Klippe

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juli 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 7,22-29. Salmer: 754 – 300 – 294 – 292 – 424v1 – 375. 

Evangeliet er afslutningen på en lang prædiken, Jesus holder for sine tilhængere – de nye kristne. Vi kalder den Bjergprædikenen. Her udlægger han bl.a. den gamle moselov, som han overbyder og sætter på spidsen, for at komme det overfladiske til livs, og for at troen ikke kun skal handle om gerninger og det ydre, men også må kendes i hjertet.

I moseloven står der bl.a., at man ikke må slå ihjel. Men for Jesus skal allerede den, der bliver vred i sit hjerte på sin bror, kendes skyldig (Matt. 5,21-22). I loven står der at øje for øje og tand for tand er retfærdighed. Men for Jesus må man aldrig gå til modværge mod den, der vil dig det ondt. Retfærdighed er ikke at give igen, men at vende den anden kind til (Matt. 5,38-39) Og som trumf giver Jesus de nye kristne den gyldne regel: nemlig at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem (Matt. 7,12)

Og den kloge mand, som Jesus derefter tegner et billede af, er den, der bygger sit liv på Bjergprædikenen. Hold dig til de ord og den visdom du lærer der, og dit hus vil stå som på en klippeblok. Selvom der kommer skybrud, oversvømmelser og storme, så falder det aldrig. Omvendt er den, der overhører ordene en tåbelig mand, hvis hus skrider ud og falder sammen, som var det bygget på sand. 

…

På den baggrund er det jo lige til at begynde at associere den kloge og den tåbelige ind i livet, og begynde at udpege sandkasser og klippeblokke – både i vores eget liv men også i de liv, der omgiver os. Det er nu engang sjovere at pege på andre end sig selv.

Men allerede ud fra de få eksempler, jeg har nævnt fra Bjergprædikenen, vil det også hurtigt være klart for de fleste, at det ikke altid er enkelt at gøre, som Jesus foreskriver. Det er ikke fordi jeg tænker mig selv som et specielt dårligt menneske. Men jeg kan sagtens mindes dage, hvor sandet løb imellem fingrene på mig, og huske beslutninger hvor mit moralske kompas måske ikke var helt velfungerende.

Og når det sker, tror jeg ikke det det har at gøre med en større systemfejl i mig. Men det sker fordi jeg er et menneske, der begår fejl. Derfor kan det også provokere, når Jesus er så kategorisk og så tydelig i sit billede af de to mænd – den kloge og den tåbelige. For han ved om nogen, at vi alle en gang imellem er den tåbelige og utilstrækkelige, som begår lovbrud, og som ikke aner hvad vi skal stå på.

…

Derfor bliver det også tydeligt for mig, at klippegrund ikke er noget, vi altid selv er i stand til at vælge eller udpege i vores liv, men oftest er noget, vi skænkes af andre. Klippegrund er det vi modtager, når vi holdes om, holdes af, og holdes ud af vores nærmeste. Når vi i al vores utilstrækkelighed mødes af mildhed og varme.

Det bliver så tydeligt for mig, særligt når jeg sidder til en samtale forud for en begravelse, at vores relationer er vores klippegrund. For når vi mister hinanden – en ægtefælle, en forælder, en nær ven – mister vi grund under fødderne. Trygheden er væk. Den der kendte mig og mit inderste er væk. Vi skal på ny finde ud af at navigere i hverdagen. Når man falder sammen, mangler man den, man før faldt ind i, som kunne trøste, støtte og bære.

Det er der, man kommer på gyngende grund. Også mere end når vi mister vores arbejde, mister vores hus og hjem, som man også kunne tænke som værende klipper i vores liv. Det kan også slå benene væk under os, men slet ikke i samme grad, som når vi mister omsorg og kærlighed. Flere gør i dag en dyd ud af at være forandringsparate; dvs. at ens hjem hurtigt kan pakkes sammen og flyttes et nyt sted hen; man kan skifte arbejde mange gange i livet, og man undlader at knytte sig til genstande og steder. Anderledes er det med vores relationer, dem vi hænger sammen med. De er vores konstanter, som bærer os gennem alle forandringerne.

…

I sommer lagde jeg vejen forbi en kirkegård i Vestjylland, hvor jeg på læste den fineste inskription på en gravsten. Der stod afdødes navn, fødselsår og dødsår, og så stod der nederst: Han var ikke nem – men han var vores.

Han var ikke nem – men han var vores. Kærlighed er også ærlighed, kan man sige. Man fornemmer at de pårørende har haft brug for at tale sandhed. Ellers mejsler man ikke sådan et citat ind i sten.

For her var der et menneske, som havde brug for støtte – ja, og ikke bare en klippe, fornemmer man, men en hel bjergkæde – for at få livet til at hænge sammen. Men det fine er, at det vidste familien godt, og den opgave var der også mening i. For han var vores. Selvom han ikke var nem at være sammen med, selvom han ikke altid var til at stå ved siden af og støtte, så gjorde de det alligevel. For han var vores. Vi var hans klippe.

Er det alle forundt at have en familie, som ved om sig selv, at de er klipper for hinanden? Nej. Det er det desværre ikke. Selvom vi er forbundne af blodsbånd, eller af venskabs og ægteskabs bånd, sker der brud og stenskred i vores relationer. Klippen kan blive porøs og til sidst til sand.

Jesus ved godt, at det er sådan i vores liv, hvorfor min provokation stadigvæk er den samme, og den gyldne regel stadig står bøjet i neon over vores hoveder.

…

I Bjergprædikenens midte finder vi måske en nåde. Jesus har som nævnt indskærpet Moseloven, og er i opgør med det overfladiske. I midten af prædikenen taler han om bøn, og beder de nye kristne om at lade være med at bede som hyklere, og vise deres fromhed frem på hvert gadehjørne. Nej, gå ind i dit kammer, luk din dør, og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig, siger han (Matt 6,1-4).

Og da giver Jesus os Fadervor. Fadervor er midten, hvor vi lægger det over til Gud at være den, der magter vores liv, når vi ikke selv kan. At han må være vores far, vores forældre i himmel og på jord, og hvor vi beder om det væsentligste; om brød på bordet, om tilgivelse for vores fejl, og om at det onde må gå forbi os.

Det er som om, Jesus lige der siger: I er ikke nemme – men I er mine. Derfor giver jeg jer bønnen, for at I aldrig må falde helt ud af min nærhed. I bønnen er jeg klippen, I står på. Jeg er hånden under jer. Jeg er fundamentet under det fundament, I ikke altid selv formår at skabe for jer selv eller for hinanden. I mørket, i tvivlen, i utilstrækkeligheden, i den yderste nød: så fold jeres hænder, og jeg vil være der, hvor I er.

Og hvor gives vi denne bøn? Ja, den skænkes vi i gave som spæde ved den urokkelige klippe, som står i midten af alle kirker. Døbefonten, hugget ud i granit af selve grundfjeldet under os, og Jesus siger: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Ved dåben skænkes vi en klippefast tro på, at Gud er vores far, som aldrig lader sit fundament skride under os. Det er hans løfte, som vi må stole på og hente kræfter fra, til at begynde forfra med livet og opgaverne – alle budene fra Bjergprædikenen, og alt det vi skal gøre for hinanden – igen og igen og igen. 

…

Måske er det netop Guds nåde, at vi forsat er her, selv om han også kræver meget af os. Det er med Gud og os, ligesom tidligere overlæge Ole Hartling engang lidt tørt skrev om sin kone: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”.

Det er på den ene side lidt barskt sagt om den, man elskes af. På den anden side forstår vi, hvor meget styrke, hvor meget mod, hvor meget håb der ligger i netop den kærlighed, han får fra sin kone. Det er den, der gør, at han kan komme videre. Hun er hans klippe. Hun er ikke nem – og det er han i grunden nok heller ikke – men derfor er de hinandens alligevel.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

En ny familie

Prædiken til anden søndag efter Trinitatis (II) d. 14. juni 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,25-35. Salmer: 736 – 300 – 305 – 369 – 400v2 – 367.

Hvad er et hjem? Sådan spørger vi i det seneste sogneblad. (www.brabrand-aarslev.dk) 

Et hjem er der, hvor vi hører til. Et hjem er rammer og velkendte omgivelser; dørhåndtaget der føles rigtigt i hånden, duften vi kender, dugen vi ved hvor ligger. Et hjem er også fortællinger og de mennesker, vi føler os trygge hos. Et hjem er det og dem, vi kan vende tilbage til, når vi mister fodfæste. Et hjem er der, hvor vi ved, der er plads til os; hvor vi ved os sete og elskede. 

På mange måder ligger forståelsen af et hjem i lige tråd med, hvordan jeg også forstår Gud. At han er som et hjem for mig. Én der kender mig og elsker mig. Én jeg ved, jeg altid kan komme til og falde til ro hos.

Netop derfor overrasker det også, når Jesus pludselig fejer hjemmet og den følelse væk under os. Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Hvis vi vil følge ham, må vi hade og forlade det, vi kender og ved. Give afkald på alt vores eget.

Er det ikke lige lovligt radikalt? Hvordan skal vi forstå det?

…

Med et sådan bud forstår man godt, hvis de første kristne i historien blev anset som lidt genstridige. Måske også hvorfor de blev forfulgt. For de kristne brød på den måde med nogle af de grundpræmisser, som hidtil havde været gældende for religion; nemlig at guderne var lokale og afgrænsede, og at de først og fremmest var nogen, man påkaldte sig for hjemmets og familiens skyld for at få hjælp til bedre høst, bedre helbred osv. 

Men de kristne troede anderledes. For dem – og for os – er der en spænding mellem det jordiske og det himmelske. Det jordiske er det lokale, det afgrænsede, med jordiske ledere ved magten, mens det himmelske er universelt, hvor Gud sidder på tronen.

Og jeg tror, det er ind i denne skelnen, at vi skal forstå dagens tekst om at hade sin familie. For med den kristne tro bliver forståelsen udvidet af hvad en familie og hjem er. Når Gud er i det himmelske, og troner over hele verden, så bliver hele verden også vores nye familie, og vores hjem. Vores familie, vores hjem, dem vi hører til iblandt, er ikke kun den lille kernefamilie, eller den lille afgrænsede landsby. Det er alle under Guds himmel.

…

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på sit eget, siger Jesus. Det lyder stadig radikalt og barskt.

Jeg tror ikke det betyder, at vi konkret skal flytte fra hus og hjem. Men det betyder, at vi skal udvide vores forståelse af, hvem vores nærmeste er. At vi ikke kun er familie, der holder om og giver fodfæste under vores eget. Men at vi er klar på at gribe ethvert menneske vi møder, være varme over for alle – og ikke kolde – være saltet for dem, der har brug for nye kræfter.

Det er ikke uden grund, at kirken gennem historien har oprettet mange forskellige slags hjem: plejehjem, børnehjem, omsorgshjem, hjem for udsatte osv.. Alle disse hjem er funderet i den store familie, i troen på alles ligeværd under Gud. Vi hører alle til hos vores himmelske fader, og det himmelske hjem spejler sig på jorden, når vi giver hinanden husly.

...

Hvis vi smyger uden om at give afkald på vores eget, er der en risiko for, at det vi giver videre, måske ikke altid kommer fra kærligheden eller har evigheden som perspektiv. Ja, måske er det altid en risiko hos os, som vi kæmper imod.

Vi er grundlæggende indkrogede i os selv sagde Martin Luther om mennesket. Vi har en iboende tendens til at lukke os inde i os selv, lukke alle andre ude, og glemme den større sammenhæng, vi er en del af. Verdenshistorien har vist os talrige eksempler på folk og ledere, der var sig selv nærmest, og kæmpede for at deres eget skulle være alles. Jeg synes måske, det fortsat sker i verden.

Under anden verdenskrig kæmpede modstandsfolkene mod en diktator, som mente, at der var racer og folk iblandt os, som ikke skulle regnes for noget under Guds himmel, som en del af den udvidede familie.

Den kendte tyske teolog og præst, Dietrich Bonhoeffer, gik ind i modstandsbevægelsen, fordi dette menneskesyn ikke stemte overens med hans kristentro. For Bonhoeffer var et kristent liv tæt forbundet med afkaldet og at handle aktivt for medmennesket. Kort før sin henrettelse af Gestapo skrev han i et brev om, hvad det vil sige at være kristen: det er at leve det begrænsede liv og at se denne begrænsning som et gode. For sådan var det, at Jesus levede. Han levede altid for den anden og forfulgte aldrig sine egne fordele.

Tidligere havde Bonhoeffer beskrevet, hvordan Guds nåde og kærlighed var dyr. Hvad mente han med det? Jo, Guds kærlighed kostede noget for Gud selv. Den kostede ham hans søns liv. Men Guds nåde og kærlighed er også dyr for os, fordi den koster noget af os, når vi har fået den. Hvis ikke vores hele liv, så koster Guds nåde i hvert fald vores dyrebareste engagement og medleven i livet og i vores næstes ve og vel.

Som Gud sendte sin søn til verden for aktivt at handle, være noget og gøre noget, sådan kaldes og sendes vi også hver dag til at efterfølge det, Kristus gjorde.

…

At give afkald på sit eget har vi set mange eksempler på gennem kirkens historie.

Nogen vil sikkert tænke på cølibatet, hvor præster, munke og nonner kaldes til et liv med hinanden og deres menighed som åndelig familie og forsøger. At dele budskabet om, at vi er én stor himmelsk familie, koster for dem den jordiske familie. 

Sådan tænker vi ikke i dag. I vores kirke vil vi betragte det som en misforståelse af Jesu ord at vælge cølibatet som udtryk for afkald.

Måske skal vi lade være med at tænke afkaldet som om, vi skal forlade nogen eller noget, eller at vi skal vælge noget fra. Måske skal vi i stedet tænke, at vi skal gå nogen i møde og vælge noget til. Nemlig vælge hinanden til, og vælge den tro til, vi skænkes i dåben. Barnedåben forkynder, at først af alt kommer Guds ubetingede kærlighed til os. Vi er elsket, inden vi overhovedet har gjort fra eller til. Og hvis vi dét er fortegnet for os; hvis vi vælger det til, som den måde vi møder verden på, som den linse vi kigger igennem på verden, så tror jeg, vi er på rette vej.

…

Og nu – i anledningen af den farverige juni måned – slutter jeg lige med et lille svirp.

Jeg har talt om familie i dag, og om at udvide vores forståelse af, hvad familie og hjem er.

For noget tid siden hørte jeg én lidt tørt og muntert konstatere om nutidens familieforhold; at i gamle dage havde vi mange børn og få forældre. I dag har vi få børn og mange forældre.

Det kan jo skyldes alt muligt at søskendeflokken bliver mindre, og at dem, vi regner for forældre, udvides – måske fordi vi lever i en skilsmissefamilie med bonusforældre, som holder af dine, mine og vores børn, eller fordi børn i dag også kommer til verden i regnbuefamilier, med mange hold forældre, som alle elsker at overøse børnene med lige meget kærlighed.

Kirken har gennem tiden haft enormt mange holdninger tenderende til det negative om familiekonstellationer, der brød med det såkaldt ”det normale”. Men måske har det aldrig været kirkens og de kristnes opgave at ordne familieforhold, at vælge fra, eller at lue ud i, hvad nogen syntes var det rigtige og forkerte. Også her kan vi udvide vores perspektiv.

Mange forældre kan jo også betyde, at der er mange der elsker og holder om børnene. Og hvad har vi imod det?

Måske skal vi ikke vælge fra. Måske var det altid kun vores opgave at vende blikket udad og vælge til. Måske var det altid kun vores opgave at give afkald på os selv og at vælge den store verdens familie til; at se igennem den linse, vi fik i dåben, da Gud elskede os først. At Guds kærlighed til alle sine børn altid er det afgørende – både i hans møde og vores møde med verden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var i begyndelsen
 Således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

En ny normal

 Prædiken til fastelavns søndag (II) i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 18,31-43. Salmer: 192 – 876 – 172 – 164 – 849 – 826. 

Fastelavn har tabt. Selvom jeg håber at se en hel del børn til fastelavnsgudstjeneste lidt senere i dag, så er det tydeligt, at Halloween løber med førstepladsen hos børnefamilierne.

Tidligere var det sejt at være Batman og prinsesse, og slå katten af tønden. I dag er det federe at være et skelet eller en zombie, og det er åbenbart megafedt når forældre pynter forhaverne med galger, dødningehoveder og afhuggede lemmer.

Halloween er sejt. Det er bageren der holder liv i fastelavn. Det er den nye normal.

…

Der er mange nye normaler at vænne sig til for tiden. Det er f.eks. ikke kun til halloween, at monstrene og skrækscenarierne vinder frem. Man skal bare åbne for nyhederne. Der vælter det rundt med verdensledere, der viser tænder og laver grimasser, og gerne vil have lov at pynte forhaverne med noget, der virkelig er faretruende.

Det normale er det, vi over en tid har vænnet os til, er rigtigt. Det er som om vi for tiden virkelig skal vænne os til en ny normal på den verdenspolitiske scene, og vænne os til en ny verdensorden hvor alt ikke er lige forudsigeligt og lige stabilt.

Jeg har det som om, vi er omringet af verdensledere, som er alt det modsatte af den kærlighed, Paulus taler om. Ledere der er utålmodige, misundelige og indbildske; som helt uden mildhed søger deres eget, hidser sig op, bærer nag, finder glæde i uretten, glæder sig ved løgnen og kalder alle de uhyrligheder, de foretager sig, for normalitet.  

Vi havde vænnet os til noget andet. Det normale for mig og min generation har været at leve i fredstid, hvor vi kunne stole på hinanden. Og vi troede, at vi var seende. Men nu ser vi, at vi måske har været lige så blinde som manden i evangeliet. Vi troede at fred var en normaltilstand, og at det aldrig kunne være anderledes. Men pludselig er det stykkevise ved at forgå, og vi ser ansigt til ansigt noget nyt tone frem.

Gad vide om vi endnu erkender det nye fuldt ud?

… 

Den blinde mand i evangeliet vil gerne kunne se, og dermed kunne se og orientere sig fuldt ud i den verden, han er en del af.

Ønsker jeg det samme i dag?

På den ene side har jeg mest lyst til at holde mine øjne lukkede. Det genkender jeg også fra andre tider i mit liv. Jeg har ikke lyst til at se virkeligheden i øjnene, når virkeligheden ikke kun er god. Jeg har ikke lyst til at høre om nye trusler, sanktioner, opgør med samarbejder, eller at prøve at forså den ene skrækindgydende analyse efter den anden af verdenssituationen.

Og på den anden side har jeg heller ikke lyst til at leve i det skjulte. Jeg har lyst til at blive seende og kende virkeligheden fuldt ud, så godt jeg kan, fordi det modsatte også kan gøre mig urolig. Hvis noget holdes skjult eller hvis der lefles med sandhederne, bliver jeg først utryg. Ærlighed og klarhed er altid lettere at navigere i end tågede forklaringer og halve sandheder.

Uanset hvad tror jeg vi må indstille os på, at det går os som den blinde mand, efter han har fået synet: nemlig at vi ikke aner, hvor det ender.

Da den blinde mand har fået synet, er det eneste han ved, at dette er hans nye normaltilstand. Han ved ikke, hvor synet fører ham hen og hvad han egentlig skal bruge det til. For han har aldrig haft det. Det er nyt og det er en ny normal, han skal forholde sig til, ligesom vi skal forholde os til den nye normal i verden omkring os.

Kort tid efter manden har fået synet, er han glad og taknemmelig for, hvad han kan se. Han følger Jesus og takker Gud.

Men som vi også hører i indledningen til evangeliet skal den blinde mand, sammen med disciplene, også få voldsomme ting at se: nemlig mishandlingen af Jesus, hån, piskning og korsfæstelse. Ved siden af alt det vidunderlige i livet, han nok skal få øje på, vil grusomheden også ganske hurtigt strejfe hans øje. 

…

Så hvad nu? Hvor stiller vi os med vores åbnede øjne og den nye normal, der møder os – med alt det, vi ikke kender, og som vi ikke rigtig kan få greb om i disse tider?

Den blinde mand i evangeliet slipper sin stemme fri, da han råber efter Jesus. ”Jesus Davids søn, forbarm dig over mig”. Han slipper sin stemme fri i bøn og i retning af én, han tror kan hjælpe ham, i retning af kærligheden. Og da han slipper, bliver han grebet af Jesus, der tager ham til sig.

Måske kan der på samme måde ligge en forløsning for os i at give slip. At give slip på alt det, vi alligevel ikke magter, eller har en chance for at kunne gennemskue. At turde råbe efter kærlighed og hjælp, og turde tro på, at der hvor vi gør det, er der en, der hører os.

Det er det løfte, Jesus giver os med opstandelsen; et løfte, som har fulgt os gennem alle tider i verdenshistorien, og som også vil følge os alle dage, hvad end der sker.

Jesu opstandelse er løftet om, at Guds kærlighed sætter sig igennem, så al krigslarm reduceres til rungende malm og klingende bjælder. At der i mørket og i uvisheden også findes kim af håb og lys. Ja, at vi må have tillid til, at der hvor vi slipper i mørket, da griber Gud os i lyset.

Det er den kærlighed, Paulus udfolder i Brevet til Korinterne. Det er aldrig menneskers kærlighed, han skriver om, som kan være udholdende, mild og tålmodig; eller som tåler alt, tror alt, og håber alt. Nej, det er Guds kærlighed. Det er netop Guds kærlighed der altid sejrer over vores middelmådighed og mørke. Det er Guds kærlighed der løfter os, når vi har lagt os ned og ikke magter mere. Det er den kærlighed, vi må knytte os til, lade skinne på os, og stole på hver dag.

…

Fastetid har altid været en tid, hvor vi skulle åbne os for nyt. Slippe os selv og vores eget, og lade os fylde på af nyt; åbne os for Guds kærlighed i opstandelsen.

I fastetiden må vi have lov at være som børn, der ikke ser ansigt til ansigt, men endnu i et spejl, i en gåde. Vi må lade os berige med noget nyt udefra, som kan give os ro og perspektiv, når vores egen verden larmer og buldrer afsted; når verden igen og igen spænder ben for os ved at skabe nye normaler, der ikke altid er lige opløftende.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver poetisk om netop dette i bogen Om vinteren. Han bruger et billede af hesten, der på én gang kæmper med sin storhed og sin skrøbelighed.

Knausgård skriver:

”Som man kan se hos enkelte heste, er kontrasten næsten urimelig stor, mellem (på den ene side) den stærke og pragtfulde krop, der er i stand til hvad som helst af fart vildskab og vovemod, og (på den anden side) det sky, og ekstremt indtryksfølsomme og hårdt spændte sind. Og man mærker en længsel på dyrets vegne, efter at den skal slippe for alle disse sale, grimer, båse og stalde, alle disse minutiøse øvelser og optrædener, og bare løbe på en slette, fri fra alt, også sig selv.” (redigeret form)

Jeg spejler mig selv i denne kamp. Og jeg synes jeg ser kampen udspændt på den store scene: mennesket der på den ene side gerne vil puste sig op, være magtfuld og kontrollere alt, og som på den anden side mennesket der er skrøbeligt og evigt blindt menneske, som har brug for en hjælpende hånd og opstandelsens lys.

Må fasten være en tid, hvor vi tør række ud, hvor vi tør tro, hvor vi må blive bare lidt mindre overfyldte af os selv, så Gud kan komme til.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.