Er du der, når det gælder?

Prædiken til Sidste søndag i kirkeåret (I) d. 24. november 2019 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 25,31-46. Salmer: 402 – 308 - “Så du kvinden på stationen?” - 276 – 320,1 – 430.

Det er egentlig ikke fordi, Jesus pakker ordene ind i dagens evangelium. Det hele er meget konkret. De mennesker, som folkene enten hjalp eller undlod at hjælpe, var også elskede og velsignede mennesker – de var Guds børn. De mennesker der havde brug for hjælp – de sultende, tørstende, nøgne, hjemløse, syge og fængslede mennesker – i dem var og er Gud også til stede. Og derfor kræver Gud den fulde opmærksomhed og hjælp. Vi kan ikke gemme os og undse at tage os af vores medmenneske.  

Det bliver sat på spidsen i Iben Krogsdals salme. ”Så du kvinden på stationen? / Så du hendes ansigtstræk? / mærked’ du den kvalme ånde / af forfald og råd og bræk? / Tog du fat i hendes hænder? / Hjalp du hende op at stå? / Spurgte du: hvad er der hændt dig / hvorfor har du klude på?” (læs resten af salmen her: https://www.salmedatabasen.dk/salme/saa-du-kvinden-paa-stationen/id1387 ) 

Krogsdal trækker evangeliet helt ned i øjenhøjde, i det konkrete sprog. Vi kan godt tale om syge og nøgne, som Jesus gør. Men hvis vi pludselig får sat ansigt, krop og sted på mennesket, bliver det pludselig mere virkeligt; det er altså hende nede fra stationen, vi taler om. Ja, ikke bare hende dernede; det er også hende, der synger til os – vi står lige foran hende – som peger på alt det vi ser og ikke ser. ”Du skal vide: det var mig.”  

Spørgsmålet, både Jesus og Krogsdal stiller, er enkelt: Er du der, når det gælder? For det er der, dommen lyder over vores liv. Vi kan sagtens tale om dom på den anden side af døden; en dom hvor vi håber, at Gud dømmer os nådigt og kærligt. Dagen i dag har typisk stået i verdensdommens tegn, med fokus på adskillelsen af fårene og bukkene. 

Men der er en dom, der er vigtigere. Det er den dom, som viser sig i vores hverdag, som der også henvises til i evangeliet. Dommen falder der, hvor vi står foran et menneske, som kræver vores fulde opmærksomhed. Der hvor vi står med livet i hænderne, og enten afviser det eller tager os af det, som Krogsdal spørger ind til i sin salme. Det er der, dommen falder: Er du der, når det gælder? For du skal vide: i det menneske var og er Gud til stede. Alt hvad I har gjort eller ikke gjort mod en af disse mine mindste, siger Jesus, det har I gjort eller ikke gjort mod mig. 

Måske er der nogen, der føler sig provokeret over dette, at vi møder Gud i det andet menneske. Hvorfor skal han være der? Kan man ikke bare møde et menneske, og tage sig godt af det, uden nødvendigvis at tro på, at man også står over for Gud?  

Nej, ikke så længe man kalder sig kristen. Det er et spørgsmål om menneskesyn, som afviger fra andre menneskesyn – og måske i særlig grad dem, der aktivt fravælger troen og Gud. Men det er netop dette, at Gud er en del af det andet menneske der afgør, med hvilke øjne du skal se på dit medmenneske – eller i det mindste gøre forsøget! 

Når vi ser Gud i vores medmenneske betyder det , at det menneske har uendelig værdi og er mere end bare krop og legeme. Vi kan ikke nøjes med at se på vores medmenneske med menneskelige øjne – hvor mærkeligt og umuligt det end måtte lyde. Det øje har alt for let ved kun at se fejl og overflader; for let ved kun at se mennesket som en skal.  

Hvad ser du?

Men når vi står over for et menneske, der også har Gud i sig, står vi over for én, som er skabt i Guds billede, på samme måde som os selv. Vi står over for en, der er set og elsket; en der er velsignet og en del af fællesskabet på samme måde som os selv. Og derfor skal vi tage os af det menneske. Vurderingen er ikke vores, om vi skal eller ikke skal tage os af mennesket. Nej, den opgave hviler altid og allerede på vores skuldre, om vi vil det eller ej. Uanset hvordan mennesket måtte se ud udenpå; uanset hvad vi med menneskelige øjne måtte mene, tænke og tro om det andet menneske, så bærer det andet menneske altid noget af Gud i sig. På den grund skal vi pakke vores overfladeblik væk og gøre forsøget: at se med Guds øjne på vores medmenneske. 

Når vi ser Gud i vores medmenneske betyder det, at vi ikke må tage livet fra nogen. Vi kender buddet fra Mosebøgerne om, at du ikke må slå ihjel. Det er selvfølgelig i helt konkret forstand. Men det er også forstået på den måde, at du ikke må tage livsmulighederne fra et andet menneske. Tværtimod fortæller buddet om at elske din næste som dig selv, at du altid bør gøre forsøget på at give livet videre.  

Det er Gud, der skaber livet. Det kan vi ikke selv gøre. Men vi kan give det videre til hinanden, når vi i konkret forstand sætter børn i verden, men også i overført betydning, når vi rækker en hånd til kvinden på stationen, eller stopper op og hjælper det barn, der har brug for en voksen.  Vi har Gud til fælles. Vi har kærligheden til fælles. Vi har livet til fælles. Der ligger en vis sandhed i – og for mange også en erfaring i – at hvis vi mister vi et andet menneske, mister vi i grunden også noget af os selv.  

Når vi ser Gud i vores medmenneske betyder det, at vi også må have lov at tro og håbe, at Gud ser os igennem de mennesker, der kommer til os, og at vi aldrig er alene om livet. Påbuddet om at tage os af vores medmenneske er der altid. Men når vi falder og fejler, og mister modet til at gøre noget, så må vi også have lov at tro, at Gud stadigvæk er der for os. At der er mennesker, der kan komme til os, se os og være om os den dag, vi selv står på stationen og er kvinden med klude på. Når de forsøger at gøre det bedste, de kan, med Guds hjælp. 

Vi er også små. Vi er mennesker, der skal gøre forsøget. Men vi skal også vide med os selv, at det vi gør, ikke er og kan være andet end et forsøg på at gøre vores bedste. Af og til vil vi fejle. I en anden salme af Krogsdal, hvor hun også skriver sig igennem kravet, fordringen og opgaverne på vores skuldre, lyder ordene til sidst: ”Men når dagen er omme i dig selv / og du ikke gjorde nok alligevel / ligger det du ikke gjorde / på de andres natteborde. Men om natten går livets far herned / og han lægger hånden på dig med sin fred / og hans øjne lyser milde / du har lov at være lille.” 

Sådan må vi både tænke om os selv og de om de mennesker, vi møder på vores vej. De er ikke bare kroppe og overflader. Og de er heller ikke alene overladt vores vurderinger og ”synsninger”. Det kristne menneskesyn stiller mennesket i et andet perspektiv. I alle mennesker er Gud også; der ligger kærligheden og gudbilledligheden også, og derfor har vi et ansvar. Derfor har vi en opgave at opretholde livet, at se bag om overfladen og tage udgangspunkt i det skabte menneske, fyldt af kærlighed med livet foran sig. Et menneske vi ikke har lov at fratage livet, men kun må arbejde på at give mulighederne tilbage.  

Og samtidig må vi tro, at når der spørges: Er du der, når det gælder?, så er Gud med os i dommens time. Vi kan netop kun, i bedste fald, gøre et forsøg på at opfylde de krav, der stilles til os. Og derfor må vi sætte vores lid til, at Gud er med os hvor vi fejler. Dommen stiller på én gang et krav, og samtidig tror vi, den en nåde, vi også har lov at spejle os i.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.     

Amen!