Prædiken til anden søndag efter Helligtrekonger (I) d. 19. januar 2025 i Skjoldhøj Kirke. Johannesevangeliet 2,1-11. Salmer 747 – 391 – 853 – 14 – 108 – 494.
Det er en magisk fortælling, vi lige har hørt. Jesus gør vand til vin ved en bryllupsfest i Kana. Det er et magisk øjeblik, da skafferen får stillet de to kar med vand foran sig, og smager på dem, og opdager, at det pludselig er blevet til vin.
Det mindre magiske, og faktisk nærmest komiske er, at skafferen slet ikke opdager, hvad der lige er sket. Han smager. Han tænker og han konstaterer blot, at den vin, han smager på, er bedre end den vin, der først blev serveret til brylluppet. Og dertil indvender han, at man altså plejer at servere den gode vin først, og den dårligere til sidst.
Skafferen misser, det vigtige tegn og den forvandling, der lige er sket for øjnene af ham. Han opdager ikke, at vinen først var vand. Han går glip af det magiske øjeblik i al sin optagethed af regler, af kutymer, af ”plejer” og andet kedeligt, der begrænser livet.
Evangeliet til i dag fortæller altså om et tegn og en forvandling. Vi hører, at Jesus viser sig frem som Gud; som én der kan skabe forvandlinger for øjnene af os. Men lige så meget er tegnet også et, der skal opdages. Den magi, den livskraft, der ligger i tegnet, er ikke altid lige synlig. Og der ligger derfor også en opfordring i at turde holde os åbne for tegn; at mærke livskraften, det som ofte sker lige foran os, eller som sker i os. Og ikke mindst at turde lade os gribe af det.
…
I podcasten Sørine og livskraften med sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen i værtsrollen, er det netop det, der er i fokus. Sørine forsøger, som hun siger i indledningen af hvert program, at forstå lidt mere om den livskraft, der bor i os, og som kan give sig til kende, når vi mindst venter det.
Sørine interviewer bl.a. sangeren Sebastian. Han fortæller først om sit liv; beskriver lidt af sin barndom, hvor han i sine første leveår er meget syg, hvor han mister sin mor, og senere vokser op med en stedmor, der ikke ønsker ham. Og så spørger hun ind til livskraften. Til noget, som forandrede ham.
Sebastian fortæller, at han som meget ung bryder han op fra hjemmet, og flakker omkring uden at kende retningen for sit liv. Men en dag, da han befinder sig i en by i det nordlige Tyskland, sker det.
Jeg kommer gående ned ad strøget, siger han. Og pludselig kommer der noget musik ud ad et vindue oppe fra første eller anden sal i en bygning, ret højt, og så bliver jeg simpelthen ramt fuldstændig, hvor der ikke går mange sekunder, efter jeg har hørt de første strofer, til at jeg siger: sådan noget skal jeg lave!
Øjeblikket her er et livskraftens øjeblik for Sebastian. Det er et tegn. Det kommer udefra, og sætter sig i ham. Han rammes, han tager det til sig, lader sig forvandle, og det kommer til at definere hele hans livsvej. Og restens af hans historie kender vi.
På den ene side er det enkelt. På den anden side udefinérbart og et øjeblik båret med af mange andre faktorer. Han var alene. Måske var han også særlig sensitiv lige her. Men så kommer musikken pludselig og fyrer op under ham. En anden gæst i programmet beskriver livskraften som viljen til at leve. Som evnen til at kigge efter lyset, også når det er gråvejr. Og ikke mindst: at lade sig fange og bevæge af det, når det sker.
Sebastian lader sig bevæge. Og et spørgsmål, vi hver især kunne tage med os i dag, er måske, hvornår vi har oplevet et livskraftens øjeblik i vores liv? Hvornår bevægede livet sig for dig, hvor det også blev meddefinerende for din videre færd?
…
Skafferen i evangeliet misser tegnet. Det har han sikkert gjort mange gange før i sin tjenende rolle. Han er vandt til, at det ikke handler om ham, men om andre. Det er de andre – alle bryllupsgæsterne – der skal have en magisk aften og fortrylles.
Men det er netop for høj og lav – for alle og én – at Jesus er kommet og at tegnene skal bryde igennem.
I Johannesevangeliet gør Jesus syv tegn, som viser, hvem han er. Først gør han vand til vin ved brylluppet. Så helbreder han et sygt barn. Så gør han en lam mand rask. Så bespiser han 5000 mennesker med fem brød og to fisk. Så går han på vandet. Så giver han en blind synet igen. Og det syvende tegn er, at han gør en død levende.
Fælles for alle tegnene er, at de viser, hvem Jesus er: at han er Gud, og at han er kommet til jord, ikke for at henvise os til en fjern himmel eller for at tale om jammerdale og helvede på jord.
Nej, han er kommet for at vise, at himlen kan bryde igennem her og nu. Det er her livskraften lever. Det er her og nu, vi sammen og ved Guds hjælp gør den lamme rask og den blinde seende. Det er her og nu, vi giver hinanden livet tilbage, når en anden har mistet det. Det er her og nu, vi skal tage os af hinanden, vise kærlighed, hengivenhed og glæde, som Paulus skrev i sit brev til Romerne.
…
Men det er ikke altid, vi er gode til at få øje på det. Ved siden af glæden og livskraften er livet også fyldt af sorger og bekymringer, og de fanger ofte vores opmærksomhed. Vi taler glad og gerne om al den dårligdom der er i verden, og som hver dag præsenteres i nyhederne. Yderst sjældent taler vi også om, hvor megen livskraft der også er i verden.
Men det er bl.a. det, Sørine Gotfredsen er ude på med sin podcast. Hun vil tale glæden frem og livskraften op, fordi hun tror på, som hun siger: at mennesket er beregnet til at leve, mere end til at gå i stå i mørket. Hvor kommer alt det gode fra?
Teologen og filosoffen Søren Kierkegaard fortæller i bogen Frygt og bæven om ”troens ridder”. Troens ridder er et troende menneske, der mod alle odds og ondskab i verden bliver ved med at fastholde sin tro. For nogen vil betegnelsen ”et troende menneske” lyde som én, der lever i ydmyghed og afholdenhed. Sådan en type, der hellere vil have vand i karrene end vin.
Men sådan er han ikke, fortæller Kierkegaard.
”Om Eftermiddagen gaaer han til Skoven.” skriver Kierkegaard. ”Han fryder sig over Alt, hvad han seer, over Menneske-Vrimlen, over de nye busser, og over Sundet. Naar man møder ham paa Strandveien skulde man troe, han var en Kræmmersjæl, der slog sig løs. Netop saaledes glæder han sig. (…) Henad Aften gaaer han hjem. Hans Gang er ufortrøden som et Postbuds. Underveis tænker han paa, at hans Kone vist har en aparte lille Ret varm Mad til ham, naar han kommer hjem, f. Ex. et stegt Lammehoved med Grønt til.”
Så vidt Kierkegaards troende ridder.
Troens ridder, dvs. den der holder fast i sin gode tro på livet og livskraften; han er ikke nødvendigvis et ydmygt, fromt menneske, der går alene rundt og mumler skriftord.
Nej, han glæder sig over livet. Glæder sig over det han ser og møder på sin vej, og den daglige glæde i en lille ret mad derhjemme. Han er troens ridder fordi han ser det hele som en gave fra Gud. For der sker jo de vidunderligste ting omkring os. Ja, magiske tegn! Og vores opgave er at holde øjne og ører åbne for dem.
…
Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed står der i evangeliet. Selvom Jesu disciple troede på ham, var der mange andre der tvivlede og andre igen, der slet ikke så tegnet. Sådan bliver det ved i hans liv, at nogle ser de tegn, han gør, og andre slet ikke vil anerkende det.
Men i de tegn, åbenbarer han sin herlighed. I de tegn ser vi, hvem Gud er. Han vil give os synet igen. Han vil rejse os fra det sted, vi er faldet. Han vil gøre vand til vin og give os festen tilbage. Han vil give os håbet, og selv være håbet for os, hvis vi måtte have mistet det.
Moses måtte ikke se Gud i øjnene, hørte vi i det gamle testamente. Men det er anderledes nu. Gud er kommet til enhver af os. Og i menneskelivet lever og agerer han dengang som i dag igennem den livskraft, der bor i ham og i os. Den livskraft som hver dag skal ud og opdages. Den er derude! Og for det, må vi takke Gud…
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
