Første søndag efter Trinitatis d. 29. maj 2016 i Enghøj Kirke
Lukasevangeliet
12,13-21
Joakim von
And er citeret for at have sagt, på et af de mange eventyr med Anders And og de
andre hoveder fra Andeby: ”Penge er ikke alt… der findes også guld og diamanter!”
Det er på
alle måder et skønt citat fra nærigpinden onkel Joakim. Selvfedmen lyser ud af
ham og det halve burde egentlig være nok. Han ejer alt i hele Andeby, inklusive
den gigantiske tempellignende pengetank på toppen af Bilbremsebakken, hvor han
med diverse skilte, udråb og opråb prøver at holde folk på afstand af
rigdommen.
Det nok
allersidste Joakim von And selv ville citere, var det, vi hørte fra Prædikerens
Bog for lidt siden: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der
elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed.”.
Joakim von
And er om nogen som den rige bonde, der skraber til sig og bygger pengetanken
større, i takt med at pengebeholdningen stiger, og ser nok ingen problemer i
det, snarere tværtimod. Men evangeliet taler for så vidt et tydeligt sprog om
rigdom: Bonden og måske også onkel Joakim har handlet forkert. De har brugt
deres liv og energi på at samle sig deres egen rigdom. På at arbejde for mad og
god velstand for sig selv. Bonden er ovenikøbet
sin egen bedste ven og har det helt igennem rart, da han siger til sig selv:
”Slå dig til ro, spis, drik og vær glad”. Men straks derefter erfarer han, at
Gud åbenbart er af en anden mening om livet og hvad han skulle have brugt sin
energi på. Meget vel er han rig på jorden, men han er ikke rig hos Gud, siger
Jesus.
Det leder os
til spørgsmålet om, hvad rigdom egentlig er? Hvornår er man rig? Og hvad skal
man gøre, for at blive rig hos Gud – hvis det da er det, vi stræber efter?
De fleste
forbinder vel det med at være rig som noget ganske konkret og spørgsmålet om
penge og kapital. En gang om året bliver der lavet lister over Danmarks rigeste
familier: familien Møller, Kirk Kristiansen, Foss osv.. De er rige, fordi de i
tidernes morgen fik en ide, som var ny, god og solid, og byggede et liv og en
forretning op omkring det, som til stadighed bliver ved med at kaste penge af
sig. De er rige. De har mange millioner på lommerne!
Men rigdom
er jo også i overført betydning at være rig på noget. En skov kan have
et rigt dyreliv. En grønsag kan være rig på vitaminer og mineraler. Eller vi
taler om at nogle er iderige, rige på overskud og selvværd osv.. At være rig på
noget er at have nogle gode egenskaber, som skaber glæde og liv for én selv og
for andre.
Og her
ligger også udfordringen både for pengepugeren Joakim von And og for bonden i
evangeliet. For de har samlet og skrabet og hevet rigdommen ind i beholdningen.
Joakim von And i sin pengetank, og bonden i sine lader. Og da de har gjort det,
læner de sig tilbage – det gør i hvert fald bonden – og tager en slapper, som
var livets mening og lykken opnået til fulde. Spørgsmålet er bare, hvad rigdom
er, hvis den ikke bliver delt med andre? Det er her udfordringen ligger!
Vi kender
kun til de rige familier, fordi de har gjort noget for samfundet. Vi kender dem
kun, fordi de har sat deres rigdom i bevægelse, til glæde og gavn for andre.
Man kan sagtens gå rundt med stor kapital på lommen, uden at det nødvendigvis
er en rigdom. For bliver det ikke brugt, og viser du ikke, at din kapital
faktisk kan gøre gavn og glæde for dig selv og for andre, hvad er formuen så
værd? Er den så ikke bare nogle cifre på et stykke papir eller en bunke metal i
en bankboks?
Der er mange
eksempler fra hverdagen på, at rigdom kun findes, når den bruges. Jeg kan
f.eks. kun opleve, at jeg er er god til at spille klaver, når jeg gør
det. Jeg kan kun opleve, at jeg er god til at hænge lamper op, bage boller eller
klippe hæk, når jeg gør det. Jeg kan kun opleve andres glæde ved kirken
og ved præstens tilstedeværelse, hvis jeg faktisk er til stede i kirken
og er hos folk. Går jeg derhjemme og siger til mig selv: Jeg er den
bedste til at spille klaver, hænge lamper op, bage boller og være præst, men
ikke udlever det eller viser det over for andre, hvad er det så værd? Og er det
da en glæde og en rigdom? I kan måske selv tænke på rigdomme i jeres liv, og stille samme spørgsmål...
Jeg tror
ikke, der er noget galt med rigdom. Der er intet galt med mange penge. Der er
intet galt med at fylde sine lader til overflod med godt korn, ligesom bonden
gjorde. Det er ikke det, vi skal høre, når vi hører dagens evangelium. Men for Jesus
er det problematisk at tro, at egen rigdom er nok i sig selv – at livet kun
drejer sig om det man selv har og ejer. Ja, på denne måde har man i
virkeligheden misforstået alt om det, at være rig.
For rigdom
er i sit smukkeste væsen gavmildhed over al måde. Rigdom er kun rigdom, hvis
den også bliver delt med andre! Og derfor skal rigdommen sættes i bevægelse.
Den økonomisk bevidste ved også godt, at man er nødt til at investere sin
økonomi og sig selv i noget andet eller i andre, hvis det, man har, i virkeligheden
skal blive til noget og fortsætte med at være noget. Familien Møller, Kirk
Kristiansen og Foss er kun blevet rige, fordi de med deres rigdom også har
turde tage nogle chancer, med det de havde.
At være rig
hos Gud er ikke at gå og samle sammen, holde tilbage og putte sig. At være rig
hos Gud er at dele ud af alt det man har og alt det man kan. At være rig hos
Gud er at sætte sin rigdom – og det vil i bund og grund sige sit liv – i bevægelse.
Og ja: vores
liv er værd at sætte i bevægelse. I Guds øjne har vi uendelig værdi,
hvor meget vi end måtte mene, det vi har, ikke er noget særligt at byde ind
med. I Guds øjne vi værdifulde hver og én. Vi er skabt af samme Gud og
kærlighed, og vi er betroet samme opgave, at tage os af hinanden og den jord,
vi lever på. Og fra Gud udgår den bevægelse og den ånd, der gir os mod på at
bevæge andre.
Gud er
førstebevægeren og kendes på sin altomfattende gavmildhed. Han var den, der
satte det hele i gang i tidernes morgen, men også den der dagligt skubber til
dig og til mig. For med sin ånd er han en del af os. Han bevægede sig i første
omgang ind i vores nærhed med sin søn Jesus Kristus, og sendte senere sin ånd
til os, for at vi til stadighed kunne være Guds bevægelse på jord.
Og hvilken
rigdom er det ikke at kunne dele ud af? Guds nærvær, omsorg og kærlighed over
for andre? Det er stort!
Men det
kræver også af os at vi tør. Vi skal turde tro på, at rigdommen bor i os og at
meningen med vores liv er, at vi skal sætte den i spil og bevægelse. Og ikke som en anden Joakim von And, afvise forbipasserende eller vores kæreste i at
tilnærme sig vores rigdom. For da bliver det til unyttig vækst i egne lader og
ubrugelige penge på toppen af en bakke, og da har vi virkelig misforstået Guds
gave. Gud giver os ikke glæden i hjertet, for at gemme på den, men for at den
skal deles som en rigdom med Gud og hver mand!
Og for det er der kun at sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed.
Amen!