En ny familie

Prædiken til anden søndag efter Trinitatis (II) d. 14. juni 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,25-35. Salmer: 736 – 300 – 305 – 369 – 400v2 – 367.

Hvad er et hjem? Sådan spørger vi i det seneste sogneblad. (www.brabrand-aarslev.dk) 

Et hjem er der, hvor vi hører til. Et hjem er rammer og velkendte omgivelser; dørhåndtaget der føles rigtigt i hånden, duften vi kender, dugen vi ved hvor ligger. Et hjem er også fortællinger og de mennesker, vi føler os trygge hos. Et hjem er det og dem, vi kan vende tilbage til, når vi mister fodfæste. Et hjem er der, hvor vi ved, der er plads til os; hvor vi ved os sete og elskede. 

På mange måder ligger forståelsen af et hjem i lige tråd med, hvordan jeg også forstår Gud. At han er som et hjem for mig. Én der kender mig og elsker mig. Én jeg ved, jeg altid kan komme til og falde til ro hos.

Netop derfor overrasker det også, når Jesus pludselig fejer hjemmet og den følelse væk under os. Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Hvis vi vil følge ham, må vi hade og forlade det, vi kender og ved. Give afkald på alt vores eget.

Er det ikke lige lovligt radikalt? Hvordan skal vi forstå det?

…

Med et sådan bud forstår man godt, hvis de første kristne i historien blev anset som lidt genstridige. Måske også hvorfor de blev forfulgt. For de kristne brød på den måde med nogle af de grundpræmisser, som hidtil havde været gældende for religion; nemlig at guderne var lokale og afgrænsede, og at de først og fremmest var nogen, man påkaldte sig for hjemmets og familiens skyld for at få hjælp til bedre høst, bedre helbred osv. 

Men de kristne troede anderledes. For dem – og for os – er der en spænding mellem det jordiske og det himmelske. Det jordiske er det lokale, det afgrænsede, med jordiske ledere ved magten, mens det himmelske er universelt, hvor Gud sidder på tronen.

Og jeg tror, det er ind i denne skelnen, at vi skal forstå dagens tekst om at hade sin familie. For med den kristne tro bliver forståelsen udvidet af hvad en familie og hjem er. Når Gud er i det himmelske, og troner over hele verden, så bliver hele verden også vores nye familie, og vores hjem. Vores familie, vores hjem, dem vi hører til iblandt, er ikke kun den lille kernefamilie, eller den lille afgrænsede landsby. Det er alle under Guds himmel.

…

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på sit eget, siger Jesus. Det lyder stadig radikalt og barskt.

Jeg tror ikke det betyder, at vi konkret skal flytte fra hus og hjem. Men det betyder, at vi skal udvide vores forståelse af, hvem vores nærmeste er. At vi ikke kun er familie, der holder om og giver fodfæste under vores eget. Men at vi er klar på at gribe ethvert menneske vi møder, være varme over for alle – og ikke kolde – være saltet for dem, der har brug for nye kræfter.

Det er ikke uden grund, at kirken gennem historien har oprettet mange forskellige slags hjem: plejehjem, børnehjem, omsorgshjem, hjem for udsatte osv.. Alle disse hjem er funderet i den store familie, i troen på alles ligeværd under Gud. Vi hører alle til hos vores himmelske fader, og det himmelske hjem spejler sig på jorden, når vi giver hinanden husly.

...

Hvis vi smyger uden om at give afkald på vores eget, er der en risiko for, at det vi giver videre, måske ikke altid kommer fra kærligheden eller har evigheden som perspektiv. Ja, måske er det altid en risiko hos os, som vi kæmper imod.

Vi er grundlæggende indkrogede i os selv sagde Martin Luther om mennesket. Vi har en iboende tendens til at lukke os inde i os selv, lukke alle andre ude, og glemme den større sammenhæng, vi er en del af. Verdenshistorien har vist os talrige eksempler på folk og ledere, der var sig selv nærmest, og kæmpede for at deres eget skulle være alles. Jeg synes måske, det fortsat sker i verden.

Under anden verdenskrig kæmpede modstandsfolkene mod en diktator, som mente, at der var racer og folk iblandt os, som ikke skulle regnes for noget under Guds himmel, som en del af den udvidede familie.

Den kendte tyske teolog og præst, Dietrich Bonhoeffer, gik ind i modstandsbevægelsen, fordi dette menneskesyn ikke stemte overens med hans kristentro. For Bonhoeffer var et kristent liv tæt forbundet med afkaldet og at handle aktivt for medmennesket. Kort før sin henrettelse af Gestapo skrev han i et brev om, hvad det vil sige at være kristen: det er at leve det begrænsede liv og at se denne begrænsning som et gode. For sådan var det, at Jesus levede. Han levede altid for den anden og forfulgte aldrig sine egne fordele.

Tidligere havde Bonhoeffer beskrevet, hvordan Guds nåde og kærlighed var dyr. Hvad mente han med det? Jo, Guds kærlighed kostede noget for Gud selv. Den kostede ham hans søns liv. Men Guds nåde og kærlighed er også dyr for os, fordi den koster noget af os, når vi har fået den. Hvis ikke vores hele liv, så koster Guds nåde i hvert fald vores dyrebareste engagement og medleven i livet og i vores næstes ve og vel.

Som Gud sendte sin søn til verden for aktivt at handle, være noget og gøre noget, sådan kaldes og sendes vi også hver dag til at efterfølge det, Kristus gjorde.

…

At give afkald på sit eget har vi set mange eksempler på gennem kirkens historie.

Nogen vil sikkert tænke på cølibatet, hvor præster, munke og nonner kaldes til et liv med hinanden og deres menighed som åndelig familie og forsøger. At dele budskabet om, at vi er én stor himmelsk familie, koster for dem den jordiske familie. 

Sådan tænker vi ikke i dag. I vores kirke vil vi betragte det som en misforståelse af Jesu ord at vælge cølibatet som udtryk for afkald.

Måske skal vi lade være med at tænke afkaldet som om, vi skal forlade nogen eller noget, eller at vi skal vælge noget fra. Måske skal vi i stedet tænke, at vi skal gå nogen i møde og vælge noget til. Nemlig vælge hinanden til, og vælge den tro til, vi skænkes i dåben. Barnedåben forkynder, at først af alt kommer Guds ubetingede kærlighed til os. Vi er elsket, inden vi overhovedet har gjort fra eller til. Og hvis vi dét er fortegnet for os; hvis vi vælger det til, som den måde vi møder verden på, som den linse vi kigger igennem på verden, så tror jeg, vi er på rette vej.

…

Og nu – i anledningen af den farverige juni måned – slutter jeg lige med et lille svirp.

Jeg har talt om familie i dag, og om at udvide vores forståelse af, hvad familie og hjem er.

For noget tid siden hørte jeg én lidt tørt og muntert konstatere om nutidens familieforhold; at i gamle dage havde vi mange børn og få forældre. I dag har vi få børn og mange forældre.

Det kan jo skyldes alt muligt at søskendeflokken bliver mindre, og at dem, vi regner for forældre, udvides – måske fordi vi lever i en skilsmissefamilie med bonusforældre, som holder af dine, mine og vores børn, eller fordi børn i dag også kommer til verden i regnbuefamilier, med mange hold forældre, som alle elsker at overøse børnene med lige meget kærlighed.

Kirken har gennem tiden haft enormt mange holdninger tenderende til det negative om familiekonstellationer, der brød med det såkaldt ”det normale”. Men måske har det aldrig været kirkens og de kristnes opgave at ordne familieforhold, at vælge fra, eller at lue ud i, hvad nogen syntes var det rigtige og forkerte. Også her kan vi udvide vores perspektiv.

Mange forældre kan jo også betyde, at der er mange der elsker og holder om børnene. Og hvad har vi imod det?

Måske skal vi ikke vælge fra. Måske var det altid kun vores opgave at vende blikket udad og vælge til. Måske var det altid kun vores opgave at give afkald på os selv og at vælge den store verdens familie til; at se igennem den linse, vi fik i dåben, da Gud elskede os først. At Guds kærlighed til alle sine børn altid er det afgørende – både i hans møde og vores møde med verden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var i begyndelsen
 Således også nu og altid og i al evighed.

Amen.