, og som vi ikke er ét sekund i tvivl om, hvad betyder og hvad bærer med sig. Sådan er lynet. Sådan er Guds rige. Sådan er kærligheden, tilgivelsen, forsoningen. Pludseligt rammer den. Som et lyn fra en klar himmel. Ikke altid til at forudse. Ikke altid til at gribe om eller egentlig forstå. Men vi mærker den, med det samme, den er der. Og hvis vi tør, skal vi ikke vende os fra det, eller gå tilbage, men tværtimod åbne os op over for det. Være lige midt i det!

Er én af kristendommens og troens største fjender måske lukketheden? At man let kommer til at lukke sig selv ned – fastfryse sit liv, sine forestillinger, sine dogmer? Lukker sig ned og bliver lidt stivnakket, så man glemmer at se op og se ud og se til sine nærmeste og næste? Lukker sig selv, så man ikke er modtagelig over for det, der måtte ramme ens liv af glædelige overraskelser og pludselige lynnedslag af håb i ens liv…? For de rammer jo, det ved vi alt om. Måske vi bare også har glemt sproget for, hvad det er…

For ikke så længe siden læste jeg om en mand, der havde solgt sin lejlighed, sin bil, sit fjernsyn – ja, solgt det meste af det, han ejede, og nu levede med sin rygsæk og levede af familiens og gode venners gæstfrihed. Han var en slags moderne vagabond, med så lidt materiel som muligt, og så meget åbensind som muligt. Og han var glad. Faktisk fyldte det ham hver dag med glæde og lettelse ikke at være lukket inde i en lejlighed og bag et fjernsyn, men hele tiden være nysgerrig over for det, der måtte komme ham i møde, og ikke mindst: at indrette sit liv og gøre sig selv modtagelig over for lige præcis de gode oplevelser. For glæden i livet!

Er det det, vi skal? Gøre som vagabonden? Ja. På en måde. Men på din egen måde. For ham handlede det om det materielle. Han mærkede, at livet åbnede sig på en ny måde ved at han ikke hang ved det materielle. Ved at vandre rundt, kunne han være til stede og gribe det, der måtte komme. Han fandt hvile i det uvisse og ukonkrete, det usynlige, det som han ikke umiddelbart kunne se dér eller dér – og derigennem blev han i grunden nærværende i livet.

Og på den måde, kunne han skrive under på det, Jesus ender med at sige i dagens evangelium: at ”den, der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den, der giver afkald på det, får det igen”. At miste sit liv er ikke en opfordring til at gøre ondt på sig selv. Meningen er, at den, der tør give slip på sig selv og tør hengive sig til andre, at han også får livet tilbage – eller livet igen – fra de andre – og fra Gud!

Vagabonden fandt sin måde. Vi skal finde vores egen. Det nådige er at vi på én gang bliver mødt af Guds rige, som er lige midt iblandt os – både den der tør kaste sig ud i det, og den der langt fra har modet. Og at mulighederne altid byder sig uden at kunne sige hvor eller hvordan eller hvornår.

”Guds retfærdighed i nåde
ser til os fra Himlen ned,
og skønt os det er en gåde,
smager hjertet dog Guds fred.”

Amen!