Ærefrygt

Prædiken til syvende søndag efter Trinitatis, d. 26. juli 2020 i Brabrand Aarslev kirker. Matthæusevangeliet 10,24-31. Salmer: 748 - 46 - 22 - 31.

Det er bryllupssæson. Brudeparrene er heldigvis ved at vende tilbage efter nedlukningen, og vil gerne mødes her foran alteret. Og når de så står her, spørger jeg dem bl.a., om de vil elske og ære hinanden.

Måske nogen af jer også har svaret på det spørgsmål engang? Om I ville elske og ære det menneske, I stod ved siden af, indtil døden skiller jer ad. Det er et stort spørgsmål at svare på, og på en måde også lidt umuligt at svare på. For hvem ved og kan være helt sikker på, at man kan elske og ære hinanden hele livet, indtil døden skiller os? Hele livet er en stor mundfuld. Men alligevel – og det er det glædelige og håbefulde – lader parrene tvivlen komme an på en prøve, fordi de grundlæggende tror de på det, og måske har set det ske for andre, forældre eller bedsteforældre, som støtter dem i deres ja. Og Gud svarer parret, både på troen og tvivlen og på alt det, der måtte komme, med sin velsignelse.

Brudeparrene kan nok sætte ord på, hvad det for dem betyder at elske det andet menneske. Men hvad betyder det at ære et menneske?

Det er sjældent, vi taler om at ære nogen. Oftest bruger vi ordet, når vi ved en mindehøjtidelighed siger ”æret været hans eller hendes minde”. Her er det et udtryk for, at denne persons liv – væremåde, bedrifter, aftryk el.lign. – skal huskes på og mindes med respekt. Det særegne i mennesket, som var ganske særligt og mindeværdigt. Det skal æres og respekteres

Måske er noget af det samme på spil i vielsen? Når man bliver spurgt, om man vil ære det andet menneske i ægteskabet – altså i levende live, side om side – så spørges der til, om man vil respektere det andet menneske. Om man vil vise troskab, vise tillid, ja måske endda frygte det andet menneske, i ordets bedste forstand, som et menneske i sig selv. Man respekterer det, som man måske ikke helt forstår, og som man heller ikke kan få greb om og lave om på, selvom man gerne vil.

Vi kalder det også at vise ærefrygt. Bare fordi man indgår ægteskab og bliver ét, betyder det ikke, at man bliver det samme menneske. Og æren hjælper til at sætte dette i perspektiv. Man siger ja til at elske – til at være smedet sammen i medgang og modgang, holde om og holde af hinanden. Men man siger også ja til at ære og vise respekt.

Ærefrygten er på spil i dagens evangelium, dog med et underligt tvist, som vi ikke helt er vandt til.

Vi er i fortællingen, da Jesus er i gang med at forberede sine disciple på deres arbejde med forkynde Guds ord. Det er, hvad vi i dag kunne kalde en ”motivational speach”, hvor arbejdsgiveren forsøger at motivere sine medarbejdere til at udføre en opgave bedst muligt. Jesus taler om det, der venter disciplene i deres forkyndelse. Og det bliver ikke let. De vil møde mange mennesker, som vil undre sig over dem, måske ligefrem hade dem, ligesom Jesus selv er blevet mødt sådan.

Men, og det er her tvistet kommer ind: så kunne man tro, at Jesus i den sammenhæng på vanlig vis ville møde disciplene med et ”frygt ikke, Gud er med jer”. Men det gør han bare ikke. Menneskene er faktisk ikke nogen, disciplene skal bekymre sig om. ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel” underforstået: de almindelige mennesker. Nej, ”frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” altså Gud!

Kære disciple, siger Jesus, med andre ord. Måske I tror, I har regnet den ud. Måske I tror, I kender Gud og ved hvem han er fuldt ud. Men tag jer i agt, og hav ærefrygt for Gud. Hvorfor? Ja, måske fordi, vi ofte gerne vil have ”regnet den ud” og tror, at vi kan vide alting – om Gud og om livet. Men det kan vi bare ikke. Og i vores iver efter at have regnet den ud, gør vi både Gud og livet mindre, når vi putter dem i vores forestillede fastlåste kasser.

Mange af os er glade for årsag-virknings-sammenhænge. Glade for at få oplevelser eller hændelser skrevet ud, sort på hvidt, for at kunne håndtere og overskue vores liv. Men det lader sig bare ikke altid gøre. Som nu f.eks. det med kærligheden, apropos bryllupper. Kom ikke og fortæl mig, at kærlighed hele vejen igennem har logiske forklaringer. Kærlighed opstår også uforklarligt og er noget, der sker ud af det blå. Måske kan man være tiltrukket af udseende eller væremåder, og måske videnskaben vil sige, at god kemi også handler om netop kemi; om kroppens dufte, eller om nogle grundlæggende dyriske instinkter i mennesket.

Men uforklarligheden spiller os stadigvæk et pus. Der er så meget vi ikke forstår, og i den bedste af alle verdner kan vi også få mod til at overgive os til det – at vi giver os hen til den kærlighed, der overrumpler og overrasker os uden forklaring.

Og sådan må vi også have lov at tro på Gud. Ja, sådan skal vi tro om Gud. Vi skal ikke bare tage ham for givet. ”Vi skal over alle ting frygte, elske og sætte vor lidt til Gud”, som Martin Luther skrev i sin katekismus, den lille introduktion til kristendommen, som forklaring på hvad det vil sige, kun at have én Gud. Vi skal frygte, elske og stole på ham. For Luther er det at elske og frygte altså ikke modsætninger. De er begge udtryk for noget af det største, man kan give en anden. Det fastholder Gud som overraskende og gådefuld, med magt til at tage liv, men så sandelig også med magt og mod til at skænke os liv, og gøre livet større og mere forunderligt, end vi nogensinde havde turde drømme om. Ligesom vi i et spejl eller et billede heraf tror, at vores udkårne kan gøre det for os i ægteskabet.

”Skærm vor undren, og bevar / gåden om det sidste svar; / lad os tro, at vi er mer / end en skal af støv og ler” skriver Lisbeth Smedegaard Andersen lidt provokerende i den salme, vi skal synge om lidt. Skærm vor undren, altså: pas på vores undren, sørg godt for uforklarligheden, og bevar det underlige og gåden om den endelige forklaring. Ikke for at pine os med løse ender og ufærdige sætninger, men for at holde livet åbent. For at holde nysgerrigheden åben. For at holde hjertet åbent for det, der måtte komme til os.

Og som det gælder ved alteret, at det ikke kun er den ene part, der svarer ja til at elske og ære, men begge parter i et ligeligt forhold, sådan må vi også tro, at Gud elsker og ærer os. Den respekt, vi skal vise Gud, viser han også os. Vi tror at han skabte, og stadigvæk bliver ved at skabe livet foran os. Han sendte os sin Søn, og sender dagligt sit ord og sin Ånd som vejleder i livet. Og det er da også en forløsning og en glæde at holde fast i: at vi er troet på. At vi er æret af Gud, og at Gud fastholder sin nysgerrighed og sin åbenhed over for os, vores kunnen og vores liv, både når vi flyver og når vi falder, i medgang og modgang, som spurve på himlen, hvor Gud er med os. Hele vejen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.