Prædiken til fjerde søndag i advent (I) d. 22. december 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 1,19-28. Salmer: 86 - 819 - 89 - 123 - 69,5-6 - 824.
Julen er
lige om hjørnet. Derfor står tiden også i forberedelsens tegn. Vi skal handle,
pakke ind og pynte op. Det er lige om lidt, det hele kulminerer. Og måske
særligt hos de mindste, som fik juleferie i fredags, er vi nu i de sidste
pinefulde ventetider. ”Er det ikke snart jul?” spørger de, der ikke kan vente
længere.
Børnenes spørgsmål
bliver spejlet af jødernes spørgsmål i evangeliet. De kan heller ikke vente
længere. De ved, at Messias er på vej. Men de ved ikke hvornår han kommer. De
ved heller ikke hvordan han kommer. Så de sender præster og levitter ud i
marken for at forhøre sig hos nogen, der ser mistænkelige ud.
Præsterne og
levitterne stopper hos Johannes døberen. Han udstråler han en vis
bemærkelsesværdighed, som han står der og døber folk i Jordanfloden, med kameluld
om lænden og honning i mundvigen.
”Er du Kristus?
Elias? Proften?” spørger de. Men nej. Johannes er ikke den, de håbede han ville
være.
Men han
forsikrer om, at ham, de leder efter, vil komme. Pludselig vil han stå midt iblandt
dem og være menneske som dem, og samtidig være alt andet end et menneske, så
man end ikke føler sig værdig til at løse hans skorem. Han vil på alle måder
være bemærkelsesværdig!
Forberedelsen
er altså ikke ovre endnu – hverken for jøderne eller for børnene eller for
nogen af os. Og det er i den spænding, vi står lige nu. Der hvor vi ikke ved,
hvad vi egentlig skal forvente. Vi skal stadig forberede os, men forberede os
på noget, vi ikke helt ved, hvad er.
Og på en måde er det kommet tæt på os i år, det med at forberede os på noget, vi ikke ved hvad er.
Siden sidste
advent er vi blevet bedt om at forberede os på kriser, der er eller skal komme.
Myndighederne har meldt, at det er en farefuld tid. Vi skal skaffe
jod-tabletter, købe en lille el-radio og madvarer, som kan holde sig og ernære
os i tre dage.
Tidligere
grinede vi af såkaldte ”preppere” – dem forbereder sig på en katastrofesituation
ved at opbygge et lager af langtidsholdbar mad. I dag er preppere blevet populære
influencere, som lærer os, hvordan vi bedst muligt forbereder os, så vi kan
overleve i vores hule og passe på hver vores familie.
Lidt lige
som sidste gang – under coronaen – gør krisen os indadvendt. Den får os til at
samle os og beskytte os selv.
Og midt i det kommer så advent, og Johannes døberen, som beder os om det modsatte: nemlig om at vende os om og holde øjne og ører åbne for det gode, som er på vej.
Preppertider
gør os indadvendte. Men advent vil preppe os til at være udadvendte og måske
ligefrem opadvendt i forventning om at det gode er på vej. Og det skal vi tage lige
så alvorligt som alt andet.
I evangeliet
tror jøderne, at der er noget godt på vej. På sin vis er det komisk, da de
sender deres præster og levitter afsted. For hvad skal de lede efter? Hvordan
ser det, de leder efter, egentlig ud? De ved det ikke.
Men det
stopper dem ikke. De er motiverede. De leder med lys og lygte efter det gode.
De tænker: ”Hvad nu hvis…” De forventer og de tør tro, at det gode er derude,
på trods af alt det, der også forvirrer dem.
Kan vi gøre
det samme i denne adventstid?
Myndighederne
beder os om at forberede os på det værste.
Men hvad nu,
hvis vi i denne tid ikke kun skulle forberede os på det værste, men også det
bedste?
Hvad nu, hvis vi ikke kun skulle øve os i at holde andre ude, men også i at
lukke andre ind?
Hvad nu, hvis vi ikke kun skulle forberede os på at stå imod, men også tage
i mod og dele med hinanden?
Hvad nu, hvis den bundne samfundsopgave også var at fylde vores hjemmeberedskab
med glæde og tro og tillid. Hvis myndighedernes officielle anbefalinger var:
”Stol på hinanden, del ud af det, du har. Glæd dig over det, du har fået.” Og
at dét var overskriften på den besked, vi fik i vores e-boks…
Preppertider gør os indadvendte. Men advent vil preppe os til at være udadvendte og måske ligefrem opadvendt i forventning om at det gode er på vej. Og måske skal vi undervejs vove at strække vores hals og vende os lidt om for at få øje på det – ligesom jøderne i evangeliet.
Jeg kommer
til at tænke på en ældre kvinde ved navn Henny.
Henny levede
det meste af sit liv i en lejlighed i indre København. Om sommeren tog hun og
hendes mand ud i deres kolonihave, fordi de elskede græsset, blomsterne og
træerne derude.
Da Henny
mister sin mand, flytter hun ind i en lille lejlighed på Nørrebro, lige over
for Assistens Kirkegård. Og udsigten til kirkegårdens store træer er hendes
daglige lykke. Særligt de høje træer, hvor fugle byggede rede og egern sprang
rundt fra gren til gren. Men mest af alt trækronernes skiften gennem
årstiderne. Ingen havudsigt kunne gøre det, og hver gang Henny fik besøg af sin
familie, faldt samtalen naturligt ind på de store træers skønhed.
Men en
morgen, da hun skulle drikke sin morgenkaffe, var det imidlertid slut. Der
skulle bygges Metrostation foran hendes lejlighed, og én for én faldt de store
træer.
Familien
tænkte, om det nu ville skubbe til Henny. Om det ville gøre hende trist. Men da
der efter noget tid stadig ikke var noget at mærke hos hende, spørger hendes
datter, om det ikke var en sorg for hende, at træerne udenfor vinduet var væk.
”Jo” svarer
Henny. ”I den første tid”. ”Men der står jo stadig mange træer på kirkegården.
Jeg skal bare læne mig lidt frem, så kan jeg se på dem.”
Så vidt Henny. (frit fortalt efter Katrine Lilleør)
”Jeg skal
bare læne mig lidt frem” siger hun til sin datter. Læn dig lidt frem. Se et
andet sted hen. Og se! Noget nyt kommer dig i møde. Lige rundt om hjørnet.
Sådan var
det for Henny. Måske kunne det også være sådan for os, hvis krisen
kommer. Den skal ikke slukke alt lys og håb. Nej, måske kan vi allerede nu forberede os og sige til os selv, at det får den
slet ikke lov til. For vi vil vove at blive ved med at lede. At se et andet
sted hen, hvor der er lys.
Jøderne var
på den ene side galt på den, da de udspurgte Johannes døberen om det ene og det
andet. Og på den anden side var de slet ikke galt på den, da de gik ud i verden
med forventningen om det bedste; med troen på, at det gode var på vej.
Julen er på vej lige rundt om hjørnet. Gud er på vej til os. Lad os læne os frem og lede med lys og lygte efter dét.
Ære være
faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.
Amen
