Prædiken til ellevte søndag efter Trinitatis d. 15. august 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 18,9-14. Salmer: 3 – 448 – 523 – 874 – 164,4 – 31.
”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.
Da fodboldlandsholdet vendte hjem efter nederlaget mod England i semifinalen, opstod der en rørende og lidt uventet situation. Dem havde der jo været en del af i EM-turneringen, selvfølgelig pga. Christian Eriksens kollaps, som påvirkede os. Det krævede mod og styrke at rejse sig igen og spille videre. Men det gjorde de – det danske herrelandshold – på fantastisk vis. Og vi samlede os omkring dem, og holdet nåede en flot semifinale!
Men det var da de stod i Kastrup Lufthavns terminal, at vi – i hvert fald jeg selv – havde stor lyst til og brug for at klappe ad dem – af hele holdet, staben og landstræneren – som havde været så meget igennem og som havde gjort os så stolte. Men Kasper Hjulmand ville det anderledes. Han ville gerne, at de selv skulle klappe ad os.
”Det her er vores måde at sige tak til befolkningen. Det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. En stor tak til gruppen, staben, spillere, og alle. Herfra vil vi bare sige tak til alle sammen, og at vi fortsætter de to ting, som vi gerne vil med det her landshold. Der er at vinde og at samle og inspirere Danmark (…) Vi slutter med at give befolkningen og vores fans en klapsalve” sagde landstræner Kasper Hjulmand, inden spillerne gik hver til sit og mødet var slut.
Tænk engang: så stod de der, alle dem, der havde samlet os, og forenet nationen i rød-hvide farver, og gjort os stoltere end stolt, og klappede ad os! De ville sige tak; de ville give tilbage; de ville signalere, at det, de havde præsteret efter så meget modgang og forvirring, også var pga. vores opbakning og støtte. De var ikke alene!
Groft sagt kunne Hjulmand og landsholdet jo også bare have stået afventende og forventet at modtage en klapsalve, og måske tænkt, lidt som farisæeren i templet: vi er ikke som andre mennesker, vi er bedre end jer! Men de gjorde noget andet. De tog ydmygheden på sig og rakte ud, med fornemmelsen af, at de var og er præcis som alle os andre: mennesker der møder medgang og modgang. Mennesker der lever og ånder for hinanden, og ikke bare er sig selv i deres egen lille boble.
”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.
Farisæeren, som vi møder i templet, har sin egen lille boble. En farisæer var en, der tilhørte en særlig religiøs gruppe, som var gode til at gøre det rigtige. Han står hovmodigt og selvtilfreds foran alteret, og er så glad for, at han ikke er som alle andre: underforstået: han tænker, at han er bedre end alle andre.
Og en tolder var på dette tidspunkt en jøde, som opkrævede penge for den daværende besættelsesmagt. Og tolderen står lidt tilbage i templet, i skyggen af den hovmodige med bøjet hoved, og beder Gud om at være nådig over for ham. Han ved, at han ikke altid gør det gode, eller ikke altid er den bedste udgave af sig selv. Og om ham ender Jesus så med at sige: at det var ham, der gik hjem som retfærdig, og ikke farisæeren!
Men hvad skal vi tænke om det i dag?
På den ene side er det underligt, at det er den tilbageholdende type, den lidt skyggefulde type, der ender med at få al opmærksomheden og ender med at være den retfærdige. Sådan er vi ikke vandt til at tænke, eller vandt til at forholde os i vores tid.
Og alligevel forstår jeg en flig af det, når jeg tænker på Hjulmand og landsholdet: at storheden og menneskeligheden ikke ligger i, hvem der kan være størst og tænke størst om sig selv. Men at storheden ligger i ydmygheden og hos den, der ved om sig selv, at han eller hun ikke er alene om at være til. Og jeg tror, det er det, Jesus vil have vores opmærksomhed rettet imod.
Om ydmygheden som fænomen, har filosof og tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, sagt følgende:
”Ydmyghed er ikke uvidenhed om, hvem eller hvad man er, men snarere accepten og erkendelsen af det, man ikke er i forholdet til den anden. Ydmygheden står derfor i modsætning til forfængelighed og hovmod. Ydmyghed er ikke ringeagt eller selvforagt, men skal hindre selvtilstrækkeligheden. Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og medmennesket reduceres til en genstand eller et middel til egen vinding”. Således Birkler.
Ydmyghed handler altså iflg. Birkler ikke om at tænke lavt om sig selv, eller om altid at skulle dukke nakken. Men at være og forholde sig ydmygt er at tænke stort om livet og sig selv, men stort på en måde, hvor du ikke selv rager op, men hvor andre på lige vis er en del af det store liv og af dit liv. Der hvor dit eget ego ikke fylder det hele, og hvor medmennesket netop er et medmenneske, som du er en del af og afhængig af.
På den måde tror jeg heller ikke, at Jesus vil have, at vi alle sammen skal være fuldstændig som tolderen – altid i baggrunden med bøjet hoved. Det er ikke pointen. Det er for det første en lignelse, han fortæller, hvor han forsøger at give et billede af modpolerne og hvor forskellen tegnes tydeligt op, så vi kan se, hvad han mener. Men måske også se det komiske og næsten umenneskelige i både at være helt som tolderen eller som farisæeren. Begge personlighedstyper er jo lige hykleriske: både at udgive sig for at være den bedste, men sandelig også at udgive sig for at være den frommeste og mest tilbageholdende!
Og for det andet tror jeg ikke, at det nu er tid til at udpege den ydmyge og den ophøjede iblandt os. Jeg tror, begge dele er en del af os selv. Vi har både farisæerens og tolderens træk i os, når vi til tider kan komme til at handle på bekostning af andre eller når vi er selvretfærdige ud over alle grænser. Eller når vi helst bare gerne vil stå lidt i skyggen og helst ikke vide af os selv eller nogen andre. Sådan tror jeg, det er at være menneske.
Det er denne selverkendelse, farisæeren mangler. Han siger om sig selv: Jeg er ikke som andre mennesker. Og til ham siger Gud så: Jo! Du er præcis som alle andre mennesker. Du er som alle andre mennesker, idet du er født, idet du er kastet ud i det store liv, i medgang og modgang, idet du er afhængig af andres hænder for at få livet til at fungere, og idet at du en dag skal dø. Præcis der er du lige så meget som alle andre mennesker – fuldstændig ligesom tolderen, og alle imellem farisæeren og tolderen også er det!
Og netop fordi, det er sådan: fordi både farisæeren og tolderen bor inden i mig, i hvert fald, har jeg brug for at komme i dette rum. Her – i kirken – mødes vi af rum og af en mildhed, der kan rumme dem, vi er. Et rum og en Gud, som kan aflaste os, når verden er vild og vi er kørt af sporet.
Gud tar’ os som vi er, som vi skal synge om lidt, både når vi går og står og falder, gør det gode og når vi gør mindre godt. ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” sagde Paulus i den indledende læsning, som et udtryk for, at hos Gud må vi tro, at vi både kan hente omsorg, når vores farisæer fylder lidt for meget i os, men også hente mod og styrke, når tolderen fastholder sin tilbageholdenhed i os, og vi står i hjørnet for os selv.
Og når Gud tar’ os, som vi er, så kan vi måske nøjes med – ydmygt – blot at være helt almindelige mennesker, der begår fejl og begår glæder, og finde ro med det? Ja, i den erkendelse og i den tro, kan vi finde frihed til at være hele mennesker, ligesom et fodboldhold, der både vinder og taber, møder medgang og modgang, klapper af andre og lader sig klappe ad, og frimodigt kan fortsætte med de ting, vi er bedst til.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen!
