Hvor er du nu?

Prædiken til Allehelgens dag (II) 1. november 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 5,13-16 og Joh.Åb. 21,1-.7. Salmer: 402 – 551 – 192 – 549 – 121.

Hvor er du nu?

Det spørgsmål, man kan komme til at stille, når et menneske, man elsker, er død.

Hvor er du nu?

Måske siger man spørgsmålet højt. Man taler om det. Eller måske siger man det kun inde i sig selv. På vej hjem fra kirkegården. Når man vågner om natten. Når man ser noget, man gerne ville have fortalt eller vist den døde. Når telefonen ligger på bordet, og man et kort øjeblik glemmer, at man ikke længere kan skrive eller ringe op.

Hvor er du nu, når du ikke længere er, hvor du plejer at være? Er du stadig et sted? Er du hos Gud? Er du i evigheden? Er du stadig nær, selvom du ikke er her?

…

Vi spørger, fordi vi savner. Og vi savner, fordi vi har elsket.

Ved allehelgen får vi lov at standse op og mærke, at nogle mennesker har sat spor i os, og at vi savner dem. Vi nævner deres navne. Vi tænder lys. Vi synger og lytter til ordene. Vi opdager, at sorgen bor i os, og at den kan være lige så nærværende, som da døden var ny.

Vi sørger. Og sorgen viser sig på forskellig vis. Nogle græder. Andre mærker mest en stilhed. Nogle lader sorgen være synlig og taler om det, andre vil helst leve med den i det stille.

Der findes ingen rigtig eller forkert måde at sørge på. Og i dag giver kirken os plads til at være med det, vi kommer med hver især. Her skal vi ikke have styr på døden, eller os selv for den sags skyld. Vi må komme med det, vi ikke har styr på. Vi må stille spørgsmål. Hvor er du nu? Og vi må lade ordene slippe op, og vi må håbe.

…

Hvor er du nu?

Jesus siger i dagens evangelium: ”I er jordens salt” og ”I er verdens lys”

Salt gør en forskel. Det giver smag. Det forstærker madens kraft. Man lægger egentlig ikke rigtig mærke til saltet, når man begynder at spise. Men man opdager hurtigt hvis det mangler.

Sådan giver vi også hinandens liv smag, fylde og kraft. Vi tænker måske ikke over det, som dagene går, men vi opdager det, når nogen dør. De mennesker, vi fulgtes med, delte oplevelser med, som vi grinte og græd sammen med. De mennesker der viste os, at vi var værd at elske, også når vi ikke selv kunne det. De var saltet i vores liv. Og vi opdager, at det ikke nødvendigvis var de store begivenheder, der gjorde forskellen. Det var mere nærheden i hverdagen, og visheden om at de var der.

Men noget er givet videre.

Saltet har aflejret sig i små depoter. Det mærker vi som tiden går. Det dukker op her og der, og kalder den døde frem. Man kommer pludselig til at sige noget, som afdøde også altid sagde. Man kommer til at grine af en særlig form for humor, man delte med afdøde. Man kommer til at gøre noget på en særlig måde, fordi det ville afdøde også have gjort. Og det er der også en form for omsorg i. Og nogle gange ligefrem glæde.

Måske er det der, den døde er? Det betyder ikke, at savnet er forsvundet, eller at sorgen ikke kan mærkes. Men vi mærker, at der er noget fra den døde, der lever videre i vores liv.

Vi kan savne et menneske, og samtidig være taknemmelige for at vi fik lov at kende det og være taknemmelige over alle de spor, de satte. Vi kan ønske os bare én dag mere sammen, og samtidig glæde os over alle de dage, vi fik – saltet til, ligesom det skulle, med smag, kraft og fylde.

…

Med lyset er det på samme måde som med saltet. ”I er verdens lys” siger Jesus. Man bemærker ikke nødvendigvis, når det er der. Man tager det forgivet på en naturlig måde.

Men når lyset slukkes – når dem der lyste for én, eller et menneske man selv lyste for – pludselig er væk, gør det ondt. Vi forsøger at tænde lys. I kirken. På kirkegården. I vindueskarmen. Men et lille lys gør ikke natten til dag. Det ophæver ikke mørket eller gør den døde levende igen.

Alligevel siger Jesus: ”I er verdens lys”. Og måske siger han det ikke for at provokere, eller for at gøre opmærksom på, hvor mørkt det kan være. Måske siger han det snarere som et løfte om, at mørket aldrig får lov at fylde det hele. At lyset findes midt i det allermørkeste mørke og aldrig bare forsvinder. Ligesom Guds kærlighed heller ikke forsvinder fra os.

Det er det, vi kan opleve, når nogen midt i sorgen låner os lidt af deres lys. Et menneske sætter sig ved siden af os uden at kræve, at vi skal være glade. Vi mærker en hånd på skulderen. Vi modtager en omsorgsfuld besked på en svær dag. Eller vi sidder i et selskab, hvor nogen smiler til os, uden at vi af den grund behøver at pakke sorgen væk.

Da mærker vi glimt af lys i vores mørke. Ikke ved at fjerne det, men ved at være der midt i det.

…

Hvor er du nu?

Du er i alt det liv, du har givet. Du er i alt det salt, alt den fylde, smag og kraft, du gav mit liv. Du er et lys, der stadig lyser for mig, selvom du lyser langt væk. Og du er, når der stadig er nogen, der lyser for mig.

Og er du hos Gud?

I Johannes Åbenbaring hørte vi, at Gud til sidst er hos den døde. Det er løftet, at det er sådan, det ender.

Johannes ser en ny himmel og en ny jord for sig i de sidste tider. Han hører en stemme sige: ”Se, Guds bolig er hos menneskene”. Og Gud ”vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Det er nogle af Bibelens smukkeste ord, hvis vi tør tro dem. At dødens magt er ophævet til sidst. At der findes et sted, hvor mørket definitivt er lys. Hvor alle som én bliver forenet hos Gud, hvor Gud vil tørre hver tåre af vores øjne.

Og det er ikke fordi tårer er forkerte – hverken på jorden eller i himlen – men fordi sorgen og døden ikke får det sidste ord. Gud slipper ikke det menneske, han har skabt og elsket. Den, der er død, er ikke overladt til intetheden, men har fået bolig hos Gud. Vores fremtid er ikke mørket, men Guds evige lys.

Dette lys brød frem påskemorgen, da Jesus ikke længere var i graven. Da han opstod fra de døde, brød han dødens magt og åbnede vejen til det liv, som Johannes ser fuldendt i sit syn.

Påskemorgen er derfor ikke kun en begivenhed, der hører fortiden til. Den er også et løfte om vores fremtid. Jesu opstandelse er begyndelsen på en ny virkelighed, hvor døden ikke længere har det sidste ord om os. Hverken i det liv, vi lever her og nu, eller når vi engang skal være hos Gud. For Gud vil være os nær, også når alt andet slipper op.

Derfor lægger vi vores døde i Guds hænder. Vi gør det i tillid til, at den Gud, der ikke lod Jesus blive i gravens mørke, heller ikke vil slippe os, men skænke os en evighed.

…

Så hvor er du nu?

Spørgsmålet springer ud af et uendeligt savn. ”Hvor er du nu” er måske ikke så meget et spørgsmål, men mere en konstatering af og forvirrethed over, at den døde i hvert fald ikke er her, hvor han eller hun plejede at være. Og det gør ondt!

Evangeliet om salt og lys, og Johannes åbenbaring, giver os ingen konkrete beskrivelser eller svar. Men de giver os billeder og de fremkalder glimt. Vi bliver mindet om al den fylde, om al den mening og alt det lys der var i livet – al den kærlighed der var og som vi stadig bærer med os. Og vi kan takke for at vi fik lov at dele liv med hinanden.

Og så vi bliver givet et løfte om, at dem vi savner, ikke er længere væk end i Guds favn.

Og måske er det nok at tro. At der, hvor vores hænder slipper, tager Guds hænder over. Dem vi savner og ikke kan holde om er stadigvæk holdt om og holdt fast i af Gud. Og det er godt.

Og mens vi lever videre her, må vi være lys og salt for hinanden. Vi må nævne navnene. Vi må fortælle historierne. Vi må græde, le og takke. Vi må bære hinanden, når livet bliver tungt.

Og vi må betro vores døde til Gud. For i hans favn og kærlighed, hvor der er evighed.    

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

Forpligter gaven?

 Prædiken til niende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. august 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 12,32-48. Salmer: 402 – 414 – 28 – 365 – 849 - 697.

I denne uge fik tusindvis af unge besked på, om de var kommet ind på deres drømmestudie eller ej. Det er en tid med mange sommerfugle i maven og en tid, der varsler store omvæltninger og ansvar forude.

Bliver du optaget venter der årelange studier, som til tider kommer til at kræve al opmærksomhed. Bliver du optaget, er teenagetiden forbi. Du skal flytte hjemmefra og finde dig til rette som ung voksen i en ny by. Bliver du optaget, lægges der allerede her en del af det fundament, du engang skal stå på og kendes på, hvis du en dag bliver færdiguddannet og skal ud at finde arbejde.

Jeg husker selv, da jeg modtog den besked. Det var som at modtage en gave. Dengang kom den med posten i en stor A4-konvolut, og jeg husker tydeligt euforien, da jeg læste en gode besked. Jeg husker tiden hvor jeg flyttede fra en tryg rede til en fremmed storby. Og jeg husker forpligtelsen; følelsen af at rette ryggen, tage optaget og uddannelsen på mig, og ønsket om at gøre mit bedste – både nu og fremover.

…

Dagens evangelium er som en stor A4-konvolut, vi har ventet på. Eller har vi? Og i den står der, at vi alle er optaget i Guds rige. ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres far har besluttet at give jer Riget.”.

Hvis der nogensinde var en optagelsesprøve, er den nu overstået og ventetiden forbi. Og var vi nogensinde i tvivl, om Gud ville være en del af os, er det lige meget nu. For den beslutning er taget. Guds rige er skænket os. Gud vil være hos os. Det er en gave.

Dagen i dag er som en bryllupsfest, hvor ja’erne for længst er givet, og vi fejrer at Gud og mennesker hører sammen i ét rige, igennem hans søn, Jesus Kristus, forenet og velsignet i hans hellige ånd.

Er der et ’men’ i den gave? Koster gaven noget? Både ja og nej.

Riget er givet. Men vi forstår også på Jesus, at vi gerne må kunne kendes på gaven som gode forvaltere af den. Hvis Jesus en dag banker på døren og kigger til os, må det gerne kunne ses, at vi gør vores for at riget bliver fyldt af Guds lys og Guds kærlighed. Vi må gerne kunne kendes på, at vi hver dag binder kjortlen op om lænden, smører ærmerne op og gør os umage i forvaltningen af det ansvar, vi har fået i og med gaven. 

…

Vi er altså skænket en gave. Men det må også gerne kunne ses på vores forvaltning, at vi har taget gaven til os. Det er som om, gaven også kommer med en opgave eller forventning om en modgave, og man fristes til at spørge, om det nu så også er en rigtig gave, hvis der følger en pligt med gaven? Om vi skal besvare gaven fra Gud, ved også at give ham noget den anden vej?

Det spørgsmål ligger også og lurer bagom de førnævnte unge og det deres nye studie.

I Danmark har vi besluttet, at uddannelse – i udgangspunktet – betales af fællesskabet og af staten. Det er en gave, der gives alle unge ved indgangen til voksenlivet. Deres opgave er at vælge, hvad de interesserer sig allermest for, og derefter tage imod: lade sig præsentere for fagligt stof og tankeformer, der danner og dueliggør dem som mennesker.

Og der er principielt set ikke noget de skal efter uddannelsen. De unge har påbegyndt en dannelsesrejse, og den varer som bekendt hele livet, og den behøver ikke involvere andre end dem selv.

Men skal de unge ikke give noget igen? De fleste vil nok mene, at der i fællesskabets og statens gave også ligger en investering i samme fællesskabs fremtid. En lille forventning om, at de unge pakker gaven ud og lærer at mestre den til fordel for egen dannelse, ja, men også til fordel for samfundet. At de unge, med en færdig uddannelse i hånden, også giver viden og arbejdskraft tilbage til staten. Noget for noget.

Den franske sociolog Marcel Mauss (”Muuss”) skrev i kendt essay i 1924, at gaver rent ud sagt aldrig er gratis. Således heller ikke statens. Gaver forpligter altid til en modgave. Gaver har til formål at etablere og opretholde relationer, og indebærer derfor altid gensidighed. Gaven gives for at blive modtaget og besvaret med en passende modgave, der hverken bringer giveren eller modtageren i forlegenhed.

Den påstand kan vi overveje. Skal uddannelsen besvares af en modgave? Og vi kan have påstanden i baghovedet til familiefester, juleaften, og fødselsdage, hver gang vi skal finde ud af, hvad en passende modgave er, og hvordan vi holder vores relationer i balance.

…

Nogle hundrede år før Marcel Mauss, tumlede den unge reformator Martin Luther med spørgsmålet, om Guds gave også var én, der skulle gengældes af ham.

Luther vil formegentlig have været enig med Marcel Mauss’ ideer om gensidighed iblandt mennesker. Men det udfordrede ham, hvis han også stod i et gensidigt gaveforhold med Gud. For hvordan skulle han nogen sinde kunne give Gud en ordentlig gave, som modgave til den kærlighed, han følte fra Gud? End ikke den største gode gerning vil være tilnærmelsesvis retfærdig eller kunne modsvare Guds evige kærlighed…

Men pludselig indser Luther, at Gud handler ud fra en helt anden retfærdighed. Til forskel fra den menneskelige noget-for-noget-tankegang, udspringer Guds retfærdighed af kærlighed, der giver alt for ingenting.

Menneskets forhold til Gud er ikke afhængig af menneskelige gaver i form af gode gerninger, men bygger på Guds kærlighedsgave i form af tilgivelse og frelse, som er gratis, dvs. som Gud giver af nåde. Det var også det, Paulus forsøgte at sige i sit brev til Timotheus: ”Gud frelste os og kaldte os … ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning.”.

…

”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af.” Sådan slutter Jesus i evangeliet.

Bagom de nye studieoptag ligger et håb, og nok også en lille forventning om, at de unge giver lidt igen, når de er færdige. På en måde er det retfærdigt men også fornuftigt indrettet. For hvad ville fremtiden ellers skulle bygges på? Filosoffen Hannah Arendt skrev, at mennesket ikke blot lever af verden, men også er med til at forme verden. Det er det, de unge gives i gave: at få viden og kundskab til selv at være med til at forme den.

Men før de unge overhovedet har en verden at forme, skal den først gives. Og det er det, evangeliet fortæller om i dag. Guds rige er verden, vi har fået i gave, og som vi skal være med til at forme på bedste vis. Gud skaber en relation til os, ved at give af sig selv. Han giver sig til os. Men han forventer intet tilbage til ham selv. Måske håber han kun, at vi har lyst til at forme verden til fordel for hinanden, og at vi vil sige tak?

Der endte Luther også sine spekulationer. Det eneste vi reelt kan gøre, er at tage imod og sige tak. Og det er troens svar eller troens gave til Gud. At vi takker ham med lovprisning, bøn og sang, og ved at vise omsorg for vores medmennesker.

Omsorgen er den, vi hører om, når Jesus indleder en lignelse med ordene: ”Det er med Guds rige som med…”. Der giver han os billeder på, hvordan det gerne må være i Guds rige, når vi former den for hinanden. Hvordan tilgivelsen må blive sat i spil, hvordan forsoningen må folde sig ud, hvordan kærligheden må være iblandt os.

…

Og nogle gange vil vi lykkes med det svar. Andre gange må vi erkende, at vi ikke magter at sige tak, eller at vise omsorg for medmennesket. Og i perioder kan verden også synes at være så uformelig, at vi måske helst vil have været gaven, A4-konvolutten, måske ligefrem dagens evangelium foruden, fordi vi magter ikke ansvaret og forvaltningen.

Men netop i denne magtesløshed, er det stadig Guds beslutning, at han vil os. I den magtesløshed er du også set og elsket. Det er ikke en relation i balance. Men det er Guds retfærdighed. Det er Guds gave, uden en modgave. Riget er givet på gode og dårlige dage. Frygt ikke.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen

Klippe

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juli 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 7,22-29. Salmer: 754 – 300 – 294 – 292 – 424v1 – 375. 

Evangeliet er afslutningen på en lang prædiken, Jesus holder for sine tilhængere – de nye kristne. Vi kalder den Bjergprædikenen. Her udlægger han bl.a. den gamle moselov, som han overbyder og sætter på spidsen, for at komme det overfladiske til livs, og for at troen ikke kun skal handle om gerninger og det ydre, men også må kendes i hjertet.

I moseloven står der bl.a., at man ikke må slå ihjel. Men for Jesus skal allerede den, der bliver vred i sit hjerte på sin bror, kendes skyldig (Matt. 5,21-22). I loven står der at øje for øje og tand for tand er retfærdighed. Men for Jesus må man aldrig gå til modværge mod den, der vil dig det ondt. Retfærdighed er ikke at give igen, men at vende den anden kind til (Matt. 5,38-39) Og som trumf giver Jesus de nye kristne den gyldne regel: nemlig at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem (Matt. 7,12)

Og den kloge mand, som Jesus derefter tegner et billede af, er den, der bygger sit liv på Bjergprædikenen. Hold dig til de ord og den visdom du lærer der, og dit hus vil stå som på en klippeblok. Selvom der kommer skybrud, oversvømmelser og storme, så falder det aldrig. Omvendt er den, der overhører ordene en tåbelig mand, hvis hus skrider ud og falder sammen, som var det bygget på sand. 

…

På den baggrund er det jo lige til at begynde at associere den kloge og den tåbelige ind i livet, og begynde at udpege sandkasser og klippeblokke – både i vores eget liv men også i de liv, der omgiver os. Det er nu engang sjovere at pege på andre end sig selv.

Men allerede ud fra de få eksempler, jeg har nævnt fra Bjergprædikenen, vil det også hurtigt være klart for de fleste, at det ikke altid er enkelt at gøre, som Jesus foreskriver. Det er ikke fordi jeg tænker mig selv som et specielt dårligt menneske. Men jeg kan sagtens mindes dage, hvor sandet løb imellem fingrene på mig, og huske beslutninger hvor mit moralske kompas måske ikke var helt velfungerende.

Og når det sker, tror jeg ikke det det har at gøre med en større systemfejl i mig. Men det sker fordi jeg er et menneske, der begår fejl. Derfor kan det også provokere, når Jesus er så kategorisk og så tydelig i sit billede af de to mænd – den kloge og den tåbelige. For han ved om nogen, at vi alle en gang imellem er den tåbelige og utilstrækkelige, som begår lovbrud, og som ikke aner hvad vi skal stå på.

…

Derfor bliver det også tydeligt for mig, at klippegrund ikke er noget, vi altid selv er i stand til at vælge eller udpege i vores liv, men oftest er noget, vi skænkes af andre. Klippegrund er det vi modtager, når vi holdes om, holdes af, og holdes ud af vores nærmeste. Når vi i al vores utilstrækkelighed mødes af mildhed og varme.

Det bliver så tydeligt for mig, særligt når jeg sidder til en samtale forud for en begravelse, at vores relationer er vores klippegrund. For når vi mister hinanden – en ægtefælle, en forælder, en nær ven – mister vi grund under fødderne. Trygheden er væk. Den der kendte mig og mit inderste er væk. Vi skal på ny finde ud af at navigere i hverdagen. Når man falder sammen, mangler man den, man før faldt ind i, som kunne trøste, støtte og bære.

Det er der, man kommer på gyngende grund. Også mere end når vi mister vores arbejde, mister vores hus og hjem, som man også kunne tænke som værende klipper i vores liv. Det kan også slå benene væk under os, men slet ikke i samme grad, som når vi mister omsorg og kærlighed. Flere gør i dag en dyd ud af at være forandringsparate; dvs. at ens hjem hurtigt kan pakkes sammen og flyttes et nyt sted hen; man kan skifte arbejde mange gange i livet, og man undlader at knytte sig til genstande og steder. Anderledes er det med vores relationer, dem vi hænger sammen med. De er vores konstanter, som bærer os gennem alle forandringerne.

…

I sommer lagde jeg vejen forbi en kirkegård i Vestjylland, hvor jeg på læste den fineste inskription på en gravsten. Der stod afdødes navn, fødselsår og dødsår, og så stod der nederst: Han var ikke nem – men han var vores.

Han var ikke nem – men han var vores. Kærlighed er også ærlighed, kan man sige. Man fornemmer at de pårørende har haft brug for at tale sandhed. Ellers mejsler man ikke sådan et citat ind i sten.

For her var der et menneske, som havde brug for støtte – ja, og ikke bare en klippe, fornemmer man, men en hel bjergkæde – for at få livet til at hænge sammen. Men det fine er, at det vidste familien godt, og den opgave var der også mening i. For han var vores. Selvom han ikke var nem at være sammen med, selvom han ikke altid var til at stå ved siden af og støtte, så gjorde de det alligevel. For han var vores. Vi var hans klippe.

Er det alle forundt at have en familie, som ved om sig selv, at de er klipper for hinanden? Nej. Det er det desværre ikke. Selvom vi er forbundne af blodsbånd, eller af venskabs og ægteskabs bånd, sker der brud og stenskred i vores relationer. Klippen kan blive porøs og til sidst til sand.

Jesus ved godt, at det er sådan i vores liv, hvorfor min provokation stadigvæk er den samme, og den gyldne regel stadig står bøjet i neon over vores hoveder.

…

I Bjergprædikenens midte finder vi måske en nåde. Jesus har som nævnt indskærpet Moseloven, og er i opgør med det overfladiske. I midten af prædikenen taler han om bøn, og beder de nye kristne om at lade være med at bede som hyklere, og vise deres fromhed frem på hvert gadehjørne. Nej, gå ind i dit kammer, luk din dør, og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig, siger han (Matt 6,1-4).

Og da giver Jesus os Fadervor. Fadervor er midten, hvor vi lægger det over til Gud at være den, der magter vores liv, når vi ikke selv kan. At han må være vores far, vores forældre i himmel og på jord, og hvor vi beder om det væsentligste; om brød på bordet, om tilgivelse for vores fejl, og om at det onde må gå forbi os.

Det er som om, Jesus lige der siger: I er ikke nemme – men I er mine. Derfor giver jeg jer bønnen, for at I aldrig må falde helt ud af min nærhed. I bønnen er jeg klippen, I står på. Jeg er hånden under jer. Jeg er fundamentet under det fundament, I ikke altid selv formår at skabe for jer selv eller for hinanden. I mørket, i tvivlen, i utilstrækkeligheden, i den yderste nød: så fold jeres hænder, og jeg vil være der, hvor I er.

Og hvor gives vi denne bøn? Ja, den skænkes vi i gave som spæde ved den urokkelige klippe, som står i midten af alle kirker. Døbefonten, hugget ud i granit af selve grundfjeldet under os, og Jesus siger: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Ved dåben skænkes vi en klippefast tro på, at Gud er vores far, som aldrig lader sit fundament skride under os. Det er hans løfte, som vi må stole på og hente kræfter fra, til at begynde forfra med livet og opgaverne – alle budene fra Bjergprædikenen, og alt det vi skal gøre for hinanden – igen og igen og igen. 

…

Måske er det netop Guds nåde, at vi forsat er her, selv om han også kræver meget af os. Det er med Gud og os, ligesom tidligere overlæge Ole Hartling engang lidt tørt skrev om sin kone: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”.

Det er på den ene side lidt barskt sagt om den, man elskes af. På den anden side forstår vi, hvor meget styrke, hvor meget mod, hvor meget håb der ligger i netop den kærlighed, han får fra sin kone. Det er den, der gør, at han kan komme videre. Hun er hans klippe. Hun er ikke nem – og det er han i grunden nok heller ikke – men derfor er de hinandens alligevel.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.