Martha og Maria

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (II) d. 20. september 2020 i Brabrand Aarslev Kirker
Lukasevangeliet 10,38-42. Salmer: 729 – 666 – 874 – 673 – 730v3 – 728

Der er noget meget genkendeligt i de to kvinder, Martha og Maria; i deres forskellige personligheder og tilgange til livet. Måske genkender vi andre i dem? Eller måske genkender vi dem i os selv? Den ihærdige og den rolige, den arbejdsomme og den lyttende. Måske de lever i os, skiftevis? 

Martha og Maria har altid været sat over for hinanden som hinandens modsætninger. Den ihærdige og arbejdsomme Martha, over for den rolige og nysgerrige Maria. Op gennem tiden har de to kvinder og deres navne også lagt grund for forskellige livsveje og institutioner. Der findes flere Marthahjem- eller skoler, som særligt før i tiden tog imod unge kvinder for at lære dem husholdning; det arbejdsomme liv. Og der findes traditioner for Maria-retræter, med fokus på bøn og refleksion; det stille liv.  

Maria-figuren er nok særlig favoriseret her i kirken, fordi hun er den lyttende og den reflekterede, og hende som ved første øjekast har valgt den gode del. Hun er den, der sætter sig ved Jesu fødder, ved kilden til det evige liv og suger til sig, hvad hun kan. Og til Martha har man mere haft lyst til at sige: ”Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lave andre planer”. For det er som om, hun går glip af det væsentligste, Jesus kommer med. 

Eller hvad? Er det så entydigt, at det kun er Maria, der er den gode? Ja, hun har valgt ”den gode del”, som Jesus siger. Men hvorfor er det så galt, hvad Martha gør? Bruger vi i grunden ikke de andre søndage og evangeliefortællinger i kirkeåret på at forkynde, at det væsentlige er at blive sendt afsted med en opgave og at sørge for hinanden? Altså: at vi som Martha byder vores medmenneske indenfor og sørger godt for det? Og faktisk helt modsat Maria, som bare sætter sig ned og holder omverdenen udenfor?  

Der er ikke kun dårligt at sige om Martha, og godt om Maria. Måske er der som nævnt noget værdifuldt i dem begge. 

Ved indgangen til evangeliet får vi en interessant oplysning om Martha. Nemlig, at Jesus kommer forbi de to søstre, men at det er Martha, der byder indenfor. I en ellers mandsdomineret kultur er det bemærkelsesværdigt, at det ikke er en mand – f.eks. deres bror Lazarus – som byder Jesus indenfor. Vi kan overveje, om det betyder, at Martha faktisk har en særlig status, eller at hun allerede er bekendt med Jesus, siden hun bare taler med ham? Her er der ikke nogen disciple der bryder ind, som de ellers har for vane at gøre. Hun åbner blot sit hjem for ham, som var han hendes ven. 

Og hvis vi bevæger os frem til næste søndags evangelium, bliver det tydeligt, at Martha faktisk er noget særligt. Deres bror, Lazarus, er nu død. Da Jesus ankommer til byen, er det igen Martha, der går til ham. De taler frit sammen, hun bekender sin tro på opstandelsen, og sin tro på at Jesus kunne have gjort noget. Og igen er det Maria, der må lytte. Martha kalder hende ud fra hjemmet for at hun kan se og høre, hvordan Jesus opvækker den døde, og komme til tro på ham. Modsat Martha som allerede ved, hvad troen kan gøre. 

Med disse perspektiver på fortællingen bliver det klart, at Martha fra begyndelsen er et andet sted end Maria. Martha har allerede forstået, hvem Jesus er, hvad hun skal udlede af hans lære og hvad hans tilstedeværelse betyder. Maria derimod er som hofmanden, vi hørte om i Apostlens gerninger, der nok læser, men endnu ikke har forstået. Hofmanden har brug for, at Filip sætter sig til rette ved siden af ham, og på den fælles rejse går troen op for ham. Han bliver døbt og går glad videre. 

Martha er som Filip, og Martha er som den, vi møder på vores vej i livet, der uden at tænke over det, giver os den hånd og tro, vi har brug for. Martha er allerede i troen, og hun har allerede forstået, at det, Jesus forkynder, sender hende ud i livet, hvor hun skal arbejde for sine nærmeste. Og den gode del, Maria gør, er at lytte og prøve at forstå det, som Martha allerede udlever i sit liv. Martha har allerede mødt glæden og den gode del, som hun nu giver videre til andre. ”Martha Martha” siger Jesus, for at afvæbne hendes irritation og for at give plads til Maria, så hun kan komme til at forstå det samme. 

Skal vi være mere som Martha, end som Maria? Er det konklusionen, at det groft sagt er bedre at være håndværker end filosof? Vores kultur og tradition har af og til hævdet det modsatte, og placeret den største ære hos den, der brugte mest tid på at tænke og spekulere, ligesom Maria er et billede på. 

Men fremhævelsen af Martha handler ikke om, at det er bedst at være handlekraftig arbejdsmand, der går til hånde, ligesom Martha. Ligesom den modsatte fremhævelse af Maria ikke handler om at, det er bedst at være en filosofisk i-retræte-siddende-stilhed Maria, der skærmer sig selv fra omverden.  

Men med Martha i fokus ser vi hvad troen gør ved et menneske. Den gode del, refleksionen og overvejelserne, som Maria sidder midt i, får handling og virke gennem Martha. Når Martha ser Jesus, ser hun Ordet, der blev kød. Og i denne erkendelse opdager hun, at det er den samme bevægelse, Jesus også vil have hende til at udleve; nemlig her og nu at give det åndelige krop. Det er det, evangeliet peger på i dag. 

Guds rige, som Jesus har forkyndt for Martha, skal være iblandt os: det åndelige skal være i os, og skal leves gennem os i det konkrete, når vi går ud og er noget for hinanden. Martha ser, at hendes opgave er at gøre Guds rige nærværende – ikke ved at tænke over det eller filosofere over det, men ved at gøre det konkret og gøre det nærværende her og nu!  

Og derfor handler hun. Troen får hende mere end noget andet til at se ud over sig selv, og det får hende straks til at se mod den anden. Frimodigt går Martha lige ind i det menneske, hun har foran sig – som både i dag og næste søndag er Jesus selv – og byder ham ind i sit hjem. Hun åbner sin dør, giver ham en stol og begynder at forberede det bedste, hun har at give til ham.  

Sådan må Martha være enhvers forbillede; den som giver troen krop og sjæl her og nu, uden hensyntagen til sig selv. Evangeliet peger i grunden altid på det unyttige for dig selv, og det nyttige for den anden.  

Maria er der ikke helt endnu. Og det er helt okay! Den erkendelse, Martha er kommet frem til, har ganske givet taget tid. Og sådan vil det også være for Maria. Det er også en vej og en rejse for Maria – som for alle os andre – som tager tid, ja som kan tage hele livet. Måske sidder vi som Maria, helt tavse og lyttende i et helt liv, men uden helt at forstå, hvordan troen omsættes til handling og ånden får krop i os. Ligesom hofmanden kunne have siddet på hele sin rejse og læst og læst uden at have forstået et eneste ord.  

Forandringen sker for hofmanden, da en anden støder til og rejser med – ligesom vi gør her i kirkens rum. Og da bliver det uforklarlige og uforståelige til tro og håb, og i sidste ende dåb og glæde.  

Jeg tror at, at de to kvindeskikkelser – både Martha og Maria – lever i os, og at de skiftevis pendulerer imellem hinanden i os. De overtager fra hinanden i skiftende tider. Den ene dag har vi erkendelsen: den dybe tro og handlingen, som vi ser hos Martha. Her får vi mod til at se ud over os selv, og se til den anden. Her får vi kræfter til virkelig at gøre Guds rige nærværende og give det krop her og nu. En anden dag har overvejelsen tager over i os; tvivlen og forundringen, og behovet for ro til at lytte og forstå, som vi ser hos Maria. Her har vi brug for at være til på en anden måde og skærme os, for at kunne finde det, der skubber os tilbage ud i livet. 

Marthahjem og Mariaretræter burde altid have gået hånd i hånd med hinanden. Den ene kan ikke leve uden den anden. De er et både-og og ikke et enten-eller. Centralt imellem de to liv og perspektiver sidder Kristus og rummer det hele. Deres liv er velsignede i mødet med ham, og de får begge lov til at være præcis hvor de er.  

Amen.

Misundelse og tjeneste

 Trettende søndag efter Trinitatis (II) d. 6. september 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,20-28. Salmer: 411 – 366 – 873 – 365 – 477 – 683.

Man kan næsten se for sig, hvordan Zebedeussønnernes mor møver sig frem i folkemængden med sine sønner lige i hælene. Hun vil så gerne give dem det bedste, ligesom enhver anden mor. Så nu står hun foran Jesus, for at få fingrene i én af de bedste pladser hos Gud!

Men det er tydeligt for enhver, at denne selviscenesættelse og frempromovering af sønnerne også er lidt forkert – både over Jesus og for resten af discipelflokken, som sønnerne også er en del af. For: hvorfor skal sønnerne have forrang foran de andre? Selvfølgelig bliver de ti disciple vrede på både moderen og sønnerne.

Men selvom moderen er ude på et skråplan, er det ikke hende, Jesus ender med at irettesætte. Til moderen siger han pænt, at det ikke er op til hende at fordele pladser i himmeriget. Det gør Gud. Og i virkeligheden forstår Jesus disciplenes vrede. Det er forståeligt, at de ikke mener, at sønnerne skal have forrang. Men de kommer bare selv til at gøre præcis det samme; ønske forrangen. Diciplene bruger for det første retfærdighed som princip for deres vrede, og derpå følger der for det andet en grim misundelse. Og det er det, Jesus standser ved og irettesætter.  

Hvorfor?

Retfærdighedsprincippet er farligt. Det er klart, at disciplene vinder sagen: de er ti imod to. Men ved brug af retfærdighed her, kan de også så let som ingenting komme til at udelukke sønnerne fra fællesskabet og sætte dem i en outsiderposition. Noget af det farligste for et fællesskab er netop at fastholde nogen i en yderposition, hvad enten det er et stort eller lille fællesskab, et parforhold eller det gælder hele samfundet.  

Et fællesskab kan ikke holde sammen, hvis man som disciplene her hævder denne form for retfærdighed. Det skaber et “dem” og et “os”, Og det er her, Jesus reagerer, fordi der dybest set ingen grund er til at udstøde nogen i denne sammenhæng.

Derfor standser Jesus disciplene. Han siger ikke, at de ikke må være vrede. Han er sådan set pædagogisk nok. Men retfærdighedssansen kan de godt pakke væk. Og da de hævder det uretfærdige i, at de to sønner kommer foran dem, afslører de også deres skjulte ønske om selv at ville det samme, som sønnerne og moderen. De bliver jo misundelige over den forrang, moderen prøver at tilkæmpe sine sønner. Og i deres misundelse afslører de, at de selv havde forestillet sig denne forrang. At den er deres, eller at andre i hvert fald ikke skal komme mere foran i køen, end de selv tror, de er. Og dér har vi balladen!

Misundelse er en grim ting, siger vi. Ifølge traditionen er misundelse også en af de syv dødssynder; det at vi ikke kan unde nogen det gode, og at vi derfor kommer til at føle uretfærdighed, som vi reagerer på.

Man kan mene, at vi i vores tid måske er særligt eksponeret for misundelse, fordi vi deler så meget af os selv. Facebook, Instagram, Snapchat og andre SOME-platforme er med til at fremstille os, eller fremstille det, vi gerne vil være. Og jeg vil påstå, at de sociale medier kun er en ild under misundelsens bål. Når vi hele tiden bliver konfronteret med andres liv, og måske med vores blotte øje: deres mere perfekte liv, så er der meget lille vej til at føle misundelse. Vi sammenligner os og siger: det vil jeg også have, eller det burde have været mig. Således også med de ti disciple, som vil det samme som sønnerne og moderen.

Men hvad er så misundelsens modsætning? Hvad vil Jesus have dem til at rette opmærksomheden mod? Misundelsens modsætning kunne være beundring, sådan som Søren Kierkegaard formulerede det. Beundring, hvor man glædeligt taler om det, den anden har, uden selv at ville have det eller gøre krav på det. Hvor man alene ser det smukke i den anden, uden selv at føle sig mindre smuk af den grund.  Eller også er det modsatte af misundelse taknemmelighed? At man føler taknemmelighed over det, man har fået, uden at skulle sammenligne sig selv med, hvad andre har fået, og opveje forskelle og ligheder. 

Fælles for både beundringen og taknemmeligheden er, at de fastholder den andens værd ved siden af dig selv. Misundelsen vil altid prøve at pille den anden ned, og gøre det beundringsværdige ved den anden mindre. Men beundringen bygger den anden op. Og i taknemmeligheden accepterer vi og glæder vi os over det, vi har.

Jesus siger det på en anden måde i evangeliet. Han siger: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener”. Det er den irettesættelse, han giver disciplene og os, der føler misundelse eller uretfærdighed. For vi skal aldrig forsøge at gøre os selv til mere end vores medmenneske. Vi er altid i tjeneste for vores medmenneske. Vores medmenneske er altid foran os; ikke på en piedestal eller mere på vej ind i himlen end os, men som én, vi skal møde med respekt, beundring og taknemmelighed, som en tjener møder sin herre.

Overført kunne man sige, at den eftertragtede plads hos Gud, ikke er en vi skal tilkæmpe os i himlen. Pladsen skal vi tilkæmpe os på jorden, når vi i vores daglige arbejde og slid kæmper for at være den bedste udgave af os selv over for det andet menneske. Den der giver sig selv til den anden, har allerede del i de bedste pladser!

Vil det af og til gå galt? Ja, det vil det. Misundelsen er som en synd, der altid ligger ligefor, selvom vi ikke ser den. Og hvad gør vi da, hvis vi ender i synden? Ordet synd kommer af det græske hamartia som betyder fejl eller fejlgreb. Det vil sige: når du begår synd, begår du et fejl; et fejlgreb som skiller dig fra det gode – som skiller mennesker og Gud fra hinanden. Og hvad kan man da gøre?

For mig at se, kan vi gøre to ting:

Vi kan for det første læne os op ad den befrielse, både Paulus og evangeliet møder os med, når de begge to blotlægger den synd, der uundgåeligt er i os. Jeg takker Gud, sagde Paulus, ”fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold”. Det er da befriende sagt! Og på samme måde kan vi, der kigger udefra, se det næsten komiske i evangeliet: Sønnernes mor, som møver sig frem, Sønnerne som vil have forrang, og de vrede disciple som ikke er et hak bedre selv.

Her kan vi netop blive mindet om, hvad det vil sige at være et helt menneske, fordi vi tydeligt kan se, hvad vi deler med alle andre: nemlig at synden er et fælles vilkår for os alle. Og hvis vi tør se det samme i os selv: anerkende at vi er på samme måde, kan vi måske også finde modet og friheden til at rejse os, tjene vores medmenneske og ligemand, og i øvrigt forsøge at undgå at gøre samme fejlgreb igen! For det er også en mulighed, ved siden af synden, og som Paulus også prøver at gribe, da han møder Guds kærlighed.

Og for det andet kan vi læne os op ad den befrielse, evangeliet også møder os med i Jesus Kristus, i hans død og opstandelse. Det er her, vi finder friheden. For menneskesønnen kom ikke for at gøre krav på noget eller for at vi skulle tjene ham, som der står. Nej han kom, og han gav sit liv og sin opstandelse til os. Og dermed satte han os fri til at være de mennesker vi er, med alt hvad vi har i os, og på trods af det, stadigvæk stå med den opgave, at gøre vores bedste og tjene vores medmenneske.

Det kræver selvindsigt at nå dertil. Måske særligt hvis man er et af de mennesker, der hver dag høster over tusind likes og positive tilkendegivelser af billeder og livet på de sociale medier. Men i den bedste af alle verdner, kan denne indsigt også få os til at rette ryggen og stå frem med den virkelige fortælling, som er fri fra perfekte filtre. Og måske vil det faktisk være langt mere skuldersænkende og mere barmhjertigt og omsorgsfuldt end noget andet ”like” man kan få i denne verden!

Friheden til både at fejle og sejre har vi, fordi Kristus gav den til os med sin død og opstandelse. Han gav sig selv og sit liv til os. Derfor kan han også, så radikalt som han siger det i dag, kræve af os, at vi giver vores liv til hinanden i tjeneste. Han skænker selv af det, han kræver af os.

Og må det være den gave og opgave, den eneste plads vi holder os til i dag.

Amen.