Prædiken til Trinitatis søndag (II) d. 9. juni 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 28,16-20. Salmer: 403 – ”Højt over os et himmelrum” – 364 – 29.
Det er juni. Foråret er forbi. Forberedelsen til sommeren er ovre. Alt er sprunget ud og vi er klar til sommerens enkle glæder, som livet skænker nu og her, som Smedegaard Andersen skrev i sin salme.
Bevægelsen fra forår til sommer afspejles også i festdagen i dag, Trinitatis søndag. På den ene side sætter vi i dag et punktum i fortællingen om Gud. Nu er den helt udfoldet. I julen hørte vi om, hvordan Gud Fader kom til jorden og blev menneske. Vi har hørt hvordan det menneske, Guds Søn, tog menneskeheden til sig, tog ondskaben på sig, gik i døden med alt det, der måtte dø, og genopstod påskemorgen til liv for os alle. Og slutteligt i pinsen hvor Gud sender sin Helligånd, vores livgiver. Fortællingen er færdig.
På den anden side er det først nu, at Gud virkeligt skal til at virke iblandt os. Sådan er det i hvert fald, hvis man ser med kirkeårets briller. Trinitatis søndag fejrer vi, at Gud er én Gud, som har givet sig til kende i tre skikkelser: den skabende Fader, den frelsende Søn, og den livgivende Ånd. Vi fejrer, at det er i denne Guds navn, vi døbes, og denne Guds fortælling, som vi skal leve på, som skal være et fundament under os, når vi nu tager fat i livets enkle glæder i en sprudlende sommer. Vi er kun lige begyndt!
Men alt dette med kirkens kalender, og Guds gradvise udvikling, fortalt søndag efter søndag, er også lidt kunstigt. For dels er det historisk. Men endnu mere er det den fortælling, vi alle dage står i lyset af og som vi aldrig falder ud af, også selvom vi begynder forfra på et nyt kirkeår. Siden Helligåndens komme den allerførste pinse, har vi alle dage kunnet bekende den treenige Gud, fordi det er gennem Helligånden, at vi får blik for Gud.
Det er gennem Helligånden, vi får blik for Gud. Det er teologen Anna Marie Aagaard, der er kendt for at sige, at vi altid må gå baglæns ind i triniteten – at vi må gå baglæns ind i Guds treenighed. Vi er vandt i trosbekendelsen at begynde med Faderen, dernæst Sønnen og til slut Helligånden. Men Aagaard vil gerne vende det om; ikke i bekendelsen, og slet ikke som en overbetoning af Helligånden mere end Faderen og Sønnen, men for at sige, at Helligånden altid er vores indgang til Gud. Den eneste mulighed, vi har for at forstå Gud og erfare Gud på, er gennem Helligånden, og det er derigennem, vi får øjnene op for Sønnens og Faderens betydning.
Anna Marie Aagaard henter bl.a. sine overvejelser hos Luther. I sin store katekismus, lærdom om den kristne tro, forklarer han om Helligånden. Han spørger sig selv, hvordan den virker og er til, og svarer bl.a.:
”Helligånden virker ved den kristne kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. (…) Se, alt dette må være Helligåndens embede og gerning, at Han på jorden begynder og dagligt forøger helligheden ved de to størrelser, den kristne kirke og syndernes forladelse (…) For skabelsen er sket, forløsningen er fuldendt, men Helligånden gør sin gerning uden ophør til den yderste dag, og dertil har Han forordnet en menighed på jorden, hvorigennem han taler og udretter alt.”
Skabelsen er sket, og forløsningen er fuldendt, skriver Luther. Men Helligånden gør sin gerning uden ophør. Den virker alle dage, indtil verdens ende, og dens handlinger springer umiddelbart af menighedens midte, dvs. gennem os mennesker her i kirken.
De helliges samfund er altså ikke en bare en øjebliksbegivenhed søndag mellem kl. 10 og 12, som Aagaard da skriver. Ordets og troens kirke har eksistens i verden og kan genkendes af troen også uden for kirkebygningens mure. Der findes kendetegn på sand kirke i verden, kendetegn på ret praksis. Og de er ikke tilfældige. Kriterierne for ret kristen praksis findes i Guds bud: i de bud, der konkretiserer kærlighed til næsten.”
Og fra og med i dag, Trinitatis søndag, er det nu disse bud, vi skal til at forholde os til. Fra i dag og helt frem til advent fokuserer evangelieteksterne søndag efter søndag på at udfolde Guds bud, der konkretiserer kærligheden. Gud sender os ud i verden til at efterfølge hans fodspor.
Vi må gå baglæns ind i triniteten. Vi oplever Guds nærvær gennem Helligånden.
Når vi ser, at jorden og naturen er skænket til os; at den er givet til os udefra, og at vi ikke altid selv er ophavsmænd til det, der sker foran os, da forstår vi hvem Gud Fader er gennem Helligånden. Eller når vi opdager det på én gang stærke i os, som kan tage sig af det andet menneske, og det samtidig magtesløse i os, som har brug for, at en anden tager sig af os; da forstår vi hvem Gud Søn er gennem Helligånden.
Overalt er det Guds Helligånd, der kommer imellem os og åbner perspektiverne for os. Det er, når vi pludselig ikke kun ser os selv som det særlige og helt specielle i denne verden, men ser det andet, eller den anden, og det, vi har sammen. Da er Helligånden tydelig. Og da er den treenige Gud tydelig for os.
Det er teolog Niels Grønkjær som formulerer det således: Helligånden forener os gennem adskillelse. Det lyder kryptisk, men det er i grunden enkelt nok. Tænk på et bord, siger han. Når vi sidder sammen og deler et måltid, er der et bord imellem os. Bordet adskiller os, så vi ikke sidder oven i hinanden. Men bordet forener os også på en særlig måde. Bordet er det tredje. Det er samler os, forener os. Ligesom kærlighed imellem os samler og forener to. Ligesom sproget imellem os samler og forener os. På samme måde virker Helligånden i adskillelsen og splittelsen. Den tager splittelsen på sig, og forener det splittede i noget tredje, så der opstår et forhold.
Og hvilken større glæde kan vi egentlig tage med os videre herfra end netop denne: at vide, at Gud er med os? At Helligånden er det tredje imellem os, der forener os. At Gud er med os i splittelsen, som det blev bekræftet for os påskemorgen, og at det fortsat gælder for vores liv uden ophør til den yderste dag.
Helligånden er livgiveren i enhver henseende, som Anna Marie Aagaard siger det med lånte ord fra den nikænske trosbekendelse. Og det er såmænd enkelt og erfaringsnært nok. ”skal man prøve at forstå det” siger hun, ”kan man lægge mærke til, at trods al den brutalitet og død og undergang, der blæser én i møde, hver gang man åbner en avis eller ser tv; trods al døden, der omgiver os selv, og sygdomme, der grasserer, så lever vi! Og vi har ikke givet os selv livet”
Nej, der er gået opstandelse i livet. Det fortæller den treenige Gud os. ”Den Gud, vi møder i dåben, når vi døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, er en gud, der sætter os ind i et opstandelsesliv, som døden ikke kan bemægtige sig.” siger Aagaard. Gud kommer imellem os!
Og med disse ord kan vi tage hul på Trinitatistiden; lade Helligånden virke i sommerens sol, og gøre sin gerning i os uden ophør, alle dage indtil verdens ende. Og vi kan takke:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen!
