søndag den 28. april 2019

Salige er de, der ikke har set, og dog tror


Prædiken til første søndag efter påske i Brabrand og Sdr. Aarslev kirker.
Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 813 – 448 – 248 – 678 – 233 – 721.

Kort efter påskefreden havde sænket sig i søndags, blev den afbrudt, da det langsomt gik op for os, hvad der var sket på Sri Lanka samme påskemorgen. Endnu engang havde terror ramt verden og uskyldige mennesker. Og for os der bor i dette område, kom det pludselig meget tæt på, da den danske familie, der har mistet tre børn, bor lige på den anden side af vores sø. 

Det er ikke fordi, terror ikke gør indtryk på os eller at vi aldrig bliver berørte af den, når vi hører om den andre steder. Men det bliver bare, på en eller anden måde mere virkeligt og mere gruopvækkende forfærdeligt når det kommer tæt på; når det er danskere, det går ud over, når det er børn, der bliver dræbt, og vi næsten bor ved siden af dem, det drejer sig om. Da opdager vi for alvor tilfældigheden i terrorens ondskab, og at det faktisk også kunne have været os selv, det gik ud over.

Så hvad skete der med påskefreden? Det var som om, den forsvandt, lige så hurtigt den kom. At den en kort tid dukkede op og spredte håb og glæde, men at den også gik væk igen; at freden var forbi.

I evangeliefortælling oplever disciplene også, at freden kommer, men pludselig går væk igen. Ud af langfredagsmørket og den tomme grav viser Jesus sig meget pludseligt for øjnene af dem, og hilser dem med ordene: “Fred være med jer!”. Freden er kommet til dem! Men så forsvinder han igen. Tre gange i fortællingen møder han disciplene på denne måde: ønsker dem fred: “Fred være med jer!”, og viser med sin tilstedeværelse, at freden er kommet til dem. Og så forsvinder han igen. Pludseligt.

Jesus kommer og går. Freden kommer og går. Håbet kommer og går. Sådan spejler disciplenes oplevelse i evangeliet de erfaringer, vi selv står med oven på denne uge. Vi tror og bekender, at håbet og kærligheden for alvor har sejret påskemorgen med opstandelsen. Vi tror, at Gud for alvor har brudt med mørket – både det mørke vi møder i livet og i døden. Men det er ikke altid, vi også mærker det. Det er ikke altid vi kan se det foran os, og få beviser for det, sådan som Thomas tvivleren også gerne vil. Nogle gange er freden også væk. Thomas har svært ved at tro på, at freden er kommet tilbage til ham og nu står i hans hus. Han vil se beviser, fordi der er for meget i denne verden, der siger freden imod.


Freden kommer og går. Det har den alle dage gjort. Billedet på skærmene er fra Palæstina. Billedet viser en due, tegnet på en mur, med skudsikker vest for brystet og pistol for hjertet. Duen er egentlig vores symbol for håb. Duen med olivengrenen i munden er det tegn, Noa får i sin ark, efter stormfloden har raseret. Da duen kommer til ham, ved han, at stormen er ovre, at vandet har lagt sig, og at naturen og livet igen er ved at udvikle sig. At der er fred og ingen fare!

Men som vi ser duen her, er den under angreb. Det er som om billedet her indkapsler den spænding der altid har været i Palæstina og hele regionen omkring, hvor konflikter og krig er dagligdag og helt tæt på, på en anden måde end herhjemme. Duen er ikke fri, som vi plejer at kende den. Den flakker rundt, men med skudsikker vest.

Hvordan finder vi håbet tilbage i en verden, hvor freden er under angreb? Hvordan undgår vi at miste håbet, hvor det ser ud til at være tabt?

I det gamle testamente er der en fin fortælling om en profet, der køber en mark uden for Jerusalem. Byen og det store tempel, hvor Gud siges at være, er under angreb. Templet er ved at falde i grus, og dermed også hele fundamentet for denne tids folk og kultur og et liv i balance. Måske kunne man lave nogle paralleller til templet, som det der bærer et folk og er garanten for freden, med vores tids demokrati og fredelige styreformer? Men da templet er ved at falde, får profeten besked af Gud på at købe en mark – en lod jord – uden for byens mure.

Og hvorfor det? Måske fordi han ved denne handling kan vise, at noget godt stadigvæk består, der hvor andet er ved at styrte i grus? At han stadigvæk kan holde fast i jorden? Måske fordi, han ved denne handling kan lade håbet spille en rolle – trods alt – der hvor det hele er ved at falde fra hinanden. Håbet, som en konkret praktisk handling: han gør noget, han håber og køber lidt jord, på trods!

Denne handling er ikke ukendt for os i dag. Nej, fortællingen om profeten, der køber en lod jord i et trodsigt håb, er en fortælling om det, vi mennesker også altid har været nødt til at gøre, når vi vovede os ind på håbet: nemlig at handle og gøre noget, med håbet for øje, på trods af svære betingelser.

Det er det historikeren Bertel Nygaard kalder ”håbets aktive logik”. Han siger, at mennesker ”håber og handler på den betingelse, at verdens muligheder endnu ikke er helt afgjorte, men stadig står åbne. Derfor kan vi aldrig vide med sikkerhed, hvad vores håb og handlinger vil føre til. Men alternativet til at håbe og handle er ikke bare at opretholde den stille glæde ved alt det, vi allerede har. Det er at acceptere katastrofen.”

Vil vi acceptere katastrofen? Nej! Vi må handle og vi må gøre noget. Og det begynder alt sammen lige her i vores kirke, i det fællesskab, vi bevæger os rundt i, og i den indstilling til verden, vi får med herfra.

Guds Søn har mødt os på den anden side af graven med ordene om fred: ”Fred være med jer!” siger han. Og måske er vores aktive håbs-handling først og fremmest at holde fast i lige præcis påskens fortælling om fred! Krig ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Uro og stridigheder ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Bag et ophør ligger der en tanke og en vilje til noget andet. Bag et ophør ligger en fortælling om fred.

Og den fortælling har vi og den fortælling kan vi blive ved med at fortælle. Blive ved med at tro på den – også selvom den møder modstand. Påskens fortælling kan være vores første håbshandling, der efterfølgende og videre frem, kan give liv og mod til flere og mere konkrete handlinger...

Vi får ikke altid mulighed for at stikke hænderne i siden på freden og mærke, at den er kommet til os, ligesom Thomas Tvivleren fik i evangeliet. Men som Jesus siger til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”. Her bliver det sagt, vi skal tage med os i dag: for vi er de salige, som må blive ved med at tro, håbe og holde ud, til trods for at vi ikke altid kan se freden iblandt os, ja, til trods for at det, vi oftest får øje på og giver mest opmærksomhed i vores samtaler og i vores nyhedsdækning er det modsatte af fred…

Vi skal og kan blive ved med at tro og håbe på fortællingen om Guds søn og om opstandelsen påskemorgen. For lige præcis den fortælling rummer det hele, og kan bære os både når freden er der, og når den pludselig er væk.  Påskens fortælling rummer glæden og viljestyrken. Kærligheden og nærheden. Men den rummer også faldet og nederlaget. Tvivlen og angsten, og kampen mod det, som bringer livet til fald. Alt det rummer fortællingen om Guds søn og opstandelsen; også her blev freden ramt og gennemboret på et kors! Freden kommer og går!

Alt det til sammen gør fortællingen troværdig og virkelig for os, der lever et liv, hvor både kærlighed og had, fred og fjendskab fylder vores verden. Men i sidste ende er det også i den fortælling, at håbet og freden der sejrer. Det er der livet sejrer. Det er håbet og kærligheden på trods af fald og fortabelse, som vi må holde fast ved!

”Fred være med jer!” Freden er her, selvom den kan være svær altid at få øje på. Og det kan være svært altid at tro på. Men det modsatte er ikke til at holde ud, hvis vi ikke troede og håbede. Da ville katastrofen indtræde! Dog flyver duen stadigvæk og spreder håb, med Guds fred i ryggen, selvom den har vest på. Måske kan vi, med Guds fred i ryggen, finde mod til at gøre det samme…

Amen!