Vi skal vidne

6. søndag efter påske - Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 15,26-16,4

Forleden dag blev jeg spurgt om af en journalist, hvad jeg som præst kunne gøre for at få folkekirken til at følge med resten af samfundet og ikke gå i stå. Det er et af de spørgsmål jeg har mødt et par gange i min studietid og selvfølgelig også nu, hvor jeg står lige midt i det hele. Hvad kan du gøre, spurgte hun. Jeg svarede ikke på hendes spørgsmål, fordi jeg ikke ville gå med på hendes præmis. Hun mente at folkekirken var gået i stå og at jeg som nyindsat præst, på en eller anden måde, forpligtede mig på at redde den synkene skude.

Problemet er bare, at jeg ikke mener, at vi har med en synkene skude at gøre. Jeg mener ikke at folkekirken lever i en parallelverden ved siden af resten af samfundet. Jeg mener ikke at folkekirken er ved at gå i stå. Snarere tværtimod! Vi har med en levede folkekirke at gøre! Der er arrangementer for alle aldre, og det er min fornemmelse, at folk større grad benytter sig af tilbuddene, hvis de vel at mærke vil – for jeg tvinger ingen! Jeg møder dagligt et kæmpe gå-på-mod og en stor lyst til at lave og være kirke for alle. Jeg møder en medspiller i samfundet, ligesom alle andre er det, og som ønsker at være synlig og aktiv i lokalmiljøet.

Hvorfor dukker spørgsmålet op hos journalisten? Måske fordi hun selv føler sig sat af i forhold til folkekirken. Og når man selv bliver sat af, er der ikke lang vej til at vende situationen om og tænke, at det må være de andre den er gal med, og ikke én selv. At det må være de andre der er ”sat af”, når man nu ikke kan forstå eller følge med i hvad der foregår. Og sådan kan man så kaste bolden frem og tilbage i én uendelighed!

Er folkekirken virkelig sat af? Lad os prøve at vende den indad. Måske vi har hang til at gøre vores folkekirke og gudstjenesten til en mindestue – et sted der har nok i sig selv, og hvor minderne bærer stedet. I kirken kan vi samles, afskærmet fra verdens travlhed og virkelighed, og fejre kristentroen i ro og mag. I kirkerne er der – som regel! – fyldt med antikviteter og kunst, og der kan vi mindes Jesus og de gamle traditioner. Det er ligeledes et sted hvor man foretager sig ting, man ikke gør mange andre steder: vi synger salmer, beder, udfører rituelle handlinger og hører fortællinger fra en fjern fortid med et helt andet verdensbillede. Der hersker en tidløs orden og forudsigelighed, som på mange måder er fantastisk – indrømmet! – men som også er til fare for at blive en sovepude!

Det er noget af et angreb jeg her kommer med, men af og til kan det jo være meget godt, at gå lidt kritisk til værks – og også lade det gå ud over én selv! Jeg tror der kan ligge en pointe i, at vi som kirke og kristne skal bruge langt mere energi på at formidle for andre, hvad kirken og kristendommen er – ja, at vi skal være bevidste om, at vi alle sammen er vidner om Gud!

Det er det, som Jesus prøver at forklare sine disciple i dagens evangelium – som hverken er verdensfjernt eller uvedkommende, men faktisk rammer plet lige ned i vores egen tid og virkelighed.

Vi befinder os i en tid hvor Jesus gør klar til at forlade jorden. Dagens evangeliefortælling stammer, som de fleste andre i denne tid, fra skærtorsdags aften. Disciplene har lige fået at hvide, at Jesus snart skal dø, og Jesus finder det derfor nødvendigt at tage afsked med sine disciple og fortælle dem, hvad de skal gøre, når han engang ikke er der længere ved siden af dem.

Guds ånd skal komme til jorden – det er den som kaldes talsmanden – som skal vidne om Gud, på samme måde som Jesus selv er Gud og selv har vidnet om Gud. Men Jesus siger også, at disciplene skal vidne om ham. Ja, disciplene skal på egen hånd trodse deres frygt og modgang, når de bliver forvist fra synagogen, afvist af folket, og selv gå ud og vidne om det de har set og det de har hørt. Og i alt dette har de Gud med sig i ånden.

Og hvorfor, kunne man spørge, er det nødvendigt for Jesus at give dem denne påtale? For det er jo mildest talt en opsang til at gøre noget ved det og til at udbrede budskabet om sig selv efter sin død. Ja, det gør han fordi han ved, at de ellers vil sidde og putte med det, og ikke komme videre. Det er bl.a. det vi ser og hører om første søndag efter påske, da disciplene gemmer sig inde i huset for lukkede døre af frygt for jøderne. De tør ikke og de er bange. De gør stuen de sidder i til en mindestue om Jesus, hvor de kan samles i ro og mag, afskærmet for den faretruende omverden. De kan gøre det, som alle andre rundt om ikke gør så meget: synge sange, bede til Jesus, høre og dele fortællinger om deres oplevelser om Jesus. Men de kommer ikke ud med det!

Måske disciplene har brug for at blive spurgt af en journalist om, hvordan de vil redde deres synkende skude, når Jesus nu er død...

Minder kan bruges forskelligt. Man kan sætte sig tilbage i lænestolen og mindes den tid der var og de personer der fyldte i tiden, men minder kan også bruges fremadrettet. ”Må jeg lige minde dem om…” siger vi, og derefter handler vi og agerer vi på mindet. Minder kan være et springbræt til se fremad og se til det, der skal komme. Og det er denne betydning af mindet, som Jesus henviser til, når han byder både disciplene og os til at vidne om ham.

Den kærlighed og den virkelighed som Jesus viste disciplene, da han gik på jorden sammen med dem, og som Gud hver dag skaber i os med sin ånd, det er den skal vi leve i og leve af! Når vi lever i den kærlighed og i hans ånd, og ikke sidder og gemmer den væk i en mindestue, da bliver vores liv til et vidne om Gud for andre. Ja, når vi lader kærligheden og ånden tale i vores liv og giver den plads til at udfolde sig, så taler den også ordet videre til dem vi møder i livet, og da er vi, som dem vi er og det vi gør, vidner om Guds kærlighed!

Og det er klart, at vi altid må overveje denne udfoldelse, og hele tiden vurdere om vi er på rette spor eller om der kunne gøres noget andet. Vi har fået en opgave som kristne og som kirke, i altid at vidne om Kristus og den kærlighed der strømmer fra Gud, ved netop at leve i den. Så journalisten har måske en pointe, hvis hun ikke kan se, at det er det vi gør og det der sker. For ellers havde hun vel ikke spurgt så kritisk…

Vi skal vidne – på hver vores måde, så tungt vi kan bære, så let vi kan flyve! Vi skal vidne, så Gud kan blive herliggjort ved Jesus Kristus. Så Gud kan være noget godt og lyst og herligt for os selv og for alle andre rundt omkring. Vi skal vidne! Det er en opgave fra Gud. Men at vi får en opgave fra Gud betyder også altid, at vi ikke er opgivet. For styrken og modet til denne opgave – til at leve i kærligheden og ånden – kommer også altid fra Gud. Han er med os i alt hvad vi gør og foretager os. Han er med os, når vi møder modstand og søger trøst. Han er med os i sin ånd, til liv og inspiration, når vi går ud i verden og møder vores medmenneske. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

Du som var, er og bliver een sand treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed 

Amen!

Vi hænger sammen!

Store bededag (konfirmation) - Enghøj Kirke
Johannesevangeliet 15,1-11 Det sande vintræ

Kære konfirmander – jeg har lyst til at give jer en lille ting! I dag skal I sikkert åbne rigtig mange konvolutter med alverdens dejlige penge og hilsner i, så den her åbner jeg bare! Man kan dårligt kalde det en gave, det der er inden i, men det er en lille ting at tænke over. I konvolutten er der nemlig en: puslespilsbrik! Og I får lige én hver…

Ud over den bibel I får i dag fra kirken, så får i sørme også en puslespilsbrik. Men hvad er nu meningen med den?! Puslespilsbrikken er et billede på jer selv, som I sidder lige nu. Og på mange forskellige måder.

Når man lukker op for en puslespilsæske med tusinde brikker i, så er den ene brik ikke så meget værd i sig selv. Der er så mange brikker, og de ligger i en stor bunke. Vi har alle prøvet at sidde foran sådan et spil. Det virker lidt uoverskueligt til at begynde med. Hvad er hvad? Hvor hører brikkerne hjemme? Og kan de overhovedet bruges alle sammen?

Men vi ved jo godt, at alle brikkerne skal bruges. At hver eneste brik er noget helt særligt og forskellig fra alle de andre brikker. Ikke to brikker er ens. Men selvom hver enkelt brik er noget særligt, så er ingen brik nok i sig selv. Én brik er ikke nok til et puslespil. Alle brikker er nødvendige for at kunne skabe et helt billede!

Brikkerne har forskellige farver og former. Grønne, gule, blå, osv. og med motiver på. På samme måde er vi også forskellige fra hinanden. Nogle er måske som hjørnebrikker: de bliver oftest taget først, fordi de er nemme at lægge. Nogle er bare helt ens: det er f.eks. himmel eller hav, og de bliver tit taget til sidst, fordi de kan være svære at lægge. Men enhver ved også godt, at de brikker også er nødvendige. Det ses meget tydeligt, hvis der mangler en himmelbrik – den allersidste brik, som har ligget længe i æsken – men vi skal nok finde ud af, at få den brugt på en eller anden måde…!

Nu er de her brikker jo helt nye og flotte, men I kender også til de puslespil I har derhjemme, hvor brikkerne måske er lidt slidte og flossede i kanterne. Og sådan er det måske også med nogle af jer: Nogle af jer har livet allerede bidt lidt i. Livet er ikke altid blidt og venligt imod os. Men der er brug for os alligevel, selvom livet allerede har været lidt hårdt.

Puslespilsbrikker er skabt til at hænge sammen med andre. Nogle steder buler de ud. Andre steder buler de ind. For en puslespilsbrik er nødt til at have noget fra de andre brikker, men den har også noget at give til de andre. Med andre ord: det er vigtigt at finde sin rette plads. At finde ud af, hvem man hænger sammen med. For jeg tror at vi er som puslespilsbrikkerne. Vi lever ikke for os selv. Vi hænger sammen, alle sammen. Vi giver og modtager af hinanden – hænger sammen med hinanden og med Gud.

Det var netop dette, som Jesus prøvede at forklare sine disciple: at vi er en del af noget større, at vi hænger sammen med hinanden og med Gud. Fortællingen, jeg læste op lige før, stammer fra et sted i bibelen, hvor disciplene lige har fået at hvide, at Jesus snart skal dø. Derfor begynder Jesus på sine afskedstaler, og han finder det nødvendigt at fortælle, hvordan vi er hinandens og en del af et fællesskab. Og at vi, ved at forstå os selv som et fællesskab og en helhed, også bliver en del af Guds virkelighed! Ja, at fællesskab og indbyrdes kærlighed er, hvad Gud grundlæggende ønsker for os mennesker!

Jesus bruger billedet af et træ, til at forklare det: Vi er grene på hans træ, og hver en gren er betydningsfuld for træets helhed. ”Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet. I er grenene” siger Jesus.

Sådan er vi forbundet med Gud og med hinanden. Vi lever af hinanden og kan slet ikke undværes i fællesskabet, ligesom en brik heller ikke kan undværes i et puslespil. Hvis der mangler en brik, vil der for altid være et hul i puslespillet, som generer både os og Gud. Vi hænger sammen. Prøv bare at se jer omkring i kirken i dag. På bænken ved siden af jer sidder der nogen, som i hænger sammen med: forældre, søskende, bedsteforældre, andre fra familien, venner og bekendte.

Så kære konfirmander og kære menighed!

Vi er en del af en større sammenhæng! Vi er en brik i et kærlighedens puslespil, hvor alle brikker har deres plads i spillet.  Vi er en del af hinandens og Guds helhed, og har været det siden vi blev født. Ved fødslen blev vi en del af Gud, og ved dåben blev det sagt i kirken, at det er sådan det er i dag og alle dage! At vi er Guds børn – grene på hans træ og brikker i hans puslespil – et kærlighedens puslespil, som strækker sig helt ind i evigheden.

I konfirmationsundervisningen har vi kun set på en lille del af puslespillet, men til gengæld er det nu jeres opgave, konfirmander, nu hvor i træder ind i de voksnes rækker, at finde ud af, hvor og hvordan i passer ind i spillet – ja, det er vores alles ammens opgave hele livet igennem! Hvor vi kan give til hinanden og modtage fra hinanden? Hvordan vi kan finde vores plads i livet, i sammenhæng med hinanden og med Gud?

Med konfirmationen i dag bliver I konfirmander bekræftet i, at det er jeres opgave, og I bliver velsignet i opgaven. I bliver fortalt, at I altid har Gud med jer, ligegyldig hvad der måtte ske. At han altid velsigner jeres gang rundt i livet, og at han altid er med jer og os alle, når vi prøver at bringe vores brik i spil.

For med livet er det nok som med en puslespilsbrik: vi må ikke sidde og fedte med den og gemme den væk. Vi skal derimod med åben pande og med styrke fra Gud, kaste os ud på bordet – ud i livet – og bringe vores brik i spil! Ellers sker der jo aldrig noget?!

Og måske vi nogen gange lander forkert med vores brik. Måske vi den ene dag tænker, at den skal sidde her, og den næste dag finder ud af at det var helt forkert. Sådan kan vi flere gange i livet skifte plads og position, og opleve forskellige muligheder og kombinationer. Men vores tro er, at Gud er og bliver den samme, lige meget hvem vi er og hvor vi flytter vores brik hen. Gud har øje for hvert enkelt gren på stammen, og hver enkelt brik i bunken – ligegyldigt hvilken bunke vi ligger i eller i hvilken del af puslespillet vi passer ind i!

Gud give os mod til opgaven!

Amen!