Skam og nåde

Prædiken til Fastelavns søndag, d. 3. marts 2019 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 3,13-17. Salmer: 736 – 448/523 – 441 – 192 – 400,2 – 450. 

Det er blevet fastelavn. Traditionen tro klæder børn sig ud over hele landet. De viser deres drømme frem, og viser, hvem de godt kunne tænke sig at være. Prinsesser og supermænd. Eller de viser deres kreative og fjollede sider frem og klæder sig ud som en ketchupflaske eller et monster. Jeg har set flere gode udklædninger i år, og senere i dag skulle Brabrand Kirke også gerne fyldes med en masse finurlige udklædninger.

Det kan være sjovt at klæde sig ud – både til fastelavn og halloween, til rollespil i skoven eller derhjemme i udklædningskassen. Det er sjovt og lærerigt at få lov til at leve sig ind i fortællinger, nye verdner og figurer. Bare for en stund, som en drøm og et frirum, hvor vi får lov at være en anden end den, vi er.

Anderledes er det, hvis vi føler, at en udklædning er en nødvendighed. Hvis vi føler, at vi ikke kan være den, vi er, men billedligt talt er nødt til at tage en forklædning på, udgive os for at være noget andet, skjule noget for andre, for at kunne være til. Da er det ikke en god drøm eller et frirum, men snarere et fængsel, vi har svært ved at se os ud af.

For nogle år siden blev netop det tema sat på dagsorden, da norsk tv producerede serien SKAM. Serien fik international anerkendelse og stor ros for at belyse den skam, vi sjældent taler om, men som vi alle prøvet at føle. Serien følger en række unge og deres udfordringer med bl.a. kærlighed og studieliv. Og uden at det bliver sagt højt, genkender man hurtigt, at det er skammen der skaber konflikt og ligger en dæmper på, at de kan udfolde sig og være dem, de er.

Det kan være spørgsmål om ikke at have ”den perfekte krop og det perfekte udseende”. At have en anderledes seksualitet. At ens kulturelle ophav er forskellig fra majoriteten, som gør at man tror og handler anderledes. At man ikke kan leve op til de krav, omverden stiller om 12-taller og det perfekte look på instagram. Det er indre og ydre forhold, som de grundlæggende ikke har mulighed for at ændre på, men som de ikke magter at stå ved eller tør vise frem, og som derfor ender med at blive skamfulde. Og hvorfor egentlig? Hvad skammer de og vi os over – vi er jo mennesker alle sammen? Fantastiske og forskellige på hver vores måde!

Skam er sjældent noget man siger, men noget man føler, og derfor kan man komme til at gemme sig i forklædning. At skamme sig er grundlæggende at føle sig forkert, siger psykologen Krista Korsholm, som har forsket i skam. Hun ser skammen som et af de største udfordringer, vi står med – både som unge og voksne – fordi den bliver ved med at ligge bånd på vores liv.

Skammen udspringer af noget ur-menneskeligt: nemlig behovet for relationer. Alle mennesker har behov for relationer – for at blive set og genkendt og elsket. Og skam er frygten for at miste relation til andre, fordi man ikke føler sig værdig til den. Det er frygten for, at mennesker vil vælge os fra og forlade os, hvis de ser os, som vi virkelig er. Og den frygt er ødelæggende for alle mennesker, i større eller mindre grad.

Skam og skyld bliver ofte forvekslet med hinanden, siger Krista Korsholm også. Men der er forskel. De tilhører begge vores samvittighed og moral. Når vi er skyld i noget, handler det om en handling – om noget, vi har gjort forkert. Og for at få fjernet vores skyld, kan vi søge om tilgivelse hos den, vi har såret. Vi kan sige undskyld.

Anderledes er det med skammen. Skam handler om vores væren og eksistens – om en såret identitet. Skam er at føle sig eller dømme sig selv forkert, ikke god nok, ikke elsket. I skyldfølelsen dømmer vi handlingen, og vi kan derfor rette opmærksomhed mod enten at gøre det godt igen eller forsvare os selv for at retfærdiggøre handlingen. Skam bliver derimod en form for blindgyde i forhold til handlinger, fordi skammen sidder inden i os. Hvis vi dømmer os selv som forkerte, så er det svært - for ikke at sige umuligt – at gøre noget ved det. Vi kan sige undskyld ift. skyld. Men vi kan ikke sige ”undskam” ift. skam…

Hvor vil jeg hen med denne tale om skam? Det er ikke videre glædeligt at tale om. Men hvis glæden skal blomstre i os, som en påskelilje i det tidlige forår, er vi måske netop nødt til at italesætte det, der forhindrer den i at slå rod....

Vi kan ikke sige ”undskam”. Men kristendommen har et andet ord og et andet håb, der meget præcist forkynder det, vi mangler i ”undskam”. Ordet er nåde, og håbet er, at Gud møder os med nådige øjne, hvor meget vi end selv måtte skamme os og se ned på os selv!

Og det begynder ved dåben. Da Jesus i dagens evangelium bliver døbt i Jordanfloden, åbnes himlen over ham, og Gud siger: ”Det er min elskede Søn. I ham har jeg fundet velbehag”. Den samme handling blev spejlet i dag, da Ville og Freja blev døbt her ved døbefonten. I dåben får vi at vide af Gud, at vi er elskede og sete. At Gud har fundet velbehag i os. Ved dåbens vand møder vi en betingelsesløs kærlighed. En kærlighed der ser os, som vi er, i vores ydre og vores indre. En kærlighed som ser vores skyld og skam, men som i samme øjeblik også skænker os nåden og dermed muligheden for at forløse både skyld og skam.

For du er Guds barn, i dig har jeg fundet velbehag.

Den dybeste kerne af skammen handler om at blive set, som den jeg er, og på den baggrund blive valgt fra. Det er frygten. Kristendommen forkynder en anden tro på os mennesker. En tro på nåden. En tro på, at vi altid allerede er set og elsket af Gud, og dermed skal vide, at vores fejltrin eller følelse af at føle os forkerte, ikke dømmer os ude for altid. Nåden er, at lige meget hvor meget, vi føler os valgt fra, vil vi altid være valgt til af Gud!

Der er mange kræfter på spil i vores tid og samfund, som dømmer os ansvarlige for vores egne nederlag. Som siger, at hvis vi ikke er tilfredse med os selv, så er det vores eget problem. Som siger: du er herre i eget hus og din egen lykkes smed. Det var det, serien SKAM viste os. Og alt sammen maner det os op i en krog, hvor skammen over ikke at kunne slå til, og forløse alle disse krav, langsomt gør livet til et nederlag.

Guds nåde er som en modgift hertil. Nåden sætter os på plads! Ikke i skammekrogen, men på plads som det, vi er: mennesker. Mennesker som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Og som de hele mennesker, vi er, bliver vi set!

Det handler ikke om medlidenhed. At vi får Guds nåde handler ikke om at vi er ynkelige mennesker og ude af stand til at gøre gode ting. Det handler ikke om at ligge ansvaret fra os, og sige: bare vi får nåden er alt helt fint og vi kan gøre, hvad vi vil.

Men nåden ligger på en måde bag ved al den styrke og glæde, vi skal møde verden og livet med. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede, kan vi tage livets ansvar på os. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede og sete, kan vi se op, i troen på, at magtesløshed og fejl ikke dømmer os ude og ikke er en permanent tilstand. Da får vi mod til at være sårbare og ærlige i mødet med hinanden, og genvinde modet og styrken i livet!

”Jeg har dårlig samvittighed over noget, der skete for mange år siden.” tænker vi. Eller vi siger: ”Jeg bliver alligevel aldrig god nok”. Eller vi tænker opgivende: ”Det nytter ikke engang at prøve”. Sådan kan følelsen af skam sætte en klods for døren til livet og holde glæden på afstand.

Spørgsmålet er, om vi med vores dåb og mødet med nåden, kan slippe tanken om, at det er forandringen i os selv der afgør, om vi er gode nok eller værdifulde? Tør vi tro, at vi altid er sete og elskede af Gud, og altid valgt til som mennesker? Og kunne vi deraf få mod til smide alle vores forklædninger, og være dem, vi er – hele mennesker?

Gud siger til os: ”Du er min elskede. I dig har jeg fundet velbehag”

Amen!

(med tak og inspiration fra Krista Korsholms bog SKAM, udgivet på Bibelselskabets forlag)