Bøn og skabelse

Prædiken til femte søndag efter påske (I) d. 21. maj 2017 i Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 16,23b-28. Salmer: 15 - 585 - 293 - 10 - 69,5-6 - 721

Det var på en kreativ dag, hvor vi havde god tid til fordybelse. Konfirmanderne og jeg havde sat os for at forholde os til, hvordan vi som mennesker er skabt af Gud, og prøve at få blik for, hvor nær vores relation er til Gud. Konfirmanderne fik opgaven at skabe ud af intet, ligesom det står beskrevet i skabelsesberetningen, at Gud skaber ud af intet og giver den nyskabte jord kærlighed og blæser livsånde i det nyskabte menneskes næsebor.

Jeg havde fundet en masse skrald, skrammel og genbrugstingeltangel frem, som de kunne bruge til at skabe en fugl. Og der gik ikke lang tid, før skraldet pludselig fik liv! Det fik former, farver og værdi, og konfirmanderne blev grebet af det. De fik en følelse for den proces og den fugl, de var ved at skabe. De gav fuglene navne og fortællinger om dens baggrund og tilblivelse. De gav dem regler og love, ligesom vi selv har regler og love, vi kan navigere efter i samfundet. De gav den viljestyrke, så den kunne klare vindens udfordringer. De gav dem kærlighed og en sang med på vejen. Denne fugl hedder ”Uglen Ulla”. Jeg synes egentlig, den er ret fin.

Og da de var færdige med fuglen, stod den pludselig som et billede på, hvem de selv var, hvordan de var blevet til og hvad de kom af. For de havde jo skabt fuglen ud af kreativitet og kærlighed. De havde givet den en god begyndelse på livet, med al den glæde og kærlighed de kunne proppe ind i den. De havde givet den et udgangspunkt for et godt liv, ganske ligesom de selv og vi alle sammen er skabt af Gud, med samme gode udgangspunkt.

Vi er skabt ud af kærlighed og kreativitet, lyst og glæde. Det fandt vi ud af på den kreative dag. Vi er skabt med det gode for øje, og ”Gud så, at det var godt!”.

Hvis nogen spørger os, hvor vi kommer fra og hvad vi kommer af, kan vi begynde med at sige, at vi kommer fra Gud. Vores udgangspunkt er den skabende og opretholdende Gud, som vi hænger sammen med, som har knyttet et bånd til os, og som har skabt os af kærlighed med alt godt for øje. Han har skabt os som dem, vi er: med alle de gode evner og muligheder for at kunne udfolde vores eget liv, og hjælpe andre til at gøre det samme. Vi er skabt og elskede som dem, vi er, med alle vores fejl og mangler og flossede kanter – lidt ligesom fuglen her måske også har et par fejl og mangler – men ikke desto mindre er værdifuld i sig selv.

Da Jesus gik sammen med sine disciple, var denne relation mellem Gud og mennesker til at forstå. Gud var nær hos dem igennem sin søn. Så da Jesus pludselig begynder at tage afsked med disciplene i en længere tale, hvor dagens evangelium stammer fra, bredte mismodet sig. Hvorfor skulle han derfra? Og hvordan kunne disciplene da være i kontakt med deres Herre? Man kunne stille spørgsmålet på samme måde i dag: Hvordan kan vi være i kontakt med vores Herre og skaber?

Jesus minder dem om bønnen. Indtil videre har de ikke bedt om noget, fordi Jesus var hos dem. Men der kommer en tid, siger han, hvor den gådefulde billedtale vil blive afløst af klarhed, og hvor disciplene kan bede direkte til Gud. Den tid, Jesus taler om, er tiden på den anden side af opstandelsen – den som vi er i nu!

Når Jesus genopstår for vi at vide, hvem Jesus i virkeligheden er: at han er den samme som Gud skaberen, og at han med sin opstandelse ændrer vores menneskelige skæbne, fra at være bundet til døden, til at være forankret i livet, lyset, glæden og Guds evighed! Og den dag, siger Jesus, skal I bede i mit navn, og jeres glæde skal være stor!

Gud har ikke ladet sin skabning i stikken, og gør det heller ikke Kristi Himmelfartsdag. Han har givet os bønnen, og derigennem kan vi udtrykke vores relation og nærhed til Gud. For at bede nogen om noget udtrykker kærlighed og en relation.

Hvis jeg beder én om noget, betyder det, at jeg har brug for én uden for mig selv – én der vil høre på mig eller hjælpe mig.  I bønnen erkender jeg, at der er noget, jeg ikke selv kan, og derfor beder en anden om hjælp. Og den jeg beder noget om, er sjældent bare en tilfældig forbipasserende, men én jeg faktisk har tillid til.

At bede nogen om noget er derfor en kærlighedserklæring. Når vi beder Gud om noget, er det et udtryk for, at Gud må træde til og hjælpe os eller være os nær, hvor vi ikke selv magter det. Og når vi beder Gud om noget, er det i tillid til at han også hører os, fordi han har knyttet bånd til os ved skabelsen, og derfor ikke lader os være alene.

Fuglen er også her et godt billede på de bønner, vi sender afsted. At bede frit til Gud, i Jesu navn, er som at sidde med en fugl i hånden; lukke øjnene og blæse livsånde, tanker og følelser i dens næsebor; åbne hånden og lade den flyve afsted til Gud, i tillid til at han hører dens kald – at han hører dens sang.

Sådan skriver Grundtvig også om det. I sin salme Alt hvad som fuglevinger fik leger han med billedet af fuglen og ”åndefanget” som bindeleddet mellem Gud og mennesker. For Grundtvig er vi mennesker ”bevingede” sjæle, som gennem sang og bøn er i kontakt med Gud. Grundtvigs udtryk ”åndefang” er sat sammen af menneskets ”åndedrag”, som vi bruger, når vi synger eller beder, og fuglenes ”vingefang”, som fuglene bruger til at flyve høj op under skyerne.

På denne måde skaber Grundtvig et poetisk billede af vores sang og bøn som det, der er bindeledet til Gud. Vores sang og bøn er som fugle der forbinder det jordiske med Guds evige himmel. ”Min sjæl du har af alt på jord / i tanken og din tunges ord / de allerbedste vinger, / og friest er dit åndefang, /når dybt du drager det i sang, /så højt i sky det klinger” (DDS 10 vers 2)

Vi har stadig forbindelse med Gud. Vi står stadig i en relation til den Gud som skabte os; som blæste livsånde, lyst, leg og kreativitet; tro, håb og kærlighed i vores næsebor. Det var det, Jesus forsøgte at forklare sine disciple, da mismodet og fortvivlelsen opstod. Gud var ikke længere væk, end at de i bøn i Jesu navn kunne tale direkte og uformidlet til ham. Ja, han er ikke længere væk, end at vi i dag på samme måde, kan sende ord og tanker afsted – både de bevingede og ubevingede – og åbne vores hjerter for det svar, der måtte komme tilbage fra himlen.

Og hvis vi tør stille os der: med foldede hænder i bøn, er det ikke et tegn på, at vi har sluppet kontrollen med os selv og vores liv, eller at det skulle være tegn på svaghed. Sådan ville nogen måske tolke det, at bede én om noget. Nej. Tværtimod. Folder vi hænderne i bøn og rækker ud efter Gud og dem vi har omkring os, står vi ved, at verden er så meget større end os selv og hvad vi selv kan magte. Vi står ved og erkender, at vi er skabt til at være i et fællesskab, og at vi har brug for andre på vores vej, til at hjælpe os. Vi står ved, at denne verden hænger sammen ved de kærlighedsbånd, vi knytter til hinanden, og som Gud ved skabelsen knyttede til os.

Amen! 

Fuglene og rammen

Prædiken og tale ved konfirmationerne d. 12. og 13. maj 2017 i Enghøj Kirke. Johannesevangeliet 15,1-11. Salmer: 749 – 369 – 441 – 29.

Kære konfirmander og kære menighed!

De er lavet af skrammel og genbrug! De er klippet og klistret sammen. De fik et navn, en fortælling, et regelsæt, viljestyrke, kærlighed og en sang med på vejen, da vi lavede dem til kreativ dag. Og nu hænger de her, på den fornemmeste plads i kirken over alteret. Det er selvfølgelig fuglene bag ved mig, jeg taler om!

Det er ikke alle konfirmander, der har været med til at lave fuglene, men vi har efterhånden alle fået et forhold til dem, som de har stået i undervisningslokalet og spredt glæde. Opgaven var at prøve at skabe ud af intet, ligesom Gud skaber jorden og mennesket ud af intet, og giver det liv og kærlighed. Der lå kun en masse skrammel på bordene. Men lige pludselig kom der liv i skraldet – der kom former og farver og værdi – og til sidst var fuglene klar til at flyve. Jeg synes de er flotte i al deres skævhed og helt særlige udseende!

Sådan er der i virkeligheden mange fortællinger, der handler om: At der skabes noget ud af intet. Det får liv og kærlighed med på vejen, og langsomt bliver det til noget fint og flot, og til sidst også klar til at få luft under vingerne.

H.C. Andersen skrev engang et eventyr om en grim ælling. Til at begynde med så den ikke ud af meget og blev ikke regnet for noget særligt. Men ællingen var skabt af kærlighed, ligesom alle andre, og en dag kiggede den ned i vandet og så sit eget spejlbillede og opdagede, at den var på vej til at blive en smuk svane med luft under vingerne.

Og den fortælling vi kender bedst, er i grunden vores egen. At vi mennesker skabes og fødes af kærlighed, uden at kunne særligt meget, og langsomt vokser op, udvikler os og bliver smukke og levedygtige. Vi opdager, hvem vi er. Vi finder vores spejlbillede, og finder måske også flere forskellige spejlbilleder af os selv, som vi bliver ved med at udvikle os.

Vi er som fuglene. Og I konfirmander er som fuglene – helt særlige hver især, og godt i gang med at finde jeres spejlbillede og få luft under vingerne. Nogen af jer har lidt rå kanter, der skal slibes lidt mere. Nogen af jer har også lidt uglet hår som den ene af fuglene. Og nogen – hvis ikke de fleste – mangler måske stadigvæk lige det sidste, inden I kan flyve rigtigt, og derfor gerne må blive i reden lidt endnu. Sådan tror jeg i hvert fald, jeres forældre tænker!

Jeg har hængt fuglene op ved alteret, og det er heller ikke uden grund og betydning. De hænger her, fordi fuglene sammen med korset på alteret, med muren omkring som ramme, danner et godt billede på, hvad det vil sige at være menneske og hvordan vi alle sammen kan forstå vores liv – vores fugleliv – i sammenhæng med Gud.

For jeg tror, vi er som fuglene her: Vi er frie og kan flyve frit. Vi er smukke hver især, med hver vores skævheder og individuelle særpræg. Vi har været en udvikling igennem og vil også fortsætte den i resten af vores liv. Men vi har også brug for en ramme om vores liv. Vi har brug for at være i en sammenhæng, hvor vi ikke er alene i verden og hvor vi ikke altid skal være vores egen lykkes smed. Vi har brug for et sted, hvor vi ikke nødvendigvis skal være robuste, og kunne holde til alting.

Vi har brug for en ramme, og den ramme er Gud og kirken – ligesom kirkens mur her danner en ramme omkring fuglene.

Vi ved fra vores hverdag, at rammer er nødvendige. Vi har brug for tiden og klokken, til at sætte dagens rytme i perspektiv. Vi har brug for venner og familie, som vi kender og som kender os, i hvis selskab vi kan slappe af. Vi har brug for en skole, et arbejde eller en fritidsaktivitet, hvor vi kan udvikle os og opdage nye sider af os selv. Men vi har også brug for et hjem – måske vores helt eget værelse – og nogle kendte rammer, hvor vi kan ligge i læ for resten af omverden. Uden disse rammer tror jeg, vi falder fra hinanden!

Og mit budskab til jer konfirmander – og til os alle sammen i dag – er, at kirken og Gud på samme måde er eller kan være en ramme om vores liv – en eksistentiel ramme – hvis vi tør tage imod og hvis vi tør lytte. Og jeg vil give jer tre grunde:

At have Gud og kirken som rammen om vores liv betyder for det første, at der altid er én, vi kan henvende os til, og et sted, vi kan komme til. Vi kan komme her i kirken til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse, eller når som helst vi har brug for det, og få sat ord, mening og en større ramme om det, der rører på sig.

Det er det, der sker i dag ved konfirmationen: overgangen mellem barn og voksen kan være vild og dramatisk. Derfor har vi brug for Guds velsignelse og et tegn fra Gud om, at han også er med jer konfirmander i den overgang. Gud giver jer et kærligt skub ud i livet og siger, at I ikke er alene i den rejse, der ligger foran jer. Han rammer jer ind og er med jer hele vejen!

At have Gud og kirken som rammen om vores liv betyder for det andet, at kristendommens fortællinger og den gave, vi får fra Gud i dåben, har betydning i vores liv. Det kan f.eks. være troen på opstandelsen: At vi tror på, at lyset sejrer over mørket, og at det, der gør ondt, ikke må få alt plads i vores liv. Det kan være troen på tilgivelsen og kærligheden. At Gud tilgiver os og uforskyldt skænker os kærligheden, men at vi også selv skal gøre det samme ved vores medmenneske. At tro på Gud er også at tro på det bedste i vores medmenneske, og hele tiden forsøge at gøre verden til et bedre sted for dem, vi har omkring os.

At tilgive og at elske. Det er den opgave, vi bliver sendt ud i livet med: at vi skal tage os af hinanden. ”Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.” som der stod i den tekst, jeg læste for alteret. Og den fortælling – eller de mange fortællinger og perspektiver der ligger i den opgave – finder vi her i kirken.

Og at have Gud og kirken som rammen om vores liv betyder for det tredje, at vi forstår os selv som skabt af Gud – som skabt i hans billede. Når vi er skabt i Guds billede betyder det, at vi har lov at tro og håbe på, at vi er elskede som dem, vi er. At vi er elskede, med alle vores skævheder og ujævne overflader, tossede former og farver, ligesom fuglene bag ved mig. At vi har værdi og at vores liv derfor også er værdifuldt – for os selv og for andre. I Guds perspektiv er der ikke nogen, der er mere værd end andre. Og her er ingen fugle, som fløjet ud af hans øjenkrog eller som korsets arme ikke kan nå.

Det var de tre grunde. Da Jesus skulle forklare sine disciple det samme, at Gud er omkring dem og er deres fundament og ramme, brugte han billedet af et træ. Det var den fortælling, jeg læste fra prædikestolen. Han sagde, at vi er grene og Gud er den stamme, grenene sidder på. Det betyder, at Gud er vores udgangspunkt, og at vi altid har Gud som et fundament, vi kan søge tilbage til, men som samtidig også giver livet sin evige kraft.

Så kære konfirmander!

Ved konfirmationen i dag er det først og fremmest Gud, der bekræfter over for jer, at I er en del af hans ramme. Han gentager det ja, han første gang gav jer, da I blev døbt. Men det er jeres opgave nu, at udfolde Guds ja til jer! I skal sætte liv til rammens billede. I skal sprede jeres vinger og udfolde livets muligheder på jeres måde. Men samtidig skal i også vide og stole på, at det hele er set og favnet af Gud.

For vi er grene på Guds stamme – vi er fugle i Guds ramme!

Amen!