En ny normal

 Prædiken til fastelavns søndag (II) i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 18,31-43. Salmer: 192 – 876 – 172 – 164 – 849 – 826. 

Fastelavn har tabt. Selvom jeg håber at se en hel del børn til fastelavnsgudstjeneste lidt senere i dag, så er det tydeligt, at Halloween løber med førstepladsen hos børnefamilierne.

Tidligere var det sejt at være Batman og prinsesse, og slå katten af tønden. I dag er det federe at være et skelet eller en zombie, og det er åbenbart megafedt når forældre pynter forhaverne med galger, dødningehoveder og afhuggede lemmer.

Halloween er sejt. Det er bageren der holder liv i fastelavn. Det er den nye normal.

…

Der er mange nye normaler at vænne sig til for tiden. Det er f.eks. ikke kun til halloween, at monstrene og skrækscenarierne vinder frem. Man skal bare åbne for nyhederne. Der vælter det rundt med verdensledere, der viser tænder og laver grimasser, og gerne vil have lov at pynte forhaverne med noget, der virkelig er faretruende.

Det normale er det, vi over en tid har vænnet os til, er rigtigt. Det er som om vi for tiden virkelig skal vænne os til en ny normal på den verdenspolitiske scene, og vænne os til en ny verdensorden hvor alt ikke er lige forudsigeligt og lige stabilt.

Jeg har det som om, vi er omringet af verdensledere, som er alt det modsatte af den kærlighed, Paulus taler om. Ledere der er utålmodige, misundelige og indbildske; som helt uden mildhed søger deres eget, hidser sig op, bærer nag, finder glæde i uretten, glæder sig ved løgnen og kalder alle de uhyrligheder, de foretager sig, for normalitet.  

Vi havde vænnet os til noget andet. Det normale for mig og min generation har været at leve i fredstid, hvor vi kunne stole på hinanden. Og vi troede, at vi var seende. Men nu ser vi, at vi måske har været lige så blinde som manden i evangeliet. Vi troede at fred var en normaltilstand, og at det aldrig kunne være anderledes. Men pludselig er det stykkevise ved at forgå, og vi ser ansigt til ansigt noget nyt tone frem.

Gad vide om vi endnu erkender det nye fuldt ud?

… 

Den blinde mand i evangeliet vil gerne kunne se, og dermed kunne se og orientere sig fuldt ud i den verden, han er en del af.

Ønsker jeg det samme i dag?

På den ene side har jeg mest lyst til at holde mine øjne lukkede. Det genkender jeg også fra andre tider i mit liv. Jeg har ikke lyst til at se virkeligheden i øjnene, når virkeligheden ikke kun er god. Jeg har ikke lyst til at høre om nye trusler, sanktioner, opgør med samarbejder, eller at prøve at forså den ene skrækindgydende analyse efter den anden af verdenssituationen.

Og på den anden side har jeg heller ikke lyst til at leve i det skjulte. Jeg har lyst til at blive seende og kende virkeligheden fuldt ud, så godt jeg kan, fordi det modsatte også kan gøre mig urolig. Hvis noget holdes skjult eller hvis der lefles med sandhederne, bliver jeg først utryg. Ærlighed og klarhed er altid lettere at navigere i end tågede forklaringer og halve sandheder.

Uanset hvad tror jeg vi må indstille os på, at det går os som den blinde mand, efter han har fået synet: nemlig at vi ikke aner, hvor det ender.

Da den blinde mand har fået synet, er det eneste han ved, at dette er hans nye normaltilstand. Han ved ikke, hvor synet fører ham hen og hvad han egentlig skal bruge det til. For han har aldrig haft det. Det er nyt og det er en ny normal, han skal forholde sig til, ligesom vi skal forholde os til den nye normal i verden omkring os.

Kort tid efter manden har fået synet, er han glad og taknemmelig for, hvad han kan se. Han følger Jesus og takker Gud.

Men som vi også hører i indledningen til evangeliet skal den blinde mand, sammen med disciplene, også få voldsomme ting at se: nemlig mishandlingen af Jesus, hån, piskning og korsfæstelse. Ved siden af alt det vidunderlige i livet, han nok skal få øje på, vil grusomheden også ganske hurtigt strejfe hans øje. 

…

Så hvad nu? Hvor stiller vi os med vores åbnede øjne og den nye normal, der møder os – med alt det, vi ikke kender, og som vi ikke rigtig kan få greb om i disse tider?

Den blinde mand i evangeliet slipper sin stemme fri, da han råber efter Jesus. ”Jesus Davids søn, forbarm dig over mig”. Han slipper sin stemme fri i bøn og i retning af én, han tror kan hjælpe ham, i retning af kærligheden. Og da han slipper, bliver han grebet af Jesus, der tager ham til sig.

Måske kan der på samme måde ligge en forløsning for os i at give slip. At give slip på alt det, vi alligevel ikke magter, eller har en chance for at kunne gennemskue. At turde råbe efter kærlighed og hjælp, og turde tro på, at der hvor vi gør det, er der en, der hører os.

Det er det løfte, Jesus giver os med opstandelsen; et løfte, som har fulgt os gennem alle tider i verdenshistorien, og som også vil følge os alle dage, hvad end der sker.

Jesu opstandelse er løftet om, at Guds kærlighed sætter sig igennem, så al krigslarm reduceres til rungende malm og klingende bjælder. At der i mørket og i uvisheden også findes kim af håb og lys. Ja, at vi må have tillid til, at der hvor vi slipper i mørket, da griber Gud os i lyset.

Det er den kærlighed, Paulus udfolder i Brevet til Korinterne. Det er aldrig menneskers kærlighed, han skriver om, som kan være udholdende, mild og tålmodig; eller som tåler alt, tror alt, og håber alt. Nej, det er Guds kærlighed. Det er netop Guds kærlighed der altid sejrer over vores middelmådighed og mørke. Det er Guds kærlighed der løfter os, når vi har lagt os ned og ikke magter mere. Det er den kærlighed, vi må knytte os til, lade skinne på os, og stole på hver dag.

…

Fastetid har altid været en tid, hvor vi skulle åbne os for nyt. Slippe os selv og vores eget, og lade os fylde på af nyt; åbne os for Guds kærlighed i opstandelsen.

I fastetiden må vi have lov at være som børn, der ikke ser ansigt til ansigt, men endnu i et spejl, i en gåde. Vi må lade os berige med noget nyt udefra, som kan give os ro og perspektiv, når vores egen verden larmer og buldrer afsted; når verden igen og igen spænder ben for os ved at skabe nye normaler, der ikke altid er lige opløftende.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver poetisk om netop dette i bogen Om vinteren. Han bruger et billede af hesten, der på én gang kæmper med sin storhed og sin skrøbelighed.

Knausgård skriver:

”Som man kan se hos enkelte heste, er kontrasten næsten urimelig stor, mellem (på den ene side) den stærke og pragtfulde krop, der er i stand til hvad som helst af fart vildskab og vovemod, og (på den anden side) det sky, og ekstremt indtryksfølsomme og hårdt spændte sind. Og man mærker en længsel på dyrets vegne, efter at den skal slippe for alle disse sale, grimer, båse og stalde, alle disse minutiøse øvelser og optrædener, og bare løbe på en slette, fri fra alt, også sig selv.” (redigeret form)

Jeg spejler mig selv i denne kamp. Og jeg synes jeg ser kampen udspændt på den store scene: mennesket der på den ene side gerne vil puste sig op, være magtfuld og kontrollere alt, og som på den anden side mennesket der er skrøbeligt og evigt blindt menneske, som har brug for en hjælpende hånd og opstandelsens lys.

Må fasten være en tid, hvor vi tør række ud, hvor vi tør tro, hvor vi må blive bare lidt mindre overfyldte af os selv, så Gud kan komme til.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.