Himlen spejler sig i bøn

Prædiken til Femte søndag efter Påske, d. 26. maj 2019 i Sdr. Aarslev og Brabrand Kirker. Johannesevangeliet 16,23b-28. Salmer: 743 – 636 – 588 – 587 – 400,2 – 10.

Disciplene er i vildfarelse. De har fået at hvide, at Jesus skal dø og opstå, men de forstår det ikke rigtigt. Han har voldt dem mange udfordringer, når de fulgtes med ham. Nogen blev forundrede og andre vendte dem ryggen. Og hans fortællinger om gudsriget var svære at forholde sig til, når han gang på gang vendte love og regler, logik og etik på hovedet.

”Sådan har jeg talt til jer i billeder, men der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.” siger han nu, og henviser til opstandelsens dag, hvor alting igen er forandret. Men det, disciplene bare gerne vil vide, er, hvordan de skal holde kontakten til Gud, hvis Jesus ikke længere skal være hos dem. For de vil ikke miste ham.

I dag står vi på den anden side af påsken og opstandelsen, og spørgsmålet er derfor helt nærværende: hvordan kan vi holde kontakten til Gud, nu da han ikke går iblandt os som et menneske?

Refleksionen over det spørgsmål kan begynde der, hvor det handler om kontakten f.eks. til venner eller familier, når vi udsætter et forhold for afstand. Når vi flytter fra hinanden og bryder med velkendte rytmer, og på ny skal finde ud af at være tilstede i hinandens liv uden at være til stede fysisk. Hvordan gør man? Og hvordan undgår man at miste kontakten? Vores erfaring er somme tider, at når den fysiske kontakt forsvinder, gør venskabet det også af og til. Og vi spørger måske os selv, om et venskab er betinget af fysisk nærhed, eller om det også kan leve uden?

Spørgsmålet om kontakt på afstand bliver særligt følsomt, når vi sidder foran en kiste og et menneske, vi har mistet. Vi spørger os selv og hinanden, hvordan vi – på trods af døden – alligevel kan være nærværende med den, vi har mistet. For vi har svært ved at undvære ham eller hende. Vi har brug for at holde fast, der hvor døden ellers fortæller os, at der er givet slip.

I evangeliet peger Jesus på bønnen som det, der skaber kontakten. “I skal bede” siger han til disciplene – ikke længere bede til ham, men i hans navn kan de bede direkte til Faderen. For det er det nye. Med opstandelsen er det gjort tydeligt, at Jesus og Faderen er den samme, og i Jesu navn er der banet en vej fra disciplene – og fra os i dag – til Faderen. Jesus behøver ikke længere at gå i forbøn for os. Disciplene og vi kan selv bede frit i hans navn, og dermed holde kontakten. Og når vi gør det, siger Jesus, vil Faderen også høre os.

Bøn er på den ene side noget ganske særligt og på den anden side helt almindeligt. For mange er det at bede omgærdet af blufærdighed. Men jeg tror ikke, vi går igennem et liv uden at bede, selvom der kan være forskel på, hvordan vi gør det. Om vi f.eks. sætter os på kirkebænken og folder vores hænder. Eller om vi pludseligt midt på gaden sender en bøn afsted til den, eller om det, vi har på hjerte.

For filosoffen Søren Kierkegaard ligner bønnen et brev på den måde, at en afsender henvender sig til en modtager. Anledningen til henvendelsen kan være mange. Men brevet vil modtageren noget: betro sig, søge trøst, lette sit hjerte, dele en glæde osv. Bønnen er et personligt anliggende og en livsytring, som er lige så fundamental som vores åndedræt. Vi gør det bare. Kierkegaard siger et sted, at ”det at bede er at ånde. Her ser man det dumme i at tale om et hvorfor; thi hvorfor ånder jeg? Fordi jeg ellers døde – således med det at bede”.

Og lige meget hvem vi er og hvad vi kommer med, eller hvordan og hvor højt vi end får det sagt, vil Gud altid modtage brevet og bønnen, fordi han er kærligheden og fordi han kender os. Om der udbrød krig et sted i verden, skriver han, ville det ikke optage Gud mere end en fattig mands inderlige suk på Købmagergade i København. Og videre:

“... den Gud, han beder til, er menneskelig, har hjerte til at føle menneskeligt, øre til at høre et menneskes klage, og om han end ikke opfylder ethvert ønske, han bor dog nær hos os og lader sig bevæge ved den stridendes skrig, ved hans ydmyge begæring, ved hans elendighed, når han sidder forladt og som i fængsel, ved hans skyndsomme glæde over opfyldelsen, når han i håbet tager den forud; ja denne Gud lader sig røre ved den stridendes jammer, når han omkommer i mismod, ved hans råb, når han synker i omskiftelsens hvirvel, ved den taksigelse, han lover for alle tider; han lader sig røre, om ikke før så ved det sidste suk, da når det menneskeligt talt allerede synes for silde”.

Og dette er måske den nåde, vi skal høre i dag – og som disciplene indirekte fik fortalt i evangeliet, da Jesus sagde til dem, at de nu skulle bede. For i bønnen er vi set. I bønnen er vi hørt. Med alt hvad vi kommer med og alt, vi har på hjerte, optager det Gud og han lader sig røre. I bønnen kan vi altid nærme os den opstandne og allestedsnærværende Gud. Disciplene og os selv behøver ikke Jesus ved vores side, for at være set og hørt af Gud. I bønnen har de og vi adgang til ham, der altid vil lytte og følge vores veje.

Dermed ikke sagt, at vi altid fornemmer, at Gud hører os og er med os.

Det ligger til de fleste, at vi gerne vil have klare og tydelige svar tilbage - på et brev, en mail, en sms, en Snapchat-besked, eller hvad vi nu sender afsted. Og på samme måde når vi sender en bøn eller en tanke afsted til det menneske, vi har mistet. Vi har brug for at vide, at de er der, at de hører vores kald, og at de måske også kan svare os. Derfor kan vi komme til at tvivle og græde, fordi vi så inderligt mangler svar og nærhed - fra omverden, fra dem vi savner, fra Gud.

Men måske svarer de os – og måske svarer Gud os – i det stille? Kierkegaard giver os her endnu et billede og perspektiv. For hvis vi vil modtage et svar, skal vi også turde åbne os op, så det kan komme til os – så Guds svar kan spejle sig i os og synke ned i os.

Kierkegaard bruger billedet at et hav i stormvejr. Når vi åbner os op – og i kierkegaardsk forstand bliver til intet – kan vi modtage Guds svar, og Gud kan gennemlyse os. Han skriver: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, det giver det ikke rent igen; men når det bliver stille og dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Over Gudenåen, Randers. Privat foto.

Sådan er det måske også med os, og måske særligt der, hvor vi tager afsked med et menneske, vi holdt af. Vi kan strides. Vi kan kæmpe en anden Jakobskamp efter Guds velsignelse. Vi kan bruse som et hav i storm, der fortvivlet prøver at spejle og give plads til den, vi mangler. Men ligegyldigt hvor meget vi anstrenger os, og prøver at tvinge den anden nær, er det måske først i det sekund, vi bliver stille og åbner os op, at den vi mangler, kan komme til os og synke ned i os, som himlens spejlbillede synker ned i havet og ned i dybet.

Det nådefulde er, at det i bønnen dermed ikke handler om, at vi i vores bøn og anstrengelser sejrer, men om at det er den anden og Gud, der sejrer i os. At det er ham, der synker i os.

Og bønnens hensigt og mange spørgsmål bliver i den forbindelse også tilsidesat, idet det vigtigste ikke er at få svar på det ene og andet. Det vigtigste er, at Gud og den, vi i bønnen henvender os til, må blive ved med at være til stede i os. Ja, i bønnen beder vi om, at vi aldrig må suse og bruse som et hav i storm, men altid have plads og rum til dem og den, vi vil gennemlyses af, og derigennem altid kunne mærke den nærhed og glæde, vi søger efter.

Og sådan kan vi og disciplene afsluttende bede som Kierkegaard, om den nærhed vi håber og tror på:

”Herre min Gud, jeg har egentlig slet intet at bede dig om; ville du end love mig at opfylde hvert mit ønske, jeg ved dog egentlig ikke at hitte på noget, KUN at jeg må blive hos dig, så nær som det er muligt i denne adskillelsens tid, i hvilken du og jeg lever, og ganske hos dig i alle evigheder”.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!