Livsopfyldelse

 Prædiken til julesøndag (I) 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,25-40. Salmer: 125 – 118 – 131 – 114 – 427 – 129. 

Hvis du var i en boghandel i december, måske for at finde en gave, er du måske stødt på nogle af de mange guides til, hvad du skal nå, før du dør. ”1001 bøger du skal læse, før du dør” eller ”1001 film du skal se, før du dør” eller ”1001 klassiske albums du skal høre, før du dør”. Måske er du også tidligere stødt på diverse magasiners bucketlist med lignende guides til ting, du skal gøre, eller oplevelser og rejser du skal nå, inden du dør.   

Det er som om, når man støder ind i disse samlinger, at andre har regnet det gode liv ud for os, og at det så er vores opgave at tage dem til os og gå i gang. De mange bøger og lister tilbyder at hjælpe os, så vi ikke kommer til at spilde tiden på noget uvæsentligt. Målet er, at enhver af os skal optimere sit liv og få det maksimale ud af det. Udbytte, frem for alt, for man skal jo helst have det hele med, og nødigt gå glip af noget, inden man stiller træskoene.  

Bøgerne er ét eksempel. Jeg tror vi kender flere eksempler, eller kender til fornemmelsen af at det, der gør livet meningsfyldt, ligger på vores egne skuldre. Også når vi spejler os i andres liv. Vi ser andre realisere de vildeste drømme og ønsker, og tænker straks, at det skal vi også. Og hvis det ikke lykkes for os, mærker vi en uro. 

Det får mig til at stille spørgsmålet om, hvad livsopfyldelse egentlig er? Hvad skal der til for at vi kan sige, at vores liv lykkes? Eller hvornår vi er lykkes med at gøre det meningsfyldt?

   

Simeon og Anna, som vi hører om i dagens evangelium, byder os en anden livsopfattelse og en anden betydning af livsopfyldelse, end den vi møder i boghandlen. Vi møder dem, da de står i deres alderdom, og oplever det største og det mest betydningsfulde: De får det lille barn, den nyfødte Jesus, i deres arme, og det er som om, at det er i dette moment, deres liv går i opfyldelse.   

Simeon har fået at vide af Helligånden, at han først skal dø den dag, han har set Herrens salvede, altså Jesusbarnet. Og Anna har ventet i templet på, at barnet skulle komme. Hun tjener Gud nat og dag gennem faste og bøn som profetinde. Men da hun ser Jesusbarnet, træder hun frem i lyset, priser Gud og fortæller alle om det, der er sket.  

Simeon kan nu falde til ro og finde fred. Han synger: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse. 

For Simeon og Anna kommer deres livsopfyldelse i barnet. For dem er meningen med livet ikke afhængig af, hvad de selv kan gøre og hvad de selv skal præstere. Deres livsopfyldelse sker, da de får barnet i armene og mærker den fred, barnet kommer med. Da finder de ro og hvile, og ikke mindst mening med livet – ikke i det, de selv har udrettet eller det udbytte, de selv har draget til sig, men i det de får givet. I det de får lagt i deres arme som en gave udefra. 

Tænk nu, hvis vi i dag kom til at bruge det meste af vores liv på at vente og måske fandt en mening i det? Det vil for mange virke som noget af det mest uforløste, man kunne forestille sig. Men for Simeon og Anna er det, der kommer til dem, det vigtigste. De ved, at man ikke kan forløse sig selv, men at man bliver forløst, og at der nogle gange ikke er andet at gøre end at vente.  

Fortællingen om Simeon og Anna bliver et modbillede til tendenser i vores tid. Hvad giver livet mening? Og hvordan opfylder vi det, som jeg spurgte om lige før. Én mulighed er de 1001 ting, du selv skal gøre og kæmpe for, som prøver at skabe værdi for dig. En anden mulighed er at tro på, at livet også får værdi og mening af det, vi får givet udefra.   

Det er ikke fordi, jeg tror, at det er let at vælge den anden mulighed, eller at knytte sig til håbet i en lang ventetid. Jeg kan kun forestille mig, at Simeon og Anna har haft deres udfordringer og deres tvivl på vejen. Og jeg ved fra mange samtaler med folk, og jeg ved fra mit eget liv, at noget af det mest udfordrende, vi kan opleve, er, når vores forestillinger og drømme om fremtiden braser for øjnene af os. Når den virkelighed, vi står i, viser sig at udvikle sig og blive markant anderledes end det, vi gik og drømte om, håbede på eller forventede.  

Det sker, når vi mister hinanden, eller aldrig får hinanden.  
Det sker, når vi i glimt pludselig ser forandringer i os selv eller omverden, og opdager at det, vi gør og siger ikke længere er det rigtige.  
Det sker, når vi bliver ramt af ulykker eller sygdom, som tvinger os til at tage vores liv op til revision og træffe valg, vi aldrig troede, vi skulle stå med.   

Det er i sådanne situationer, livet rører på sig og er ubarmhjertigt. Det er her følelsen af uretfærdighed kan lamme os, gøre os frustrerede. Gøre, at vi føler os små og hjælpeløse. Det er her, vi bliver konfronteret med, at ligegyldigt hvor meget vi prøver at skabe vores egen lykke, så er det ikke ens betydende med, at lykken og livsopfyldelsen sker.  

Men måske er det netop fordi, vi selv forsøger at regne alting ud, at det bliver hårdt at leve i disse situationer? Måske er det netop fordi, vi forsøger at give vores liv værdi, ud fra alle de drømme og tanker vi selv har sat i gang og selv forventer og selv skal skabe, at det bliver umenneskeligt hårdt, når det ikke ender, som vi selv havde lagt op til?  

Al mening og værdi lægger vi på vores egne skuldre, som om hele livet kun er vores projekt. Og vi glemmer det, der kommer til os udefra, ja måske bliver helt blinde for det, vi allerede har, som livet allerede har skænket os. Som allerede er livsopfyldende gaver, der gør livet godt.  

Julen minder os om at stille os ind på det sted, hvor vi åbner os og gør os modtagelige over for det, der kommer til os. Gud kommer til os som et barn, og fortæller os, at noget stort og noget godt kan komme til os udefra. Simeon og Anna oplevede det i konkret forstand, da de pludselig stod med barnet i armene. Al deres ventetid fik mening og værdi, da han lå der. De forsøgte ikke selv at fylde tiden ud og slå ventetiden ihjel. De ventede og havde tillid til, at livet ville give dem noget særligt. Deres eneste – og måske også sværeste – opgave var at vente på det og at åbne øjnene for det. 

Jesusbarnet giver os barnekår, skriver Paulus i sit brev. Det er både julens gave til os, men det er også julens opgave til os. At vi både skal tage imod barnet med al den fred og al det lys, han kommer med. Men også at vi selv skal blive som det barn, der ligger nyt og uforløst, med åbent hjerte og sind, kun for at modtage alt det liv der ligger forude. 

Med barnekår har vi lov til at sænke vores skuldre. Simeon og Anna, og det lille barn i krybben, minder os om, at mening og livsopfyldelse kan – og også vil – komme til os udefra, hvis vi venter på det og åbner os for det.  

Ak, kom! jeg vil oplukke 
mit hjerte, sjæl og sind 
med tusind længselssukke, 
kom, Jesus, dog herind! 
Det er ej fremmed bolig, 
du har den selv jo købt, 
så skal du blive trolig 
udi mit hjerte svøbt. (DDS 125) 

Amen!

Fred på trods

Prædiken til juleaften 2020. Lukasevangeliet 2,1-14. 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra myndighederne om, at alle skulle testes. Det var første gang i mands minde at noget sådan havde fundet sted. Og alle drog hen for at lade sig teste, hver for sig og hver til sin by. Også danskerne drog afsted, fordi de var verdensborgere, i samme båd som alle andre. 

Og mens vi stod der i køen; trætte og udmattede efter et langt år med skærpede regler, afstande og aflysninger, kom tiden, da det blev jul. Glæden trængte sig på, og det var ret ubelejligt, for der var ikke plads til den i diverse testcentre.   

Men glæden ville vise sig. Så vi samlede os om den, svøbte os i hinandens arme og englenes sang – selvom vi i grunden ikke måtte stå så tæt, og englene heller ikke måtte synge. For glæden skulle ingen tage fra os. Selv ikke i det Herrens år 2020! 

Jeg er med på, at vi ikke rigtig gider at tale om det. Alt det der sker omkring os. Men det ville på den anden side også være kunstigt ikke at nævne det. Og det slår mig, at den seneste måneds tid også har vist os noget værdifuldt: nemlig at vi endnu engang står sammen om at få fred, måske særligt i lyset af julen. 

Vi vil have fred! Fred fra det, der truer os. Om det så kræver at vi sløjfer julefrokosterne, og endnu engang lukker landet ned, lader være med at kramme, begrænser vores omgangskreds og forholder os i ro. Den pris betalte vi tidligere på året, og nu gør vi det igen – i særlig grad for at denne aften kan blive som så mange andre af sin slags, og for at vi skal være trygge i hinandens nærhed. 

Det er alt andet lige det opløftende fra året, vi har været igennem, og som vi skal huske på: Vi har gang på gang insisteret på fred, tryghed og liv, midt i noget der også var og er det rene kaos. Vi satte regnbuer i vinduet og sang fællesang. Vi har samarbejdet og udvist samfundssind, som vi har kaldt det, når vi var udholdende og holdt os tilbage. 

Og i denne december og jul, gør vi det igen. Glæden kan ingen tage fra os. Julen 2020 kommer måske ubelejligt og på det værst tænkelige tidspunkt. Men den kommer, som sendt fra himlen, og viser os på den måde Guds og evangeliets styrke i én til én: nemlig som en insisteren på fred midt i ufreden, en insisteren på håb midt i håbløsheden, en insisteren på lys midt i mørket. Og må det lyse stærkest for dem, der lige nu står på kanten af kanten for at redde liv.  

Jeg synes, der er meget godt at sige, og meget mod at hente, når jeg kigger mig omkring. På trods af alt muligt er der også lys. Julens lys! 

For nogle år siden udgav krigs- og pressefotografen Jan Grarup en samling fotos. De er ikke taget direkte fra frontlinjen, men i minutterne og timerne lige efter krigen eller naturkatastrofen, hvor alt bliver tyst. Udgivelsen rummer i sagens natur flest billeder af død og ødelæggelse. Men imellem forfærdelsen har Grarup også fanget momenter af håb. 

Dette billede fangede mig. Det er fra Kashmir-regionen, hvor et massivt jordskælv ramte i 2005, og ender med at koste mere end 80.000 mennesker livet.  

Men midt i alle ruinerne af sammenstyrtede liv og bygninger, sidder her en mand, som gerne vil klippes og se godt ud. Derfor har frisøren gravet stolen frem, slebet saksen og trukket kammen op af bukselommen. Han finder vejen frem for sin kunde, og tilbyder ham en plads. 

Dette billede har håbet som fortegn. Midt i ruinerne har de to mænd fundet mod til at rejse sig. Mod til at trodse tid og sted og naturens kræfter, og lade hverdagen vinde over modgang. De finder livet på trods af modstand. De knytter sig til håbet og fremtiden, som deres anker, mere end til sorg og fortid.  

Billedet er barskt. Men billedet er også et julebillede om den fred, der pludseligt bryder igennem.  Det er et julebillede, når vi ser håbet spire og trodse mørket. Det er et julebillede, når vi opdager, at der midt i håbløsheden er mennesker, der bærer håbet frem, nærmest ud af ingen ting. Og det er et julebillede, når vi – ligesom de to mænd - også selv tør tage håbet og modet til os, og gøre det til virkelighed for dem, vi har omkring os - dem der på samme måde ligger i ruiner – og give dem håbet tilbage.  

Det er jo det, det har handlet om hele året – og særligt handler om lige nu. Og julen hjælper os på vej. Julen skænker os et lys som trodser mørket, ligegyldigt hvad der er sket, og hvad der må ske. Og vores opgave er at holde fast i det, og give det videre.  

Men der går også noget forud for dette billede og dette mod. Og der går noget forud for vores egen insisteren på fred og den glæde, ingen kan tage fra os. For man kan undre sig over, hvor de to herrer får modet til at gøre, som de gør. Hvordan kan de stå og sidde der, og ikke være helt bedøvet af den katastrofe, der har ramt dem? Hvordan rejser man sig efter sådan en ulykke?  

Jeg tror, vi er mange der kender til, at ulykker rammer os – også de mere nære af slagsen, som ryster vores liv og ændrer den retning, vi skal gå i.  

Freden og modet til at trodse ulykken ligger ikke kun på vores egne skuldre. Julens budskab er, at freden netop bryder ind i os udefra. Det er ikke os, der skaber julens fred. Det er Gud der kommer og rører jorden julenat. Det er i hvert fald sådan, vi må tro og håbe, og det er her, vi finder modet til at kæmpe. På trods! I julen er ansvaret ikke vores, men Guds, om at komme til os, lægge vores sind i håbets folder, og give os den fred, vi søger efter. 

Det er derfor, denne aften er så vigtig. Vi har brug for, bare en gang imellem at føle os små, og give os lov til at fylde på af kærlighed og fred, uden selv at gøre noget for det, og før vi kan give selv samme fred videre. Ja, det er sådan set det eneste vi kan gøre. Hvis vi aldrig modtager det gode, kan vi heller ikke give det videre.  

Der er alt rigeligt med fortællinger om mennesker, der er dårlige til fred. Som misforstår kærlighed. Som glemmer at holde fast i håbet. Til dem og os – for jeg tror det gælder os alle af og til – er julen en påmindelse om, at freden og livet kommer udefra.  

Og det er det, der sker i aften. I aften lægger Gud sin fred over jorden, som en grundstemning og en grundholdning, vi kan tage til os, og stemme vores liv efter. Fra Gud kan vi få modet til at være noget for andre, og rejse os midt i de kriser, livet byder os, eller de ruiner, vi står på.  

Det er i grunden ikke så svært at forstå. Når du var trist, havde du brug for én, til at holde om dig. Når du faldt, havde du brug for én til at rejse dig op igen. Når du var bange, havde du brug for én til at lyse for dig. 

I aften er det Gud, der bøjer sit lys og sin fred over dig. Barnet i krybben er det håb og den kærlighed vi må fyldes op med, så vi kan få mod til at være mennesker i en verden, der byder os lidt af hvert. Det har ramlet om ørerne på os. Ja. Og vi har mistet og grædt. Men vi står her også endnu. Gud ske tak og lov. Og i aften skal vi mere end nogen anden holde fast i den fred, der kommer til os, så vi også kan give den videre. 

“Fred over jorden. 
Menneske fryd dig. 
Os er i dag en frelser født.”  (DDS 121 Dejlig er jorden)

Glædelig jul!   

Amen!