Gråd og bøn

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (I) d. 24. august 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 19,41-48. Salmer: 3 – 300 – 860 – 330 – 164v4 – 403. 

Når kirken og præster tilbyder sjælesorg, og sorggrupper for folk der har mistet, er det ud fra den overbevisning, at det i sorgens og afmagtens stund kan være helende at dele det, der gør ondt. At man ikke skal være alene i det mørke, der er omkring én. Der skal være et sted – i samtalen med hinanden, og måske også med Gud – hvor man kan græde, tale, være vred, tie, være afmægtig – og hvor man ikke behøver at skjule det, der er sket.

Mange vil mene, at lægger man først låg på kassen med det, der gør ondt, så vil kassen for det første altid findes, og låget for det andet altid kunne springe op igen og igen, og gøre ondt med samme styrke, som da man lukkede første gang.

Tager man omvendt livtag med det, og fra begyndelsen holder kassen åben, så er der måske større mulighed for at få sorgen bearbejdet. Og måske er der mulighed for at kunne placere det sorgfulde et sted, hvor det findes, men ikke fylder alt eller skygger for det, der også er fyldt af glæde.

…

Måske genkender I også den mekanisme fra livet på andre tidspunkter end der, hvor I har mistet. 

Jeg kender selv følelsen af at gå med noget der irriterer mig, noget der nager eller gør ondt. Hvis jeg bliver ved med at lægge låg på det, bliver det også ved med at bo i min mave. Det kan gøre mig trist, sur, vred. Det kan påvirke mit humør og selvfølgelig også påvirke dem, der er tæt på mig.

Og som regel er der kun ét middel, der kan få det til at gå væk, nemlig ved at få det sagt højt. Nogle gange skal der tårer med, andre gange kan det gøres lidt mere roligt. Men konfrontationen med det er den eneste vej, kombineret med åbenhed og ærlighed.

Men det er selvfølgelig også det, der er det skrøbelige, og det der kan gøre mig usikker. Det er skrøbeligt at åbne sig, og endnu mere skrøbeligt at være ærlig. Det kræver nemlig, at der er én, som vil lytte, og som altid vil tage omsorgsfuldt imod det, jeg kommer med.  

…

I den lille scene fra evangeliet bevæger vi os, som i en sjælesorgssamtale, igennem et sorgfuldt landskab, ind i midten af et mørke. Og vi får et billede af, at der er Gud også til stede.

Jesus står udenfor Jerusalems mure og græder. Han græder ikke hånligt eller opgivende af byen, men han græder med byen, i solidaritet og medfølelse med den virkelighed, som ikke blev som håbet. Templet glemte hvad det skulle, og nu kun må falde – ja, fjenderne er allerede på vej.

Templet er her et billede på alt det i vores liv, der også kan falde uventet, og som derfor kalder sorgen og tårer frem.

Af og til hører man ikke-kristne sige om den kristne Gud, at det er et svaghedstegn, at Jesus græder. Ham der er alfa og omega, begyndelsen og enden. Ham der kunne gå på vandet, gøre vand til vin, og som er ét med den evige og almægtige Gud. Kan han også græde? Er det ikke svagt af en Gud at græde?

To gange i Bibelen hører vi, at Jesus græder: Da han mister sin ven Lazarus, og så i dag. Han græd ikke, da han blev jaget ud af Nazareths synagoge eller da Judas forrådte ham. Han græd ikke, da han sad alene tilbage i Gethsemane have eller da han hang på korset.

Jesu tårer er aldrig knyttet til hans eget tab, men altid til den andens. Og er det svagt? Er det svagt at vise empati med den eller det, der er ramt? For mig er det en stærkere Gud end alle andre. Det er en stærkere Gud, som også kender til mørket, og som stiller sig sammen med det grædende og sammenbrudte. For den Gud bliver også én, jeg selv har lyst til at komme til, når der er mørkt omkring mig.

…

Jesus græder. Og selvom det måske er en stærk Gud, som gør det, vil nogen måske også mærke et ubehag ved det.

For det er jo aldrig sjovt at se et andet menneske græde, eller at høre om det. Særligt fordi gråd har det med at sprede sig og overføre sig til os, der står ved siden af. Vi bliver rørt af hinanden. Og fordi vi ved, at tårerne kommer af noget, der gør ondt, er vores umiddelbare refleks ofte også, at vi vil trøste og have det til at gå væk. ”Så så, du skal ikke græde”

Men er trøsten ikke at lappe eller at lægge låg på? 

Når en treårig falder på sin cykel, og græder fordi det har slået sig, giver trøsten mening. Der skal pustes på såret og krammes.

Men det er sagt om sorg, at den er en kærlighed man ikke kan komme af med. Derfor kan trøst også føles som et overgreb, hvis man med trøsten vil have sorgen til at forsvinde. Sorgen har ikke nogen løsning. Og sorgen er ikke noget der kan fikses ved at klappe hinanden på skulderen og sige ’op på hesten igen’.

Den sorgfulde står med en kærlighed, der har mistet retning og modtager. Og det kan kun tage tid at finde ud af, hvor den kærlighed nu skal finde hen. Sorgen og kærligheden må have sin plads.

…

Jesus græder. Han græder over den virkelighed, der ikke blev som forventet. Han græder over den realitet, at noget er faldet, at templet ikke længere fungerer, at noget er forandret for altid.

Og så går han ind i mørket. Han lader sig konfrontere. Han går ind præcis der, hvor det, der gør ondt, kommer fra. Der hvor det smerter allermest. Der hvor vi i samtalen helst ikke vil hen, men hvor vi nogle gange bare skal hen, for at løsne op. Og i mødet med det, der smerter allermest, vækkes vreden. Han råber på tempelpladsen, og han kyler dem ud, som ikke hører til der – alle dem der har gjort templet til en røverkule.

Vreden kan synes barsk. Men er den ikke også en velkendt side af sorgen? At vi reagerer udad på vores skrøbelighed, og måske kaster lidt med tingene og kommer med spydige bemærkninger mod dette og hint?

Jeg tror, de fleste af os genkender vreden som den del af sorgen. Sorgen kan transformere smerte til raseri. Og i sorgen kan der også ligge, hvad de unge ville kalde en ’no bullshit-attitude’, hvor der i et tydeligt sprog bliver renset ud, ikke lagt skjul eller låg på noget, og hvor al falskhed kommer for en dag.

Og måske er det i virkeligheden ikke helt skidt, når luften bliver renset og alt står helt klart?

…

Og der står Jesus nu. Der sidder vi nogle gange også i samtalen og i vores liv. I et hus hvor der er talt med store bogstaver. Hvor der er grædt af sorg, hvor der er råbt i raseri – fordi det var det, der måtte til. Og hvad sker der så?

Ja, i det hus står han. Han flytter sig ikke, og det må vi tage til os i dag. Jesus er til stede der, hvor alt er brudt ned. Hvor alt er revet itu. Og så siger han: ”Mit hus er et bedehus”, og det er den nåde, han viser os der. For med bønnen vil vi aldrig være alene i mørket. Jesus bygger templet op på ny, som det sted hvor vi sammen fra hvert vores mørke og hvert vores dyb kan henvende os til Gud i bøn. Og Gud vil være til stede og Gud vil lytte, som vi har allermest brug for.

Når der er råbt og fældet tårer, kan vi folde vores hænder, og dér vil Gud være.

Søren Kierkegaard skrev engang smukt om bønnen og kaldet efter Gud i mørket. Når vi åbner os op, falder til ro – og i kierkegaardsk forstand – bliver til intet, kan Gud komme til os. Kierkegaard bruger billedet af et hav, der falder til ro. Han skrev: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, giver det ikke rent igen. Men når det bliver stille og når det bliver dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Sådan møder Gud os. Når alt er mørkt og alt er faldet. Når alt raseri er ovre og alle ting er sagt. Når vi bliver stille, og når vi finder ned i dybet, da synker himlens billede også ned i os – da finder Gud vej.

Der kan vi være åbne. Der kan vi være ærlige, og lægge alt det frem, der bor i os.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.