En ny normal

 Prædiken til fastelavns søndag (II) i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 18,31-43. Salmer: 192 – 876 – 172 – 164 – 849 – 826. 

Fastelavn har tabt. Selvom jeg håber at se en hel del børn til fastelavnsgudstjeneste lidt senere i dag, så er det tydeligt, at Halloween løber med førstepladsen hos børnefamilierne.

Tidligere var det sejt at være Batman og prinsesse, og slå katten af tønden. I dag er det federe at være et skelet eller en zombie, og det er åbenbart megafedt når forældre pynter forhaverne med galger, dødningehoveder og afhuggede lemmer.

Halloween er sejt. Det er bageren der holder liv i fastelavn. Det er den nye normal.

…

Der er mange nye normaler at vænne sig til for tiden. Det er f.eks. ikke kun til halloween, at monstrene og skrækscenarierne vinder frem. Man skal bare åbne for nyhederne. Der vælter det rundt med verdensledere, der viser tænder og laver grimasser, og gerne vil have lov at pynte forhaverne med noget, der virkelig er faretruende.

Det normale er det, vi over en tid har vænnet os til, er rigtigt. Det er som om vi for tiden virkelig skal vænne os til en ny normal på den verdenspolitiske scene, og vænne os til en ny verdensorden hvor alt ikke er lige forudsigeligt og lige stabilt.

Jeg har det som om, vi er omringet af verdensledere, som er alt det modsatte af den kærlighed, Paulus taler om. Ledere der er utålmodige, misundelige og indbildske; som helt uden mildhed søger deres eget, hidser sig op, bærer nag, finder glæde i uretten, glæder sig ved løgnen og kalder alle de uhyrligheder, de foretager sig, for normalitet.  

Vi havde vænnet os til noget andet. Det normale for mig og min generation har været at leve i fredstid, hvor vi kunne stole på hinanden. Og vi troede, at vi var seende. Men nu ser vi, at vi måske har været lige så blinde som manden i evangeliet. Vi troede at fred var en normaltilstand, og at det aldrig kunne være anderledes. Men pludselig er det stykkevise ved at forgå, og vi ser ansigt til ansigt noget nyt tone frem.

Gad vide om vi endnu erkender det nye fuldt ud?

… 

Den blinde mand i evangeliet vil gerne kunne se, og dermed kunne se og orientere sig fuldt ud i den verden, han er en del af.

Ønsker jeg det samme i dag?

På den ene side har jeg mest lyst til at holde mine øjne lukkede. Det genkender jeg også fra andre tider i mit liv. Jeg har ikke lyst til at se virkeligheden i øjnene, når virkeligheden ikke kun er god. Jeg har ikke lyst til at høre om nye trusler, sanktioner, opgør med samarbejder, eller at prøve at forså den ene skrækindgydende analyse efter den anden af verdenssituationen.

Og på den anden side har jeg heller ikke lyst til at leve i det skjulte. Jeg har lyst til at blive seende og kende virkeligheden fuldt ud, så godt jeg kan, fordi det modsatte også kan gøre mig urolig. Hvis noget holdes skjult eller hvis der lefles med sandhederne, bliver jeg først utryg. Ærlighed og klarhed er altid lettere at navigere i end tågede forklaringer og halve sandheder.

Uanset hvad tror jeg vi må indstille os på, at det går os som den blinde mand, efter han har fået synet: nemlig at vi ikke aner, hvor det ender.

Da den blinde mand har fået synet, er det eneste han ved, at dette er hans nye normaltilstand. Han ved ikke, hvor synet fører ham hen og hvad han egentlig skal bruge det til. For han har aldrig haft det. Det er nyt og det er en ny normal, han skal forholde sig til, ligesom vi skal forholde os til den nye normal i verden omkring os.

Kort tid efter manden har fået synet, er han glad og taknemmelig for, hvad han kan se. Han følger Jesus og takker Gud.

Men som vi også hører i indledningen til evangeliet skal den blinde mand, sammen med disciplene, også få voldsomme ting at se: nemlig mishandlingen af Jesus, hån, piskning og korsfæstelse. Ved siden af alt det vidunderlige i livet, han nok skal få øje på, vil grusomheden også ganske hurtigt strejfe hans øje. 

…

Så hvad nu? Hvor stiller vi os med vores åbnede øjne og den nye normal, der møder os – med alt det, vi ikke kender, og som vi ikke rigtig kan få greb om i disse tider?

Den blinde mand i evangeliet slipper sin stemme fri, da han råber efter Jesus. ”Jesus Davids søn, forbarm dig over mig”. Han slipper sin stemme fri i bøn og i retning af én, han tror kan hjælpe ham, i retning af kærligheden. Og da han slipper, bliver han grebet af Jesus, der tager ham til sig.

Måske kan der på samme måde ligge en forløsning for os i at give slip. At give slip på alt det, vi alligevel ikke magter, eller har en chance for at kunne gennemskue. At turde råbe efter kærlighed og hjælp, og turde tro på, at der hvor vi gør det, er der en, der hører os.

Det er det løfte, Jesus giver os med opstandelsen; et løfte, som har fulgt os gennem alle tider i verdenshistorien, og som også vil følge os alle dage, hvad end der sker.

Jesu opstandelse er løftet om, at Guds kærlighed sætter sig igennem, så al krigslarm reduceres til rungende malm og klingende bjælder. At der i mørket og i uvisheden også findes kim af håb og lys. Ja, at vi må have tillid til, at der hvor vi slipper i mørket, da griber Gud os i lyset.

Det er den kærlighed, Paulus udfolder i Brevet til Korinterne. Det er aldrig menneskers kærlighed, han skriver om, som kan være udholdende, mild og tålmodig; eller som tåler alt, tror alt, og håber alt. Nej, det er Guds kærlighed. Det er netop Guds kærlighed der altid sejrer over vores middelmådighed og mørke. Det er Guds kærlighed der løfter os, når vi har lagt os ned og ikke magter mere. Det er den kærlighed, vi må knytte os til, lade skinne på os, og stole på hver dag.

…

Fastetid har altid været en tid, hvor vi skulle åbne os for nyt. Slippe os selv og vores eget, og lade os fylde på af nyt; åbne os for Guds kærlighed i opstandelsen.

I fastetiden må vi have lov at være som børn, der ikke ser ansigt til ansigt, men endnu i et spejl, i en gåde. Vi må lade os berige med noget nyt udefra, som kan give os ro og perspektiv, når vores egen verden larmer og buldrer afsted; når verden igen og igen spænder ben for os ved at skabe nye normaler, der ikke altid er lige opløftende.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver poetisk om netop dette i bogen Om vinteren. Han bruger et billede af hesten, der på én gang kæmper med sin storhed og sin skrøbelighed.

Knausgård skriver:

”Som man kan se hos enkelte heste, er kontrasten næsten urimelig stor, mellem (på den ene side) den stærke og pragtfulde krop, der er i stand til hvad som helst af fart vildskab og vovemod, og (på den anden side) det sky, og ekstremt indtryksfølsomme og hårdt spændte sind. Og man mærker en længsel på dyrets vegne, efter at den skal slippe for alle disse sale, grimer, båse og stalde, alle disse minutiøse øvelser og optrædener, og bare løbe på en slette, fri fra alt, også sig selv.” (redigeret form)

Jeg spejler mig selv i denne kamp. Og jeg synes jeg ser kampen udspændt på den store scene: mennesket der på den ene side gerne vil puste sig op, være magtfuld og kontrollere alt, og som på den anden side mennesket der er skrøbeligt og evigt blindt menneske, som har brug for en hjælpende hånd og opstandelsens lys.

Må fasten være en tid, hvor vi tør række ud, hvor vi tør tro, hvor vi må blive bare lidt mindre overfyldte af os selv, så Gud kan komme til.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

Fred uden sikkerhed

Prædiken til juleaften 24. december 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. 
Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 - 119 - 104 - 121.

Som barn legede jeg af og til krig. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det bare noget, børn gør; skaber lidt spænding ved at finde en fjende på legepladsen og erklære krig eller fangeleg.  

Det sjove ved legen var aldrig jagten. Jeg gad ikke løbe 😊 Det sjove var at finde det bedste skjul – det perfekte gemmested med et kighul, så man kunne holde øje med fjenden, uden selv at blive set. Fra et hul i sandkassen, omme bag en busk, eller bag en træstamme, hvis man sugede maven helt ind. 

Men jeg husker også, når jeg ikke havde lyst til at være med mere. Hvis legen blev for vild. Og da opstod der et spændt moment, når man måtte overgive sig og melde hvidt flag. For ville fjenden gøre det samme? Ville fjenden bare gå på en, eller ville den se, at man var bange og sårbar, når man overgav sig og ville være venner igen? 

Det krævede mod at vise sig frem og være sårbar – at overgive sig – og det krævede tillid til, at fjenden ville gøre det samme.  

… 

I det forgangne år har jeg flere gange tænkt, at legen er for vild nu. Det er som om, de uskyldige børnelege er fortsat ind i voksenlivet, og at gemmestederne rummer for mange virkelige mennesker. Og vel har der været debat om, hvordan vi skulle reagere som samfund. Men løsningerne fra øverste sted er ofte end med oprustning og sikkerhedsforanstaltninger, så vi kan stå imod, hvis legen en dag kammer over. 

Men jeg har ikke lyst til at opruste mit gemmested med materiel, der kan sigtes med igennem kighullet. Og jeg har ikke lyst til at fore mit gemmested med tørvarer og tæpper til tre dages overlevelse.  

Hvis vi vil freden, tror jeg den kommer et andet sted fra, og med en helt anden tilgang til det vi ønsker forandret.  

Jeg tror freden kommer, som Gud kommer til os i julen, hvor vi tør stille os sårbare frem. Freden kommer ikke der, hvor vi bygger skyttegrave, men der hvor vi tør møde hinanden åbent og ærligt, og lægge vores liv i hinandens favn. Freden kommer, når vi ser, at det andet menneske, vi står over for – fjende eller ej – er skabt i samme kærlige billede som os selv, og derfor ikke skal sigtes på, men passes på. 

Det er den fred, vi samles om i aften. Det er den fred, der er Guds.  

… 

I sommer var jeg i Berlin. Overalt i byen er der spor fra anden verdenskrig. Men jeg blev også mindet om nogle af dem, der forsøgte at kæmpe for freden. 

Én af dem var Dietrich Bonhoeffer, en senere verdenskendt tysk præst. I 1934 mødtes han med en delegation af kristne ledere fra hele verden på Fanø – ja, på den lille danske ø i Vadehavet. Her taler de åbent og ærligt om den ondskab, der helt tydeligt er på vej i Europa i 30’erne, og forener deres tanker om, hvad fred og fællesskab er.    

”Vi er alle forbundne”, siger Dietrich Bonhoeffer ud over forsamlingen, ”fordi Gud er i verden igennem os og igennem kirken.” 

”Men hvordan får vi fred?” spørger han. ”Er det ved et system af politiske traktater? (Er det) ved penge? Eller (er det) sågar ved fredelig oprustning til sikring af freden?  

Nej, (…) og af denne ene grund: at fred og sikkerhed (totalt) forveksles (med hinanden). Der gives ingen vej over sikkerhed til fred. For fred må voves, (fred) er det største vovestykke og lader sig aldrig nogensinde sikre. Fred er modsætningen til sikkerhed. At kræve sikkerhed er at nære mistro, og denne mistro kræver til gengæld krig. At søge sikkerhed vil sige at ville beskytte sig selv.  

Fred vil sige helt at (over)give sig (til) Gud, (…) Hvem af os tør sige, at han ved, hvad det ville betyde for verden, hvis et folk – i stedet for med våben i hånd – bedende og ubevæbnet, men netop således væbnet med det eneste gode værn og våben, modtager fjenden?” 

Så vidt Dietrich Bonhoeffer i 1934 på Fanø. 

… 

Hvem kan sige, hvad det ville betyde for verden, hvis et folk bedende og ubevæbnet modtager fjenden? 

Når Gud bevæger sig frem i mørket julenat, og lægger sig i armene hos mennesket, bevæger han sig ubevæbnet og i tillid frem til os alle. Han kunne være kommet med sværd og skjold. Han kunne have stillet en hær omkring sig for at beskytte sig i sikkerhed, fordi det er sådan, man plejer at gøre.  

Men Gud gør noget andet – noget der i virkeligheden kræver langt mere mod og styrke end som så. Han kommer i sårbarhed til denne verden – til dig og mig – og beder os inderligt, at dele den sårbarhed med hinanden.  

For fred og sikkerhed er aldrig det samme, selvom de forveksles med hinanden. Sikkerheden vil bygge værn og gemmesteder, før freden kan etableres. Men derved har man også skabt en indbygget mistro, fordi værnet står der. En mistro der kun avler mere mistro iblandt os. Og den mistro vil Gud til livs. 

Fred er at overgive sig til det, der forener os – til mennesket du står overfor. Og i aften stiller Gud sig over for os i det lille barn. Fred er at stille sig frem, at vove sig ubevæbnet og bedende frem, og dybest inde tro at mennesket, man står foran, vil gøre det samme.  

… 

Har vi det vovemod, Bonhoeffer taler om? Og er det ikke bare blød og sød tale, ind i en højspændt tid?  

Måske. Alligevel mærker jeg, at det er benhård virkelighed. Det kræver det største mod at gøre det, vi godt ved er det rigtige at gøre.  

Det begynder i det små, og skal tages med ind på de største scener – der hvor vi bygger samfund og forsøger at definere, hvad fremtiden skal kendes på. 

Det er ligesom når vi står i en konflikt med én af vores nærmeste. Ofte reagerer vi på en konflikt ved at forsøge at retfærdiggøre os selv og slå argumenter op som sikkerhedsskjold, vi kan gemme os bag. Det er så genkendeligt – i hvert fald hos mig selv – at jeg ofte søger at lukke en konflikt og munden på min modstander ved at tro, at jeg skal vinde og at der ikke er noget, der kan røre mig. 

Men freden kommer først, når jeg sænker paraderne. Freden kommer når jeg stopper med at tænke, at jeg skal vinde over nogen som helst, og når jeg ser, at Gud også bor i det menneske, jeg står over for.  

… 

Men hvad så, når jeg ikke tør? Hvad gjorde jeg dengang på legepladsen, når jeg ikke turde stå frem, og når der ikke var en voksen at kalde på? Og hvad gør jeg i dag, når jeg alligevel bliver ved med at kæmpe bag mit skjul, fordi det kræver mod at være sårbar… kommer Gud så også mig i møde? Er Gud også Gud for mig i det mørke og i den utilstrækkelighed, og når jeg er bange? 

10 år efter mødet på Fanø, sidder Bonhoeffer fængslet i en koncentrationslejr. Han er arresteret for sin deltagelse i modstandsbevægelsen. Og fra cellens dybeste mørke skriver han denne bøn til julens Gud: 

I mig er der mørkt, 
men hos dig er lyset. 
Jeg er ensom, 
men du forlader mig ikke. 
Jeg er modløs, 
men hos dig er hjælpen. 
Jeg er urolig, 
men hos dig er freden. 
I mig er der bitterhed, 
men hos dig er der tålmodighed. 
Jeg forstår ikke dine veje, 
men du ved vej for mig.  

I aften finder Gud vej til enhver af os. Gud lægger sig i favnen hos en lille fattig familie, i det yderste af en landsby, i en mørk egn af verden, for at vi må vide, at intet sted og intet menneske er for lille eller for utilstrækkeligt til at Gud også vil være der. Det var slet ikke der, vi havde forestillet os, at Gud ville finde vej. ”Jeg forstår ikke dine veje” beder Bonhoeffer. 

”Men du ved vej for mig”. I aften må vi tro, at Gud ved vej for os, og finder vejen. At han lægger sig i favnen, både hos den, der har mod og styrke, og den som modløst længes efter det. Både den der tør vove sig frem og melde hvidt flag, og den der ikke tør.  

… 

”Fred til mennesker” synger englene til hyrderne på marken, da Jesus er blevet født.  

Må alle marker og golde egne i aften få besøg af Guds engle.  
Må alle mennesker bag sikkerhedshegn og i skyttegrave – om de er gravet i sand, eller gravet i det indre – må de få mod til at vove sig frem i åbenhed og ærlighed og i Guds fred. 
Må alle hjerter mærke, at et barn er givet os, og at herredømmet ligger på hans skuldre (fra Esajas) – også når vores egne skuldre ikke kan bære.  
Må alle i hele verden høre, at Gud er født på jord, og må hans fred lægge sig dybt i vores hjerte og favn. 

Glædelig jul. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid 
og i al evighed.   

Amen.