Myndighed og umyndighed

Prædiken til Sidste søndag i kirkeåret (II) d. 22. november 2020 i Brabrand Årslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,25-30. Salmer: 403 – 308 – 732 – Herre vi tror – 849 – 431.

For et par år siden bemærkede jeg, at journalisten, radioværten, samfundsdebattøren og provokatøren Peter Falktoft slog følgende op på de sociale medier: 

"Herre du ved bedre end jeg selv,
 at jeg er ved at blive ældre og snart gammel. 

Bevar mig fra den skrækkelige tro, 
 at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag 
 og ved enhver lejlighed.
 Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer.
 Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, 
 kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, 
 men du ved, Herre, 
 at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, 
 og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen. 
 Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, 
 de bliver flere og flere, 
 og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, 
 men om større ydmyghed, 
 når mine erindringer synes at være i modstrid med andres. 
 Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. 
 Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, 
 nogle af dem er meget svære at holde ud
 – men et surt og tvært gammelt menneske 
 er et af djævelens mesterværker.

Giv mig evnen til at se noget positivt, 
 hvor jeg ikke har ventet det, 
 og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos.
 Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem."

Så vidt Peter Falktoft.

Ordene – som jo er en bøn – er ikke hans egne. Noget tyder på, at de er fundet tilbage i 1600-tallet, indgraveret, måske af den lokale præst, på en kirkedør i England. Ikke desto mindre gjorde Peter Falktoft dem til sine egne. Han delte bønnen med de over hundredetusinde følgere, han har på instagram, facebook og twitter, og særligt unge følgere. Midt i et virvar af billeder, kommentarer, statements, nyheder og reklamer, lå der pludselig en bøn om ydmyghed, om at Gud må hjælpe til, om at Gud må være nådig fra én af de yngre og mest toneangivende stemmer i debatten herhjemme.

Det sker virkelig ikke hver dag at der blander sig bønner på de sociale medier. Jeg tror, at bønnen dels er til ham selv. Falktoft har – vil jeg mene – ordet i sin magt, når han vælger at udtale sig, og han har stor opbakning fra unge. Derfor er det måske godt af og til at minde sig selv om ydmyghed, frem for altid at buldre afsted med udråbstegn, og nogen gange pille sig selv lidt ned fra piedestalerne. Og dels tror jeg, bønnen er henvendt til de mange, der følger ham. Som et stille råb. Og måske som et håb om, at andre også kunne lære lidt ydmyghed, lære at holde sig åben over for andre, og måske give lidt mindre opmærksom hed til sig selv.

”Mind mig om,” beder Falktoft ”at jeg ikke skal kommentere alt”, ”Gør mig eftertænksom og hjælpsom” ”Forsegl min lyst til at beklage mig,”. ”Jeg beder om ydmyghed og lær mig, at jeg kan tage fejl” ”Giv mig evnen til at se noget positivt, at se noget positivt i andre mennesker, og nåden: at kunne sige det til dem”.

Med andre ord er det som om, Falktoft erkender, at han ikke er alene i verden, men hænger sammen med andre. Han erkender, at han ikke kan og skal bære alting på egne skuldre, men i sammenhæng med andre, og at der er noget værdi fuldt i netop det. Og måske er Jesus den, der i dagens evangelium ser, at der også er værdighed i den erkendelse. Ja ikke bare værdighed, men at det også er en sandhed, vi må takke Gud for: nemlig erkendelsen af at vi er en del af noget større. At vi aldrig bare er os selv, men en del af en sammenhæng med ham og med hinanden, som bærer livet.

Falktoft beder om at blive fri fra sit eget ego. Blive befriet fra hele tiden at kredse om sin egen navle og egne tanker. Befriet fra at tro, at han magter alting selv. For i stedet at være hjælpsom over for den anden. Være tilbageholdende, underforstået: så en anden end ham selv også kan komme til. Være ydmyg og forstå med sig selv, at andre også kan have svar, være behjælpelige, og give dig noget værdifuldt, hvis du holder dig tilbage og giver det andet plads.  

Jeg tror, det er det, Jesus mener, når han roser de umyndige. De myndige, de vise og forstandige, har misforstået, at de selv skal få livet til at hænge sammen ved at klare alting selv. De umyndige, derimod, har forstået noget centralt om livet: at vi netop ikke magter alt selv; at vores myndighed har begrænsninger, hvor meget vi end kæmper for den i en stresset hverdag. Ja, eller: de umyndige har forstået at myndighed faktisk også er at trække sig tilbage, og søge ly, og at der deri ligger en frihed!

Myndig og umyndig. Når vi stiller ordene op over for hinanden, er det klart, at vi helst vil være den myndige. Umyndighed klinger negativt. Som barn er man naturligt umyndig. Men som voksen er umyndiggørelse et tab af kontrol, af stemme og indflydelse. Det ønsker vi sjældent. Men det er heller ikke der, Jesus vil hen. Det er ikke en slags antiintellektualisering eller tab af værdighed, han er ude på, eller et spørgsmål om at tage handlekraften fra os. Det er ikke fordi, vi skal være dumme.

I den nyeste bibeloversættelse Bibelen 2020 er de umyndige oversat med ”barnlige sjæle”. Denne formulering får måske pointen tydeligere frem. For at være en barnlig sjæl betyder i bedste forstand, at man fastholder det barnlige i sig selv: nemlig det nysgerrige, det umiddelbare og det åbne. At være den, der møder livet med tiltro og tillid, som et barn løber dig i møde. At være én, der kan meget selv, men langt fra kan klare det hele alene. Og at være én, som ikke nødvendigvis har trang til at bevæge sig og udrette noget hele tiden, men som også er i stand til bare at være til. Det er barnet i os.

Jeg tror, det er det, der er åbenbaret for de umyndige, som Jesus takker Gud for, og som Peter Falktoft beder om. Der er ikke noget galt i at være et myndigt, selvstændigt menneske. Men der er noget opslidende i at tro, at det er det eneste man kan og skal være. Og der er noget ensomt i at kæmpe for selv at holde sit liv oppe, når man af og til møder livets modstand. Det tror jeg, vi alle har prøvet. At møde den modstand – i sorg, i kriseperioder, eller i den nære hverdag – hvor man pludselig ikke magter situationen selv.

Lige præcis i disse situationer, skal vi have modet til at række ud, og til at søge ly. Og som sådan følger Jesus også op med ordne: ”Kom til mig”. Han efterlader os ikke alene med vores styrker og skrøbeligheder, men tilbyder os at være hos ham, under hans åg.

Åget er et godt og præcist billede i denne sammenhæng. Åget er det gamle arbejdsredskab, som f.eks. to okser fik spændt over nakken, så de i fællesskab kunne trække et tungt læs med styrke fra dem begge. Åget samlede kræften fra de to okser, og gjorde byrden lettere.

Billedligt talt tilbyder Jesus os at søge ly under hans åg. Der kan vi finde hvile, puste ud, lade op og finde styrke til vores liv. Det er der, vi kan være umyndige og barnlige sjæle. Eller man kunne sige: at Jesus altid vil være oksen ved siden af os, der trækker med, så vi aldrig kommer til at trække vores liv afsted alene, men altid være hjulpet på vej af ham og af hinanden.

Han siger ikke, at vi ikke kommer til at trækkes med vores liv. Åget er ikke en fritstilling eller carte blanche til at falde om i lænestolen. Nej, det er en påmindelse om, at livet er noget der skal kæmpes med, men aldrig kæmpes med alene!

Men hvordan får man denne indstilling til livet? Hvordan kan vi stille os der – under Jesu åg?

Ja, vi kan jo begynde, som Peter Falktoft også gør, nemlig i bønnen. Bøn er i sig selv ydmyghed. I den handling viser han nøjagtig det, han også selv søger og beder om. Bøn er i sig selv at vende sig væk fra sig selv. Bøn er at søge den anden, i visheden om, at man ikke magter alt selv. Bønnen sætter os fri – ikke fra livet men fra os selv – for vi er stadig dybt forankret og bundet til livet med alt, hvad det indebærer. Men i bønnen kan vi række ud, søge følgeskab og tro på, at vi aldrig skal kunne bære det hele selv, eller være alene om livet.

Og Jesus svarer – både Peter Falktoft – og alle os andre: Det er du heller ikke! Kom til mig!

Amen.

All in all

Prædiken til allehelgensdag (II) d. 1. november 2020 i Brabrand Aarslev
Matthæusevangeliet 5.13-16. Salmer: 402 – 551 – 838 – 321 – 121.

På skærmen/i hånden ser I et billede. Det er et nærbillede af disse to billeder (skift PP); et kunstværk af papirkunstneren Peter Callesen. Callesen arbejder i papir. Altid kun ét stykke papir, af forskellig størrelse, og lægger hverken til eller trækker fra i papiret. Kunsten springer ud af papiret, som det er.

Callesen kalder kunstværket ”All in all” – alt i alt. Af papiret har han klippet en kiste og foldet et låg. Og nede i kisten ser vi en stor ranke af blomster og blade, som vist på nærbilledet før. All in all. Alt i alt. Jeg ved ikke, hvad Peter Callesen har tænkt med denne titel. Men den rører noget i mig – særligt i dag, allehelgensdag.

Titlen leder mig på den ene side til det barske; det virkelighedsnære og det realistiske. Livet er fødsel, liv, og død. Og alt i alt ender livet med døden, som kisten er et rent billede på. Det kan ikke være anderledes for menneskelivet, end at det en dag slutter. Nogle gange roligt og med en følelse af fred – både for den der dør, og for de pårørende. Andre gange pludseligt og uventet, med en smerte uden sammenligning. Nogen har mistet nogen, de var tæt på og fulgtes med gennem livet på harmonisk vis. Andre har mistet nogen, de måtte kæmpe med og er måske ligefrem lettede. Callesen minder os om det med kisten i sin kunst.

Men alt i alt er virkeligheden jo også, at livet er før døden. Livets vej, om begynder i det små, og langsomt breder sig til en vej med tusinder sideveje, inden det slutter. Kisten fylder meget i Callesens kunstværk. Men blomsterranken fylder i grunden mere. Den spreder sig som et liv over papiret. Den snor sig, forgrener sig, udvikler sig. Den begynder i det små, som når barnet tager sine første skridt. Udvikler sig over tid. Og ender med at skridtene igen bliver små. Sådan er det for mange.

Alt i alt er det livet, der fylder mest på Callesens kunstværk. Og alt i alt er det måske så det vigtigste: altså at vi skal leve, og at det er livet, vi skal holde fast i – også en dag som i dag.

Den livsvej, vi går på, er fyldt af blomster og blade, og nogle gange også sten. Og når vi dør, efterlader vi os også denne ranke af liv. Det er kunsten i Callesens værk. Den ranke, han har klippet ud; alt det levede liv, alle de snoede veje, alle pumpene og stenene, alle udfordringer og glæder; de ligger nu i kisten som et samlet, helt liv. Ranken er både en vej, vi går på. Men den er også en ranke af liv, og minder og oplevelser, vi giver videre til dem der følger efter os, som en buket blomster, vi kan holde fast i, også selvom vi dør fra hinanden.

Allehelgensdag samler det hele for os. Erkendelsen af det barske i livet; døden som den er. Men dagen minder os også om, at der var noget andet stort på spil før døden kom, nemlig det levede liv. Kærligheden, sammenhængen og hjertevarmen. Alt det vi delte. Alt det vi mærker, den afdøde har sat sig af vigtige og værdifulde spor i os.

I evangeliet til i dag siger Jesus til os: I er jordens salt og I er verdens lys. Det er ikke svært at forstå, med Peter Callesens kunst i tankerne. Vi giver hinanden livet og ranken med blomster – både i det levede liv, men også i mindet, når vi dør fra hinanden. Vi er salt og lys for hinanden. Lad os begynde med saltet.

Saltet er et gammelt stof og krydderi. I sig selv er det ikke meget værd. Men når et sættes sammen med noget andet, sker der en reaktion. I det små er det saltet, der konserverer. Saltet bevarer, forlænger, ja næsten eviggør det, saltet kommer i kontakt med. Og saltet renser og heler. I det store er det også saltet, der får verdenshavene til at løbe rundt. Saltpumper skaber strømme og energi, som skaber vejr og klima, som skaber liv. Og tilbage i det små, er det ikke mindst saltet, der giver saltet smag. Saltets kraft fremhæver det gode i det, saltet kommer i kontakt med. Udvider og forstærker smagene, og vinder det frem, der måske lå skjult.

I er jordens salt, siger Jesus om os. Vi ejer saltets energi og kraft, til – hvis vi vil det – at gøre andres liv værdifuldt. Og dem, vi har mistet, gjorde måske det samme for os. De var saltet i vores liv, som gav det smag og oplevelser, og som pumpede nyt liv frem i os hver eneste dag. Så meget desto voldsommere er det også, når saltet mister sin kraft og må dø. For her opdager vi pludselig, at vi hænger sammen og lever af hinanden.

I er verdens lys, siger Jesus. Som lys leder vi på vej og lyser op. Vi bruger lyset til at lyse op, hvor der er mørke. I lyset kan vi se hinanden – helt fysisk, men også i overført betydning. Måske I derhjemme har prøvet at tænde lys for (d)en, I har mistet. Det skaber nærhed. (Det vil vi også gøre her i kirken om lidt; som om lyset skaber et mellemrum mellem dem, vi har mistet og os selv.) Lyset giver os på en måde et udblik til noget større, og et indblik til det dybeste.

I er verdens lys. Men det er ikke kun dem, der var lys for os. Jesus siger det også om os, fordi han mener, at vi alle altid kan give det videre. Vi kan splitte lyset fra mørket hos andre. Vi har et lys i os, som kan skinne for andre, og som gør, at mennesker kan se andet i deres tilværelse end mørket. Og dét lys, siger han dernæst, må vi ikke sætte under en skæppe. Nej. Vi skal sætte lyset højt i en lysestage, så det kan skinne for alle dem, der er omkring os.

Vi er saltet for hinanden. Vi er lyset for hinanden. Jesus minder os om med sine ord, at det er sådan, det er. Og vi mærker det helt tydeligt i dag, når vi mindes dem, vi var salt og lys for, og som også var salt og lys for os. Alt i alt var og er vi forbundne. Alt i alt er vi salt og lys for hinanden. Lever af det, vi modtager og det, vi giver hinanden.

Når jeg er ude til en samtale i forbindelse med et dødsfald, er det, der bliver nævnt om afdøde, sjældent i kort form, som i en avisoverskrift. Oftest kommer der små lysende hverdagshistorier frem, som viser hvordan den afdøde dag for dag har bygget livet op, skabt relationer, og lært andre, hvad der er værd at elske. 

Vi sidder alle sammen med de historier. Og måske kan de få os til at tænke over, at vi faktisk også selv har fået et lys at gå med, og at der en dag er nogen, der vil mindes det med tak – hvis vi altså lod det lyse for dem! I Jesu ord kan vi både fornemme dem, der var et lys. Men vi kan også fornemme, at vi her og nu skal være et lys…

Derfor skal vi også høre i dag, at vi skal pakke vores beskedenhed væk. I dag siger Jesus: I er jordens salt. Og I er verdens lys! Og den, der sætter sit lys under en skæppe, er dog mere tåbelig, end han eller hun har lov til at være. Alt i alt skal vi leve. Og når alt det, vi har fået, er noget, vi har fået forærende af Gud og af de mennesker, som holdt af os; ville det da ikke være utaknemmeligt, hvis vi ikke også værdsatte det, lod det lyse op inden i os selv, og gav det videre til andre?

En del af hemmeligheden bag ordene om saltet og lyset er, at ingen af dem er noget særligt i sig selv. De er først noget værd, når de bliver brugt og får lov at virke i deres omgivelser. Saltet skaber evighed og giver kraft og energi. Og lyset skinner klarere, jo mørkere det er. Det jager skygger og fortabthed på flugt, og det tænder liv, varme og håb. 

Alt i alt skal vi dø. Men alt i alt skal vi også leve. Alt i alt er det vigtigste vores liv og det, vi modtager fra hinanden og giver til hinanden. Det mærker vi, når vi tænker på dem, vi har mistet. Men det er også en påmindelse vi skal tage med os om lidt, når vi går ud af kirken igen, og vores lys skal skinne for alle mennesker.

Amen.