Forpligter gaven?

 Prædiken til niende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. august 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 12,32-48. Salmer: 402 – 414 – 28 – 365 – 849 - 697.

I denne uge fik tusindvis af unge besked på, om de var kommet ind på deres drømmestudie eller ej. Det er en tid med mange sommerfugle i maven og en tid, der varsler store omvæltninger og ansvar forude.

Bliver du optaget venter der årelange studier, som til tider kommer til at kræve al opmærksomhed. Bliver du optaget, er teenagetiden forbi. Du skal flytte hjemmefra og finde dig til rette som ung voksen i en ny by. Bliver du optaget, lægges der allerede her en del af det fundament, du engang skal stå på og kendes på, hvis du en dag bliver færdiguddannet og skal ud at finde arbejde.

Jeg husker selv, da jeg modtog den besked. Det var som at modtage en gave. Dengang kom den med posten i en stor A4-konvolut, og jeg husker tydeligt euforien, da jeg læste en gode besked. Jeg husker tiden hvor jeg flyttede fra en tryg rede til en fremmed storby. Og jeg husker forpligtelsen; følelsen af at rette ryggen, tage optaget og uddannelsen på mig, og ønsket om at gøre mit bedste – både nu og fremover.

…

Dagens evangelium er som en stor A4-konvolut, vi har ventet på. Eller har vi? Og i den står der, at vi alle er optaget i Guds rige. ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres far har besluttet at give jer Riget.”.

Hvis der nogensinde var en optagelsesprøve, er den nu overstået og ventetiden forbi. Og var vi nogensinde i tvivl, om Gud ville være en del af os, er det lige meget nu. For den beslutning er taget. Guds rige er skænket os. Gud vil være hos os. Det er en gave.

Dagen i dag er som en bryllupsfest, hvor ja’erne for længst er givet, og vi fejrer at Gud og mennesker hører sammen i ét rige, igennem hans søn, Jesus Kristus, forenet og velsignet i hans hellige ånd.

Er der et ’men’ i den gave? Koster gaven noget? Både ja og nej.

Riget er givet. Men vi forstår også på Jesus, at vi gerne må kunne kendes på gaven som gode forvaltere af den. Hvis Jesus en dag banker på døren og kigger til os, må det gerne kunne ses, at vi gør vores for at riget bliver fyldt af Guds lys og Guds kærlighed. Vi må gerne kunne kendes på, at vi hver dag binder kjortlen op om lænden, smører ærmerne op og gør os umage i forvaltningen af det ansvar, vi har fået i og med gaven. 

…

Vi er altså skænket en gave. Men det må også gerne kunne ses på vores forvaltning, at vi har taget gaven til os. Det er som om, gaven også kommer med en opgave eller forventning om en modgave, og man fristes til at spørge, om det nu så også er en rigtig gave, hvis der følger en pligt med gaven? Om vi skal besvare gaven fra Gud, ved også at give ham noget den anden vej?

Det spørgsmål ligger også og lurer bagom de førnævnte unge og det deres nye studie.

I Danmark har vi besluttet, at uddannelse – i udgangspunktet – betales af fællesskabet og af staten. Det er en gave, der gives alle unge ved indgangen til voksenlivet. Deres opgave er at vælge, hvad de interesserer sig allermest for, og derefter tage imod: lade sig præsentere for fagligt stof og tankeformer, der danner og dueliggør dem som mennesker.

Og der er principielt set ikke noget de skal efter uddannelsen. De unge har påbegyndt en dannelsesrejse, og den varer som bekendt hele livet, og den behøver ikke involvere andre end dem selv.

Men skal de unge ikke give noget igen? De fleste vil nok mene, at der i fællesskabets og statens gave også ligger en investering i samme fællesskabs fremtid. En lille forventning om, at de unge pakker gaven ud og lærer at mestre den til fordel for egen dannelse, ja, men også til fordel for samfundet. At de unge, med en færdig uddannelse i hånden, også giver viden og arbejdskraft tilbage til staten. Noget for noget.

Den franske sociolog Marcel Mauss (”Muuss”) skrev i kendt essay i 1924, at gaver rent ud sagt aldrig er gratis. Således heller ikke statens. Gaver forpligter altid til en modgave. Gaver har til formål at etablere og opretholde relationer, og indebærer derfor altid gensidighed. Gaven gives for at blive modtaget og besvaret med en passende modgave, der hverken bringer giveren eller modtageren i forlegenhed.

Den påstand kan vi overveje. Skal uddannelsen besvares af en modgave? Og vi kan have påstanden i baghovedet til familiefester, juleaften, og fødselsdage, hver gang vi skal finde ud af, hvad en passende modgave er, og hvordan vi holder vores relationer i balance.

…

Nogle hundrede år før Marcel Mauss, tumlede den unge reformator Martin Luther med spørgsmålet, om Guds gave også var én, der skulle gengældes af ham.

Luther vil formegentlig have været enig med Marcel Mauss’ ideer om gensidighed iblandt mennesker. Men det udfordrede ham, hvis han også stod i et gensidigt gaveforhold med Gud. For hvordan skulle han nogen sinde kunne give Gud en ordentlig gave, som modgave til den kærlighed, han følte fra Gud? End ikke den største gode gerning vil være tilnærmelsesvis retfærdig eller kunne modsvare Guds evige kærlighed…

Men pludselig indser Luther, at Gud handler ud fra en helt anden retfærdighed. Til forskel fra den menneskelige noget-for-noget-tankegang, udspringer Guds retfærdighed af kærlighed, der giver alt for ingenting.

Menneskets forhold til Gud er ikke afhængig af menneskelige gaver i form af gode gerninger, men bygger på Guds kærlighedsgave i form af tilgivelse og frelse, som er gratis, dvs. som Gud giver af nåde. Det var også det, Paulus forsøgte at sige i sit brev til Timotheus: ”Gud frelste os og kaldte os … ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning.”.

…

”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af.” Sådan slutter Jesus i evangeliet.

Bagom de nye studieoptag ligger et håb, og nok også en lille forventning om, at de unge giver lidt igen, når de er færdige. På en måde er det retfærdigt men også fornuftigt indrettet. For hvad ville fremtiden ellers skulle bygges på? Filosoffen Hannah Arendt skrev, at mennesket ikke blot lever af verden, men også er med til at forme verden. Det er det, de unge gives i gave: at få viden og kundskab til selv at være med til at forme den.

Men før de unge overhovedet har en verden at forme, skal den først gives. Og det er det, evangeliet fortæller om i dag. Guds rige er verden, vi har fået i gave, og som vi skal være med til at forme på bedste vis. Gud skaber en relation til os, ved at give af sig selv. Han giver sig til os. Men han forventer intet tilbage til ham selv. Måske håber han kun, at vi har lyst til at forme verden til fordel for hinanden, og at vi vil sige tak?

Der endte Luther også sine spekulationer. Det eneste vi reelt kan gøre, er at tage imod og sige tak. Og det er troens svar eller troens gave til Gud. At vi takker ham med lovprisning, bøn og sang, og ved at vise omsorg for vores medmennesker.

Omsorgen er den, vi hører om, når Jesus indleder en lignelse med ordene: ”Det er med Guds rige som med…”. Der giver han os billeder på, hvordan det gerne må være i Guds rige, når vi former den for hinanden. Hvordan tilgivelsen må blive sat i spil, hvordan forsoningen må folde sig ud, hvordan kærligheden må være iblandt os.

…

Og nogle gange vil vi lykkes med det svar. Andre gange må vi erkende, at vi ikke magter at sige tak, eller at vise omsorg for medmennesket. Og i perioder kan verden også synes at være så uformelig, at vi måske helst vil have været gaven, A4-konvolutten, måske ligefrem dagens evangelium foruden, fordi vi magter ikke ansvaret og forvaltningen.

Men netop i denne magtesløshed, er det stadig Guds beslutning, at han vil os. I den magtesløshed er du også set og elsket. Det er ikke en relation i balance. Men det er Guds retfærdighed. Det er Guds gave, uden en modgave. Riget er givet på gode og dårlige dage. Frygt ikke.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen

Klippe

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juli 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 7,22-29. Salmer: 754 – 300 – 294 – 292 – 424v1 – 375. 

Evangeliet er afslutningen på en lang prædiken, Jesus holder for sine tilhængere – de nye kristne. Vi kalder den Bjergprædikenen. Her udlægger han bl.a. den gamle moselov, som han overbyder og sætter på spidsen, for at komme det overfladiske til livs, og for at troen ikke kun skal handle om gerninger og det ydre, men også må kendes i hjertet.

I moseloven står der bl.a., at man ikke må slå ihjel. Men for Jesus skal allerede den, der bliver vred i sit hjerte på sin bror, kendes skyldig (Matt. 5,21-22). I loven står der at øje for øje og tand for tand er retfærdighed. Men for Jesus må man aldrig gå til modværge mod den, der vil dig det ondt. Retfærdighed er ikke at give igen, men at vende den anden kind til (Matt. 5,38-39) Og som trumf giver Jesus de nye kristne den gyldne regel: nemlig at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem (Matt. 7,12)

Og den kloge mand, som Jesus derefter tegner et billede af, er den, der bygger sit liv på Bjergprædikenen. Hold dig til de ord og den visdom du lærer der, og dit hus vil stå som på en klippeblok. Selvom der kommer skybrud, oversvømmelser og storme, så falder det aldrig. Omvendt er den, der overhører ordene en tåbelig mand, hvis hus skrider ud og falder sammen, som var det bygget på sand. 

…

På den baggrund er det jo lige til at begynde at associere den kloge og den tåbelige ind i livet, og begynde at udpege sandkasser og klippeblokke – både i vores eget liv men også i de liv, der omgiver os. Det er nu engang sjovere at pege på andre end sig selv.

Men allerede ud fra de få eksempler, jeg har nævnt fra Bjergprædikenen, vil det også hurtigt være klart for de fleste, at det ikke altid er enkelt at gøre, som Jesus foreskriver. Det er ikke fordi jeg tænker mig selv som et specielt dårligt menneske. Men jeg kan sagtens mindes dage, hvor sandet løb imellem fingrene på mig, og huske beslutninger hvor mit moralske kompas måske ikke var helt velfungerende.

Og når det sker, tror jeg ikke det det har at gøre med en større systemfejl i mig. Men det sker fordi jeg er et menneske, der begår fejl. Derfor kan det også provokere, når Jesus er så kategorisk og så tydelig i sit billede af de to mænd – den kloge og den tåbelige. For han ved om nogen, at vi alle en gang imellem er den tåbelige og utilstrækkelige, som begår lovbrud, og som ikke aner hvad vi skal stå på.

…

Derfor bliver det også tydeligt for mig, at klippegrund ikke er noget, vi altid selv er i stand til at vælge eller udpege i vores liv, men oftest er noget, vi skænkes af andre. Klippegrund er det vi modtager, når vi holdes om, holdes af, og holdes ud af vores nærmeste. Når vi i al vores utilstrækkelighed mødes af mildhed og varme.

Det bliver så tydeligt for mig, særligt når jeg sidder til en samtale forud for en begravelse, at vores relationer er vores klippegrund. For når vi mister hinanden – en ægtefælle, en forælder, en nær ven – mister vi grund under fødderne. Trygheden er væk. Den der kendte mig og mit inderste er væk. Vi skal på ny finde ud af at navigere i hverdagen. Når man falder sammen, mangler man den, man før faldt ind i, som kunne trøste, støtte og bære.

Det er der, man kommer på gyngende grund. Også mere end når vi mister vores arbejde, mister vores hus og hjem, som man også kunne tænke som værende klipper i vores liv. Det kan også slå benene væk under os, men slet ikke i samme grad, som når vi mister omsorg og kærlighed. Flere gør i dag en dyd ud af at være forandringsparate; dvs. at ens hjem hurtigt kan pakkes sammen og flyttes et nyt sted hen; man kan skifte arbejde mange gange i livet, og man undlader at knytte sig til genstande og steder. Anderledes er det med vores relationer, dem vi hænger sammen med. De er vores konstanter, som bærer os gennem alle forandringerne.

…

I sommer lagde jeg vejen forbi en kirkegård i Vestjylland, hvor jeg på læste den fineste inskription på en gravsten. Der stod afdødes navn, fødselsår og dødsår, og så stod der nederst: Han var ikke nem – men han var vores.

Han var ikke nem – men han var vores. Kærlighed er også ærlighed, kan man sige. Man fornemmer at de pårørende har haft brug for at tale sandhed. Ellers mejsler man ikke sådan et citat ind i sten.

For her var der et menneske, som havde brug for støtte – ja, og ikke bare en klippe, fornemmer man, men en hel bjergkæde – for at få livet til at hænge sammen. Men det fine er, at det vidste familien godt, og den opgave var der også mening i. For han var vores. Selvom han ikke var nem at være sammen med, selvom han ikke altid var til at stå ved siden af og støtte, så gjorde de det alligevel. For han var vores. Vi var hans klippe.

Er det alle forundt at have en familie, som ved om sig selv, at de er klipper for hinanden? Nej. Det er det desværre ikke. Selvom vi er forbundne af blodsbånd, eller af venskabs og ægteskabs bånd, sker der brud og stenskred i vores relationer. Klippen kan blive porøs og til sidst til sand.

Jesus ved godt, at det er sådan i vores liv, hvorfor min provokation stadigvæk er den samme, og den gyldne regel stadig står bøjet i neon over vores hoveder.

…

I Bjergprædikenens midte finder vi måske en nåde. Jesus har som nævnt indskærpet Moseloven, og er i opgør med det overfladiske. I midten af prædikenen taler han om bøn, og beder de nye kristne om at lade være med at bede som hyklere, og vise deres fromhed frem på hvert gadehjørne. Nej, gå ind i dit kammer, luk din dør, og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig, siger han (Matt 6,1-4).

Og da giver Jesus os Fadervor. Fadervor er midten, hvor vi lægger det over til Gud at være den, der magter vores liv, når vi ikke selv kan. At han må være vores far, vores forældre i himmel og på jord, og hvor vi beder om det væsentligste; om brød på bordet, om tilgivelse for vores fejl, og om at det onde må gå forbi os.

Det er som om, Jesus lige der siger: I er ikke nemme – men I er mine. Derfor giver jeg jer bønnen, for at I aldrig må falde helt ud af min nærhed. I bønnen er jeg klippen, I står på. Jeg er hånden under jer. Jeg er fundamentet under det fundament, I ikke altid selv formår at skabe for jer selv eller for hinanden. I mørket, i tvivlen, i utilstrækkeligheden, i den yderste nød: så fold jeres hænder, og jeg vil være der, hvor I er.

Og hvor gives vi denne bøn? Ja, den skænkes vi i gave som spæde ved den urokkelige klippe, som står i midten af alle kirker. Døbefonten, hugget ud i granit af selve grundfjeldet under os, og Jesus siger: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Ved dåben skænkes vi en klippefast tro på, at Gud er vores far, som aldrig lader sit fundament skride under os. Det er hans løfte, som vi må stole på og hente kræfter fra, til at begynde forfra med livet og opgaverne – alle budene fra Bjergprædikenen, og alt det vi skal gøre for hinanden – igen og igen og igen. 

…

Måske er det netop Guds nåde, at vi forsat er her, selv om han også kræver meget af os. Det er med Gud og os, ligesom tidligere overlæge Ole Hartling engang lidt tørt skrev om sin kone: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”.

Det er på den ene side lidt barskt sagt om den, man elskes af. På den anden side forstår vi, hvor meget styrke, hvor meget mod, hvor meget håb der ligger i netop den kærlighed, han får fra sin kone. Det er den, der gør, at han kan komme videre. Hun er hans klippe. Hun er ikke nem – og det er han i grunden nok heller ikke – men derfor er de hinandens alligevel.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

En ny familie

Prædiken til anden søndag efter Trinitatis (II) d. 14. juni 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,25-35. Salmer: 736 – 300 – 305 – 369 – 400v2 – 367.

Hvad er et hjem? Sådan spørger vi i det seneste sogneblad. (www.brabrand-aarslev.dk) 

Et hjem er der, hvor vi hører til. Et hjem er rammer og velkendte omgivelser; dørhåndtaget der føles rigtigt i hånden, duften vi kender, dugen vi ved hvor ligger. Et hjem er også fortællinger og de mennesker, vi føler os trygge hos. Et hjem er det og dem, vi kan vende tilbage til, når vi mister fodfæste. Et hjem er der, hvor vi ved, der er plads til os; hvor vi ved os sete og elskede. 

På mange måder ligger forståelsen af et hjem i lige tråd med, hvordan jeg også forstår Gud. At han er som et hjem for mig. Én der kender mig og elsker mig. Én jeg ved, jeg altid kan komme til og falde til ro hos.

Netop derfor overrasker det også, når Jesus pludselig fejer hjemmet og den følelse væk under os. Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Hvis vi vil følge ham, må vi hade og forlade det, vi kender og ved. Give afkald på alt vores eget.

Er det ikke lige lovligt radikalt? Hvordan skal vi forstå det?

…

Med et sådan bud forstår man godt, hvis de første kristne i historien blev anset som lidt genstridige. Måske også hvorfor de blev forfulgt. For de kristne brød på den måde med nogle af de grundpræmisser, som hidtil havde været gældende for religion; nemlig at guderne var lokale og afgrænsede, og at de først og fremmest var nogen, man påkaldte sig for hjemmets og familiens skyld for at få hjælp til bedre høst, bedre helbred osv. 

Men de kristne troede anderledes. For dem – og for os – er der en spænding mellem det jordiske og det himmelske. Det jordiske er det lokale, det afgrænsede, med jordiske ledere ved magten, mens det himmelske er universelt, hvor Gud sidder på tronen.

Og jeg tror, det er ind i denne skelnen, at vi skal forstå dagens tekst om at hade sin familie. For med den kristne tro bliver forståelsen udvidet af hvad en familie og hjem er. Når Gud er i det himmelske, og troner over hele verden, så bliver hele verden også vores nye familie, og vores hjem. Vores familie, vores hjem, dem vi hører til iblandt, er ikke kun den lille kernefamilie, eller den lille afgrænsede landsby. Det er alle under Guds himmel.

…

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på sit eget, siger Jesus. Det lyder stadig radikalt og barskt.

Jeg tror ikke det betyder, at vi konkret skal flytte fra hus og hjem. Men det betyder, at vi skal udvide vores forståelse af, hvem vores nærmeste er. At vi ikke kun er familie, der holder om og giver fodfæste under vores eget. Men at vi er klar på at gribe ethvert menneske vi møder, være varme over for alle – og ikke kolde – være saltet for dem, der har brug for nye kræfter.

Det er ikke uden grund, at kirken gennem historien har oprettet mange forskellige slags hjem: plejehjem, børnehjem, omsorgshjem, hjem for udsatte osv.. Alle disse hjem er funderet i den store familie, i troen på alles ligeværd under Gud. Vi hører alle til hos vores himmelske fader, og det himmelske hjem spejler sig på jorden, når vi giver hinanden husly.

...

Hvis vi smyger uden om at give afkald på vores eget, er der en risiko for, at det vi giver videre, måske ikke altid kommer fra kærligheden eller har evigheden som perspektiv. Ja, måske er det altid en risiko hos os, som vi kæmper imod.

Vi er grundlæggende indkrogede i os selv sagde Martin Luther om mennesket. Vi har en iboende tendens til at lukke os inde i os selv, lukke alle andre ude, og glemme den større sammenhæng, vi er en del af. Verdenshistorien har vist os talrige eksempler på folk og ledere, der var sig selv nærmest, og kæmpede for at deres eget skulle være alles. Jeg synes måske, det fortsat sker i verden.

Under anden verdenskrig kæmpede modstandsfolkene mod en diktator, som mente, at der var racer og folk iblandt os, som ikke skulle regnes for noget under Guds himmel, som en del af den udvidede familie.

Den kendte tyske teolog og præst, Dietrich Bonhoeffer, gik ind i modstandsbevægelsen, fordi dette menneskesyn ikke stemte overens med hans kristentro. For Bonhoeffer var et kristent liv tæt forbundet med afkaldet og at handle aktivt for medmennesket. Kort før sin henrettelse af Gestapo skrev han i et brev om, hvad det vil sige at være kristen: det er at leve det begrænsede liv og at se denne begrænsning som et gode. For sådan var det, at Jesus levede. Han levede altid for den anden og forfulgte aldrig sine egne fordele.

Tidligere havde Bonhoeffer beskrevet, hvordan Guds nåde og kærlighed var dyr. Hvad mente han med det? Jo, Guds kærlighed kostede noget for Gud selv. Den kostede ham hans søns liv. Men Guds nåde og kærlighed er også dyr for os, fordi den koster noget af os, når vi har fået den. Hvis ikke vores hele liv, så koster Guds nåde i hvert fald vores dyrebareste engagement og medleven i livet og i vores næstes ve og vel.

Som Gud sendte sin søn til verden for aktivt at handle, være noget og gøre noget, sådan kaldes og sendes vi også hver dag til at efterfølge det, Kristus gjorde.

…

At give afkald på sit eget har vi set mange eksempler på gennem kirkens historie.

Nogen vil sikkert tænke på cølibatet, hvor præster, munke og nonner kaldes til et liv med hinanden og deres menighed som åndelig familie og forsøger. At dele budskabet om, at vi er én stor himmelsk familie, koster for dem den jordiske familie. 

Sådan tænker vi ikke i dag. I vores kirke vil vi betragte det som en misforståelse af Jesu ord at vælge cølibatet som udtryk for afkald.

Måske skal vi lade være med at tænke afkaldet som om, vi skal forlade nogen eller noget, eller at vi skal vælge noget fra. Måske skal vi i stedet tænke, at vi skal gå nogen i møde og vælge noget til. Nemlig vælge hinanden til, og vælge den tro til, vi skænkes i dåben. Barnedåben forkynder, at først af alt kommer Guds ubetingede kærlighed til os. Vi er elsket, inden vi overhovedet har gjort fra eller til. Og hvis vi dét er fortegnet for os; hvis vi vælger det til, som den måde vi møder verden på, som den linse vi kigger igennem på verden, så tror jeg, vi er på rette vej.

…

Og nu – i anledningen af den farverige juni måned – slutter jeg lige med et lille svirp.

Jeg har talt om familie i dag, og om at udvide vores forståelse af, hvad familie og hjem er.

For noget tid siden hørte jeg én lidt tørt og muntert konstatere om nutidens familieforhold; at i gamle dage havde vi mange børn og få forældre. I dag har vi få børn og mange forældre.

Det kan jo skyldes alt muligt at søskendeflokken bliver mindre, og at dem, vi regner for forældre, udvides – måske fordi vi lever i en skilsmissefamilie med bonusforældre, som holder af dine, mine og vores børn, eller fordi børn i dag også kommer til verden i regnbuefamilier, med mange hold forældre, som alle elsker at overøse børnene med lige meget kærlighed.

Kirken har gennem tiden haft enormt mange holdninger tenderende til det negative om familiekonstellationer, der brød med det såkaldt ”det normale”. Men måske har det aldrig været kirkens og de kristnes opgave at ordne familieforhold, at vælge fra, eller at lue ud i, hvad nogen syntes var det rigtige og forkerte. Også her kan vi udvide vores perspektiv.

Mange forældre kan jo også betyde, at der er mange der elsker og holder om børnene. Og hvad har vi imod det?

Måske skal vi ikke vælge fra. Måske var det altid kun vores opgave at vende blikket udad og vælge til. Måske var det altid kun vores opgave at give afkald på os selv og at vælge den store verdens familie til; at se igennem den linse, vi fik i dåben, da Gud elskede os først. At Guds kærlighed til alle sine børn altid er det afgørende – både i hans møde og vores møde med verden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var i begyndelsen
 Således også nu og altid og i al evighed.

Amen.