Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (I) d. 29. maj 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,14-21. Salmer: 722 – 233 – Håbet er levende – 257 – 251v3 – 805.
Jeg tænker godt at en lærer efter fire år på seminariet kan være
udfordret af at skulle undervise børn. Og jeg tænker også at selv en læge efter
10, 15, 20 år under uddannelse til stadighed kan være udfordret på at skulle
kurere og helbrede.
Ligesådan er jeg også lidt udfordret af den opgave, vi alle
sammen bliver stillet i evangeliet i dag: gå ud i alverden og prædik
evangeliet for hele skabningen.
Grin bare ad mig, når jeg står her i præstekjolen og siger,
at netop den opgave udfordrer. Det er en sendelse. Det er en slags
missionsbefaling. Men det er så konkret og ukonkret på samme tid, og straks
begynder jeg at overveje, hvor jeg begynder, hvordan jeg skal gøre og hvor
konkret jeg skal gøre det. Det er en opgave med uanede veje at gå!
Evangeliet og alle fortællingerne om kærligheden, frelsen,
tilgivelsen, nåden, forsoningen, opstandelsen, dåben, nadveren: For nogen er
den opgave hjerteblod at være sendt ud i verden med alt det i rygsækken. Nogen vokser
op i missionærfamilier, som rejser ud for at bygge kirker og menigheder. Andre vokser
op med en vandtæt bibel i lommen, klar til at banke på din dør og spørge: ”Har
du hørt om Jesus?”
Som barn kom jeg i kirke, når der var en anledning i familien
eller når julen stod for døren. Og den eneste bibel i mit barndomshjem var mine
forældres konfirmationsbibel som hverken før eller siden er blevet åbnet.
Tro var aldrig noget, vi talte om. Men alligevel er jeg
heller ikke i tvivl om, at opgaven ligger i mig – også fra før jeg blev præst –
al den stund, at jeg er vokset op i et hjem gennemsyret af kristne værdier og
med medmenneskelighed for øje. Jeg kan slet ikke se mig ud af også at
repræsentere evangeliet, og derved også forkynde det.
Men som frembrusende, udfarende missionerende kan jeg mærke
en modstand.
…
Jesus stiller os en opgave i dag: Gå ud og prædik. Men
han siger ikke noget om vejen til at opfylde den – kun lidt mystik om at vi
undervejs også skal uddrive dæmoner, at dødbringende gift ikke vil skade os og
at vi skal gøre de syge raske. Og det gør ikke min udfordring mindre!
Jesus giver ikke en vej til at løse opgaven. Og det må siges
at være typisk ham!
Disciplene spørger et andet sted i evangeliet hvordan man får
evigt liv og hvem ens næste er. Og Jesus svarer kryptisk med en fortælling om
en mand, der falder i hænderne på nogle røvere, hvorefter der kommer en
samaritaner forbi… og så kender I resten af fortællingen og den afsluttende
kommentar, at ham, der viste barmhjertighed, var en næste for ham, der faldt i røvernes
hænder.
Men er det et svar på opgavens vej? Både ja og nej.
Hvem ens næste er og hvordan du bedst hjælper afhænger af situationen.
Hvem bliver du berørt af og hvordan får du lyst til at hjælpe? Kan du sætte dig
i personens sted og springer der derudaf en opgave, du kan tage på dig og
løfte?
Eller du kan spørge dig selv, hvad du gerne vil have andre
skulle gøre for dig, hvis du var – lad os sige – landet i grøften? Måske kan de
svar hjælpe dig på vej til at løse opgaven.
Og måske er det det, Jesus gerne vil have disciplene og os
til at overveje. Altid. Det entydige svar findes ikke. Men svaret åbner sig for
dig og skabes i mødet med den anden, i øjeblikket hvor det hele sker, og deraf
forkyndes og udleves evangeliet.
…
Jesus svarer sjældent konkret på de opgaver, han stiller. Og
bliver det for konkret, bliver det på en måde også for meget.
Det var lidt det, vores kirkeminister Morten Dahlin løb ind i
for et par uger siden, hvor han i et interview sagde, at danske soldater skal
kæmpe for kristendommen. ”Du går i krig for dit fædreland og for det
værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen” udtalte
han til Berlingske.
Det må siges at være konkret og virkelighedsnær prædiken af
evangeliet i alverden og for hele skabningen! Der er kampvilje i kristendommen.
Som soldat skal du gå i krig for evangeliet.
Men så kom kritikken. Provst Anna Døssing Gunnertoft udtalte
bl.a. "Det er vigtigt, vi bliver åndeligt udrustet som folk ved at høre
bibelhistorier, synge salmer og gerne bede Fadervor. Men som samfund at finde
kampvilje i troen har jeg det sværere med. Kristendom bør ikke være et politisk
redskab eller en motivation til at gå i krig. Vores retssystem og militær bør
holdes adskilt fra kirken, for der kan man eksempelvis ikke bygge på et
kristent princip om 'at vende den anden kind til'. ” udtalte provsten.
Pludselig bliver opgaven for konkret. Måske mest af alt fordi
den her bliver forbundet til krig? I et forsvar siger ministeren, at han
egentlig blot mente, at vi som danskere altid har kristendommen med os, fordi
vores land er bygget på dens værdier. Derfor ligger det allerede i alle
soldater, at de bærer værdierne med sig – også i krig – og det har for
ministeren også en vis værdi.
…
Det hele er lidt uforløst. Gå ud og prædik. Hvordan
skal jeg gøre og hvor konkret må jeg være? Hvordan skal jeg sætte mig selv i
spil?
Jeg bemærker disciplene i Apostlenes gerninger som, efter Jesus
er faret til himmels, står og kigger op i himlen. Jeg spejler mig lidt i dem og
deres længsel, fordi jeg også kunne have brug for at Jesus kom tilbage og sagde
lidt mere om opgaven.
Og som disciplene står der, ligner de enhver flok børn, der
ser op til deres forældre. Børn ser op til deres forældre både fysisk, når de
kigger nedefra og op, men også i overført betydning som børn, der søger deres forældres
øjne og svar i livet, når de er usikre.
Og selvom vi ikke er børn længere, kender vi følelsen af
rådvildt at se sig om efter de autoriteter, vi engang knyttede os til, eller længslen
efter dem der gav os svar på livets spørgsmål. Det er lidt den følelse, jeg
står med i forhold til opgaven. Jeg er rådvild i det krav, der er stillet mig.
Sådan er det også for mange unge i dag. Forleden dag
reflekterede en psykolog i Kristeligt Dagblad over de krav – eller mangel på
samme – som forældre i dag stiller deres børn og unge.
En rapport fra Trivselskommissionen peger på det problem, at forældre
i dag kommer til at skrøbeliggøre børn og unge, fordi "den nye
forældrepraksis i for høj grad er kendetegnet ved manglende tydelighed og krav
i opdragelsen, og at dette er medvirkende til at skabe trivselsudfordringer for
nogle børn og unge".
Kommissionen anbefaler derfor, at forældre skruer ned for det
forhandlende forældreskab, tager autoriteten tilbage og stiller tydelige krav.
Men de krav skal, ifølge psykologen Joachim Meier, ikke være kendetegnet
ved deres kvantitet – altså hvor mange de er – men af deres kvalitet og
indhold.
”Jeg tror” siger Meier ”at vi skal være langt bedre til for
det første at stille tydelige og håndgribelige krav, der er mulige at leve op
til, og for det andet til at stille krav, der overskrider de unge selv, og
derved befrier dem fra sig selv.”
Og hvad betyder det at overskride sig selv? Det betyder, at
vi udvikler os positivt når kravene og ansvaret ikke kun indbefatter ansvaret
for egen læring, men også retter sig mod andre. Når andre også bliver afhængige
af vores indsats, kan vi bedre se målet, da befries vi fra os selv. Og møder vi
bump undervejs, knækker vi ikke, men vokser ved at have ansvaret, ved at kunne
bidrage og at skulle løfte ikke bare til os selv, men også til andre.
…
Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.
Den opgave er på den ene side tydelig, og på den anden side
slet ikke håndgribelig eller mulig at leve op til. Og måske skal jeg bare
forlade mig på det? Måske får jeg aldrig et entydigt svar, som kan sætte mig i
gang, konkret og håndgribeligt.
Bedst som disciplene i Apostlenes Gerninger kigger op i
himlen, kommer to engle, som ret tørt og nærmest komisk siger til dem: ”Hvad i
alverden står I der og glor op i himlen for?!” Underforstået: ret hovedet, kig
ned og kig ligeud i den verden, I er en del af. For fra nu af, er det er her,
det sker!
Det er her, det sker. Det er her i verden, Jesus virker og
er. Lad være med at søge Jesus, som om han er oppe. Han er nede, han er her,
han er i den allestedsnærværende himmel. Hans spor er i denne verden, og her
skal jeg og vi også sætte vores spor, uden helt at vide hvordan deres aftryk
kommer til at se ud.
Og måske skal jeg turde tro på, at det er okay, at det er
sådan? At evangeliet og Jesus bor i mig et sted, og at det giver mening – måske
særligt i mødet med det andet menneske – hvornår og hvordan det skal prædikes?
At råbe ud i luften, uden at nogen hører det, giver ikke mening. Prædikenen må
ske i mødet, og jeg må have tillid til at svaret kommer der.
Ligesom disciplene der tidligere ville have svar på, hvem
deres næste var og hvad de skulle gøre for at vise barmhjertighed. De fik
aldrig et entydigt svar, men blev bedt om at være nærværende, lysvågne i tid og
rum. Og så kom svaret af sig selv.
Dér lever opgaven og kravet, fordi den i mødet også giver os
et særligt ansvar og en særlig mening uden om os selv, ligesom psykologen var
inde på. Vi vokser med opgaven, når den bliver sat i sammenhæng med andre end
kun os selv.
…
Jesus farer afsted. Ham om det. Jeg tror, jeg må lande med
mine fødder solidt plantet på jorden, og tro på, at evangeliet er lige her på
jord. At Jesus i sin tid har plantet det i mig og i verden, og at det nu må spire
og vokse så ukonkret og konkret som det kan.
Og bliver jeg forvirret undervejs kan jeg måske knytte mig ved
de ord, evangeliet afsluttes med: at Herren virker i mig og os. At Herren altid
vil stadfæste ordet ved de tegn, vi gør – også i dag.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen.
