Prædiken til Kristi Himmelfart (II) d. 21. maj 2020 i Brabrand Aarslev Kirker
Lukasevangeliet 24,46-52. Salmer: 736 – 289 – 257 – 725.
Vi skal til at
stå på egne ben igen. Det er ikke nødvendigvis fordi, vi har glemt, hvordan vi
gør; hvordan vi er uden for vores hjem eller hvordan vi interagerer med andre.
Men al ting er alligevel så anderledes og nyt. Der er sket en forandring. Tiden
er en anden, og vi må leve med den, og leve i den. Det kan ikke
være anderledes.
Det lyder måske
negativt. Når der sker forandringer, kan vi have tendens til vemodighed over
det, der ikke er, som det plejer. Vi bryder os grundlæggende ikke om for store
forandringer i vores liv. Vi bliver usikre. Vi kommer til at savne.
Men
forandringerne kan også formes positivt. Forandringer kalder også på nye
muligheder. Måske var alt det gamle ikke lige godt eller hensigtsmæssigt. Måske
var der faktisk brug for en luftforandring, som vi bare ikke selv havde fået øje
på med gårsdagens briller? Måske er det hele ikke så skidt. Forandring fryder,
siger man…
Hvad taler jeg
egentlig om?
Handler det (endnu
engang) om genoplukningen af Danmark efter en tid med nedlukning? Ja, på den
ene side. Nu kan vi endelig få lov at åbne landet igen – åbne vores liv og
virke. Jeg tror, de fleste af os har det som en mus i en æske, der kun venter
på at springe op, løbe afsted og genoptage livet i forårssolen.
Eller handler
forandringerne om Kristi Himmelfart? Ja, på den anden side. Forandringen er
ikke at tage fejl af. Jesus stiger til himmels for øjnene af os og disciplene,
som vi hørte i evangeliet.
Han kom og han
så, og han sagde ting og han provokerede os og han forandrede for altid vores
måde at forstå verden og hinanden på. Og nu forsvinder han for øjnene af os,
imens vi står tilbage med lige dele vemodighed, forundring og måske også mod.
Ja, for når han forsvinder for øjnene af os, må det vel også være fordi, han
mener, at vi kan klare det uden ham? At vi kan klare livet og klare at stå
tilbage på jorden uden ham, og føre alt det videre, som han gav os, mens han
var her?
Han må vel
mene, at vi kan...
Hvad enten
forandringen handler om genoplukning eller himmelfart, så har de to emner én
ting til fælles: de kræver at vi er modige og at vi har myndighed. Vi står på
en kant, hvor vi ikke kan se tilbage. Det, der var før, er forandret. Nu er der
fremtid tilbage, som vi med alt vores mod må forsøge at gå ind i, med rank ryg
og myndighed, og give liv til den. Fordi vi kan!
Vi tænker mest
på de unge, når vi taler om at blive myndig. Det sker på 18-års fødselsdagen.
Selvstændigheden modnes, når man kan få sit eget kørekort, må stemme til valg, eller
når man ikke længere juridisk er bundet til sine forældre. Som 18-årig e du
myndig og står på egne ben. Men ét er, hvad loven siger. Noget andet er, om man
også føler det? Mange 18-årige bor hjemme, går på ungdomsuddannelse og har
stadigvæk brug for omsorg og tryghed, inden de flytter hjemmefra og måske
begynder på en videregående uddannelse. De har stadig brug for den hjemlige
ånd, der skal gøre dem klar til livet.
Måske følte
disciplene sig lidt forældre-forladte, da de stod der og så undersiden af Jesu
fødder. Var de egentlig klar? Vidste de, hvordan de skulle fortsætte med at leve
i hans ord og gerning? Eller ville de ikke bare falde tilbage i gamle love og
menneskesyn efter lidt tid? Sådan kan vi også selv have det i disse tider. Er
vi klar til forandringen?
Myndighed har på
den måde en usikkerhed og skrøbelighed indbygget. En skrøbelighed vi mærker,
når vi pludselig står alene. Og omvendt kan vi også opleve at træde vande og
blive ”nurset” for meget, hvis ikke nogen siger noget til os. Nogen gange kan
vi have brug for at blive skubbet lidt til, og måske endda blive kastet ud på
åbent vand. Der, hvor der ingen vej er tilbage, og hvor vi må bruge al vores
energi på at være til stede.
På den måde var
Kristi Himmelfart måske en nødvendighed for Gud. Og måske er Kristi Himmelfart
en nødvendighed for os, selvom den også kan opleves skrøbelig. Det kan se ud
som om, Gud igen forlader sin jord og lader os i stikken. Men det er ikke kun
det, der sker. Han forlader os, ja, men han sender os også sin ånd i pinsen. Han
giver os teten, myndigheden og rygstødet til, at vi skal mande os op, og sender
samtidig sin ånd til os, for at den kan virke iblandt os.
Og at Kristus
farer til himmels er ikke ensbetydende med, at Gud er fjern, eller at det
himmelske ligegyldigt. Nej, tværtimod betyder det, at Gud på en ny måde er nær
hos alle i sin himmel. Gud strækker sig som himlen fra nord til syd, og fra øst
til vest. Det er en nærværende Gud i himlen, som på en ny måde omkredser os og
giver os mod til at fortsætte, hvad han satte i gang på jorden. Og ved at være
nærværende, stadigvæk holde os fast i vores opgave.
Det er
filosoffen Immanuel Kant, der taler om, at mennesket skal ud af selvforskyldt
umyndighed, og i stedet betjene sig af sin egen fornuft. En slags myndiggørelse
af mennesket.
Og for Kant
betyder det ikke, at han derfor afskaffer hverken det himmelske eller det guddommelige.
Hans kendte valgsprog lød: ”Stjernehimlen over mig – og den moralske lov i
mig”. De to ting er ikke modsætninger. Tværtimod betinger de hinanden, lever af
hinanden. Vi skal bruge vores egen fornuft og samvittighed. Men vi skal også
anerkende det, der er højere end os selv; dvs. himlen over os.
Uden denne
ærefrygt for en højere magt, bliver vores fornuft til vilkårlighed, som en
teolog har formuleret Kants filosofi. Det er Gud i himlen – stjernehimlen over
os – der giver os rygstødet, og som forpligter
os til at tage livet på os. At vores gøren og laden ikke bare bliver
vilkårlig, men i stedet har en retning og en mening.
Kristi
Himmelfart er en myndiggørelse af dig, mig og os. Kristus farer til himmels.
Tilbage står vi, med ordet og magten i vores hænder. Gud mener, at vi kan. Jeg
tror, det er det, vi skal høre i dag. Gud giver os myndighed til at tage Guds
ord til os, helt nært, og lade det virke igennem vores hoveder og hænder. Som
en forældre, der langsom forlader sit barn, efter lang, god opdragelse og
massevis af kærlighed. Han forlader os for nu, og vender tilbage med sin
Helligånd, som inspirationen til det nye liv, som vi kan tage i brug sammen med
vores nye myndighed.
At Gud er i
himlen over os alle, er det, der gør, at vi ved, at han er med os, giver os
mod, elsker os, så vi kan begive os ud i verden på egen hånd.
Amen!
