Lidenskab

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (II) d. 16. august 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Matt. 11,16-24. Salmer: 403 – 592 – Herre vi tror – 1. 

Det er frustrerende for Jesus at stå der midt i byen Kapernaum, og mærke denne mur af ligegyldighed hos slægten. Forinden har han forsøgt at vække deres liv og tro til live; fortalt dem om alt det gode, der sker omkring dem. ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” siger han til dem. Der er al mulig grund til at de ikke er ligeglade. Men lige lidt hjælper det.

Nej, denne slægt er som en flok dvaske børn: ”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.” De tror ikke, og de er ulidenskabelige i deres livsførelse. Det er det, han har imod dem. De har fået et liv givet, hvor der sker alt muligt godt, men de ser det ikke og de lader sig ikke forføre af det. Hvad er deres liv værd, hvis de ikke bruger det til noget? Hvad er musikken værd, hvis man ikke danser til den? Og hvad er sorgen værd, hvis man ikke mærker den?

Det har lige været sommerferie. I mandags begyndte børnene i skole igen og vi er langsomt på vej ind i hverdagens trummerum. For nogen er det den aktive hverdag, der vender tilbage, efter en sommerferie i afslappethedens tegn. For andre er det den kedelige hverdag, der vender tilbage, fordi ferien var fyldt af eventyr og nye oplevelser. Men dansen og legen ikke kan blive ved for evigt, tænker vi måske, og hverdagen ender med at blive en slags lavvande i forhold til ferien og højtiden, hvor festen foregår.

Musikeren og forfatteren Peter Bastian fortæller i sin bog ”Mesterlære” om en samtale med guruen Andrew Cohen. Han er frustreret over forskellen mellem at være på scenen og uden for scenen. Mellem højtid og lavtid. Han mangler den energi, han har på scenen.

”Det var første gang jeg mødte Andrew på tomandshånd, og jeg busede ud med mine oplevelser på scenen og al min tvivl og frustration over, at jeg ikke udviklede mig som menneske, snarere tværtimod, og han spurgte: ”Hvad er forskellen på scenen og nedenfor scenen?” ”Jamen, på scenen er det dødsens alvor, du er altid på. Alt hvad du foretager dig, har afgørende betydning!” Så siger han: ”Det lyder fantastisk! Du skal bare aldrig nogen sinde gå ned fra scenen!”. Og da han så mit fårede udtryk i ansigtet, supplerede han: ”Der findes ikke et neutralt område, hvor vores handlinger ikke tæller. Vi er altid på! Der gælder de samme regler neden for scenen som på scenen. Det er umuligt at forlade scenen.”

Så vidt Peter Bastian og Andrew Cohen. ”Det er umuligt at forlade scenen” sagde han. Vi kan ikke træde ned fra den. ”Vi er altid på”. Hvis bare Jesus kunne få slægten i Kapernaum til at forstå det samme. Eller måske menigheden i Brabrand Aarslev? Vi er altid på!

Det er det ulidenskabelige, der går Jesus på. Han henviser selv, måske lettere ironisk, til byen Sodoma, der, som vi ved, ender med at blive ødelagt på grund af byens synd. Men det skal gå Sodoma mere tåleligt på dommens dag end det pæne Kapernaum, mener Jesus. For i Sodoma vidste man i det mindste noget om synd og skyld. Man vidste noget om at hade og elske. Man myrdede til højre og venstre. Man hadede sin fjende, i stedet for at sovse ham ind i ligegyldig tolerance. Man levede et lidenskabeligt liv, og det var i grunden positivt.

Men hvad er lidenskab, som Jesus gerne vil have frem i slægten – og i os? En af vores vigtigste tænkere om lidenskab er Søren Kierkegaard. For Kierkegaard er lidenskaberne noget af det væsentligste i et menneskeliv. Og mindst lige så vigtige som videnskaben, som langsomt vinder frem i hans samtid. I indledningen til hans første værk Enten-eller, skriver han: ”Er da fornuften alene døbt, er lidenskaberne hedninge?” Alt kan ikke måles, vejes, bevises eller forklares med fornuften, mener Kierkegaard. Lidenskaberne er noget andet, men mindst lige så vigtige!

Lidenskaberne er, ifølge Kierkegaard, troen og det at kaste sig ud på de 70.000 favne og lade sig bære. Det er kærligheden, der kan bjergtage eller lamme os helt uden vores vilje. Det er Angsten, der kan overmande os og gennemtrænge eller undertrykker vores handlinger. Lidenskaberne er dem, der viser os, hvad vi holder af, hvad vi er bange for, tør tro på eller slet ikke kan holde ud stik imod sund fornuft, og andre kedsommelige beregninger. De er noget, vi ikke selv vælger eller beslutter os for. En lidenskab eller en passion er vi ikke selv herrer over.

Med Kierkegaards forståelse af lidenskaben, retter der sig derfor også et spørgsmål og en kritik mod Jesus. For på denne måde kan vi jo ikke bare beslutte os for at være lidenskabelige. Hvis lidenskaben ikke kan tvinges frem, men derimod springer spontant ud af mennesket selv, hvad skal vi da gøre, hvis vi er havnet i dovenskab og ulidenskab? Hvis vi er havnet der, hvor Kapernaums slægt står, eller der hvor Peter Bastian føler, at livet uden for spotlight faktisk ikke er noget værd? Så kan det godt være, at Andrew Cohen siger, at Bastian i gåseøjne aldrig skal forlade scenen. Men det er lettere sagt end gjort, og måske umuligt, hvis du ikke har modet til at forfølge lidenskaben.

Så hvis vi ikke kan fremtvinge lidenskaberne, sådan som Jesus gerne vil; måske er opgaven da, som Kierkegaard peger på, at vi skal turde overgive os til lidenskaberne, når de rammer os. Måske er det det, det handler om, hvis vi skal tage vores liv alvorligt, sådan som Jesus forventer af Kapernaums slægt…

Lidenskaben kan hverken tvinges frem eller forklares på fornuftig vis. Men når de er der, kan man mange gange heller ikke undgå at lægge mærke til dem. Når vi sørger, glæder os, er angste eller forelskede, kan det ses på os.

Kierkegaard har i denne sammenhæng en betragtning i af en ung, forelsket mand: ”Hans Optræden var kraftfuldere end sædvanlig, hans Former skjønnere, hans store straalende Øie havde udvidet sig, kort: han var som forklaret, Som en Drue, naar den er paa sit Høieste, bliver gjennemsigtig og klar, medens Saften pibler frem gjennem de fine Aarer, som Skallen paa en Frugt brister, naar Frugten modnes i hele sin fylde, saaledes brød Elskoven næsten synlig frem i hans Skikkelse.”.

Sådan skal man også kunne se på os, at vi lever.

Kierkegaard ser i sin samtid, at lidenskaberne kæmper med den fremherskende videnskab, som truer med at overtage al mening i menneskets liv. Jeg tror, det er meget på samme måde i dag. Videnskaben er for mange er langt mere værdifuld og vigtigere at forholde sig til, end det lidenskabelige. Men måske skulle vi nærme os en fælles forståelse, at det ikke handler om et enten-eller, men et både-og, når vi taler om videnskab og lidenskab. Langt de vigtigste opdagelser og oplevelser, vi gør i vores liv, springer lidenskabeligt ud af os. Når vi elsker, sørger og tror, giver vi os hen til noget vigtigt i livet. Når vi derimod gør kærligheden til et projekt, gør sorgen til en sygdom, der skal medicineres væk, eller gør troen til et system eller en lov, så lader vi det ulidenskabelige indfinde sig hos os.

Vores liv er andet og mere end hverdagens trummerum, de fornuftige valg, de kalkulerede beslutninger og den evige spørgen efter nytte og anvendelighed. Spørgsmålet både Jesus og Kierkegaard stiller os i dag er, om vi tør overgive os til det andet?

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var begyndelsen
 således også nu og altid og i al evighed.   

Amen!

Sandt og falsk

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. august 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.

Matthæusevangeliet 7.22-29. Salmer: 724 – 319 – Vi bor under stjernernes tider – 745,4-5. 

Hvad er fast klippegrund og hvad er usikkert sand? Hvad er sandt og hvad er falsk?   

I er sikkert stødt på vendingen ”fake news” de senere par år. De falske nyheder. Nyheder, som af forskellige grunde forvrænger sandheden eller ligefrem fortæller en løgn. De florerer ofte på de sociale medier, hvor mange brugere har mulighed for at dele meninger og påvirke nyhedsbilledet, og ikke altid være underlagt en kritisk korrektur.  

Frygten for de falske nyheder også har sat sig i mig, når jeg læser nyheder. Hvis man først én gang er blevet narret, glemmer man ikke følelsen igen. Det har gjort, at jeg møder nyhederne med en større mistro. Nogen vil kalde det sund skepsis. Jeg selv er lidt træt af det, fordi det også rører ved en grundlæggende tillid til omverden.   

Danmarks førende videnskabsmedie: videnskab.dk, har en blog, hvor de, som de skriver, stiller skarpt på ”fake news”. Vi giver dig svar på, hvordan du skelner en falsk nyhed fra en sand, hvorfor vi så nemt forføres af de kulørte historier og gode råd til, hvordan du selv undgår at sprede opdigtede historier. Og, er du i tvivl om dine evner til at spotte fake news? Så tag vores test, og se om du gennemskuer sandt fra falsk.  

Det er komisk i sig selv, at videnskab.dk indleder en blog om ”fake news” med ordene: ”Vi giver dig svar” ”Vi giver dig svar (…) på om du gennemskuer sandt fra falsk”. Og der vil altid være noget der stritter i mig, når jeg tilbydes en test. Hvad forestiller de sig? Hvis jeg svarer rigtigt: har jeg så vundet sandheden om, at jeg er en kritisk læser, der kan skille al skidt fra kanel og spotte enhver sandhed og falskhed? Og hvis jeg svarer forkert: skal jeg så gå fra testen og være bange for overhovedet at åbne en avis eller min computer, fordi jeg ikke er god nok til at gennemskue min omverden? Både en rigtig og forkert besvarelse gør mig både utilpas. Det bekræfter mig i, at jeg skal være på vagt, og at sandheden ikke er kommet en my tættere på mig af den grund. Min indre skeptiske jyde ulmer.

Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Mange gange i løbet af Jesu liv, som det er fortalt i evangelierne, bliver han spurgt om sandt og falsk; om det rigtige og forkerte af gøre. Hvem er min næste? Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror? Hvordan arver jeg evigt liv? Osv. Og Jesus siger da altid: ”Så gå du hen og tag min test!” 😊 Nej. Jesus undlader som oftest at svare direkte på spørgsmålet eller stikke folk en test i hånden. For hvad der er sandt og falsk afhænger af så meget, og ikke mindst afhænger det af den situation, du står i og det menneske du står over for.  

Derfor fortæller Jesus i stedet en lignelse til spørgeren, som han eller hun selv kan træde ind i, og derigennem opsøge svaret. En fortælling, hvor spørgsmålet perspektiveres, hvor nuancerne udfoldes, og hvor spørgeren inddrages i svaret ved brug af hjerte og hænder – ord og handling. For det sande og det falske, det rigtige og det forkerte at gøre, opstår i mødet med den anden og med Gud. I ordet og handlingen. Derfor kan Jesus ikke bare svare ”sådan og sådan” på spørgsmålet om sandt og falsk. For det kræver altid vores dybeste opmærksomhed og indlevelse at forstå det og at se det for os…

Så meget desto mindre er det lidt provokerende i dagens evangelium, at Jesus alligevel antyder, at der findes en fast klippegrund og en usikker sandgrund. Og at nogen tror, de gjorde det rigtige, som han alligevel ikke vil kendes ved. For det stiller os med fornemmelsen af, at der alligevel er et fundament eller et grund-svar eller et udgangspunkt, vi skal stå på, som er mere sandt og mere klippefast end andet. Hvor vil han nu hen med det?  

For mig at se, vil Jesus sige to ting: 

Det ene han siger er det, han hele tiden har forsøgt at pege på – både med sine lignelser og den lange bjergprædiken, som dagens evangelium er afslutningen af: at de som både hører og handler er kloge og ligner én, der har bygget deres hus på en klippe.  

At høre og handle er så at sige udgangspunktet for at stå på klippen og det urokkelige fundament. Bemærk at det er handlingen, der adskiller den kloge og tåben. De hører begge to, men tåben undlader at handle, og derfor styrter fundamentet under ham. Den kloge handler derimod. Men hvordan han handler, er afgjort af det, han har hørt, og af den situation, han står i.  

I Bjergprædikenen forinden har Jesus bl.a. sagt: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det er både konkret og ukonkret på samme tid. Og det stiller derfor lytteren eller spørgeren i den position at skulle både lytte til ordet, fornemme en situation og handle ud fra den. Og når han eller hun gør det, svarer det til at bygge på klippegrund – hvor usikkert det end måtte være for den enkelte…  

Handlingen gør forskellen, og det er interessant. Kan vi egentlig komme i tanke om en periode i vores historie, hvor Jesus med denne opfattelse ikke har været i modstrid med den gældende opfattelse af kloghed? I årtusinder har man ofte antaget den kloge, for at være den tænkende; den som gravede sig ned i bøger og filosoferede. Og jo længere den tænkende har haft mulighed for at fjerne sig fra det praktiske liv, som de fleste andre levede, desto klogere blev han eller hun regnet.  

Jesus siger det modsatte, og skaren bekræfter ham i det, da de siger, at han ikke er som andre skriftkloge. For intet er forstået fuldt ud, førend det også er gjort og praktiseret; førend det forståede har vist sig levedygtigt og rigtigt i situationen. Da ved du, om det er sandt eller falskt.  

Det andet, Jesus vil pege på, er i grunden ham selv. Han er klippen. Hele hans liv var et liv i stormvejr og et liv på usikker grund. Og alligevel faldt han ikke – ej heller da det så sådan ud langfredag. Og derfor er Han en klippe, vi kan bygge vores liv på. Han er den urokkelige klippe vi kan læne os op ad i medgang og modgang, søge tilgivelse hos, søge trøst hos, søge opmuntring hos, søge liv hos. 

Når vi står på Kristus-klippen, så at sige, står vi på et urokkeligt fundament, som vi tror, aldrig forlader os eller smuldrer under fødderne på os.  

Men hvordan ved vi, om vi står på denne Kristus-klippe; om det vi tror, det vi siger og ikke mindst: det vi gør, om det så at sige driver på Kristus? Vi kan ikke komme det meget nærmere, end at vi i hjertet tror på den sandhed, Kristus forkynder i sine lignelser og med sit liv. Og at vi af fra den grund handler i verden. Det er både klippefast og sandet at sige sådan, fordi vi aldrig med sikkerhed kan vide os sikre. Men vi kan tro det: at han leder os og er den grund i livet, som vi kan stå på, og hvorfra vi kan få blik for hinanden. 

Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Den kloge bygger sit hus og liv på klippegrunden. Den kloge hører ordet og handler på det, ud fra bedste overbevisning og med Guds ord i hjertet. Den kloge har bygget sit hus på klippegrunden, som er Kristus selv; en urokkelig klippe blandt klipper i denne verden, som vi kan holde os selv fast til. Og kommer der et skybrud, og floderne stiger og stormene suser og rammer vores tro på netop ham, så må vi knuge os til håbet om, at Gud - i alle tilfælde - tror på os, og at det er mere sandt end noget andet.

Amen!