Frygt ikke!

Prædiken til juleaften 2018. Lukasevangeliet 2,1-12. Salmer: 94 – 104 – 111 – 121.

O lad os gå med stille sind  som hyrderne til barnet ind.
Amen!

”Frygt ikke!”, siger englen, da den møder hyrderne på marken. ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde!”   

”Frygt ikke!” det er kristendom, kogt ned til to ord. Udsagnet ”Frygt ikke!” gør to ting: For det første ser det os, og ser den virkelighed, vi lever i, som kan være præget af frygt i alle afskygninger. En frygt inden i os, som frygten for at føles sig forkert; frygten for ikke at føles sig god nok, som menneske, som ven, bror, søster, mor, far, ægtefælle; frygten for ikke at kunne slå til i en verden af perfektion. Eller frygten uden for os, som frygten for at flyet styrter ned; frygten for at få et nej; frygten for at falde på fortovet; frygten for at appelsinen er sur.  

Men for det andet møder udsagnet ”Frygt ikke!” os også med et grænsesprængende håb og en tro på, at frygten ikke skal styre vores liv. Ligegyldigt hvor stor den er eller hvor meget den har fat i os. Frygt ikke. Frygten skal aldrig få lov at fylde det hele. Frygten skal aldrig have lov at æde glæden op i os. ”Frygt ikke!” er et håb og en tro på, at glæden skal fylde i os selv og dem vi har omkring os. Og det er den tro, Gud fylder os med i dag og i aften. En omsorgsfuld og varm glæde, der trodser vintermørket og den frygt, der på den ene eller anden måde sidder i vores krop og kan præge vores liv. 

Da englen møder hyrderne, frygter de helt instinktivt det, de oplever. De forholder sig skeptisk, som vi alle dage har gjort, når vi møder noget forunderligt eller ligefrem mærkeligt. Hyrderne bliver grebet af stor frygt, ligesom Maria gjorde, da hun ni måneder tidligere blev mødt af englen, som fortalte hende, at hun skulle være med barn. Det kunne ikke rigtig passe. Noget måtte være galt. Hun var og er skeptisk, fuldstændig ligesom vi selv er det.  

Men i stedet for at protestere og gøre indsigelser – eller i stedet for at rejse sig op og begynde at skraldgrine eller mundhugges over, hvad det er, englen lige har sagt – ja, så gør hyrderne noget andet. De undviger deres menneskelige erfaringer, reaktionsmønstre og fornemmelser for tyngdekraft, og gør, som vi sang det hos Grundtvig: De går med stille sind til barnet ind. De frygter helt umiddelbart englens tilstedeværelse. Men samtidig hører de også ordene om glæden, som får dem til at trodse deres frygt; som får dem til at gå afsted og ud i verden, og fortælle Maria og Josef og alle og enhver om det, englen har sagt: At der er født os en glæde!  

”Frygt ikke!”. De ord, har vi alle dage haft brug for at høre. I de ord er der så megen glæde, mod og håb, som vi skal tage til os i dag og alle dage; både når vores indre og ydre verden raser og braser sammen. Det er det, Gud fortæller os og viser os, ved at sende sin søn til verden. Han sender lyset lige ind i mørket og frygten hos os – og beder os tage lyset til os. Han beder os om at lade det brede sig som en hvirvelvind af glæde og håb igennem livet. Som en trodsig stemme i den verden, der møder os med frygt, tvivl, og nogle gange også had. 

Lad mig for en stund tage jer med til Paris. For et par år siden skrev en journalisten Antoine Leiris et hjertegribende indlæg, efter han i et terrorangreb havde mistet sin hustru og moren til deres 17 måneder gamle søn, foruden de omkring 130 andre, der mistede livet under angrebet. Som overskrift på et indlæg stilet til terroristerne, skriver han: I får ikke mit had!  

For Leiris bestemmer sig for, at han ikke vil give terroristerne den gave at hade dem eller frygte dem. Det er, hvad de har forsøgt at opnå. ”Du har tydeligvis søgt mit had” skriver han, ”men at imødegå had med vrede ville være det samme som at give efter for den ignorance, som har gjort dig til den, du er. Du vil have, at jeg skal være bange, kaste mistroiske blikke efter mine medmennesker, ofre min frihed for sikkerhed.” 

Men Leiris vil ikke lave om på sig selv. Han vil ikke lade frygten styre sit liv. Han skriver: ”Og hvis den Gud i hvis navn I dræber blindt, skabte os i sit eget billede, ville hver eneste kugle i kroppen på min hustru have været et sår i hans hjerte”  

”Vi er kun to – min søn og jeg – men vi er mere magtfulde end alle hære i verden. Uanset hvad, vil jeg nu ikke spilde mere tid på dig. Jeg skal tilbage til min søn. Han er kun 17 måneder gammel; han vil spise sin mad som enhver anden dag, og så vil vi lege, som vi gør hver dag; og hver dag i hans liv vil denne lille dreng fornærme dig med hans lykke og frihed. For du får heller ikke hans had.” Således Leiris. 

Leiris og juleevangeliet fortæller på hver deres måde om frygten, som er der, om frygten som fylder. Men de forkynder også begge to et mod og en tro på noget andet lige op i frygtens og ondskabens åbne ansigt. En tro på, at denne verden først og fremmest skal være kendetegnet af glæden, og at glæden fødes på trods. 

Midt i Leiris forfærdelige situation står glæden og lyser. Han lader sig ikke styre af ondt, men lever derimod af glæden og af sin søn, der, ligesom det andet barn, vi fejrer i dag, lyser op midt i det mørkest mørke. For som Leiris vil, at hans søn skal leve – og leve et lykkeligt og frit liv – ja, således vil Gud også, at hans søn skal leve frit iblandt os. At Jesus Kristus skal leve frit og levende, og til evig tid være en stemme og et lys, der kan give os modet til at gøre det samme: at leve frit, trodse frygten, og turde tro på glæden iblandt os!  

”I dag er der født jer en frelser” siger englen. Der er født et nyt håb, en ny mulighed for at tro på det gode. “Han er Kristus. Herren. Og dette er tegnet i får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Netop det barn er mere magtfuldt end alle hære i verden. Ja, det barn er, hvad Esajas i sin profeti kaldte fredsfyrste. For han kommer ikke med våben og krig. Han kommer ikke med sikkerhed for, at vi aldrig vil møde ondt i vores liv. Men han kommer med lys og kærlighed lige der, hvor vi ikke selv havde set det komme og ikke troede var muligt. 

Først og sidst er barnets fødsel, hans liv, hans død og opstandelse, en fortælling om, hvem Gud er og hvad han vil os. Det kan siges langt, og det kan siges kort, at Kristus er glæden – at han er englens ord til hyrderne på marken og til os. Og ikke bare en lille glæde, men en stor glæde, ”som skal være for hele folket!”  

Julen inviterer os til at nærme os glæden og trodse frygten. Og vi kan måske bare begynde i det stille og måske begynde, som hyrderne gør: og gå med stille sind til barnet ind, og forvente alt godt og glædeligt i livet forude.  

”Frygt ikke!”. Glædelig jul! 

Amen!